Kategoriarkiv: Italien

Hvad laver Lene? Hvad har vi gang i?

Det er det, vi skal? Ryste posen?

Er det i orden at fortælle, at vi er på vej til Sardinien i slutningen af april, og så ikke give lyd fra sig igen?

Det er slet ikke i orden. Overhovedet ikke. Der kan jo opstå alle mulige rygter og fortællinger om hvorfor.

  • Er de blevet standset i Østrig med overvægt og ikke kunnet betale bøden, så bilen blev beslaglagt?
  • Er de blevet uvenner og skilt, solgt bilen og rejst videre hver for sig?
  • Har de købt en ødegård på Sardinen og indrettet et tænk selv-retreat?
  • De er kommet hjem, men er blevet totalt depri over verdens tilstand.
  • De vil gerne hjem og hygge sig med de nye naboer i MunkeMose
  • De mødte nogen, som ville købe bilen.
  • Der var ikke plads på færgen fra Livorno til Olbia
  • Lene forstuvede sin højre fod og kunne ikke gå.
  • Jørgens sclerose er gået helt agurk, så nu sidder han i kørestol
  • Nogen har antydet, at de er for gamle til at køre rundt i sådan en bil

Vi er heldigvis kommet glade hjem i god behold i slutningen af maj og fejler ikke mere end man kan regne med som 73-årige . Vi har haft 4 dejlige uger på den italienske ø.

Lidt billeder med flere i vente

Godt begyndt og slet ikke fuldendt

Sådan her fik jeg startet en kladde til et opfølgende indlæg.

“Der er dejligt på Sardinien, dejligt vejr, som god sommer i Danmark, fine strande, god mad og flinke mennesker.”

.. men jeg kom aldrig længere. Og som dagene gik, blev der alt for meget at samle op på, inden det var til at komme videre. Det gik helt i stå og motivationen var forsvundet.

Det blev en helt i orden tur på Sardinien i 4 uger med dejlige oplevelser og afslappet tid til ‘dybe’ samtaler om verdens sande tilstand. Med åbnet for posen slap det også ud, at det af mange gode grunde var ved at være slut med at bruge så meget tid og så mange kræfter på at rejse. Vi er ikke mere så ‘tændte’ som vi synes, det er nødvendigt at være, for at vi kan retfærdiggøre at have en bil stående til at rejse i.

100.000 km på 10 år med overnatning 400 forskellige steder. Mere end 25.000 billeder er det blevet til. Vi har ‘været der’ og har nu lyst til at få tid til noget andet.

Bilen er gjort klar til salg, og venter på en køber. Står du lige og mangler en virkelig god bil kan du finde den på DBA, Bilbasen eller Facebooks Marketplace og give et bud.

Det har været en lang og grundig overvejelse. Også efter vi er kommet hjem. Vi kommer jo nok ikke til at købe en ny van igen i vores levetid.

Vi finder andre måder at rejse og fortælle historier på. Og håber hermed at have beroliget alle,$ der kunne have bekymret sig

/Jørgen og Lene

Søndagstur mod Sardinien

Vi startede fra Fulda klokken 7 søndag morgen på tom mave. To timer i forårssol på en søndagmorgenstille motorvej i Bayern gav 150 km af vejen mod Livorno inden morgenmaden.

Det plejer at være meget tidligt forår, når vi starter vores første tur. Der kommer gode bortforklaringer på det senere.

Nu er vi afsted. Alt kører, som det skal. Vi har glemt et par solbriller og en drone. Pyt.

/Lene og Jørgen

Jeg må hellere indrømme det:

“Vi er kommet hjem fra Umbrien i Italien”

Det kunne godt læses mellem linjerne i et tidligere opslag, men det står stadig ikke helt klart for alle. Derfor denne indrømmelse.

Vejret på TV2 så ret lovende ud

Vejret var i slutningen af april ikke, hvad man kunne ønske sig af Italien. Det var koldt og regnfuldt, så planen om at bruge et par dage i Firenze blev droppet. I stedet ville vi fortsætte nordpå. Vi havde set prognosen for forår i Danmark.

Gardasøen havde vi aldrig set og slet ikke boet ved. Da et skilt på motorvejen ind i Alperne viste Gardasøen, hoppede vi af og kørte en smuk tur langs søen på østsiden. Men der var ikke noget, der inviterede til at slå sig ned. Det var koldt, vådt og blæsende.

I stedet fandt vi op til byen Brentonico, som vi boede i på vejen sydpå i marts. Hyggeligt at besøge byen igen. Fik snakket med nogle af de lokale, som fortalt om at bo i byen. Der var tilflytning af unge familier. Bl.a. fordi der er meget fin natur og fordi boligpriserne er lave.

Men klimaet var gået helt agurk. Masser af sne og kulde, som igen havde lukket vejen op til skiområdet. Det var lige åbnet, da vi var forbi sidst. Beboerne var ret bekymrede, for ingen kunne huske, at det var sket før?

Ingolstadt er hjemsted for AUDI. Sidst tog jeg et tilsvarende billede. Ejeren kommer gående bagerst i billedet og troede jeg var perkeringsvagt. Vi blev venner igen!

Næste dag fortsatte turen hjemad med stop i Ingolstadt og Magdeburg. Stop for indkøb i Flensburg og videre til Tommerup for at se til den gravide familie. Ingen tegn på flere børnebørn endnu.

Den 27. april var vi hjemme i sommerhuset. Og derfra blev det det fineste forårsvejr med masser af sol og tørvejr. Efter den vådeste april i mange år.

Den 13. maj havde Holger endelig bestemt sig for at komme frem fra dybet. Han er det dejligste, syvende barnebarn. Og nu allerede en frisk fyr på 3 måneder.

Sommeren er snart gået. Mest i sommerhuset, som har været vores bolig siden vi flyttede fra lejligheden i Odense. I løbet af de næste par måneder bestemmer vi os for en lejlighed i Odense centrum. Hvis det kan passe med indflytning omkring nytår.

Så har vi mulighed for at holde jul et sted i nogle andre varme lande. Måske Portugal? Vi får se, hvordan det udvikler sig. Spændende er det.

/Jørgen

Stjerner på en mørk himmel

Steppen i Monte Sibilini, Cavalli, Castellucio

Stjerner i Sibillini Naturpark

Jeg havde læst, at den dal, vi var havnet i, skulle være et særligt godt sted at tage billeder af stjernehimlen. Når vi nu boede der, ville jeg prøve. Der var ret fredeligt, for vi var den eneste bil på sletten.

Helt tilfældigt var der nærmest nymåne den nat, så betingelserne skulle være gode. Lidt tynde skyer var dog i vejen.

Jeg var dog ikke selv særlig godt forberedt. Det er altid blevet sådan noget hovså, når jeg ville forsøge mig som astrofotograf.

Alyn Wallace var walisisk fotograf, med en passion for astro-fotografering og for at bekæmpe lysforurening. Ham vil jeg godt lære noget af. Han har lavet nogle flotte billeder af nattehimler og mælkevejen. Han holdt en TED Talk om lysforurening inden han døde som 34 årig. Hans pointe er, at hvis vi ikke får gjort noget ved lysforurening vil efterhånden meget få mennesker have set mælkevejen i løbet af deres liv. Det er værd at høre ham fortælle.

Hans hjemmeside , og hans Instagram-profil viser nogle af de flotte billeder han laver.

Jeg har mødt diskussionen om lysforurening tidligere på vores tur til Anholt. Der arbejdede nogle folk på at få øen certificeret som Dark Sky Park. Det vil sige, at der vil være særligt gode muligheder for at se stjerner.

Lysforurening føjer vi til rækken af opgaver, vi skal have løst. Måske kan vi være så heldige, at når vi får styr på klimaet, har vi som bivirkning også fået standset den 6. masseuddøen, fået genoplivet havene, standset befolkningstilvæksten, fået skabt sunde levesteder for mennesker, og afhjulpet forbrugsforstoppelsen.

Og lysforureningen.

Der er nok at tage fat på. Bare kom i gang.

/Jørgen

Vejret er ikke, hvad det har været

Disclaimer: Vi har haft glimrende vejr mange dage, måske endda de fleste, på vores tur. Det kan være svært at dokumentere, hvordan det faktisk har forholdt sig. Men det føles som ok. Turen har ikke været en fiasko.
/Jørgen

Lene er optimist, jeg er pessimist. Vi småskændes om, hvordan vejret har været på turen. Det er en anden udgave af diskussionen: om bægeret er halvt fuldt, eller halvt tomt.

Vejrberetningen skal helst afspejle vores ide om ‘at tage til de varme lande og møde foråret’. Det hele kan jo fremstå som en fiasko, hvis jeg fortæller alt for negativt om vejret.

I det store perspektiv er vores småkiv ikke værd at beskæftige sig med. Vi kan godt blive enige med FN om, at vejret tidligere har været mere til at regne med.

Alex vinkede, da vi kørte fra hans Biologiske vingård i Toscana. Han havde meget dygtigt fortalt om at være biologisk vin- og oliven-avler.( I det fineste vejr med solnedgang over vinmarken). Det var ikke nemt med det vejr, vi har haft de sidste år. Og det ser foreløbigt ikke for godt ud for 2024. Det er familiegården han har overtaget, så han bliver ved.

Vi ville have kørt til Firenze, men sprang en dag over og blev hos Alex. Det regnede hele dagen i Firenze. I dag havde samme udsigt, regnbyger og 6° – 8°, så vi listede i stedet nordpå på motorvejen. Og også en afstikker langs Garda-søen. Flot men vådt.

Brentonico var udset til overnatning. Her boede vi også på vejen sydpå og fik noget dejligt, friskbagt brød. I dag ankom vi midt på eftermiddagen for at kikke lidt nærmere på byen, og ordne indkøb. Det var ret koldt , men tørvejr. Bageren var lukket.
Lidt højere oppe end de 700 m vi holdt i, var der ret meget sne? Noget mere end da vi holdt her for 4 uger siden? Og luften lidt skisportsagtig.

Turistbureauet var åbent, og vi fik en god snak med Anna, som kunne ret meget engelsk. Af en italiener. Hun ville hjælpe os, så vi fandt Coop, og flere andre småbutikker. Hun ville også advare os om ikke at køre højere op til de små landsbyer. Vejene blev faktisk åbnet for en måned siden, men vejret har været helt uforudsigeligt og folk i byen er lidt bange. For der er kommet så meget sne, at vejene er blevet lukket igen, og de kan ikke sige, hvornår de åbner. Det har de ikke prøvet før på denne tid.

Vores bil føles stadig som en ret stor bil. Men se lige franskmanden på den anden side!

Rapporter hjemmefra siger, at vejret er koldt og vådt. 3° og blæsende. Og i weekenden bliver det 18°? Hurtigt omslag, men til den gode side.

Det duer ikke at vi bliver ved med at snakke om vejret. Vi skal gøre noget ved det. Eller hvad synes du vi skal?

/Jørgen

2 (3) små nonner

Vejret i Assisi var blevet så lunt og dejligt, at vi kunne tage en aftentur til byen, med pandelamper til hjemturen, og være sikre på at finde et godt sted at spise.

Vi var lidt tidligt på vej til Trattoria da Erminio, så vi gik en lille tur videre til Rufino-pladsen.

Der stod to små nonner ved pap-containeren og skilte kasser ad. Det var et billede, der kunne tage sig godt ud og fortælle en god historie. Da jeg kom tættere på, fik de øje på mig, og jeg signalerede, om det var i orden, at jeg tog et billede af dem? Desværre var de stoppet med at arbejde.
De forstod ikke mit signal, så jeg spurgte igen på engelsk?
De forstod, hvad jeg sagde, men ikke, at der skulle være et problem med at tage billeder. Of course you can!

Jeg havde nok forestillet mig, at de i forhold til deres religion helst ville være fri for at blive gjort til foto-objekter, at de ville beskytte deres sjæl mod at komme ind i mit kamera? Men det er nok en anden religion end Frans’, der tænker sådan?

Jeg tog et par billeder og sagde tak. De syntes bare ikke, at det var særlig pænt at tage billeder lige ved skraldespanden? Derfor stillede de sig i stedet op i døren ind til deres bolig. Klik, nyt billede. De to kvinder var clarisser med tilknytning til San Rufino katedralen, og boede lige ved siden af kirken.

“Skulle vi ikke tage et selfie? ” Det var ikke mig , der spurgte. Men så ok, og selfiet blev der.

Det blev også starten på en spændende samtale med de to piger/damer lige udenfor deres hoveddør. De var franciskanske nonner, clarisser. De arbejdede begge i San Rufino katedralen. De var sendt til Assisi af abbedissen, hvor de kom fra. Mari Grace, den mørke kvinde, kom fra et kloster i Indien. Hun talte godt engelsk, og hendes kollega, Anne Maria, var italiensk. Hun talte kun sit eget sprog.

I samtalens løb oversatte Mary Grace til italiensk, hvad vi sagde på engelsk, og vi kunne nogenlunde høre på oversættelsen, hvor langt hun var kommet.

De spurgte til vores liv og rejse, og var ivrige efter at tilbyde at vise os Frans’ gravkammer og flere andre seværdigheder, som vi allerede havde set.
De forblev ualmindeligt søde og imødekommende, smilende og glade og var næsten ikke til at modstå. Og vores bordreservation på Trattoria da Erminio brændte i lommen. Det skulle være en farvel til Assisi, så vi takkede nej til deres tilbud, selv om det var ærgerligt.

/ Jørgen

Stefano Lotumolo

Inspired by the people

Det var kaffetid og ret godt vejr. Lige over for caféen på Piazza del Comune ligger Municipio di Assisi. Jeg så skiltet med gratis og opdagede, at det var en fotoudstilling, der var gratis.

Stefano Lotumolo havde jeg aldrig hørt om, men det lignede billeder fra Afrika eller Sydamerika eller Thailand. Mest portrætter. Jeg kan godt lide portrætter. Inspired by the people kunne lyde som en reklame for modetøj.

Der skulle købes ind ved grønthandler og slagter, så mens Lene ordnede den del, kunne jeg ordne det, jeg interesserede mig for?: fotografi.

Og det var endda rigtigt spændende, for fotografen var selv til stede.

Det var billeder fra Afrika, Tanzania og Sydamerika og fra mange andre steder med oprindelige folks kulturer. Her var forklaringen på ‘by the people‘.

Det, der optog mig i billederne og af udstillingen var det stærke fokus på ‘Portræt’. Det var mest portrætfotos, mest hoved og skuldre med opmærksomheden rettet mod øjne, der kikker direkte ud af billedet og fortæller historien. Omgivelser spillede en mindre rolle i de fleste billeder.

Stefano Lotumolo er italiener, der som yngre ikke vidste, hvad han skulle tage sig til. Han arbejdede i mange år med tilfældige jobs som tjener, opvasker, byggeri, taxa. Det blev for kedeligt, og der skulle ske noget, så han sparede penge sammen, og for 5-6 år siden tog han ud at rejse. Til lande som har befolkninger med oprindelige kulturer. Han boede på folkenes præmisser og lærte dem at kende, skabte relationer til dem. Og det blev hans indgang til at blive fotograf. Og det er det han lever af, når han er hjemme fra sine rejser og gør klar til en ny tur.

Han har ikke nogen formel uddannelse som fotograf. Jeg har indtryk af, at han lever af sine billeder og udstillinger for at være aktivist for oprindelige folk. Han kan følges på Instagram

Stefano er fra Rom, tror jeg. Og da vi talte om, hvor vi kom fra foreslog han at vi kunne opleve oprindelig kultur på vores ture, uden at behøve at køre til Afrika eller Sydamerika eller Myanmar. Hans kæreste sad også på udstillingen. Hun kommer fra Sardinien. Og der kan man stadig finde spændende folk, som er med på at skabe relationer. Hvis vi vil.

Vores tur skulle faktisk have været til Sardinien dette forår, men så kom der en baby i vejen. Det bliver måske næste år?

Vi havde (begge to) igen en god oplevelse med både grønthandler, slagter og fotograf.

/Jørgen

Vi er her stadig

Det kunne nemt have været langt værre ulykker, der havde ramt os. Måske havde vi mistet vores pas eller Dankort. Eller vi var kørt forkert på en smal vej og kunne ikke finde tilbage, eller glemt bilnøglen i baderummet, eller vi har fået dårlig mave.

Men nej.
Vejret har bare ikke helt levet op til vores forventninger.

Måske mest fordi vi denne gang er ankommet næsten en hel måned tidligere end i 2017. Det har været fint vejr med op til 25° flere gange, men det ligner alligevel ikke rigtigt de varme lande. Og når det så også regner et par dage.

Og hverdagen

Så vi har bare ikke flyttet os ud af stedet siden ‘vores’ plads blev ledig. Det har mest bare været det samme, gentagelser af rutiner, op om morgenen, træning, en badetur, spise sen morgenmad, middagslur, en tur til byen på cykel eller gåben, daglige indkøb, snak (samtaler) til sent, flere samtaler (snak). Det samme næste dag. Og næste dag.
Vi har nydt det hele. Det er faktisk ikke noget nyt for vores måde at rejse på.

Det har passet os godt at komme ned i gear. Vi har taget nogle behov med hjemmefra for ikke at skulle træffe beslutninger og være handlekraftige. Vi har alle været indstillet på de betingelser.

Og fest

Og så var det et fint sted at fejre fødselsdag. Det plejer vi at kunne få til at passe med et specielt sted. I år var det 72-sindstyvende gang det blev fejret. Vi besøgte den store Basilica Angelica i nabobyen til messe kl. 12. Med Sahara regnvejr fra middag. Op af bjerget igen og hjem..

Derfor er vi her stadig.

Der var koldt og regnfuldt de første dage i Assisi, men vi oplevede alligevel byen som spændende og med flotte billeder

Vi har ikke brugt meget tid i korte bukser, en enkelt eftermiddag. Ellers har det været for køligt udenfor. Jeg havde tænkt på, om det skulle være i år at jeg skulle gå i shorts fra 1.4. til 1.10. , men det er allerede forpasset. Måske årene bliver varmere fremover?

Der bliver siddet, kikket og drukket meget kaffe. Især når solen viser sig,

Med mindre hang til at henslænge timerne under forårssolen, har vi haft dejlig, rigelig tid til at blive kloge på, hvad det er for et sted, vi godt kan lide at være? Og måske nogle bud på, hvorfor her er godt for os at være.

Franciskanere og Clarisser

Byen hedder Assisi, ligger i Umbrien i nærheden af Perugia, den store by i Umbrien med 160.000 indbyggere. Der bor 27.000 i Assisi. I løbet af året kommer der mange flere forbi på besøg. Hvis det ikke havde været for Frans, havde byen været meget mindre og med langt færre gæster.

Frans er kendt som Frans af Assisi. Han levede fra 1182-1226. Hans forældre var del af den pæne middelklasse i byen, så Frans skulle have en god uddannelse, og overtage sin far butik. Men ville han det? Nej krig og fest med de unge venner lå mere til Frans. Indtil han faldt over en forfalden kirke, Damiano-kirken. Det blev hans opgave at få kirken op at stå igen.

Og her startede hele historien med, at nogen ville være franciskaner. Der var faktisk mange, der kunne se sig selv i hans tanker. Han havde en pæn formue med hjemmefra, men hans nye ide var at frasige sig rigdom og i stedet at bruge sin tid på at hjælpe de fattige og naturen. Og så vil han bevare ‘et godt humør.’

Pace & Bene: hold fred og hav det sjovt

Senere mødte han Clara, som var en ung pige fra de fineste lag i byen. Hun var også noget på kant med de gamle, og stak af for at slutte sig til Frans.

Nu ligger der to store kirker/klostre i Assisi med deres navne på. Santa Clara-kloster med kirke, som er for clarissernonner og Basilica di Francesco med munkekloster. Kirken de var sammen om genopbygge, San Damiano, er stadig aktiv som munkekloster.

Vi har ikke noget overblik over samtlige kirker og klostre i Assisi. Hvis man spørger google, er der 14….

Frans og hans forståelse af katolicismen, rammer mange moderne mennesker. ‘Pace & Bene’ betyde ‘Fred & Hav det godt’. Det er ikke kun fred i Ukraine, Gaza og Myanmar, men også med din nabo, dig selv, din kone, fugle og fisk, naturen i det hele taget, og SVM, (selv om det kan være svært).
Vi er blevet klogere, men man kan nemt forsvinde ned i et ‘kaninhul’, når man leder efter oplysninger om Assisi og Frans.

I stedet har vi været i kirker og klostre for at fornemme, hvad der er tiltalende ved Frans’ katolicisme. Hvordan er den daglige praksis? Der har været mange aktiviteter og fejringer i påske,. vi deltog i processionen Langfredag, hvor Jesus’ afsjælede legeme blev flyttet fra Rufino katedralen til San Francesco Bacilikaen.

Og der kommer en anden historie, for nu er solen kommet til de varme lande. Korte bukser fra morgenstunden.

/Jørgen

Fremme ved Frans’ Assisi

‘Vores’ plads på Fontemaggio Camping fra 2017 var optaget, da vi nåede frem til Franses by sidst på eftermiddagen, mandag. De kunne ikke kende os i receptionen, men modtagelsen blev vi alligevel glade for: ‘Alt er som det plejer’. Vi behøver ikke flere omvæltninger lige nu, oven i salg af lejlighed og flytning
Der var mange ledige pladser i omegnen af ‘vores’, og vi prøvede fire af, op på klodser, og ned igen. Ej, – udsigten? Hvad med herovre? Vi kom lidt tæt på en mindre van, som var dansk. Flinke mennesker og god snak, måske et glas vin, når vi kom tilbage fra indkøb i Assisi by?

Vin blev der ikke noget af, for vi var først tilbage, da det var mørkt, og energien, den mentale og den fysiske, var brugt for den dag. Der var længere ned til byen, og mere op og ned, end vi huskede.
Det blev til lækker aftensmad og så godnat.
Næste morgen kom de søde danskere og vækkede os, så vi kunne overtage deres plads. Men tyskerne på ‘vores’ plads kørte samtidigt, så hvad var der overhovedet at være ked af?

Det ser da godt ud. Maden og hyggen

Sidste etape på turen ned til Assisi i Umbrien gik fra Brentonico nær Mori ved Gardasøen. Her sov vi fra søndag til mandag. Vi havde forladt Odense fredag efter sidste hak på ToDo-listen. Målet for fredag var lidt indkøb ved grænsen, og schnitzler på den anden side af Hamburg. Ved vandmøllen i Horster Mühle kunne vi overnatte gratis, hvis vi spiste på kroen.

Schnitzel er klar. Men hvor skal kartoflerne ligge?

Det blev så 2 gange Schnitzel med Gemüse og Bratenkartofeln og 2 store Weißbeer, i alt 350 kr. Med det hele.

Lørdag morgen tidligt var motorvejen dejligt fri for lastbiler. Der var fredeligt og god plads til os. Sent på dagen fandt vi en god plads på Grünewaldstraße i Bayreuth. Uden opera, men med gratis overnatning.

Pladsen var lige til den korte side, men det gik.

Søndag var det blevet koldt og bygevejr, men fint nok til bilkørsel i motorvejens højre spor med 90 i timen. Med to chauffører og en god, stabil bil opdagede vi dårligt nok, at vi passerede Bayern og Østrig og tog hul på nedstigningen fra Alperne ind i Italien. Vi kunne genkende den dejlige fornemmelse af at svæve flere hundrede kilometer, nærmest uden at bruge brændstof, mens temperaturen krøb opad. Lige indtil det blev aften, og sult og træthed meldte sig.

Ved Mori, i nærheden af Gardasøen, fandt vi plads i byen Brentonico. Det lå ret højt oppe på bjerget, og dagen nåede at blive kold og mørk inden GPS’en fandt frem til sportshallens parkeringsplads.
Hjemmelavet mad, lidt dansk TV-nyheder og godnat.

Næste morgen var det ud af sengen og afsted mod Assisi. Altså lige efter en snusetur rundt i byen. Med morgenudluftningen kom der den dejligste duft af italiensk brænderøg og friskbagt bagerbrød. Vi gik efter bageren, og stod længe og snusede. Både ude og inde.

Vi venter på at bageren åbner sin butik. Tidspunktet vi var vågnet passede lige med bagerens.

Kølig, nærmet kold natteluft efter solopgang med brænderøg a la italiano og folk, der snuser dufte og venter på bagerbrød en tidlig morgen i forårssolen er vores gode grunde til at ville sidde mange timer i en bil på motorvejen. Det er der resonans i. Verden vibrerer og vi mærker den.

Vi kører tidligt om morgenen uden at spise morgenmad. De første timer går det rigtig gelinde. Omkring kl. 10 holder vi en lang pause med Continental Breakfast, inden co-chaufføren tage de næste par timer frem til middagsluren. Efter den er der kaffe med småkager, og så kører det igen 2-3 timer. Vupti: 500 -700 km er kørt den dag.

De mange timer går for det meste hurtigt. Det er fint at have fred fra alle dem, der vil have vores opmærksomhed, og selv at bestemme over den. Vi lytter til musik og podcasts, aviser, som giver spændende input til gode samtaler om emner, som vi ikke er ene om at være optaget af. Og så fylder både den helt lange rejse, og de mange rejser rundt i verden mere og mere i vores samtaler. Og den dagsorden er lang og bliver længere. Og vi snakker stadig ret godt med hinanden, selv om vi snart har gjort det i 50 år. Eller måske netop derfor?

På vejen ned ad bjerget blev det lunere og lunere og midt på eftermiddagen i Sankt Frans’ by, nåede vi op på 19°. Vi var kommet til de varme lande.

Det skulle der så blive lavet om på. Men det er en anden historie.

/Jørgen

TO-DO-listerne og livet

Tirsdag 12. marts 2024. Havde haft så travlt hele året, men havde nu kun én ting tilbage på min to do-liste: Livet

Hej igen.

Her er indblik i vores To do-lister for de sidste 4-5 måneder.

  • Vask bilen efter tur til Skåne
  • Hvad med de stigende renter? Snak med Lene og banken
  • Er det sjovt at betale renter til banken? Kan man slippe?
  • Beslut et af tre: 1. Sælg Van, 2. Sælg sommerhuset, 3. Sælg havnelejligheden
  • Aftal med børnene, at julegaver i år skal være genbrug eller hjemmelavede. Vi behøver ikke flere ting.
  • Skriv nytårshilsen
  • Aftal salg med ejendomsmægleren
  • Skriv under på købsaftale
  • Opret en konto til overskud fra salg
  • Scan lejligheds-muligheder i Odense Centrum
  • Aftal at lave hjemmeside for Byens Fællesskab
  • Bestil flyttemand
  • Ryd op smid ud
  • Kontakt Munkemose for at se leje-lejlighed.
  • Pak lejligheden ned til opbevaring på lagerhotel
  • Meld flytning til Nordfyns Kommune
  • Grav en sø
  • Garn til barselsgave til Astrid og Frederik
  • Gør rent efter flyttemanden
  • Vand i sø, sten og vandplanter
  • Aflevere nøgler
  • Læs om Umbriens dejlige byer
  • Planlæg rute gennem Tyskland til Assisi
  • Kik på pakkelisten for lange ture
  • Biscottis, kyllingristet, blomkålsrøsti, stenalderbrød
  • Aftale med naboen om blomster
  • Skru ned for varmen og lås for de små huse.
  • Kør og hav det sjovt indtil ca. 1.maj

Det eneste, vi mangler at gøre: skriv nytårshilsen. Det kan vi nu også sætte tjek-mærke ved.
Og så det, der var tilbage på Maren Uthaugs liste: Livet.

Godt nytår fra Horster Mühle syd for Hamborg

/Lene og Jørgen