Jeg skulle selvfølgelig have regnet med at min kæde kunne knække. Den var fra 2016, men det er jo ikke blevet til mere end max 1000 km siden, så det var vel ok? Jeg burde have taget en stump kæde og værktøj med! Men det var bare en lille tur i det bakkede landskab omkring Panzano i Chianti, hvor vi havde fundet en dejlig plads. Lille by med parkeringsplads med fin udsigt.

Flot syn på cykelturen nær Panzano[/caption] I Chianti er landskabet præget af dejlige bakker. Meget op og ned med korte  og stejle stigninger på 15% med masser af sving og gode vejbelægninger.  Det virker lige til at gå til. Hvis det ikke skulle være her alle bekymringerne kunne udryddes og åbne for dejlige cykelture på fremmede steder? Det var sidst på dagen med en tre timer til solnedgang.  Varmen havde været grum i løbet af dagen, 39°,  og  billeder bliver flottere, når solen står lavt.  På kortet havde jeg udset en rundtur på 25 km til at være overkommelig.  

Det var flot og dejligt at komme afsted. Bakkerne nev, de var korte men lå tæt. På stigningen op til Montefili på vej mod Greve knækkede kæden. Og alle de bekymrende scenarier stod klar til at blive iværksat! Lene skulle have et beroligende telefonopkald.  ” Kæden knækket, men det skulle nok klares!” Bortset fra at der ikke var TIM, mobilforbindelse, lige der, hvor jeg var stået af. Lidt højere oppe af bakken var der hul igennem. Jeg prøvede med en tommelfinger. Der kom mange biler forbi.  Små biler med italienere fra området kørte forbi. Også mange med turister i lejede biler på aftentur i det smukke landskab i pænt tøj for at finde en restaurant.  En ung hollænder med kæreste i en stor  Audi standsede og ville gerne være flink. Fik hele historien og kløede sig i nakken, men måtte desværre flytte sin store bil for de andre, der skulle forbi. “Hoi, goede dag”

I et af husene på Montefili bankede jeg på og spurgte, om der var en svensker tilstede?  Der holdt nemlig en stor svensk bil, som sagtens kunne have min cykel bagind.  Og svenskerne var jo flinke til at hjælpe en masse flygtninge fra Syrien, så måske en nødstedt dansker i Italien? En svensker var der, og svenskere drikker, når de kan komme til det, og de er meget regelrette, så de kører ikke bil med sprit. Flink var han, svenskeren. Fandt en plastikpose til kæden og hjalp med at kontakte ejeren på stedet, som ikke lige var hjemme. Men køre mig kunne han ikke. En amerikaner fra nabohuset var på vej ud, og fortalte, at hun gerne ville hjælpe! “But I have a reservation in Greve in half an hour. I’m  sorry”. Ok, selvfølgelig. “Måske kunne jeg overnatte på stedet? ” Hun forstod ikke den sjove bemærkning, og skulle nå sin aftale. Med Google skulle det jo være nemt at få fat i en taxa. Bortset fra den dårlige forbindelse til internet. Jeg fandt den nærmeste taxa og ringede uden held. Den næste tog telefonen, men havde ikke tid, men henviste til Sandra, der gerne ville komme til Montefili, når hun fik tid. Lige til hun hørte at jeg skulle have min cykel med retur. Der var ikke flere taxanumre at ringe til! Nu havde det jo været fint, at Lene  startede bilen og reddede en nødstedt cykelrytter. Men det er No go! for hun er ikke tryg ved at køre den store bil. Og slet ikke på små bjergveje.

Tilbage til svenskerne for at høre, om der boede flere familier? Jeg synes jeg havde hørt nogen, der talte dansk? Jo,  en familie fra Hillerød ville gerne køre. De skulle lige være færdige med aftensmaden, så om en halv time! Hvor heldig kan man være? Cyklen ind bag i bilen inden de skulle pakke til hjemturen i morgen. Helt sjovt at opleve bakkerne  baglæns, i tusmørke. Altid overraskende så langt man kan nå med hårdt arbejde. På Strava blev jeg King of Mountain på en god stigning med 47 km/t og 840W i gennemsnit. Synd for italieneren med en andenplads. “Er du alene?” spurgte den flinke mand fra Hillerød, da jeg blev sat af ved bilen. Han fik tak og en flaske vin fra Umbrien og kørte hjem for at pakke. “Hvorfor ringede han ikke bare efter konen” har han nok tænkt. Mange bekymringer kan blive til virkelighed, men den gode lære er at man godt kan være lidt bedre forberedt og at det går jo alligevel godt til sidst. Man kan jo også blive hjemme. Heldigvis havde cykelhandleren Ramuzzi i Greve åbent lørdag, da vi kom forbi, og kunne levere en frisk 10 speed Shimanokæde.  Smurt og klar til at overvinde nye bekymringer. /Jørgen