Jeg havde læst, at den dal, vi var havnet i, skulle være et særligt godt sted at tage billeder af stjernehimlen. Når vi nu boede der, ville jeg prøve. Der var ret fredeligt, for vi var den eneste bil på sletten.
Helt tilfældigt var der nærmest nymåne den nat, så betingelserne skulle være gode. Lidt tynde skyer var dog i vejen.
Jeg var dog ikke selv særlig godt forberedt. Det er altid blevet sådan noget hovså, når jeg ville forsøge mig som astrofotograf.
Alyn Wallace var walisisk fotograf, med en passion for astro-fotografering og for at bekæmpe lysforurening. Ham vil jeg godt lære noget af. Han har lavet nogle flotte billeder af nattehimler og mælkevejen. Han holdt en TED Talk om lysforurening inden han døde som 34 årig. Hans pointe er, at hvis vi ikke får gjort noget ved lysforurening vil efterhånden meget få mennesker have set mælkevejen i løbet af deres liv. Det er værd at høre ham fortælle.
Jeg har mødt diskussionen om lysforurening tidligere på vores tur til Anholt. Der arbejdede nogle folk på at få øen certificeret som Dark Sky Park. Det vil sige, at der vil være særligt gode muligheder for at se stjerner.
Lysforurening føjer vi til rækken af opgaver, vi skal have løst. Måske kan vi være så heldige, at når vi får styr på klimaet, har vi som bivirkning også fået standset den 6. masseuddøen, fået genoplivet havene, standset befolkningstilvæksten, fået skabt sunde levesteder for mennesker, og afhjulpet forbrugsforstoppelsen.
Disclaimer: Vi har haft glimrende vejr mange dage, måske endda de fleste, på vores tur. Det kan være svært at dokumentere, hvordan det faktisk har forholdt sig. Men det føles som ok. Turen har ikke været en fiasko. /Jørgen
Lene er optimist, jeg er pessimist. Vi småskændes om, hvordan vejret har været på turen. Det er en anden udgave af diskussionen: om bægeret er halvt fuldt, eller halvt tomt.
Vejrberetningen skal helst afspejle vores ide om ‘at tage til de varme lande og møde foråret’. Det hele kan jo fremstå som en fiasko, hvis jeg fortæller alt for negativt om vejret.
I det store perspektiv er vores småkiv ikke værd at beskæftige sig med. Vi kan godt blive enige med FN om, at vejret tidligere har været mere til at regne med.
Alex vinkede, da vi kørte fra hans Biologiske vingård i Toscana. Han havde meget dygtigt fortalt om at være biologisk vin- og oliven-avler.( I det fineste vejr med solnedgang over vinmarken). Det var ikke nemt med det vejr, vi har haft de sidste år. Og det ser foreløbigt ikke for godt ud for 2024. Det er familiegården han har overtaget, så han bliver ved.
Vi ville have kørt til Firenze, men sprang en dag over og blev hos Alex. Det regnede hele dagen i Firenze. I dag havde samme udsigt, regnbyger og 6° – 8°, så vi listede i stedet nordpå på motorvejen. Og også en afstikker langs Garda-søen. Flot men vådt.
Brentonico var udset til overnatning. Her boede vi også på vejen sydpå og fik noget dejligt, friskbagt brød. I dag ankom vi midt på eftermiddagen for at kikke lidt nærmere på byen, og ordne indkøb. Det var ret koldt , men tørvejr. Bageren var lukket. Lidt højere oppe end de 700 m vi holdt i, var der ret meget sne? Noget mere end da vi holdt her for 4 uger siden? Og luften lidt skisportsagtig.
Turistbureauet var åbent, og vi fik en god snak med Anna, som kunne ret meget engelsk. Af en italiener. Hun ville hjælpe os, så vi fandt Coop, og flere andre småbutikker. Hun ville også advare os om ikke at køre højere op til de små landsbyer. Vejene blev faktisk åbnet for en måned siden, men vejret har været helt uforudsigeligt og folk i byen er lidt bange. For der er kommet så meget sne, at vejene er blevet lukket igen, og de kan ikke sige, hvornår de åbner. Det har de ikke prøvet før på denne tid.
Vores bil føles stadig som en ret stor bil. Men se lige franskmanden på den anden side!
Rapporter hjemmefra siger, at vejret er koldt og vådt. 3° og blæsende. Og i weekenden bliver det 18°? Hurtigt omslag, men til den gode side.
Det duer ikke at vi bliver ved med at snakke om vejret. Vi skal gøre noget ved det. Eller hvad synes du vi skal?
Lørdag besøgte vi Amelia, en gammel borgby med meget stejle gader og en Duomo på toppen. Besøget her var en del af planen for weekenden. Det var ok, selv om vi efterhånden har set mange borgbyer.
Udsigt fra borgbyen til den nyere del af Amelia udenfor ringmuren
Caféejeren var frisk og fortalte, at han fik sine kager fra nabobyen Lugnano in Tevere. Jamen, der skulle vi holde i nat.
Noget usædvanligt for en lørdag eftermiddag i en borgby var der meget travlt i to af Amelias damefrisører? Frisørerne vinkede tilbage, når jeg kikkede ind og sagde “Hello, buon giorno”, men ingen af dem inviterede mig indenfor for en forklaring, (eller en klipning). Derfor måtte vi selv gætte og opfinde en sandsynlig historie, og det bliver tit en ret sjov leg.
Det lignede i hvert fald ikke forberedelse til en begravelse. Nok nærmere en fest. En af damerne var ældre, i nærheden af 80-90. Fødselsdag måske? Der var jo stor aldersspredning på damerne, så barnedåb, katolsk barnedåb måske? Men lørdag eftermiddag? Og rigtig mange damer på en gang? Måske var der tilbud på klipning, føn og farvning. Måske helt gratis elevbehandling? Eller forberedelse til en klippekonkurrence?
Søndage kan være bøvlede, fordi butikker er lukkede, og de lokale sidder hjemme hos familien. Vi skal så helst have et godt sted , hvor der er kønt og vi kan sidde ude, vandre en tur eller sidde på en café og kikke på de andre og finde på historier om dem.
Byen Lugnano in Teverina var udset til at være stedet for den kommende weekend. Vi kunne passende ankomme lørdag eftermiddag og få os placeret på en plads, hvor der efter beskrivelserne skulle være gratis at holde og udsigt til noget grønt. Men vi måtte flytte os til den byens parkeringsplads, i skyggen og udsigt til parken.
Og hurra for den flytning, for næste morgen vågnede vi til en plads, der var ved at blive fyldt op. Og det var damerne fra frisørsalonerne, lignede det! Det kunne altså godt være bryllup eller barnedåb, for de var klar ved 10-tiden.
Vi fik vores kirketøj på, så vi ikke skulle stikke for meget ud i byen en søndag formiddag i kirketiden.
Familier i fint søndagstøj gik til torvet ved kirken, og vi fulgte med. Små grupper stod og snakkede, nogen havde travlt med noget, der foregik inde og ude af kirken. Foran kirkedøren stod en større gruppe meget unge unge. Vi fandt en bænk i baggrunden med udsigt til det hele.
Det var ikke nemt at få hjælp af dem vi delte bænk med. Men vi forstod, at det var katolsk konfirmation, der blev gjort klar til. Familierne mødtes på torvet, kirkeklokken ringede og de fleste forsvandt ind i kirken.
Byen var ret søndagssøvnig, da vi tog en tur rundt. Men tilbage ved et lille torv, sad enkelte og fik en kop kaffe ved en bar, der var ved at åbne. Der var undtagelsesvis åbent fra kl. 12 denne søndag, kunne vi forstå.
Vi fik også kaffe, og efterhånden blev alle borde fyldt op . Der kom ekstra stole frem.
De unge var også klædt pænt på
Jeg forsøgte at få en samtale i gang med de unge piger, men de var ikke meget til engelsk, så de kikkede i deres telefon. Italienere er ikke ret gode til at bruge deres engelskundervisning til noget.
Bartenderen fik meget travlt, men var frisk og gjorde det godt på engelsk
Nu forstod vi, at vi var del af konfirmationsfejringen. Gæsterne i baren ventede på, at konfirmanderne skulle komme ud fra kirken. Og da det blev tid gik vi med, da de gik.
Konfirmanderne blev lykønsket i deres fineste puds og fik gaver
Vi kunne ikke genkende damerne med håret fra Amelia, men vi tror, der var nogen tilstede. Denne søndag var nemlig ‘store konfirmationsdag’ i mange byer i nabolaget, så derfor var der travlt hos frisøren
Vejret i Assisi var blevet så lunt og dejligt, at vi kunne tage en aftentur til byen, med pandelamper til hjemturen, og være sikre på at finde et godt sted at spise.
Vi var lidt tidligt på vej til Trattoria da Erminio, så vi gik en lille tur videre til Rufino-pladsen.
Der stod to små nonner ved pap-containeren og skilte kasser ad. Det var et billede, der kunne tage sig godt ud og fortælle en god historie. Da jeg kom tættere på, fik de øje på mig, og jeg signalerede, om det var i orden, at jeg tog et billede af dem? Desværre var de stoppet med at arbejde. De forstod ikke mit signal, så jeg spurgte igen på engelsk? De forstod, hvad jeg sagde, men ikke, at der skulle være et problem med at tage billeder. Of course you can!
Jeg havde nok forestillet mig, at de i forhold til deres religion helst ville være fri for at blive gjort til foto-objekter, at de ville beskytte deres sjæl mod at komme ind i mit kamera? Men det er nok en anden religion end Frans’, der tænker sådan?
Jeg tog et par billeder og sagde tak. De syntes bare ikke, at det var særlig pænt at tage billeder lige ved skraldespanden? Derfor stillede de sig i stedet op i døren ind til deres bolig. Klik, nyt billede. De to kvinder var clarisser med tilknytning til San Rufino katedralen, og boede lige ved siden af kirken.
“Skulle vi ikke tage et selfie? ” Det var ikke mig , der spurgte. Men så ok, og selfiet blev der.
Det blev også starten på en spændende samtale med de to piger/damer lige udenfor deres hoveddør. De var franciskanske nonner, clarisser. De arbejdede begge i San Rufino katedralen. De var sendt til Assisi af abbedissen, hvor de kom fra. Mari Grace, den mørke kvinde, kom fra et kloster i Indien. Hun talte godt engelsk, og hendes kollega, Anne Maria, var italiensk. Hun talte kun sit eget sprog.
I samtalens løb oversatte Mary Grace til italiensk, hvad vi sagde på engelsk, og vi kunne nogenlunde høre på oversættelsen, hvor langt hun var kommet.
De spurgte til vores liv og rejse, og var ivrige efter at tilbyde at vise os Frans’ gravkammer og flere andre seværdigheder, som vi allerede havde set. De forblev ualmindeligt søde og imødekommende, smilende og glade og var næsten ikke til at modstå. Og vores bordreservation på Trattoria da Erminio brændte i lommen. Det skulle være en farvel til Assisi, så vi takkede nej til deres tilbud, selv om det var ærgerligt.
Jeg er helt klar over, at Assisi er en by præget af religion. Og at der er mange turister, der kommer til byen for at opleve den hellige Frans på nært hold. Og det er selvfølgelig tydeligt i byen, at turisterne betyder rigtig meget, og at det kan og skal udnyttes, når der kommer så mange af dem. Der er ofte rigtig mange turister, især i weekender og højtider, men der bor stadig mange almindelige mennesker i byen. Derfor kan det lade sig gøre også at fornemme det lokale liv.
På vej rundt ad nogle mindre, men stadig stejle, små gader kom vi forbi en fin butik med flotte kåber til gejstlige. Det så interessant ud, så jeg spurgte den lidt ensomme dame i butikken:
“Bon giorno”
” Hvem sælger du dine kåber til?” Hun kikkede spørgende med hovedet på skrå. “Alle” “Men kan jeg så købe en?” “Ja, selvfølgelig” “Skal jeg ikke sige, jeg er præst?” “Du kan sige du er præst, skomager eller astronaut. Jeg er ligeglad”
Så var vi i gang.
Jeg havde en forestilling om, at sådan nogle klæder til kirkens folk ikke bare kunne købes i en almindelig tøjbutik. At det var noget, der forgik i særlige, lukkede kredse. At man i det mindste skulle være medlem af folkekirken for at kunne få fat i sådan en ting. Men sådan er det i hvert fald ikke i Italiens katolske verden.
Jeg blev vist rundt i butikken og så på forskellige kvaliteter. En grøn, en hvid med flotte bånd og stjerner på, og en med en hue til. Der var også nogle blå, som kunne passe med min nye kasket. Jeg vovede at spørge til priser? “Sådan en som du kunne ønske dig koster 800€, afhængig af, om der skal sættes noget ekstra på”.
Ved siden af var den flotte hvide i et meget enkelt design og noget lækkert sto?? ” Den koster 7.000 €” Altså omkring 50.000 kr. Men hvem kan finde på at købe sådan en, hvem er kunder i butikken? Jo, de har lige solgt et nyt design til Frans, den rigtige pave. Men ud over gejstlige kan det være samlere, private som gerne vel eje sådan et stykke klædedragt. Men hun blander sig ikke i, hvem der køber. Hun kan selvfølgelig fraråde nogen, som tydeligvis skal til karneval, at finde et andet sted at handle.
Nu havde vi lært hinanden at kende og kunne snakke lidt mere frit i relation til emner, som hendes butik lagde op til. Hun fortalte, at hun var katolik, aktiv kirkegænger, men ikke i de store kirker vi havde besøgt. Hun kom i en lille kirke i nærheden af, hvor hun boede. Det var en ung præst, en Fransciskaner, som menigheden havde valgt. Hun har stadig meget gavn af samtaler med sin præst efter hun for 3 år siden mistede sin mand. Hun er omkring 50 år og har en voksen søn.
Jeg spurgte, hvem af paverne Frans eller den forrige Benedikt (tyskeren) hun foretrak?
Efter vores noget længere samtale om religion og kristendom overraskede hendes svar mig.
“Helt klart Benedikt” Jeg kommenterede, at han da var meget stram, konservativ og ret intolerant. Jeg troede, at Frans var meget mere liberal? Mere ligesom den gamle Frans af Assisi?
“Netop”, sagde hun. “Pave Frans får den katolske kirke til at se pænere ud, men kirken er i virkeligheden det, som den ærkekonservative Benedikt stod for, og værre endnu. Derfor ku’ jeg bedre li’ den gamle” Pave Frans giver et for lyserødt billede af katolikker.
Hun sagde “Min bror plejer at sige, at hvis Frans af Assisi havde levet i dag, ville han være protestant”
Violetta er glad for sin franciskanske kirke og præst, og hun var også glad for snakken med os. Hun skulle passe sin egen butik, og vi havde en lang tur op ad bakke inden vi nåede hjem til aftensmad.
Det var kaffetid og ret godt vejr. Lige over for caféen på Piazza del Comune ligger Municipio di Assisi. Jeg så skiltet med gratis og opdagede, at det var en fotoudstilling, der var gratis.
Stefano Lotumolo havde jeg aldrig hørt om, men det lignede billeder fra Afrika eller Sydamerika eller Thailand. Mest portrætter. Jeg kan godt lide portrætter. Inspired by the people kunne lyde som en reklame for modetøj.
Der skulle købes ind ved grønthandler og slagter, så mens Lene ordnede den del, kunne jeg ordne det, jeg interesserede mig for?: fotografi.
Og det var endda rigtigt spændende, for fotografen var selv til stede.
Det var billeder fra Afrika, Tanzania og Sydamerika og fra mange andre steder med oprindelige folks kulturer. Her var forklaringen på ‘by the people‘.
Det, der optog mig i billederne og af udstillingen var det stærke fokus på ‘Portræt’. Det var mest portrætfotos, mest hoved og skuldre med opmærksomheden rettet mod øjne, der kikker direkte ud af billedet og fortæller historien. Omgivelser spillede en mindre rolle i de fleste billeder.
Stefano Lotumolo er italiener, der som yngre ikke vidste, hvad han skulle tage sig til. Han arbejdede i mange år med tilfældige jobs som tjener, opvasker, byggeri, taxa. Det blev for kedeligt, og der skulle ske noget, så han sparede penge sammen, og for 5-6 år siden tog han ud at rejse. Til lande som har befolkninger med oprindelige kulturer. Han boede på folkenes præmisser og lærte dem at kende, skabte relationer til dem. Og det blev hans indgang til at blive fotograf. Og det er det han lever af, når han er hjemme fra sine rejser og gør klar til en ny tur.
Han har ikke nogen formel uddannelse som fotograf. Jeg har indtryk af, at han lever af sine billeder og udstillinger for at være aktivist for oprindelige folk. Han kan følges på Instagram
Stefano er fra Rom, tror jeg. Og da vi talte om, hvor vi kom fra foreslog han at vi kunne opleve oprindelig kultur på vores ture, uden at behøve at køre til Afrika eller Sydamerika eller Myanmar. Hans kæreste sad også på udstillingen. Hun kommer fra Sardinien. Og der kan man stadig finde spændende folk, som er med på at skabe relationer. Hvis vi vil.
Vores tur skulle faktisk have været til Sardinien dette forår, men så kom der en baby i vejen. Det bliver måske næste år?
Vi havde (begge to) igen en god oplevelse med både grønthandler, slagter og fotograf.
Det kunne nemt have været langt værre ulykker, der havde ramt os. Måske havde vi mistet vores pas eller Dankort. Eller vi var kørt forkert på en smal vej og kunne ikke finde tilbage, eller glemt bilnøglen i baderummet, eller vi har fået dårlig mave.
Men nej. Vejret har bare ikke helt levet op til vores forventninger.
Måske mest fordi vi denne gang er ankommet næsten en hel måned tidligere end i 2017. Det har været fint vejr med op til 25° flere gange, men det ligner alligevel ikke rigtigt de varme lande. Og når det så også regner et par dage.
Og hverdagen
Så vi har bare ikke flyttet os ud af stedet siden ‘vores’ plads blev ledig. Det har mest bare været det samme, gentagelser af rutiner, op om morgenen, træning, en badetur, spise sen morgenmad, middagslur, en tur til byen på cykel eller gåben, daglige indkøb, snak (samtaler) til sent, flere samtaler (snak). Det samme næste dag. Og næste dag. Vi har nydt det hele. Det er faktisk ikke noget nyt for vores måde at rejse på.
Det har passet os godt at komme ned i gear. Vi har taget nogle behov med hjemmefra for ikke at skulle træffe beslutninger og være handlekraftige. Vi har alle været indstillet på de betingelser.
Og fest
Morgenmad med gaverManden på 72 med ny kasket
Og så var det et fint sted at fejre fødselsdag. Det plejer vi at kunne få til at passe med et specielt sted. I år var det 72-sindstyvende gang det blev fejret. Vi besøgte den store Basilica Angelica i nabobyen til messe kl. 12. Med Sahara regnvejr fra middag. Op af bjerget igen og hjem..
Derfor er vi her stadig.
Der var koldt og regnfuldt de første dage i Assisi, men vi oplevede alligevel byen som spændende og med flotte billeder
Vi har ikke brugt meget tid i korte bukser, en enkelt eftermiddag. Ellers har det været for køligt udenfor. Jeg havde tænkt på, om det skulle være i år at jeg skulle gå i shorts fra 1.4. til 1.10. , men det er allerede forpasset. Måske årene bliver varmere fremover?
Der bliver siddet, kikket og drukket meget kaffe. Især når solen viser sig,
Med mindre hang til at henslænge timerne under forårssolen, har vi haft dejlig, rigelig tid til at blive kloge på, hvad det er for et sted, vi godt kan lide at være? Og måske nogle bud på, hvorfor her er godt for os at være.
Franciskanere og Clarisser
Byen hedder Assisi, ligger i Umbrien i nærheden af Perugia, den store by i Umbrien med 160.000 indbyggere. Der bor 27.000 i Assisi. I løbet af året kommer der mange flere forbi på besøg. Hvis det ikke havde været for Frans, havde byen været meget mindre og med langt færre gæster.
Frans er kendt som Frans af Assisi. Han levede fra 1182-1226. Hans forældre var del af den pæne middelklasse i byen, så Frans skulle have en god uddannelse, og overtage sin far butik. Men ville han det? Nej krig og fest med de unge venner lå mere til Frans. Indtil han faldt over en forfalden kirke, Damiano-kirken. Det blev hans opgave at få kirken op at stå igen.
Og her startede hele historien med, at nogen ville være franciskaner. Der var faktisk mange, der kunne se sig selv i hans tanker. Han havde en pæn formue med hjemmefra, men hans nye ide var at frasige sig rigdom og i stedet at bruge sin tid på at hjælpe de fattige og naturen. Og så vil han bevare ‘et godt humør.’
Pace & Bene: hold fred og hav det sjovt
Senere mødte han Clara, som var en ung pige fra de fineste lag i byen. Hun var også noget på kant med de gamle, og stak af for at slutte sig til Frans.
Nu ligger der to store kirker/klostre i Assisi med deres navne på. Santa Clara-kloster med kirke, som er for clarissernonner og Basilica di Francesco med munkekloster. Kirken de var sammen om genopbygge, San Damiano, er stadig aktiv som munkekloster.
Vi har ikke noget overblik over samtlige kirker og klostre i Assisi. Hvis man spørger google, er der 14….
Frans og hans forståelse af katolicismen, rammer mange moderne mennesker. ‘Pace & Bene’ betyde ‘Fred & Hav det godt’. Det er ikke kun fred i Ukraine, Gaza og Myanmar, men også med din nabo, dig selv, din kone, fugle og fisk, naturen i det hele taget, og SVM, (selv om det kan være svært). Vi er blevet klogere, men man kan nemt forsvinde ned i et ‘kaninhul’, når man leder efter oplysninger om Assisi og Frans.
I stedet har vi været i kirker og klostre for at fornemme, hvad der er tiltalende ved Frans’ katolicisme. Hvordan er den daglige praksis? Der har været mange aktiviteter og fejringer i påske,. vi deltog i processionen Langfredag, hvor Jesus’ afsjælede legeme blev flyttet fra Rufino katedralen til San Francesco Bacilikaen.
Og der kommer en anden historie, for nu er solen kommet til de varme lande. Korte bukser fra morgenstunden.
‘Vores’ plads på Fontemaggio Camping fra 2017 var optaget, da vi nåede frem til Franses by sidst på eftermiddagen, mandag. De kunne ikke kende os i receptionen, men modtagelsen blev vi alligevel glade for: ‘Alt er som det plejer’. Vi behøver ikke flere omvæltninger lige nu, oven i salg af lejlighed og flytning Der var mange ledige pladser i omegnen af ‘vores’, og vi prøvede fire af, op på klodser, og ned igen. Ej, – udsigten? Hvad med herovre? Vi kom lidt tæt på en mindre van, som var dansk. Flinke mennesker og god snak, måske et glas vin, når vi kom tilbage fra indkøb i Assisi by?
Vin blev der ikke noget af, for vi var først tilbage, da det var mørkt, og energien, den mentale og den fysiske, var brugt for den dag. Der var længere ned til byen, og mere op og ned, end vi huskede. Det blev til lækker aftensmad og så godnat. Næste morgen kom de søde danskere og vækkede os, så vi kunne overtage deres plads. Men tyskerne på ‘vores’ plads kørte samtidigt, så hvad var der overhovedet at være ked af?
Det ser da godt ud. Maden og hyggen
Sidste etape på turen ned til Assisi i Umbrien gik fra Brentonico nær Mori ved Gardasøen. Her sov vi fra søndag til mandag. Vi havde forladt Odense fredag efter sidste hak på ToDo-listen. Målet for fredag var lidt indkøb ved grænsen, og schnitzler på den anden side af Hamburg. Ved vandmøllen i Horster Mühle kunne vi overnatte gratis, hvis vi spiste på kroen.
Schnitzel er klar. Men hvor skal kartoflerne ligge?
Det blev så 2 gange Schnitzel med Gemüse og Bratenkartofeln og 2 store Weißbeer, i alt 350 kr. Med det hele.
Lørdag morgen tidligt var motorvejen dejligt fri for lastbiler. Der var fredeligt og god plads til os. Sent på dagen fandt vi en god plads på Grünewaldstraße i Bayreuth. Uden opera, men med gratis overnatning.
Pladsen var lige til den korte side, men det gik.
Søndag var det blevet koldt og bygevejr, men fint nok til bilkørsel i motorvejens højre spor med 90 i timen. Med to chauffører og en god, stabil bil opdagede vi dårligt nok, at vi passerede Bayern og Østrig og tog hul på nedstigningen fra Alperne ind i Italien. Vi kunne genkende den dejlige fornemmelse af at svæve flere hundrede kilometer, nærmest uden at bruge brændstof, mens temperaturen krøb opad. Lige indtil det blev aften, og sult og træthed meldte sig.
Ved Mori, i nærheden af Gardasøen, fandt vi plads i byen Brentonico. Det lå ret højt oppe på bjerget, og dagen nåede at blive kold og mørk inden GPS’en fandt frem til sportshallens parkeringsplads. Hjemmelavet mad, lidt dansk TV-nyheder og godnat.
Næste morgen var det ud af sengen og afsted mod Assisi. Altså lige efter en snusetur rundt i byen. Med morgenudluftningen kom der den dejligste duft af italiensk brænderøg og friskbagt bagerbrød. Vi gik efter bageren, og stod længe og snusede. Både ude og inde.
Vi venter på at bageren åbner sin butik. Tidspunktet vi var vågnet passede lige med bagerens.
Kølig, nærmet kold natteluft efter solopgang med brænderøg a la italiano og folk, der snuser dufte og venter på bagerbrød en tidlig morgen i forårssolen er vores gode grunde til at ville sidde mange timer i en bil på motorvejen. Det er der resonans i. Verden vibrerer og vi mærker den.
Vi kører tidligt om morgenen uden at spise morgenmad. De første timer går det rigtig gelinde. Omkring kl. 10 holder vi en lang pause med Continental Breakfast, inden co-chaufføren tage de næste par timer frem til middagsluren. Efter den er der kaffe med småkager, og så kører det igen 2-3 timer. Vupti: 500 -700 km er kørt den dag.
De mange timer går for det meste hurtigt. Det er fint at have fred fra alle dem, der vil have vores opmærksomhed, og selv at bestemme over den. Vi lytter til musik og podcasts, aviser, som giver spændende input til gode samtaler om emner, som vi ikke er ene om at være optaget af. Og så fylder både den helt lange rejse, og de mange rejser rundt i verden mere og mere i vores samtaler. Og den dagsorden er lang og bliver længere. Og vi snakker stadig ret godt med hinanden, selv om vi snart har gjort det i 50 år. Eller måske netop derfor?
På vejen ned ad bjerget blev det lunere og lunere og midt på eftermiddagen i Sankt Frans’ by, nåede vi op på 19°. Vi var kommet til de varme lande.
Det skulle der så blive lavet om på. Men det er en anden historie.
Mit tysk er lidt rustent og min oversættelse af ovenstående hobby-citat er ikke nødvendigvis helt præcis. Men det er meningen, som jeg får ud af det, der tæller i den her sammenhæng.
Jeg tænker, at det ligner en ordveksling mellem ældre morfædre , som ku’ lyde nogenlunde sådan her:
” Hvis jeg dør engang, og der skulle være noget tilbage efter mig, så er det fordi, jeg har regnet forkert”. “Thø, hø”
Tyskerne, som jeg desværre ikke kunne identificere nærmere, er på en gang lidt stolte af at kunne køre til Sverige i deres Hobby og lidt lede ved at være egoistiske.
Og børnene har nok ikke engang brug for at arve mere til forbrug. Sådan er det i hvert fald med de børn jeg kender. I deres fremtid kommer det til at dreje sig om at forbruge mindre, og ikke mere. Den arv de kommer til at savne har nogle helt andre dimensioner end nogle småpenge til en bil.
Kusinen fra min forfædrene gård sagde engang, at hun var opdraget til, “at det man har arvet fra sine forældre er man forpligtet til at levere videre til næste generation i en bedre stand end man modtog den i”, sagde hun på ‘synnejysk’
Der kan altså ikke blive til noget med at have det sjovt med at bruge børnenes arv.
Det er jo rigtig, sund bondelærdom. Man skal arbejde for at gården og jorden er i en bedre stand, når den skal gives videre, sådan at næste generation kan leve godt af den. Både den enkeltes næste generation, men især vores fælles næste generation.
Desværre tror jeg, at mange af de bønder, der har ansvaret for jordens fremtid i Danmark i dag ikke har lært og husket bondelærdommen. De er mere optaget af at kunne købe en stor ‘Hobby’ end at kunne give en bedre jord videre til de næste.
Langtidsholdbare løsninger på klima, biodiversitet og hvad vi ellers har af vilde’ problemer’ kommer vi ikke udenom at arbejde for. Den arv tror jeg vil betyde meget mere for mine børn og børnebørn og deres børn end nogle småpenge til et forbrug, der alligevel ikke bliver plads til i den store sammenhæng. Lige om lidt.
