Nu ser der sådan ud i vores lejlighed igen. Det roder med bøger, kort, cykeltøj og værktøjskasser, men der er styr på det. Vi har efterhånden nogle gode pakkelister, som gør det hele nemt og overskueligt, når vi skal forlade den trygge lejlighed i Odense.
Vi gør klar til en forårstur til UK, United Kingdom, England. Det er et af de 28 lande, der er medlem af EU. Eller var medlem. For de forlader fællesskabet den 29. marts, måske? Eller snart derefter? Eller når de har fået en aftale om skilsmissen? Det er ret svært at vide, hvad de vil, og om de vil? Det er ret uoverskueligt for os, og for englænderne. Det er meget nemmere med en pakkeliste, som fungerede sidste gang og som bare lige skal rettes til.
Men englænderne valgte for to år siden at rejse fra EU uden pakkeliste og uden at være enige om, hvor de ville rejse hen. Det ville gå helt galt for mig, og ude fra ser det også ud til at forvirringen er total i UK. Ingen har magt til at stoppe forvirringen og give et klart perspektiv på fremtiden efter 29. marts.
Englænderne er forvirrede. Og de er delt i to næsten lige store blokke, for og imod Brexit. Vi har tidligere mødt folk fra begge sider på vores rejser rundt i Europa. Tilhængerne var ofte meget entusiastiske og havde et stort ønske om, at UK selv igen skal bestemme uden EU-indblanding. "Det var jo os, der vandt 2. verdenskrig". Og dem der helst ville blive i EU rystede ofte lidt på hovedet og kunne ikke rigtigt fatte, hvad der var sket?
Jeg er forvirret. Det er mindst ligeså svært for mig at sætte mig ind i, hvad der skete, og hvad der skal ske. Hvad vil de? Sover de godt om natten?
Det er vores udfordring på denne tur at høre fra englænderne selv, hvad de tænker om deres roderi. Vi kører vestpå fra Harwich mod Wales. Derefter bliver det Cornwall og Sydengland tilbage til færgen, så vi er hjemme igen omkring 5. maj.
Vi tager hjemmefra i morgen tirsdag den 26. marts. Færgen fra Hook van Holland rammer Harwich i UK om aftenen den 28. marts. Vi har en plan om at sove på parkeringspladsen ved en Inn (kro) ved Oxford den 29. Det er i øjeblikket stadig usikkert om og hvornår Exit sker. Men der vil nok være nogen ved baren at snakke med den 29. marts.
/Jørgen