Det er en sort Tourne ligesom vores. Og er det ikke Lene, der vinker? Jørgen tager billedet?
Jo. Nicholai vinker også. Han er en glad mand.
Sammen med Elena sidder han nu og lægger planer for deres mange spændende ture i ‘vores’ bil.
Lene er også glad, for hun har fået solgt vores van til nogle rigtig glade og spændte mennesker, som er vilde med ‘vores’ bil og vil fortsætte ‘vores’ rejser rundt i verden.
Bilen skal jo ikke stå og koste og kede sig.
Og Jørgen glæder sig sammen med Lene til at blive stedfaste byboere og en gang i mellem, uden pres, at finde andre måder at rejse på.
Idag har været en forløsende fredag i august 2025, som er starten på nye kapitler. For dem i Odense og dem på Sjælland.
Held og lykke til Nicholai og Elena og ‘deres’ dejlige, nye bil
Fra en rolig overnatning 15 km syd for Igoumenitsa var vi helt klar til at indtage Grækenland. Nylig rengjort bil, frisk vand, alt skidt udtømt, og en god nats søvn. Vi var kommet fri af italienske dårligdomme som for meget larm, forsinket forår, lidt køligt regnvejr og havde overstået en 9 timers færgetur i selskab med ungarske lastbilchauffører, som ikke var til meget samtale. Klar til at indtage et nyt land.
Målet var at følge den græske i vestkyst mod Italien og slå os ned i nærheden af Lefkada. Efterhånden blev vejene mere sekundære og hullerne flere. Og større, opdagede vi på den hårde måde. Det gav et pænt brag i bilen ud over at porcelæn og bestik klirrede.
“Det var stort” Men, alt ok, vi kørte videre. Indtil bilen holdt stille og blinkede med katastrofeblinket. Beskeden i displayet var “Car fuel cut off” og “For more info, look in car handbook”
Alt var stille ud over blink, blink. Ingenting virkede, alt var slukket. Car-handbook’en har vi online, og den havde en fejl, så den skrev græske bogstaver.
Heldigvis var vi standset lige før en servicestation. Hvor heldigt? Men den var lukket, og værkstedet bagved var et malerværksted med et par lærlinge.
Maleren himself kom til, og på græsk tænker jeg han sagde, at” det problem kendte han da godt, det skulle han nok ordne” Det så sådan her ud:
Maleren måtte ringe til flere venner for hjælp
Han havde en ven, der vidste alt om elektriske ting i biler. For det var det der var noget galt med. Der skulle lige findes en rød knap, sagde han. Så ville bilen køre igen.
Vennen, som vi kaldte Cristo, kom og kikkede de samme steder, som maleren og vi selv havde ledt. Han ville gerne hjælpe men måtte også opgive. Vi var lidt nervøse for, om de to venner vidste, hvad de lavede? Cristo kontaktede en ven med et EXPRESS autohjælp firma, han lovede at komme med sin lastbil og køre os til et værksted, hvor vi kunne holde påsken over!! Panik,panik. Påsken over? Det var onsdag før påske? Cristo måtte hjem til konen og vi fik nummeret til hans ven fra ‘Express’, hvis han nu blev forsinket ud over den time, han havde lovet.
Vi satte os til at vente i bilen, som stadig blinkede, men med vigende volt på batteriet. Naboen var en fårefarm, så tusind fluer underholdt os, mens vi ledte efter det ene sæt nøgler til bilen. Vi kunne ikke finde dem i motorrummet, under bilen, under sæderne. Vores hjælpere havde jo brugt dem, når de skulle se, hvad displayet skrev.
Cristos afleverer vores bedste nøgler og lærer, hvordan man slår ‘fuel cut of’ til igen
Det måtte være maleren eller Cristo, der havde stukket dem i lommen. Vi havde ikke noget nummer til nogen af dem. Og hvad skulle vi sige til dem, for de var bedst til græsk?
På den lukkede servicestation fik jeg malerens nummer af en mand med lidt engelskkundskaber. Hans ven havde maleren i sin telefonbog. Maleren havde desværre ikke vores nøgler.
Endelig kom Express autohjælp med 2 mand, de tog samme runde i motorrummet og kabinen, som vi andre gjorde et par timer i forvejen. Den ene kikkede i min danske manual og faldt over et billede/tegning med en pil mod højre fordør: der skulle den røde knap findes, altså bare inden for, under handskerummet og bag flere lag paneler. Han svedte, og pludselig stoppede blinklyset og bilen kunne starte igen.
Han ville have 150€ kontant for ulejligheden, og vi ville have en faktura. Det kunne kun ske hos hans chef i Lefkada, 15 km i regnvej og mørke. Efter minibanken mødte jeg chefen, som var hjertelig flink og hjælpsom, og vi fik udvekslet papirer.
Manden på kontoret hos Express var jo Cristos ven. Han gav mig beskeden fra Cristo, at han desværre havde stoppet vores nøgler i lommen, mens han var stresset af konens pres for at komme hjem. Vi mødtes med ham i hans by, Vónitsa og fik sagt tak, inden vi kørte videre på en hellig torsdag.
Nu til parkering for natten, yderligere 15 km i mørke, men uden held med at finde stedet. Det blev fricamping på gaden et sted, som vi ikke kunne finde bedre i turistinformationen.
Lefkadas udkant blev til vores nød-sove-plads
Hvad kan vi så lære af Murphy og hele historien og vores nye venner?
– Kør ekstra langsomt på landet i Grækenland – Vær forberedt på, at manualen siger, du skal kontakte et autoriseret Peugeot værksted, men først efter påske – grækerne, vi møder, er meget imødekommende og hjælpsomme – brug de venner, du hurtigt kan skaffe dig, til at tale i telefon på dine vegne, når du ikke kan sproget. Det er effektivt.
For at referere til en anden amerikaner, Disney: “Alt ender godt til sidst”
Herunder kan du læse nogle af vores overvejelser om livet med en bil man kan rejse i. Det var blevet tid til overvejelser om vi skulle fortsætte med den rejseform vi havde dyrket i 5-6 år. Og det var tid til at lave forandringer, for vi havde nu fået det bedste ud af at have bilen stående i Tyskland og rejse derfra. Vi havde lige bestemt at bilen skulle på danske plader, da alt lukkede ned på grund af corona. Også grænsen til Tyskland.
Heldigvis var grænsevagterne flinke, og med vores allerførste mundbind på fik vi lov at hente bilen lige på den anden side af grænsen, og kørte den hjem til Odense.
To biler. Den gamle og den ny
“Det er 6 år siden vi bestilte vores Hymer. Det var et langt tilløb og mange grundige overvejelser, der lå bag beslutningen. Vi endte med at købe netop den bil, fordi den bedst kunne opfylde de behov vi havde i 2015. Vi kunne ikke blive klogere på det, og duede det ikke, måtte vi jo sælge den igen. Det har foreløbig duet i 6 år. Vi er blevet både ældre og klogere, og vi har da også løbende diskuteret, om vi stadig har den bil, vi vil have, om den duer til det vi nu vil bruge den til. Og det emne har igen været på dagsordenen her i 2021. Lene er aldrig blevet tryg ved at køre Hymerbilen. Hun synes den er for stor, både at sidde i som chauffør og for lang at manøvrere. ( Hun er måske bare for lille, ti hi). Og størrelsen gør også, at den er lidt svær at gemme, selv om vi har valgt en god, diskret farve. Den er for lang at parkere på de fleste parkeringsbåse. Vi valgte en større bil, fordi vi ville have plads til cykler indendørs, sengene skulle være på langs af bilen og have plads til alle de ting vi har brug for, når vi kører lange ture. Efterhånden har det vist sig, at vi ikke bruger al pladsen. Vi kan godt undvære noget plads, og også godt have cykler udenfor. Så vi har været på udkik efter noget mindre. Hver gang vi på vores ture rundt i DK har vi spurgt folk med campervans om deres erfaringer med at rejse på mindre plads. Det er blevet mange snakke for og imod, hvad vil det koste, kan vi sælge den gamle? Sidst snakkede jeg med nogle tyskere på tysk i en Knauss van. Jeg spurgte Google hvor man kan købe en Knauss-van i Danmark. Det allerførste på listen var Antons Camping i Videbæk. Vi har tidligere kikket på Vans fra Põssl og besøgt flere forhandlere af den. Antons Camping er på YouTube med mange videoer og sælgeren gør et rigtigt godt indtryk og er meget overbevisende, så vi besluttede at tage en tur til Videbæk og se på varerne. Herunder kan du fornøje dig med Antons Campings videopræsentation af en van mærket Tourne. Den er interessant!! Antons sælger hedder Thomas og er rigtig sød.
