Der er flere markante steder i den græske mytologi og historie. Vi har besøgt 3: Mykenae, Olympia og Delphi. Mykenae var Agamemnons kongsgård, Olympia er det kultsted, hvor man dyrkede kroppen og dens udfoldelse og i Delphi var det i højere grad de skønne kunster, ikke mindst drama, musik og poesi.

Campingpladsen i Delphi har nok turens bedste udsigt. Det var en dygtig olivenbonde, som fandt på at bruge nogle rækker af sin olivenplantage til en virkelig dejlig plads at bo på. Og olien var god, kunne vi smage i restauranten, hvor vi spiste med udsigt. Hans sønner var gode til at sælge olien dyrt, udenom de store grossister.

Fra Delphi kørte vi mod nordvest til Pindos-bjergene, gennem meget afvekslende landskaber. Senere fulgte vi en meget bred og lang slette, som mindede om Posletten i Italien. Her var det landbrug, der dominerede aktiviteten.

Vi slog os ned i Pyli, en lille by i kanten af bjergene. Unge familier fra Østrig fortalte om deres klatringsmuligheder i området, og at de anbefalede den lokale restaurant på den anden side af floden.

Der var heldigvis et bord til os. Vi var virkelig (over)mætte og glade efter en god aften. På vej opver den gamle stenbro mødte vi et brudepar. hjemturen langs floden krævede pandelygter.
Næste dag gik jagten på et segl (uden hammer) hos den gamle mand til brug i haven i Kristiansminde.

De flotte bjerge ved Metheori har lagt grund til rigtig mange klostre, bygget på toppen af spidserne eller klistret på siden af et bjerg. Tyskerne ryddede flere klostre, fordi de mente, at der foregik modstandskamp fra klostrene.

Restauranten i Lingiades var for de unge og serverede dyr kaffe og appelsinkage. Dejlig iskaffe og rigtig god kage.
På muren var et mindesmærke over tyskernes massakre på byens unge familier og de gamle i 1943. Det var hævn for at modstandsfolk skød en tysk officer.
Mindesmærket var meget stærkt og fremkaldte stærke følelser på stedet . 92 dræbte.

Ioannina er en stor by og det kan straks mærkes på pulsen. Den har tidligere været specialiseret i sølv-smykker og har været midtpunkt for kampe mellem forskellige kulturers herredømme i området langt tilbage i historien.

Pindos Nationalpark har vi hørt skulle være noget, så vi slog os ned i byen Konitsa med 3000 indbyggere.
Ved vores p-plads arbejdede en tømrer, som godt ville snakke og lade sig fotografere. Han havde overtaget sin far forretning og lavede håndtilpassede døre til folk i Athen. Han var stolt af sit arbejde.

Heldigvis kom vi igen i gang med at vandre. 10 km tur op til et kloster, langs floden Aoos .

Vikos Gorge er berømt fra området. Vikos er en lille landsby langt inde i bjergene omkring slugten. Vi vovede at køre til landsbyen med håb om, at finde et sted at bo for natten. På Google Maps kunne vi se Vikos Viewpoint aftegnet. Jeg forestillede mig en restaurant med udeservering og udsigt over gorgen, velhavende athenere, tyskere og en enkelt russer, der sidder og drikker Apperol i aftensolen. De har parkeret Audien og Rangeroveren på byens torv og har et værelse på hotellet. Hvor kan vi så være med en 6 m Van?
Vikos er nu næsten en forladt by, hvor der nu kun bor 25. Måske engang i fremtiden bliver min forestilling til virkelighed. Heldigvis er det ikke blevet realiseret endnu.
Da solen var væk og jeg havde fået taget de sidste billeder, var der en enkelt bil ud over vores. Vi havde plads på første række til solnedgang og gorgen og ikke en sjæl havde ondt nogen steder af det.

Indtrykkene fra Vikos og bjergene og nedkørslen mod Albaniens grænse blev de sidste fra Grækenland i denne omgang.

/Jørgen og Lene

Nu har jeg siddet længe og bøvlet med tur-beretningen. Det blir lidt for kedeligt og der bliver for lidt tid til noget sjovere. Afsted med det. 😉

Påsken i Leonidio fik vi det hele med af. Det var en dejlig by at besøge, og kan stærkt anbefales. Vi måtte videre.

Turen gik stadig med uret rundt på Peloponnes. Fra Leonidio gik det sydpå gennem nogle flotte bjerge med smalle, snoede veje op og ned af slugterne og kun få bebyggelser undervejs.

Fra vejen ville vi kikke efter et bestemt kloster, der hænger på bjergsiden. Vi opdagede det først, da vi holdt ved afkørslen til det. Undervejs havde vi ikke kunnet kikke så meget opad, så vi fik øje på det. Vi var deroppe og kunne mærke den opmærksomhed på noget større og isolation som munkene må have følt. Klosteret var ikke beboet af munke mere, men var velholdt og passet af munke fra klosteret i Leonidio. De kørte hver dag op og passede klosteret. De må på et tidspunkt også ha`følt grænser for ensomheden..

Undervejs mod Gythio kom vi forbi en landsby med en restaurant, der lå i ly af et kæmpetræ. Vi stoppede for at spise frokost. Igen var vi heldige. Vi sad i nærheden af en græker, som spiste med en udenlandsk kvinde. Vi talte ikke med dem, men de havde lagt mærke til os, for han kom hen til os på en plads ved havnen i Methoni senere på ruten og sagde hej og snakkede. Da vi talte om god olivenolie, ringede han til sin fætter, som ville sælge olivenolie i 5 liters dunke til en god pris. Han kunne også fortælle os, at vi havde været heldige med at vælge restauranten i Ag Nikolaous, for det er den bedste på hele strækningen. Og så ville han gerne se vores Tourne van. 😉
Det blev ikke til noget med oliehandlen, for fætter kunne kun levere i 5 liters dunke, – så det.

Vi sov ved en strand med et skibsvrag, som lå og tog sig godt ud. Især i morgenlyset kl. 6.15. Jeg øvede mig i at få en figur med for at give indtryk af størrelsesforholdet. På billedet står jeg ved siden af skibet midt for, men er for svær at se, så det hjælper ikke rigtigt.

På vejen rundt på vestsiden af Peloponnes var byerne meget turistede, måske fordi der ikke er så langt til motorvejen til Athen, så pengestærke byboere kunne være i kundegruppen. Det er den samme udkantsproblematik, som vi har mødt i Norge, Danmark, ja i hele Europa.

Det blev efterhånden svært at skelne mellem de mange byer, som vi kun kørte gennem, og navne kunne ligne hinanden.

Det blev til en overnatning ved stranden i nærheden af Pylos. Der var meget flot lige bortset fra alt det skrald, der ligger. Det er et problem mange steder i Grækenland. Især den ældre generation i Grækenland smider skrald, hvor det passer dem. De unge er mere bevidste om miljø og klima og prøver at opdrage deres forældre.

Næste morgen blev med tidlig morgenbadning og kun en banan til morgenmad.

Vi ville møde tidligt i Olympia, hvortil der skulle køres 50 km inden åbning kl. 8. Olympia blev en stor, og spændende oplevelse. Der har været bosætning /kultsted tidligere end 4000 år f. kr. med mange forskellige kulturer, der bygget ovenpå og udvidet.

/Jørgen og Lene

Leonidio blev et højdepunkt på vores tur. Vi var rigtigt kommet til de varme lande og nød det.

Pladsen ved stranden var dejlig og vi nød at være landet et godt sted. Vi er sjældent på campingplads, men her var der meget god stemning og hyggelige naboer mange søde børn. 😉
Men byen kan også byde på en masse af det, vi godt kan lide: den er overskuelig og ikke så stor, de mennesker der fylder i gadebilledet bor og lever deres almindelige liv i byen. Vi er undtagelsen (blandt nogen flere, som vi ikke lagde mærke til) som grækerne bemærker og har øje for og gerne vil møde. Ikke kun for at sælge os nogle ‘originale’ turistsager. Men også fordi de synes, det er sjovt.
Vi har ikke plads til de store mængder indkøb, så vi skal ofte ud i byen og købe forsyninger. Og det er der, vi skaber kontakter og får noget at vide, eller får lov til at tage nogle billeder.

Halve, udhulede appelsiner

Damen med appelsinskallerne solgte os en masse grønsager. Hun havde tid til at snakke, mens hun ekspederede lokale kunder, og satte os lidt ind i , hvordan det er med påsken i Leonidio. Skærmbilledet på Lenes telefon gav anledning til samtale om børnebørn.
Efter butikken lukkede og kosten havde været i gang, gjorde hun sammen med manden appelsinskaller klar til den store oppyntning fredag aften.
Fredag var optakt til påsken, hvor alle gader i byen blev pyntet med levende lys i appelsinskaller. Skolebørn og mange andre frivillige havde deres gader at tænde op og holde lys i. Det var alt sammen forberedt gennem lang tid. Mange af skallerne havde ligget i fryseren.
Det var familierne fra byen og oplandet, der gik hyggetur rundt i byen. Mange butikker holdt ekstra længe åbent. Og kirkerne var åbne med oplæsninger og bønner gennem højttalere på gaden. Der blev serveret fisk på restauranterne.

Himmelfarten
Lørdag aften lå den helt store verdslige og religiøse påskefejring. Den religiøse afdeling startede kl. 21 med oplæsninger, sang og bønner. De skulle ramme en afslutning kl. 24. Folk gik imens gå gaderne med vokslys og nogen nåede at komme i kirken og tænde et lys der.
Gaderne var tæt pakkede med glade mennesker, der gik med kaffe, øl og snacks og nogen var heldige at finde en cafe eller restaurant med plads. Som vanligt var grækerne meget glade og venlige og vi blev budt med til festen. Vi fik øl og hjælp til en selfie.

Forventningsopbygningen fra fredag til lørdag kulminerede kl. 24. Kirken var færdig med sit, og udenfor byens 4 kirker samledes folk med deres balloner.
En ballon er syet af kraftigt silkepapir. Den drives op af varm luft, som skabes af en klud med masser af lampeolie/terpentin.
Balloner købes på gaden for 7€, og medbringes til kirkepladserne. Her kan stadig købe en familieballon.
Særligt store balloner kommer med særligt velforberedte unge og ældre specialister. Der anvendes håndgasbrændere som ekstraudstyr. Det er en del af den venlige konkurrence kirkesognene imellem.

Når præsterne kommer til slutningen starter klokkebimleriet, og pladsen går grassat med affyring af ballonerne, og kæmpe kanonslag helt tæt på. Det ser lidt farligt ud.
Ballonen fyres af som et samlende projekt for familien, der kysses og krammes og selfies efter en god opsendelse.
Himler ser fantastisk ud. Som en kunstig stjernehimmel. Flot, flot

Traditionen er kommet udefra med sømænd og er blevet det helt store i Leonidio. Det er en fest for de døde og en hilsen foråret velkommen.

Det var en flot påskefest. Byen rummer til daglig 3-4.000 beboere, i påsken er der omkring 12.000.
Søndag spiste vi vores røde æg og og en sød bolle, og kørte videre på Peloponnes.

/Jørgen og Lene