“Min mor er min gudinde” svarede Spanaotis på min historie om, at jeg måske havde mødt hans mor under påskefesten med opsendelse af balloner aftenen før.
Vi havde talt med en ældre kvinde på gaden, som talte meget flot engelsk. Hun var flyttet tilbage til Grækenland fra Australien, hvor hun havde levet det meste af sit liv. Hun var god at snakke med og blive klog af.
Spanaotis var også god til at kommunikere. Han spillede en vigtig rolle på Selema Camping i Leonidio. Han havde en meget frisk og let afkodelig stil, så jeg regnede med at han måske havde studeret i USA? Nej han var født og vokset op i Australien til han var 16. Er du måske ‘the manager’? Ejeren?
Han var interesseret i at høre om kvinden, jeg havde mødt på gaden. Jeg forklarede om hendes sprog, lidt buttede facon, og ikke så høj?

“You have met my mother. She is my goddess”
Han ejer og driver stedet sammen med familien, og har haft sin mor som støtte og rådgiver. Han kunne ikke finde ord for, hvor meget hans mor betød for ham.
Grækere
Det har vi mødt mange gange. Grækerne er meget familiemennesker. De får meget støtte af familien, bliver oftest boende hjemme til de bliver gift. Familien er nødvendig til børnepasning, og sikring af alderdom. Grækenlands mange små virksomheder er familiejede.

Vi har fået et meget positivt indtryk af grækere. De er meget imødekommende, lette at snakke med, hvis de kan nogen af ‘vores’ sprog, og tager ikke tilværelsen så tungt. Selv om der har været meget modgang efter finanskrisen. De er nysgerrige og vil gerne vide noget om os, og spørger gerne lidt ‘tæt på’, og vil selvfølgelig gerne fortælle om deres kultur, som de er stolte af. De har været gavmilde, og ikke smålige, og så tager de ikke regler så nøje, som vi kan finde på. Man skal f. eks. køre med hjelm på motorcykel og man må ikke tale i mobil, når man kører bil. De regler kunne vi ikke regne ud ved at kikke på trafikken.

Vi kan faktisk ikke huske, at vi har mødt en græker, vi ikke syntes om. Dem kan vi godt li’. Og sådan er det også andre steder vi kommer , når vi tør møde mennesker, som vi ikke kender.
/Jørgen og Lene