Goddag til en ukendt, Turisme, Udkants-

Endelig fisk

5 kommentarer

Thorbjørn Eidam sejlede ind til kaj ved Guristraumen på Vega, lige da vi kørte over broen og kunne se, at det vist var en fisker på vej hjem med fisk.

På vej tilbage fra et besøg på en gammel handelsplads (ligesom dem fra Dinas Bog), var Thorbjørn ved at gå i land, og jeg gik ned forbi hans fiskerhytte og ud på bryggen for at finde ud af, at han hed Thorbjørn.

Jeg spurgte, om han havde fanget fisk. For jeg havde ikke fanget noget endnu! Med min nye fiskestang? Det kendte han godt. De mange fisketurister fangede sjældent noget. Mest fordi, der ikke er så mange fisk som der har været.

Og han havde heller ikke lige fanget friske fisk, men masser af krabber. Han solgte ofte fisk til turister, som var på vej hjem med deres tomme køletasker.

I en Facebook-debat om kontrol af norske bobiler med overvægt så jeg en kommentar rettet mod fisketuristers eksport af fisk. Måske havde Thorbjørn læst med på den debat, der kører i Norge. Han mente, at det var de mange turistfiskere, der ødelagde fiskeriet.

Vi havde i flere dage ledt efter friskfanget fisk uden held, og var tæt på at falde for en norsk lakseside i COOP. Thorbjørn kunne tilbyde frosne torsk og sej, hvis vi ville tage med ham hjem.

Uden for på fiskehytten hang der en del fiskelugt i luften, og også tørrede fisk. Dem ville han gerne sælge. 100 kr for to stykker knaldhårdt, tørret torsk. “Det skal bare spises med en hammer, og så godt med øl til”, smågriner Thorbjørn på norsk. Det er to stykker af samme torsk. Det skulle smage godt og være meget holdbart.

Thorbjørn med bacalaou og tørfisk bagved

Thorbjørn ville gerne fortælle om at være 1 ud af 5 fiskere på Vega. Det var efterhånden svært at fange fisk, og han havde en periode sejlet med turister. 2000 Nkr for en 4 timers tur. Men han havde svært ved at leve med at de sjældent fangede noget.

Øen har 1300 beboere. 5 er fiskere, 50 arbejder på boreplatform, en stor gruppe var matroser, skibssførere osv.. Ret mange arbejder med landbrug,- kød og mælk. Der er 150 elever i skolen, som har ansat 12-15 lærere. Så er der nogen ved kassen i Spar og Coop, og ham i ‘Fiskeutstyr’, der solgte mig 3 stk. Stingsilda, 28 g, som skulle være gode til hurtig indspinning på det ret lave vand omkring øen. Og så er der nogen flere han ikke kunne gøre rede for. Jo en sød, dansk læge, Tina. Nogen arbejder med turisterne, men ikke mange. De gør ikke så meget ud af det med turister, kan vi også godt mærke. Måske er det derfor de er Unesco-beskyttet område?

Tørfisken hang i en plasticpose i garagen i en time. Der lugter stadig af fisk

Ud over at banke tørfisken med en hammer skal vi i gang med at grille sej og torsk. De frosne fisk kom til optøning i køleskabet, og tørfisken i garagen/bagagerummet. Det sidste var bare en dårlig ide, da vi sover lige oven over!

Efter megen søgen fandt vi et spisested, hvor vi fik en glimrende fiskesuppe og en norsk fadøl. Og det var ikke urimeligt dyrt, som vi havde ventet.

Med sej og torsk i køleren og tørfisk på sidespejlet håber jeg ikke på succes med mine nye Stingsilda 28 g lige foreløbig.

/Jørgen

Turplaner

Turplanerne set fra Leka

1 kommentar

Vi er nu 2000 km på vej nordpå i Norge. Den første uge er gået hurtigt, og heldigvis har vi også lagt mange kilometer bag os.

Ankommet til øen Leka fandt vi en fin plads lige ved færgehavn og lystbådehavn. Øen var spændende at udforske på cykel, selv om turen blev lige lovlig lang for nogen af os.

Pladsen, vi holder på, ligger ved havnen på øen Leka nær Namsos. Det har været en travl første uge med pakning og klargøring af bilen, en 1000 km køretur gennem Danmark og Norge til Bergen, et fantastik besøg hos gamle venner i Bergen, endnu 1000 km flot tur langs Sognefjorden og videre til Leka.

Vi er sprunget let henover de mange muligheder for flotte oplevelser i Sydnorge. Dem gemmer vi til næste tur nordpå. Men det var bestemt ikke nogen kedelig køretur, og vi fandt nogle fine steder at overnatte. I 30+ gr. udetemperatur var en airconditioneret bil faktisk det bedste sted at være de dage vi kørte

Den rå skitse til turplanen Norge 2019

Der er bestilt færge fra Varberg til Grenå den 9. september, så de næste 6 uger kan bruges til at realisere rejseplanen, som den kan ses på tegningen. “Turen” starter ved begyndelsen af Kystriksvegen ved Steinkjer og går helt til tops i nord til den russiske grænse og langs Den Botniske Bugt retur til Danmark.

Det er rammen, men med masser plads til improvisation. Vi er godt på vej.

I dag forlader vi Leka for køre 50 km og sejle til Vega. En ø længere mod nord.

/Jørgen

Turplaner

Hvordan har nordmændene det?

4 kommentarer
Tjeklisten er lang, men alt er vinget af. Nu skal vi bare lige have pakket det sidste.

Lene tørrer støv af efter de sidste mange ugers dejlige aktiviteter i sommerhuset i Kristiansminde. Siden vi kom retur fra UK har vi boet ved stranden. Det har været intense næsten 12 uger. Børnebørnene har fået de krammere de er gået glip af, mens vi har føjtet rundt i verden. Huset ved stranden har fået en sen forårsklargøring, og vi har taget morgenerne med badning , morgenkaffe på terrassen og tid til avisen tilbage. Huset har været fyldt med gæster, og vi har brugt tid på på forberedelse af den næste tur.

Vi bliver af og til uenige om, hvor meget planlægning ,der skal til. Jeg synes ikke det er nødvendigt med alt for mange detaljer, da planlægning ikke længere er min spidskompetence. Lene er god til det og så er det også sjovere. Bille August nævnte forleden noget om, at for at kunne lave gode improvisationer, når man laver film, er det vigtigt at være virkelig godt forberedt. Og det er da det det er, er vi enige om. Det gælder for film, musik, madlavning og, og, og rejser som v i gør det.

Og vi er virkelig godt forberedte. Vi har planlagt en rute langs Norges vestkyst helt op til Nordnorge og Finmarken. Ned gennem Finland og Sverige langs Den Botniske Bugt tilbage til Danmark. Første rigtige stop er om nogle dage i Bergen med besøg hos gamle venner fra ’90-erne.

Alt det praktiske med at pakke det nødvendige, at producere halvfabrikata til madlavningen, vask,strygning og reparation af garderoben, går efterhånden lettere fordi vi er blevet mere erfarne. Vores tjekliste bliver længere og skarpere, så det er ikke så stressende at komme afsted. Men der er meget arbejde i det. Det tager lang tid.

Nødvendige forsyninger for at holde bilen i gang i mange timer. Det lykkedes kun med nød og næppe og lange overtalelser på tysk at komme ind i butikken igen efter lukketid.

I dag kørte vi fra Kristiansminde, et Sigurdstop i Odense, kø på motorvejen over Fyn, de helt nødvendige grænseindkøb, når man skal til Norge, omladning til bilen i Flensborg. 5 minutter i lukketid i Citti Park fik jeg købt de helt uundværlige Pingvin-lakridser, som jeg havde glemt ved første besøg. Lene lavede lækker mad og så var det pludselig sengetid. Godnat.

/Jørgen

Brexit, Goddag til en ukendt

Changing Future

Skriv en kommentar

Man skal flytte sig for at ændre fremtiden. Heri ligger der, at man skal handle. Det duer ikke at blive siddende hjemme og være vred eller bange.

Fra turen til Italien i 2017. Venedig var vi ved at springe over, fordi ‘alle de andre turister’ allerede var ved at jage de lokale ud af byen

Jeg faldt over et billede taget i Venedig i 2017. Maurizio Nannuzzi’s tekst, bøjet i neon, ved indgangen til Guggenheim-museet fik jeg læst og forstået igen. Man skal flytte sig ud af stedet, i tid, i tanker, for at ændre fremtiden.

Jeg har tænkt på det i forhold til at være kommet hjem fra endnu en tur ud i verden, der har ændret min fremtid. Men også i forhold til det kommende folketingsvalg og EU-valget. Det vil være noget rigtigt skidt, hvis de mange bange fra Stram Kurs, DF og Nye Borgerlige kommer til at løbe med dagsordenen. Det er der alt for mange vigtige punkter på dagsordenen til. Vi kan måske ende med et folketing som det engelske parlament, der i en svær Brexittid er fuldstændig ude af stand til at tage beslutninger. Vi har i stedet brug for nogen, der er modige, ikke bange, med viljen til at handle demokratisk. Det kan de enøjede på højrefløjen spænde ben for. Som de gjorde med Brexit.

Når man kommer ud i verden viser det sig hver gang, at der er meget mere af det vi har til fælles med dem vi møder, end det der skiller os. Det skulle man jo ikke tro, når man lytter med på den hjemlige debat med de bange partier.

/Jørgen

 

Brexit, Rejse-klogskab, Sprog, Turplaner

For hjemadgående

Skriv en kommentar

Det er vores 7. tur på rejse i bilen. Der er kommet mange kilometer og erfaringer ind på kontoen. Vi føler efterhånden, at vi har styr på, hvordan vi får gode oplevelser ud af anstrengelserne.

For det kommer ikke af sig selv. Vi er nødt til at gøre os umage for at det bliver godt. Både før vi tager afsted og mens vi rejser. Vi køber et par rejsebøger om de områder vi vil besøge og låner, hvad vi kan finde på det analoge bibliotek. Lene er god til at skimme mange sider og finde noget interessant at lede efter. Wikipedia og Google er uundværlige hjælpere både til planlægning og til opslag undervejs.

Vi venter på færgeafgang næste morgen fra Harwich

Og så holder vi øjne og ører åbne, mens vi flytter os. Her kommer den helt store styrke ved at rejse med huset på ryggen. Det gør det muligt at reagere på det vi ser og oplever og tilpasse planerne hurtigt.

Det har vi gjort meget på denne tur. Det skyldes nok i høj grad, at sproget ikke har været en barriere for at komme i kontakt med dem, vi har mødt. Og vi har mødt rigtig mange mennesker og fået nogle gode samtaler med mange af dem. Godt hjulpet på vej af vores interesse for og irriterende spørgsmål om Brexit. To gange blev det til venskaber med besøg i engelske hjem og genbesøg i Danmark senere på året. Her var det måske i højere grad den fantastiske engelske pub-kultur, der var indgangen. Og så er de generelt meget åbne, imødekommende og venlige, englænderne.

Men at gøre sig umage, være åbne, holde øje med det spændende og gribe chancerne koster energi. Og sideløbende skal bilen køres og passes, der skal laves mad og findes rent vand, gas, indkøb, et sted at tømme beskidt vand, alt sammen i fremmede omgivelser, en fremmed kultur og et fremmed sprog. Så vi har også lært at mærke, når vi er fyldt op og har brug for længere pauser.

Vi havde booket færgebilletterne, så turen kunne vare 6 uger, og vi kunne være med i festen omkring Brexit d. 29. marts. Det skulle oprindeligt bare have været en kort 3 ugers forårstur til Wales. Det blev fem intense uger i Brexitland, Wales, Cornwall og Sydengland .

Anton spørger farmor, hvornår hun kommer på besøg
Når vi begynder at kikke på vores liste over mulige spændende steder for at se, hvad vi mangler at opleve. Når vi parkerer i en by og drikker en hurtig kop kaffe og undgår øjenkontakt og tænker: har vi ikke set det her før. Når de gode samtaler med dem vi har gæstet bliver ved med at summe i hovedet og skygger for nyt. Når vi tænder for en podcast, mens vi kører på motorvejen. Når afstanden til Odense bliver kortere og ikke længere. Når vi tænker på det dejlige forår, der venter hjemme i haven. Så er det nogle af mange signaler, der fortæller, at nu er vi fyldt op og skal vende næsen hjemad og lade op til næste tur. Selv om færgebilletten skal ombookes til en uge tidligere.
Under dæk på vej over den engelske kanal.
/Jørgen

 

Brexit, Fotografi, Goddag til en ukendt, Krig og fred

En dansker

3 kommentarer
Karen med The Times og sin mand. Og en ung pige med SnapChat?

Det blev et billede af en dames hånd med The Times. På en kædecafe, Costa, på en travl gade i Salisbury.

VI havde lige betalt 13 Pund for at komme ind i katedralen, og så ville Lene have kaffe! Det var en flot oplevelse i kirken, og bagefter fandt vi et sted med kaffe, og en lille havregrynsting.

Lene blev hurtigt færdig med sin kaffe. Og mens hun fik ros for sin påklædning i en tøjbutik, som hun glad forlod med rosen alene, uden at købe noget, fordrev jeg tiden på cafeen med at studere mit kamera. Og pegede lidt omkring med det. Testede eksponeringen, – og fik øje på The Times i søgeren. Klik!

Det billede kunne måske bruges til en historie om alle dem, jeg havde set på bænke og og ved busholdepladser med The Times. Og så ville jeg undersøge, om og hvorfor der er særligt mange i Salisbury, der læser den avis? Det får jeg nok aldrig gjort.

Katedralen i Salisbury mener jeg var et omdrejningspunkt i Jorden Søjler af Ken Follet. Hvis man kan lide bygningsværker og katedraler er den et besøg værd. Og Salisbury er en dejlig by med marked og hyggelige gader

Da jeg var færdig med kaffen og det andet, kom Karen hen til mig og spurgte, om jeg var fra Danmark? På dansk. Karen var damen med armen med avisen. Hendes mand, manden på billedet med Karens arm med avisen, mente at have hørt os tale dansk.

Karen var slet ikke sådan en dansker, med camper og hund. Hun boede i Salisbury. De har været gift i 52 år, og har boet 26 forskellige steder i England. Hun syntes det var sjovt at tale dansk, og at Brexit er noget rod. Det ender skidt for de konservative, og så kommer ham den forfærdelige. Det bliver slet ikke godt.

Hun var sød og ønskede os en god tur til Brighton. Tusind tak for det og for snakken.

/Jørgen

Brexit, Goddag til en ukendt, P-plads med overnatning

Kan man klage over at have det for godt

1 kommentar

Det er ikke fordi vi ikke oplever noget, at der er lidt længe mellem indlæggene.

Tvært imod bliver vi hver eneste dag forbavsede over, hvordan dagen tager en drejning og åbenbarer nogle fine oplevelser og nye overraskelser.

Cottage garden i East Lambrook, Sommerset

I dag skulle vi finde en have som Lene havde læst om, og ville se. Og købe blomster med hjem! Og så skulle vi bo ved en kro i nærheden. Det sidste var ikke lige så let.

Vi fandt haven i en lille landsby i Sommerset, East Lambrook Manor Gardens. Forinden havde vi kørt gennem noget enestående terræn langs Bristol Kanal kysten. 25% stigninger op og ned. Bilen klarede det fint med fuld last. Man skal bare ikke stoppe undervejs på vej op.

Der var gode historier i den have. Og kaffe.

Margery Fish blev berømt for sin måde at dyrke Cottage Gardens. Hun havde købt et stort hus med have for at flytte væk fra London, da der blev for meget 2. verdenskrig. Hun vidste ikke noget om haver, men lærte sig det, skrev bøger og blev berømt.

På en 65-billet kom vi ind til herlighederne. Kun lige inden for døren løb jeg ind i Mark. Han er havens eneste rigtige gartner nu. Vi fik en god snak bl. a. om at gøde jorden og ikke planterne. Imens kom en besked på min telefon: “Kender du den?” blev der spurgt, med et billede af en grøn plante, der kunne ligne en rosmarin, som det så ikke var. Jeg ved ikke noget om blomster, men det gør Mark, min nye blomsterven. Artemisia Absentia? eller måske nærmere artemisia arbetanum? eller vulgaris. Mark var ikke helt sikker, da billedet var lidt uskarpt.

Godt med ekspertviden ved hånden. På dansk er det bynke eller malurt. Opklaringen blev sendt retur til den nyslåede haveejer i DK.

Mark, en rigtig engelsk gartnet

Lene købte stort ind hos Elly, den unge medhjælper i havebutikken, som godt ville snakke Brexit. Vi parkerede på en stor, næsten tom P-plads i den lille landsby, så efter at have etableret god kontakt til Elly var det da nærliggende at spørge, om vi måske kunne parkere for natten?

Ja, mon ikke. Hun ville spørge ejeren. Mike var lige gået forbi.

Mike på sin parkeringsplads. Sød, spændende fyr. 69

Og så kom Mike Werkmeister og ville snakke. Danmark, Norge Sverige i 70’erne i en gammel VW-rugbrød. Han havde været gennem DDR og Rusland. Det har vi da også, næsten. Senere kunne han fortælle om, hvordan han som grafisk designer for 11 år siden ( 2008, krise, billig billig) var blevet ejer af en verdensberømt have, som han nu med alt for meget arbejde driver videre.

Vi måtte gerne bo på hans parkeringsplads, bare lidt nede i hjørnet. En tur på kro lige ved siden af og en lille øl og evaluering af dagen i den blå time inden godnattid. Pyha.

Rose and Crown, pub, kro, restaurant. Dog ingen musik denne aften. Men en nydelig forårsaften med det blå.

I forgårs besøgte vi de to vi mødte i Oxford, i morgen skal vi besøge George og Bridget i Bristol. Han spillede på en pub vi besøgte. De rejser til Nordnorge til sommer, og kommer til Odense på vejen hjem.

Der er hele tiden masser af spændende oplevelser. Kan det blive for meget? Skal vi køre hjem? 😉

/Jørgen

Kunst, P-plads med overnatning, Rejsebilen

En dag på stranden

2 kommentarer
Blå himmel og hav fra morgenstunden

I dag har det været rigtig dejligt vejr fra morgenstunden. Vi stod tidligt op, fordi solen skinnede gennem vinduet fra en skyfri himmel. Udsigten er mod syd til en sandstrand med masser af bølger. Selv om det er vindstille, er bølgerne store. Lige noget for surfere.

Vi fandt frem til Praa Sands Beach i går. Meget sidst på dagen. Vi havde kørt rundt i det sydvestligste Cornwall i kulde, regn og blæst. Regnen var startet om natten og varede hele dagen i går. Men vi tog turen som turister og besøgte Tate kunstmuseum i St. Ives, derfra til Lands End. Begge steder blev vi grundigt gennemblødt i 8° og kuling.

St Ives. En kunstnerby med et meget dejligt Tate-museum med masser af engelsk kunst. Ikke mindst Barbara Hepworth’s skulpturer

Og begge steder fik vi nogle rigtig gode oplevelser. Det havde været nemmere at blive siddende inde i det ubehagelige vejr. Men vi vidste, at tøjet kunne blive tørt og vi kunne komme ind og spise god mad i en varm og hyggelig bil. Så pyt med kolde næser og våde bukser.

Lands End i regn, kuling og kulde. Det passede faktisk meget godt til at være ved verdens ende.

I dag har været helt modsat i går. Sol og lunt vejr. Hele dagen er gået med ture langs stranden, snak med surfere og nogen af alle hundefolkene. Om hunde. Og lidt om Brexit. Hundene bekymrer sig ikke om Brexit. Men englænderne tager sig af deres hunde. Jeg plejer hurtigt at kunne få nok af hunde. Her er der hunde overalt. Restauranter og caféer inviterer hundene indenfor. Bilerne rummer to forældre, 3-4 børn og 1-3 hunde. Det er som om alle har hund.

Morgentur langs Praa Sands Beach med hundemand

Og der er faktisk ikke så meget ballade med de hunde. Der er sjældent nogen, der gør eller gør. Næsten ingen hundelort på gaden. Ingen hundeslagsmål. Er englænderne bedre til at holde hund? Er hundene bedre til at omgås hinanden, fordi de er så mange og fordi de får lov uden snor? Eller er jeg ved at blive hundetolerant? Eller bare så gammel, at hundespørgsmålet er kommet på en anden dagsorden?

Hundene er ret fredelige. Man skal ikke være bange.

Historien fra i dag er fra i dag. Sidste historie fra Oxford er fra den 29. marts. Det er 20 dage. Der ligger rigtig mange oplevelser på en lang tur rundt i Wales og venter på at blive fortalt. I dag har jeg lige behov for at komme i nutid. De andre historier kommer.

/Jørgen

Brexit

The Red Lion

2 kommentarer
Fish and chips

Vi har reserveret bord på ’The Red Lion’ i Marston udenfor Oxford. Anledningen er, at vi må bo på deres P-plads mod at besøge kroen. Og så er det den 29. marts.

Menuen er lang med italiensk og spansk inspiration og sponge=sandkage som dessert. Vi fik ’fish and chips’. Dybtstegt torskefillet med ketchup, majornaise og noget andet dip. Salaten glemte de at servere. Den står ikke højt på deres prioritering. Dertil fik vi øl, en pint af noget lokalt. Holdningen til vin fremgik tydeligt af et citat på loftsbjælken:

”Vine is but single broth, ale is meat, drink and cloth” ordsprog fra 16-hundredtallet:
“Vin er ikke andet end en Maggiterning, øl er både mad, drikkelse og tøj” (ikke googles men Jørgens oversættelse)

Det var den 29. marts, dagen for UK’s farvel til EU, så der skulle være fest i gaden, eller vrede og utilfredshed, afhængig af, hvem man holder med. Det troede vi indtil May og de andre begyndte at lave kludder i det. Men vi mødte op for at spise, og håbede at kunne få en snak om EU. Men det var ikke lige oplagt, hvem vi skulle spørge.

Parret ved nabobordet rejste sig, og på vej forbi vores bord spurgte de, om det var os med HYMEREN? Vi snakkede sammen så godt og længe, at jeg bød dem på en øl, som de sagde “Nej tak” til. De skulle køre næste dag, så..

Da vi havde spist vores ‘sponge’ kom de tilbage og tilbød at give en kop kaffe. De hedder Helen og Roger og ville alligevel gerne høre, hvad vi er for nogen? De er nogle meget søde mennesker, som vi må besøge, når vi kommer, forbi Cornwall senere på turen.

aDe kører i en 20 år gammel Hymer, som de er meget glade for. Den er endda styret i samme side som vores, da den kommer fra Contineltaleuropa. Brexit var de ikke meget for at snakke om. De havde stemt i 2016, men var ikke helt enige. Men politik optager dem ikke så meget, og slet ikke efter at Brexit nu er ved at nedsmelte. Når de mødes med venner, er det no-go at tale om Brexit. De ender altid med at blive delt og uvenner og nogen går tidligt hjem.

Der blev ikke den store ballade eller fest på The Red Lion den 29. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men indtil videre er det udsat.

Vi blev på pladsen næste dag og besøgte Oxford. Lørdag aften var der rock på plakaten: “The Steam Rollers”. Tre gråhårede, som helt tydeligt havde haft en karriere med rock og en spillestil, der var fastholdt gennem alle årene. De ku’ noget. Det var sjovt at se publikum. De lignede de gamle tanter, der var med til min konfirmation i 60’erne. Dem ku’ jeg slet ikke forbinde med rockmusik, men det er jo osse 50 år siden jeg blev konfirmeret!

/Jørgen

Brexit, Goddag til en ukendt, Nationale kulturforskelle

Tunde and Norbert from Hungary

1 kommentar
Lang færgetur slutter med overnatning på havnen i Harwich. Vi vågner til en dejlig dag: 29.marts -ud af EU!

Min computer lades op ved nabobordet. Naboerne syns, at det er ok. De kikker efter den, mens den lader. Vi kommunikerer med engelsk og fagter.

Senere sidder de og kikker på nogle instruktionspapirer. Jeg følger lidt med? Måske jeg kan hjælpe? De har købt noget afskærmning til forlygterne på deres bil, og brugsanvisningen skal hjælpe med at montere afskærmningen rigtigt. Men den er på hollandsk. Nijt versteen! Er det mon noget jeg også skulle have ordnet? Jeg opgiver at hjælpe de unge og migselv.

Men det blev anledningen til at snakke med de to, Tunde og Norbert.

De er på vej til Scotland for at finde arbejde. Den kommende nat skal bruges på landevejen til en adresse, hvor de måske kan få arbejde. Ufaglært arbejde på et hotel.

På vejen fra Ungarn har de forsøgt at finde arbejde i Holland. De kan ikke tale hollandsk, så det gik ikke. Tunde har en uddannelse fra universitetet. Med den har hun arbejdet 7 år med kommunikation og markedsføring i Ungarn.  Men lønnen var dårlig. Ikke til at leve af.

Hun tog med Norbert til USA for at tjene til en lejlighed i hjemlandet.  De arbejdede på et 3 måneders turistvisum i et helt år med at renovere hoteller. Male og rengøre. Da de var færdige, blev de hentet af politiet og kom i fængsel, og deres situation var ret håbløs. Ingen opholdstilladelse, ingen arbejdstilladelse. Men en flybillet hjem havde de, og det hjalp dem til sidst. Arbejdsgiveren så de ikke mere til, og heller ikke de 22.000 $ han skyldte. De var sikre på, at han havde meldt dem til politiet.

Nu håber de på succes i Scotland. De lytter, når jeg fortæller, at Brexit er tæt på, og at det blandt andet er opfundet for at forhindre folk som dem i at slå sig ned i UK.

Tunde vil ikke tilbage til Ungarn. Folk er meget negative og vrede, brokker sig og skælder ud. Det er det Orban lever af. Hun tror ikke det bliver bedre. Hun vil have et bedre liv. Norbert vil hjem, når de har tjent penge. Scotland må ikke slå fejl.

Vil Brexit sende dem hjem igen snart?

/Jørgen

– bevar din nysgerrighed