
Samstag 9.9 var lørdagen med shoppetur i Prenzlauer Berg kvarteret. På vejen hjem fortalte en af de mange betjente os, at de skulle holde styr en demonstration. Isabella fra Kastanienallee nævnte nogle af problemerne omkring byudviklingen. Det ser ud som om der i en længere periode har været gang i folkelige aktioner for at gøre opmærksom på, at det skal være muligt for almindelige mennesker fortsat at bo i byen. Ejendomspriserne ryger højt til vejrs bl. a. fordi udlændinge (danskere) køber ferielejligheder, og fordi udlejningsejendomme ‘moderniseres’ med høje lejestigninger og udsættelser til følge.
Isabella kunne forstå og sige nogle få vendinger på dansk og smilede til mig, da hun antyde, at vi også var en del af gentrificeringsproblemet. Hun møder rigtig mange danskere blandt de udenlandske boligejere i kvarteret. De er meget søde, men det er ikke så sjovt for dem, der skal bo og leve i byen hele året, at de kun holder nogle ugers ferie her.


Gentrificering i Berlin er omtalt i the Guardian , som refererer til en tysk blog om emnet
Jeg forstår gentrificering som noget, der sker i udvikling af byer og boligkvarterer. F.eks.: Et gammelt industriområde forfalder. Det bliver besat af folk, der har behov for et sted at være til ingen penge. Der flytter mange til og efterhånden bliver der små arbejdspladser, butikker, spisesteder. Med årene begynder det at blive attraktivt og smart for mange andre typer at bo i området. Både boliger og butikker er efterhånden blevet sat i bedre stand., og er derfor dyrere at komme i besiddelse af. De oprindelige besættyper har ikke råd til/lyst til at bo der, og finder et nyt sted Det bliver efterhånden trendbutikker og velstillede, der overtager bydelen, og det bliver pænt, kedeligt og meget dyrt.
Er det gentrificering?
Det er vel historien om ‘udkants-‘ og ‘storby’? Har det også med ‘folk’ og ‘elite’ at gøre?
Desværre var det regnvejr, så vi deltog ikke i revolutionen af boligmarkedet denne gang 😉
/Jørgen





Vi har allerede været så længe i Berlin, at vi kan finde rundt i byen på vores cykler. Der er endda kvarterer, vi har opsøgt en ekstra gang.



Vi fik en Weissbier på noget der kunne ligne city-centrum, hvor letbaner med afgang hvert andet minut krydsede hinanden. Der var masser af folk på baren denne onsdag aften og rigtig god stemning. Vi sad med en masse spørgsmål om krigen, om øst-tiden, om vesttiden, men tænkte, at vi ikke ville ødelægge den gode stemning og snakkede kun med os selv. Det var også hyggeligt. Og der var ikke mange af de tilstedeværende, der havde boet i Østtyskland, for mere end 28 år siden. Vi tænkte at de hellere ville se fremad.
Omkring pladsen, hvor vi parkerede cirkulerede unge afrikanere på gamle cykler, og der sad en gruppe på en bænk i nærheden. Måske kunne jeg sige goddag til en ukendt og blive lidt klogere på Italien og afrikansk indvandring.


Gad vide om de plejer at sidde ude og drikke øl, og kaffe med kage i Ingolstadt, eller er det noget, der er kommet til den by de sidste 20 år ligesom vi har fået meget mere udeliv i kolde Danmark? Vi var havnet lige i deres café-hyggestund, og det var også hyggeligt for os.

Dagen før havde vi haft noget svært ved at finde frem til søen, hvor vi ville sove. GPS’en sendte os rundt ad små parcelhusveje og tilbage igen til en ny runde. Til morgen sendte den os over nogle små, lukkede bjergveje mod München?. Vi havde dog besluttet, at vi var i underskud for ‘ordentlig motorvej’, så vi fandt selv vejen, men Gps-Rita fastholdt sin vejledning: “Forlad motorvejen om 1 km”, for så igen at vise os en mindre vej over bjergene. Vi fastholdt motorvejen og navigerede efter skiltene.





