Kategoriarkiv: Udkants-

Lommefilosofi, Turisme, Udkants-

På kant om udkanten

1 kommentar

På kant med hinanden?

Landsbyen Castillo de Olmillos de Sasamón på den spanske pampas med en Bar og landarbejdere i trucks. Her oplevede vi noget forskelligt

Vi oplever det, vi ser, meget forskelligt. Et af de emner er “Udkanten” . Rural mod Urban. Jeg får øje på afvikling og forfald og Lene ser dem, der stadig har et liv. Det er konflikten mellem land og by. Og vores konflikt.

Der er ikke nogen tvivl om, at den konflikt findes og den er baggrund for mange stridigheder rundt om i verden. Og selvfølgelig fylder den også i det vi ser, når vi rejser.

Hjemme i DK har Støjberg kunnet få fortsat opbakning til sit parti ved at ville dræne sumpen og glemme sin egen deltagelse i de fine saloner. Og hvis en modsætning omkring CO2 ikke rigtig er populær mere, så opfinder hun “jernmarker mod kornmarker”, og så kører det en runde mere. Det er dem i byerne,der er skyld i problemerne på landet

På Cuba i 2011 så vi, at meget få ville arbejde i landbruget. Der var masser af ledig landbrugsjord og mange sultne kunder, men ikke nogen til at dyrke jorden. Det var mere attraktivt at tjene nogle $ om dagen i byen end at arbejde i sukkerrørene på landet.

Fiskerne langs den norske vestkyst forsvandt fra fiskerbyerne da arbejdspladserne flyttede til byen. Den norske stat forsøger nu at holde liv i kystbyerne ved at grave tunneller til de mindste flækker. Så kan der opstå nye arbejdspladser omkring turisterne, som gerne vil ud at fiske. Fiskersamfundet forsvandt og turisterne flyttede ind.

Trumps base henter han på landet og ikke i de store byer, som støtter demokraterne. De højtuddannede og de rigeste bor i byerne og dem på landet føler sig på mange måder snydt.

De gule veste i Frankrig protesterede mod høje benzinpriser, som ville forringe mulighederne på landet.

I Albanien har bl.a. EU lagt investeringer i turismeudvikling langs Adriaterhavskysten, som skal være basis for økonomisk vækst, så landet kan udvikle sig til en ny medlemsstat. Engang.

Landbrugsfrankrig

På vej fra Paris og sydpå gennem det centrale Frankrig kørte vi gennem lange stræk med kæmpe marker, svinefarme og kvæggårde. Her havde industrialiseringen i landbruget sat sit præg på livet på landet. Og nødvendiggjort fraflytningen. Arbejdspladserne forsvandt.

Torv med butikker i Beaugency ved Loire-floden

Den første by, vi havde fundet plads i var Beaugency ved Loire. Sent på aftenen var der livlig trafik gennem byen af moderne traktorer med kornvogne og lastbiler. Det var høsttid omkring en rigtig hyggelig by, som havde en levende fortid. Engang foregik transporten på Loirefloden, som gjorde Beaugency til en driftig handelsby

Der havde tidligere været basis for livlig handel, men den store overdækkede markedshal var nu lukket og turistkontoret rykket ind. På torvet med butikker var der to hørecentre, to optikere, en massør og flere ejendomsmæglere, et enkelt apotek, det andet lå i nabogaden, og landbrugscaféen havde ingen kunder i dag (regnvejr!).? og ostebutikken var lukket ned.

Det ligner da oplæg til en tanke eller flere? Industrilandbrug, aldrende befolkning. Er der her noget under udvikling eller afvikling? Lene så nogle børn i en barnevogn. Jeg så en by, som i bedste fald allerede er i gang med en vigtig omstilling. Turisme er fremtiden.

Beaugency. Skal byboerne flyttes tilbage til disse hyggelige gader?

Carrefour-city (=365 i DK) blev vores indkøbsmulighed og ved siden af den kunne man købe cigaretter, cola og lottokuponer. Ellers var der stille i byen. Der bor nu omkring 7.000 indbyggere i byen. Mange arbejder nu med turister. De kan også handle i Lidl og andre indkøbscentre, og de har også børn, der skal i skole, til sport og frisør. Nogen bor billigt og arbejder måske i Paris (155 km, 2 timer)

Over hele verden bliver der ledige bygninger i landdistrikterne og stor efterspørgsel efter boliger i byerne. Det er ikke særligt bæredygtigt bare at bygge flere nye boliger, når der er masser af bygninger, der ikke bliver brugt. Men er det så boligerne på landet, der skal flyttes ind til byerne eller er det byboerne, der skal flytte på landet? Eller er det en del af løsningen på klimaproblemerne, at det bliver mindre attraktivt at være storforbruger i de store byer?

Den problemstilling er ikke noget vi har opdaget ved at rejse rundt og kigge. Men vi støder selvfølgelig hele tiden på den uden at kunne få øje på de gode løsninger. Turisme er ofte svaret, men er det en løsning?

Ja det var da en ordenlig omgang. Behøves det at være så bøvet at fortælle om en tur til Portugal?

Du kan nøjes med at se billeder fra Beaugency , eller bare se billederne fra turen ved at klikke her.

/Jørgen

/

PS: Jeg sidder med det ene ben oppe og skriver på en ny historie om “Vaccinationen, der blev væk”

Vi er for længst kommet til Portugal. Vi klarer os uden om de værste regnskyl og har det godt. Om 10 dage begynder vi at køre hjemad gennem Spanien, og vi holder øje med vejrtjenesterne og parkerer ikke ved siden af en flod.

Fotografi, Italien, Lommefilosofi, Udkants-

Stjerner på en mørk himmel

2 kommentarer

Steppen i Monte Sibilini, Cavalli, Castellucio

Stjerner i Sibillini Naturpark

Jeg havde læst, at den dal, vi var havnet i, skulle være et særligt godt sted at tage billeder af stjernehimlen. Når vi nu boede der, ville jeg prøve. Der var ret fredeligt, for vi var den eneste bil på sletten.

Helt tilfældigt var der nærmest nymåne den nat, så betingelserne skulle være gode. Lidt tynde skyer var dog i vejen.

Jeg var dog ikke selv særlig godt forberedt. Det er altid blevet sådan noget hovså, når jeg ville forsøge mig som astrofotograf.

Alyn Wallace var walisisk fotograf, med en passion for astro-fotografering og for at bekæmpe lysforurening. Ham vil jeg godt lære noget af. Han har lavet nogle flotte billeder af nattehimler og mælkevejen. Han holdt en TED Talk om lysforurening inden han døde som 34 årig. Hans pointe er, at hvis vi ikke får gjort noget ved lysforurening vil efterhånden meget få mennesker have set mælkevejen i løbet af deres liv. Det er værd at høre ham fortælle.

Hans hjemmeside , og hans Instagram-profil viser nogle af de flotte billeder han laver.

Jeg har mødt diskussionen om lysforurening tidligere på vores tur til Anholt. Der arbejdede nogle folk på at få øen certificeret som Dark Sky Park. Det vil sige, at der vil være særligt gode muligheder for at se stjerner.

Lysforurening føjer vi til rækken af opgaver, vi skal have løst. Måske kan vi være så heldige, at når vi får styr på klimaet, har vi som bivirkning også fået standset den 6. masseuddøen, fået genoplivet havene, standset befolkningstilvæksten, fået skabt sunde levesteder for mennesker, og afhjulpet forbrugsforstoppelsen.

Og lysforureningen.

Der er nok at tage fat på. Bare kom i gang.

/Jørgen

Fisk, Udkants-

Fisken var en sej

Skriv en kommentar

Det var i Kjøllefjord jeg forsøgte at finde noget fiskeudstyr, så jeg kunne fiske på de mange elve og søer vi kommer forbi på vejen østover i Polarnorge. En kasteline til en Tenkara fiskestang. Det er en fluestang med en fast line, 5-7 m , forfang og flue. Det havde de ikke i Brugsen i Kjøllefjord eller i Sportsbutikken.

Kaffe skulle drikkes på en café, vi havde spottet på havnen. Men den var lukket. Så det blev kun lidt billeder og et kik ned i vandet.

Fisk!

Kjøllefjor. En isoleret by allerhøjest mod nord

Frem med stangen og Mørumsilden. Det skulle vel ikke være så svært, når de svømmer i flok og ser sultne ud. Men de blev forskrækkede, hver gang de så Mørumsilden. Jeg ignorerede dem og kastede langt ud i bassinet. Et par gange. Og så blev de pludselig interesserede.

Første gang en laks, som jeg troede det var. Men det var en sej. Lige som dem jeg fangede i går. Nu var den bare stor nok til at tage med hjem. Og tung at løfte ud af vandet.

Sej fyr

Det var sjovt at stå på kajen og se fisken tage krogen. For det var først lige før jeg hev den op af vandet, at den bed på.

Jeg kunne have fanget 10, hvis vi havde kunnet spise så mange. Men vi smider jo ikke mad ud. Jeg stoppede ved to, som blev renset og grillet ved Slettnes fyr. Et sted ,hvor det aldrig er sommer.

De smagte fint. Nu har jeg fanget og spist makrel og sej. Håber på en torsk en dag. Og måske noget i en elv eller sø.

 

/Jørgen

Goddag til en ukendt, Turisme, Udkants-

Endelig fisk

5 kommentarer

Thorbjørn Eidam sejlede ind til kaj ved Guristraumen på Vega, lige da vi kørte over broen og kunne se, at det vist var en fisker på vej hjem med fisk.

På vej tilbage fra et besøg på en gammel handelsplads (ligesom dem fra Dinas Bog), var Thorbjørn ved at gå i land, og jeg gik ned forbi hans fiskerhytte og ud på bryggen for at finde ud af, at han hed Thorbjørn.

Jeg spurgte, om han havde fanget fisk. For jeg havde ikke fanget noget endnu! Med min nye fiskestang? Det kendte han godt. De mange fisketurister fangede sjældent noget. Mest fordi, der ikke er så mange fisk som der har været.

Og han havde heller ikke lige fanget friske fisk, men masser af krabber. Han solgte ofte fisk til turister, som var på vej hjem med deres tomme køletasker.

I en Facebook-debat om kontrol af norske bobiler med overvægt så jeg en kommentar rettet mod fisketuristers eksport af fisk. Måske havde Thorbjørn læst med på den debat, der kører i Norge. Han mente, at det var de mange turistfiskere, der ødelagde fiskeriet.

Vi havde i flere dage ledt efter friskfanget fisk uden held, og var tæt på at falde for en norsk lakseside i COOP. Thorbjørn kunne tilbyde frosne torsk og sej, hvis vi ville tage med ham hjem.

Uden for på fiskehytten hang der en del fiskelugt i luften, og også tørrede fisk. Dem ville han gerne sælge. 100 kr for to stykker knaldhårdt, tørret torsk. “Det skal bare spises med en hammer, og så godt med øl til”, smågriner Thorbjørn på norsk. Det er to stykker af samme torsk. Det skulle smage godt og være meget holdbart.

Thorbjørn med bacalaou og tørfisk bagved

Thorbjørn ville gerne fortælle om at være 1 ud af 5 fiskere på Vega. Det var efterhånden svært at fange fisk, og han havde en periode sejlet med turister. 2000 Nkr for en 4 timers tur. Men han havde svært ved at leve med at de sjældent fangede noget.

Øen har 1300 beboere. 5 er fiskere, 50 arbejder på boreplatform, en stor gruppe var matroser, skibssførere osv.. Ret mange arbejder med landbrug,- kød og mælk. Der er 150 elever i skolen, som har ansat 12-15 lærere. Så er der nogen ved kassen i Spar og Coop, og ham i ‘Fiskeutstyr’, der solgte mig 3 stk. Stingsilda, 28 g, som skulle være gode til hurtig indspinning på det ret lave vand omkring øen. Og så er der nogen flere han ikke kunne gøre rede for. Jo en sød, dansk læge, Tina. Nogen arbejder med turisterne, men ikke mange. De gør ikke så meget ud af det med turister, kan vi også godt mærke. Måske er det derfor de er Unesco-beskyttet område?

Tørfisken hang i en plasticpose i garagen i en time. Der lugter stadig af fisk

Ud over at banke tørfisken med en hammer skal vi i gang med at grille sej og torsk. De frosne fisk kom til optøning i køleskabet, og tørfisken i garagen/bagagerummet. Det sidste var bare en dårlig ide, da vi sover lige oven over!

Efter megen søgen fandt vi et spisested, hvor vi fik en glimrende fiskesuppe og en norsk fadøl. Og det var ikke urimeligt dyrt, som vi havde ventet.

Med sej og torsk i køleren og tørfisk på sidespejlet håber jeg ikke på succes med mine nye Stingsilda 28 g lige foreløbig.

/Jørgen

Gammel, Goddag til en ukendt, P-plads med overnatning, Sprog, Turisme, Udkants-

Venner ved Suviana-søen

1 kommentar
Første møde med Emilia Romagna på vej til Suviana-søen

Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande.  37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.

Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet.  Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og  et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.

“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”,  den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.

Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle  engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.

Vores kæmpebil ser slet ikke så stor ud, når den står blandt andre standard italienske vogne. Og så er den mere anonym med den grå farve frem for de hvide.

Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.

Vi og vores bil falder meget god ind med de gamle modeller

Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.

Engelsk nej, men lidt tysk. Svær sproglig kommunikation, men vi var ikke i tvivl om at de ku’ li’ os og ville os det bedste. Det er vores gennemgående fornemmelse i Italien

Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer?  Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.

Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.

Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog.  Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.

Vi holder måske kontakten.

/Jørgen

Gammel, Sprog, Udkants-

Løse tænder i Santa Clara-a-Velha

3 kommentarer

Vi har forladt Algarvekysten og bevæget os mod nord ind i Alentejo-provinsen. Ganske få kilometer inde i landet forsvandt fornemmelsen af ferieland . Det var små byer og små veje ud og ind og op og ned.

Ind imellem stillede vi bilen ved en mindre by og gik en tur. I Sante Clara-a-Velha var byen hurtigt overskuet, men der var  folk på en bar/café midt i byen.  Mænd, gamle og halvgamle, kvinder, mødre og bedstemor og børn og børnebørn.

Flotte farver, typisk i Portugal. Blå, rød og gul og skrigende grøn . Blå holder feber væk og gul klarer fluerne.

Vi satte os og ventede, men snart talte nogle af kvinderne til os, og pegede på et skilt i døren: Der var ingen servering ved bordene.  God,  varm kaffe med mælk og et par lokale kager blev udleveret for 2,60€=20 kr. Og vi fik lov til at sidde og kikke på livet omkring os. Vi kunne ikke snakke med folkene, kun grine med dem.

De var glade,  men ikke smilende glade. De holdt sig for munden, når de grinede. Flere af de gamle havde ingen tænder, andre havde et gebis, med en usandsynlig flot tandrække. Manden vi sad ved siden af havde tydelige problemer med at holde tænderne i munden, når han talte, så han sagde ikke meget.

Cafe-gæster i Sante Clara-a-Velha. De spillede Smartphone-video for børnene og morede sig. Dressed op til bytur?

Det var ret tydeligt, at vi var kommet til en af Portugals fattigere egne, og til en landsby, hvor livet langsomt forsvinder efterhånden som indbyggerne bliver ældre og dør. De unge forsvinder til de større byer, hvor der er uddannelse og større chance for arbejde.

Meget jord i omegnen bliver stadig drevet ekstensivt med græs og kvæg eller får. Det er flot med sletterne med enkeltstående korkege, men der er nok ikke så meget arbejde til de unge.

Jeg tror det er korkege, de mange enkeltstående træer. Det tager sig flot ud, fordi de bliver afgræsset af får og kvæg.

 

Der bliver plantet en del nye vin og oliven på nogle kæmpestore marker, som er linet op til maskinplukning, og den nye storbonde gør ligesom svinebønderne i DK: Bygger et lille slot med en lang indkørsel og en kraftig gitterlåge. Det er vist det, der hedder strukturudvikling.

Nye marker med nye planter til maskinpasning. Og vinbonden har fået sin lange herregårdsindkørsel

Nå, men det er jo den samme historie i alle de lande vi har besøgt. Landsbyerne afvikles og byerne vokser. Nogle byer har noget gammelt skrammel fra romernes tid eller senere som turisterne gerne vil mindes. Det giver levebrød til nogen for en tid.

Mange gamle i byen. Flere havde kunstige tænder, et løstsiddende gebis, ingen kroner og stifttænder .

Hvad mon der bliver af Santa Clara-a-Velha , når de 4 herrer herover er væk? Eller tusindvis af mindre og dårligere stillede landsbyer i Portugal, Spanien, Frankrig, Danmark? Bor vi alle i store byer med caféer, letbane og parker med motionsbaner. Vender det igen ,så det bliver attraktivt, nødvendigt at ‘flytte på landet’?

Mon tandlægen til den tid så flytter med?

/Jørgen

Gammel, Krig og fred, Sprog, Udkants-

1. verdenskrig ved Trasimenosøen

Skriv en kommentar

Jeg sidder og kikker ud over Trasimeno-søen, hvor der hænger en redningshelikopter. Over mig flyver et par vilde flyakrobater, og det lyder som Den røde Baron, der bomber.

Efter 9 dage har vi forladt Assisi for at kikke os lidt mere omkring i Umbrien. Vi sov en nat på en plads i Spello, 10 km fra Assisi. Endnu en flot romer/middelalder by med den samme  hyggelige stemning, dog noget mere forladt, da vi kom forbi midt på eftermiddagen.

Planen var at undersøge Umbrien ved Trasimeno-søen. En kort tur på ca. 50 km. Og vi havde god tid, så ruten blev planlagt ad mindre veje med et stop i Torgiano. Her kunne vi måske være heldige at finde et marked og noget lokalt olie eller vin.

Olie og vin mødte vi ikke så meget af, men vi mødte Inez.

Inez bor tæt ved mindepladsen i Torgiano, hvor vi fandt en parkeringsplads. Hun kom hen forbi bilen og signalerede, at hun syntes, vi har en flot bil, så jeg forsøgte at spørge til hende. Men det var svært, for hun kunne kun tale og forstå italiensk, og det har vi desværre ikke nået at lære på den her tur.

Men vi fik en god og venskabelig snak, og hun blev inviteret indenfor for at se bilen. Hun ville ikke længere end til døren, men herfra kunne hun se nok til at blive imponeret. “Nejj, køkken med vand, soverum, bad? Tutti!”,  himmelvendte øjne.

Hun fortalte, hvor hun boede, og måske blev vi inviteret? Men hun sagde  ‘a reviderci’ og så tænkte vi, at vi hellere måtte liste videre. Jeg fik lov til at tage et billede. Hun blev min ukendte ven i dag.

Pladsen er en del af en mindelund. Langs vejen var der mindeplader for soldater, som var døde eller forsvundet i den store krig. Datoerne vi så var fra 1916-1918. Det må være første verdenskrig. Jeg har ingen anelse om hvad Italien gjorde i 1. verdenskrig? Mussolini var fra 1922, Garibaldi var fra 1800-tallet, så der er noget historie der skal læses op på

Vi kikkede Torgiano igennem, fik hver en kop kaffe og en kage for 4,20€, gik uden om vin og olie-butikkerne med direkte fragt til USA. Og da vi kom tilbage og hentede bilen stod Inez og gav hånd og sagde farvel igen.

Vi fortsatte ad de elendige italienske landeveje, fandt en rigtig campingplads i Castiglione del Lago med 1. verdenskrig i luften.

/Jørgen

Mad, Udkants-

Lokalmad – værd at køre (op) efter

Skriv en kommentar

Efter en noget stram tur op ad bjerget til Casa Scola i Borgo Castello ved Gragnano fik vi bilen på plads og fik kikket os rundt i området. Stedet var en såkaldt Fattore Amico, den italienske udgave af French Passion, en feriemulighed på landet, som vi havde fundet i en lille bog, købt og betalt hjemmefra. Hvis man har et Fattore Amico-skilt i forruden, må man overnatte gratis. Man forventes at kikke lidt på stedets produkter og evt. købe lidt med.

Casa Scola har nogle pladser under træerne, som bedst egner sig til små telte, og en mindre bil. Vi kunne lige være på vejen indenfor porten.  Hvis de havde vidst, vi havde en stor bil, ville de have frarådet os køre op.


Men man kan spise på stedet, og det tilbud passede lige til os efter en stressende køretur Vi var de eneste i restauranten den aften. Den var ellers klar til at modtage mange gæster.

Det var meget enkel, traditionel mad fremstillet af friske råvarer, vist også ‘bio’? Det var en stor fornøjelse at spise hjemmelavet, lokal mad i rigelige mængder, med en 1/2 liter vin, ren, hvid dug og stofservietter og høflig betjening på italiensk.

De vil gerne anbefales på Trip Advisor , og det gjorde vi gerne, hvis vi kunne være sikre på ikke at blive spammet med Trip-anbefalinger. Kan man mon gøre noget for at slippe for det, andet end at holde sin mailadresse for sig selv?

Ellers er vores erfaringer med Fattore Amico indtil videre ikke de bedste og det holder os lidt fra at forsøge igen. De er meget nøjsomme med fyldestgørende oplysninger, så man har kun et usikkert grundlag at beslutte på.

/Jørgen

Goddag til en ukendt, Rejsebilen, Udkants-

Bondegårdsferie

Skriv en kommentar

Uerfarne, som vi er, stillede vi GPS’en til at finde hen til vores plads på Agro Turismo-bondegården. Pladsen så fin ud på billederne. Den var det nærmeste vi kunne komme Sorrento, og så var der gode anmeldelser af den mad de serverede i det lokale køkken. Klokken var snart spisetid, både for os, og for de lokale italienere, der var på vej hjem fra arbejde.

I Gragnano drejede vi af på en noget mindre vej? Og lidt senere viste vejviseren, at vi skulle dreje skarpt til højre, opad? Det kunne lade sig gøre på en scooter eller en lille Punto.  Men 6,99 m lang, 2,12 m bred, 3500 kg tysk kassevogn?

Vi kørte mod næste vendeplads! Vejen blev smallere med masser af modkørende trafik, og en lang hale bagved os. Ingen vendeplads og kun en vej: fremad og opad, ind gennem porte, zigzag mellem parkerede biler, grønsagsboder og gamle damer med børnebørn på armen. Unge knallertørere overhalede både højre og venstre om, modkørende biler bakkede venligt tilbage, mens vi var på vej gennem en port med 1 cm på hver side af spejlene. Det gik denne gang.

På et stræk med mange parkerede biler i højre side og en lang række modkørende dirigerede en venlig mand os ind i et ledigt hul i parkeringerne. Så slap de modkørende og bagfrakommende forbi. Han hjalp os også ud af hullet igen.

Kunne han gennemskue, hvor meget 7 m bil med 1,5 m bag baghjulene svinger ud, når man drejer skarpt uden om en parkeret bil? Nej! Og jeg kunne ikke se de røde jernrør langs fortovskanten. Så højre bagskærm blev klemt og trukket og gik løs. Alt er heldigvis stadig intakt. Lyset virker og den hænger fint fast igen. Hurra for gaffa.

Vi nåede frem til gps-koordinaterne, men kunne ikke finde vores Agri-Turismo-sted.. Efter en del telefoneren på italiensk-engelsk fandt vi først en lukket låge og blev langt om længe lukket indenfor porten. Længere kom vi ikke, da træ-grenene hang under 2,70m.” Denne gård var ikke beregnet til store biler” – sagde ejeren, da vi mødte ham! Ok, tak for det.

På turen op var vi ret anspændte og bekymrede for, om vi overhovedet kunne få vendt bilen og komme ned igen. Og nogen af os havde natlige fantasier om nedkørslen. ‘Hvad nu hvis gps viste os ned ad en ny og endnu værre rute?’

Dagens Ukendte var Vincente Scola (grøn). Han viste os en tur ned ad alternativ-nedkørslen, som var slem og værre på en anden måde, så vi måtte tage turen tilbage. Hans kammerat kunne lidt engelsk og kørte Audien. Vi har senere tænkt om vi måske blev venner med mafiaen? 😉

Turen ned gik fint. Der var mindre trafik tidligt på formiddagen, men der var stadig kun 1 cm på hver side af spejlene.

Og vi er blevet mere forsigtige med at følge et gps-spor.

/Jørgen

Internet, Rejsebilen, Sprog, Turisme, Udkants-

“Ein Sommer in Dänemark”. Heldig igen.

Skriv en kommentar

Der var meget trafik og vejarbejde på det sidste stræk fra Kassel til Flensburg, så det blev sent på eftermiddagen inden vi nåede i mål. Parkeringspladsen ved Scandic-værkstedet var ikke særligt festlig. Det var sidste aften på tur. Træt og kedeligt. Ingen internet, bøgerne var læst, hvad skulle vi finde på at snakke om? Lene havde noget tilbage af sin lyttebog. Hvad skulle jeg lave? Jeg var bare heldig, endnu engang!

Vores luxusbil er også udstyret med TV, men vi sparede parabolen. Det så for campingagtigt ud, og vi plejer jo alligevel ikke at se så meget fjernsyn. Apparatet virker, for det blev demonstreret i Flensburg inden vi kørte derfra. Men hvordan det egentlig går til at der kommer billeder på skærmen fandt vi ikke ud af.  Det sidder i en kasse ved køkkenbordet og kan med en del besvær hæves op på skinnen ved døren. Det har dog slet ikke været ude af sin kasse på hele turen.

På værksted i Holland for at lede efter vores 12Volt. TV'et sidder i en lille kasse under klapbordet og kan hænges op på skinnen ivenstre side.
På værksted i Holland for at lede efter vores 12Volt. TV’et sidder i den lille kasse under klapbordet og kan hæves op på skinnen i venstre side.

Denne lidt kedelige aften kom synet frem af kassen, on/off-knappen blev repareret med noget gaffa og en tændstik, og det kunne tændes. Men der var ikke noget fjernsyn at kikke på. Jeg fandt manualen og fjernbetjeningen frem, fik indstillet kanalsøgningen til Deutchland. Vupti var der mere end tyve kanaler at vælge imellem. Det blev en zappertur gennem tyske og danske kanaler, men de tyske gik klarest igennem.

Jeg stoppede ved ZDF, som lige var ved at starte en film om Danmark. Jeg blev noget overrasket over at Rasmus Botoft var nødt til at sælge sig til at deltage i en turistfilm. Og så på tysk? Vi satte os, i mangel af bedre underholdning, tilrette og lod os introducere til vort skønne hjemland, set med tyske briller. Det var på tysk, og nemt at forstå uden tekstning.

Og det var smukt. Flotte panoreringer over uendeligt smukke, hvide strande, grønne marker, smukke mennesker, pragtpalæer, fantastisk arkitektur, vindmøller og økologi, lækre restauranter, afslappet og uformel omgangsform, suveræn betjening, flotte mænd og smukke kvinder, storbyer, landsbyer, landskaber, sommerhuse. Et drømmeland at besøge. Og så var filmen bygget op om en kærlighedshistorie, eller flere faktisk. Det var da genialt fundet på at lade salgsbudskabet være sekundært og fange opmærksomheden med historien om en datter der leder efter sin far og bliver forelsket i en gift mand! Flot.

Der blev præsenteret mange seværdigeder: Den lille Havfrue, Nyhavn, Stevns Klint, Operaen, Rungstedlund og sikkert mange flere. Og de fremstod alle lige som man kunne ønske sig at opleve dem.  Nemlig som eksklusive oplevelser fri for larm og støj og turister. Det er jo lige det vi drømmer om: At tage ud i verden og opleve den ren, uskyldig og uopdaget befolket af rigtige mennesker med dagligdags problemer.

Se selv traileren her: Ein Sommer in Dänemark.

Desværre er det jo gået galt for længe siden. Seværdighederne er opdaget og fortryllelsen er forsvundet og vi må stå der sammen med de andre turister. Det vi kom efter er blevet til virksomheder og arbejdspladser til udkanten. Det ville være dejligt at det var anderledes, men hvordan kan det mon lade sig gøre i masseturismens tid?

Det var en lang turistfilm, 1t 30 min, og med flere kendte, danske skuespillere? Det var nok en dyr satsning i slutningen af oktober? Skarp iagttagelse!

Hjemme på havnen så jeg en annonce i avisen, som reklamerede for nabolandskanalerne. ZDF havde lige vist ‘En sommer i Danmark’, og den kunne stadig ses, dengang.

einsommerindanemark

Hvor heldig kan man være? Meget heldig. Det har vi lært af turen. Der sker tit noget uventet og spændende. Man er jo bare nødt til at komme af sted og være der.

Det var altså ikke en turistfilm, men en tysk spillefilm, optaget i Danmark. Men den er god at blive klog på, hvordan vi gerne vil se verden.

Visit Denmark har benyttet premieren til at slå på tromme for DK,  måske står de også i rulleteksterne? Det kan jeg ikke huske.

/Jørgen