Kategoriarkiv: Rejsebilen

Tysker på afveje

På vejen fra Liguriens varme kyster ad små veje ind i Piemonte blev vi pludselig mødt af modkørende biler med blinkende forlygter. Vi havde da vist ikke kørt for stærkt? Det ville være svært at køre for stærkt på de små veje op og ned og ud og ind med 3,5T. Måske i en landsby med 30 km/t? Kunne det være vægtkontrol? Fik vi ikke betalt for diesel på sidste tankstation?

Vi slap og blev til gengæld godt underholdt.

Det var en tysk ferieturist, der havde taget svinget lidt for skarpt og tæt på den grøft hun havnede i.  Der var mødt frivillige op med det de kunne bidrage med. En havde en militærjeep, andre havde nogle kilo de kunne tilbyde som kontravægt.

Bilen kom fri igen, forhåbentlig uden skader.  Mutti var tydeligvis lettet og meget glad og taknemmelig. Til gengæld var der en dreng bag bilen, der tog sig en tudetur. Måske af forskrækkelsen eller af bare glæde?

/Jørgen

 

På museum i Albisolla

Albisolla er en mindre by ved den Italienske Riviera. Den var på vores tur-kort, fordi Asger Jorn havde boet og arbejdet i og med sit hus i byen i 15 år.

Huset er nu indrettet som museum. Jorn forærede huset til Albisolla Kommune, som nu driver det sammen med en forening,  Friends ofJorn.

Gratis og helt frit kan man gå rundt i have og bygninger og se hvordan Jorn har leget med keramik, som er et speciale i byen Albisolla.  Huset og omgivelserne er fyldt med en dejlig stemning som man kunne få lyst til at slå sig ned i. Det er helt sikkert værd at komme på de kanter og finde fem til Albisolla.

Vi havde lidt bøvl ud af det inden det lykkedes. Vi kunne ikke bare køre til museets parkeringsplads. Det viste sig, at det var mere end vanskeligt at finde et sted at stille bilen i byen.  En rivieraby i 39° lørdag formiddag i begyndelsen af august er busy. Den parkeringsplads, vi havde regnet med, var blevet udstyret med en 2,40m bom, så kun små biler kunne komme ind. Vi måtte længere ud på landet til en (usikker?) alenetilværelse. Ud med cyklerne og ned til revierapromadelørdagstrafikken, op, op og lidt mere op ad stejle veje med googlemaps som hjælper.

Vi var ankommet til byen en dag for tidligt, da museet viste sig at have lukket fredag. Det blev til en ventedag i nabobyen. Efter meget besvær med parkeringsplads og tung og truende trafik på cyklerne  var vi ekstra glade, da vi endelig nåede museet på toppen på Via Gabriele d’ Annunzio. Svedige og tørstige  så vi, at den ene låge var låst med nøgle, den anden sad der en hængelås på? Heldigvis havde Jorn også købt naboejendommen, hvor den rigtige indgang fandtes.

Trods besværet var det en meget dejlig oplevelse at besøge Jorns sommerbolig. Det er en turistattraktion af de bedre og som man kan have lidt i fred. Så må de andre gerne hygge sig i liggestolene i det brandvarme sand ved lidoen.

Vi har igen forladt Albisolla og regionen Ligurien og er kørt nord på og sidder nu med et glas vin i Castiglione Falletto i Barolo vindistriktet i Piemonte. Det var en flot  tur gennem bjergene og temperaturen faldt til slutningen af tyverne. Det bliver fint at udforske området de næste dage. På cykel.

/Jørgen

‘Står på en hvalpetop’

Campingfatter i Heiligenblut elsker DK, Copenhagen, Noma. I det hele taget Skandinavien. Og vi er glade for udsigten i Østrig.

Sådan et sted kunne være dejligt at slappe af og falde til ro. Og det er det vi gør i dag.

Vi er kommet af sted på tur igen. Det er Norditalien, der skal udforskes. Anledningen er bl. a., at vi mødes med vores børn og familier i et hus i Monte Sante Maria de Tibarina i det nordlige Umbrien. Flybilletten er vekslet til kørselv med rejsebilen. Så kan vi jo nemmere blive hængende nogle ekstra uger, når de andre tager hjem til deres arbejde.

Der er langt til Italien i bil. Så vi tog hjemmefra i god tid, allerede den 13. juli. Det blev en besværlig start fra Flensborg, men vi kom af sted lige før det blev mørkt. I ferietrafikken valgte vi side og kørte gennem Tyskland i  de østlige egne og fravalgte lange stræk uden for motorvejene.

Familien Körner bor i Völkershauser på grænsen mellen Thüringen og Bayern. Kl. 5 om morgenen mens de andre sov, gik jeg tur med kamera. Lidt kedelig sommermorgenhimmel.

Et par dage blev det rigtigt hyggeligt hos nye venner i Bayern inden vi kørte videre mod syd i Tyskland og ind i Østrig.

Nu er der kaffetid med småkager på en rigtig fin plads i Heiligenblut. Her puster vi ud efter en lang tur gennem Tyskland og en fantastisk bjergtur ad ruten ‘Grossglocknerhochalpenstrasse.’ Det var langt og stejlt op og ned.

Bilen mente inden starten, at der var diesel til 300 km. Det var rigeligt, da vi kun skulle køre 45 km. Men med 30 km til toppen var meldingen, at der ville være nok til 25 km!! Vi nåede op, og da næsen vendte nedad, var der pludselig brændstof til 250 km igen. Vi bliver klogere på bilen hele tiden.

Efter hviledagen kører vi 300 km gennem østrigske og italienske alper, så der kun mangler de sidste 300 til Monte Sante Maria, hvor vi mødes med familien på lørdag.

Du kan stadig følge rejseruten på linket Ruter -> ‘2018 – sommer i Italien’  øverst til højre i menubjælken.  På forsiden vil der være nye billeder efterhånden som vi kommer frem.

Når der dukker noget “Hvad i alverden??” op til overfladen fra gamle og nye rejser kommer det på forsiden og du får besked på en mail, hvis du har tilmeldt din mailadresse.

/Jørgen

Tingfindere fra Holland

På p-pladsen ved Capo de Gata var vores naboer mod vest tidligt på færde. Med udstyret i orden havde de allerede været på første tur. En bred stribe af stranden var finkæmmet med deres bip-maskiner. Tommie og Ellis leder efter metaller på stranden. Helst noget spændende og noget med værdi.

Tommie finder guld ved Capo de Gata

Ellis var ellers  ved at være moden til at se Holland  igen. Tommie længtes ikke så meget hjem. De to har været på tur langs strande i Spanien i 6 mdr. Hver dag tager de et par timer med metaldetektoren og er ofte heldige at finde noget brugbart. De starter tidligt inden de øvrige strandgæster kommer. De finder gamle mønter, nye Euros, smykker.

Spanierne tager ikke penge med på stranden. De køber ikke mad og drikke, men har det med hjemmefra.  Det er derfor ofte alufolie, som har været om en spansk madpakke der giver et bip.

De er begge gået på pension og har valgt at leve deres hobby ud mens de kan. De kører i en Adria Van, som er på størrelse med et folkevognsrugbrød, bare lidt mere praktisk indrettet.  De har en masse grej, som skal flyttes rundt inden de kan sove, og tilbage inden de kan køre videre. De lever livet udendørs og synes ikke de mangler noget. En gang imellem tager de på campingplads for at få et bad.

Tommie og Ellis klar til afgang til guldeventyr

Tommie er pensioneret webdesigner og Ellis har været buschauffør i 30 år. Ud over guldgraveriet skriver hun indlæg på sin blog doegiedoegiede.nl. Hun er optaget af gode historier med en kant, som kan røre dem, der læser med. Og det er der 3000, der gør, siger hun. Hun kender rigtig mange mennesker fra sin tid som buschauffør, som gerne vil læse en historie, som er skrevet med engagement og lidt bid. Det er ikke så tit hun lægger nyt på hjemmesiden, men følgerne er trofaste.

6 mdr. på jagt gav pote. (Tommies foto)

De rejser  for at opleve og dyrke deres hobby med metaldetektoren. De har noget at køre efter, noget ‘arbejde’,  der skal gøres hver dag. Og de kommer i kontakt med rigtig mange mennesker, som er nysgerrige på det de gør. Og der kommer de gode historier frem som Ellis skriver om på sin blog.

Det giver da meget god mening, når arbejdslivet ikke længere tilbyder én.

/Jørgen

Hvordan man kunne fejre sin fødselsdag, hvis man havde en bil, man kan bo i.

Man kunne finde en parkeringsplads i en lille by, Capileira i Sierra Nevada. Man kunne gå tidligt i seng, fordi det var blevet lidt koldt i 1500 m højde efter en tur gennem byen i flot lys fra aftenhimlen.

Hvis man havde en sød kone kunne man få lov til at ligge lidt længere og vente på kaffen, omeletten og amerikanske pandekager, og at gaverne blev klar til at blive pakket ud.

Så kunne man stå op og pynte sig til dagen og have rigtig god tid til morgenmad og pakke gaver ud. Måske skulle der synges en sang fra den nys udpakkede højskolesangbog. Og kunne termoflasken mon være i den nye fototaske?

Det er fint med god tid til morgen, men man kunne også bruge den friske bjergluft til en cykeltur ned til ‘un café con leche’ og lidt unødvendig shopping. Og op igen ad 11% i fin stil og pakke cykler og det hele og køre 9 km op gennem fantastisk natur til en pause med udsigt til Pico Valeta Mulhacén på toppen af Sierra Nevada.

Så kunne man  sidde og tænke, at den dag var gået, men man kunne faktisk også køre ned af bjerget igen og finde en p-plads ved Béznar med udsigt og tid til snacks  inden festmiddagen med laks og thai-suppe og en rest rødvin.

Man kunne flytte lidt rundt på bilen til den holdt helt lige, så man kunne sove godt, til man var færdig med at blive 66. Det bliver man kun en gang i en bil, man kan bo i.

/Jørgen

Forår 2.0 i DK

Der var kommet fine gæster på pladsen, som vi har valgt at indlogere os på i Odense.

Bilen efterlod vi i Flensborg efter en grundig rengøring og et besøg på Hymerværkstedet. Der var jo lige en bagskærm, der havde havde fået nogle knubs. Måske skulle der bestilles en ny?
Det blev lang ventetid på værkstedet, men det var værd at vente på, for skærmen var stort set uskadt. Med 3 lidt kraftigere skruer kunne den gøres fast igen uden Gaffa. Hymer sender en smule maling, så vi selv kan slette de sidste spor. Vupti!

Nu har vi fået tømt en tungt lastet Golf og ryddet alt indkøbet på plads på vinhylder, køl og frys. Vasketøjet er ordnet, så i princippet er vi klar til den næste tur.

Italiensturen har været en succes. Foråret nød vi langt mod syd og fulgte lyset og varmen mens vi kørte tilbage mod nord. Vi er blevet meget mere erfarne både i forhold til at håndtere bilen og få det bedste ud af at rejse med huset på ryggen. Og vi glæder os allerede til at komme afsted igen.

Nu er vi kommet til Danmark og er klar til at få det bedste ud af det spirende forår og en lang, varm og tør sommer. De næste ture bliver af kortere varighed og ikke så langt væk.

Jeg mangler stadig at fortælle nogle gode historier fra Italien, og få fintænkt lidt over, hvad i al verden det var der skete på vores tur, og hvad vi vil gøre anderledes næste gang.

/Jørgen

Venedig og så hjem

Turen hjem fra Venedig skulle tages op over den østre ende af Alperne. Vejen gik igennem et punkt på landkortet, hvor Italien grænser op til Slovenien og Østrig. Vi fandt en fin parkeringsplads ved Laghi di Fusine. Et superflot sted i 900 m højde, køligt og grønt. Der var lige vejr til, at vi kunne gå en tur rundt langs søen inden regnen kom.

Det regnede hele natten, og vi besluttede, at vi ikke ville bevæge os ud af bilen inden afgang. Der var kun hvidt pludder udenfor, som vi ikke ville have ind i bilen. Vi sov og stod op til en lun bil, blev morgenklar, fik dejlig morgenmad med det hele, pakkede sammen og lukkede skuffer og skabe. Og så kørte vi afsted i silende regn.

Dagen før havde vi haft noget svært ved at finde frem til søen, hvor vi ville sove. GPS’en sendte os rundt  ad små parcelhusveje og tilbage igen til en ny runde. Til morgen sendte den os over nogle små, lukkede bjergveje mod München?. Vi havde dog besluttet, at vi var i underskud for ‘ordentlig motorvej’, så vi fandt selv vejen, men Gps-Rita fastholdt sin vejledning: “Forlad motorvejen om 1 km”, for så igen at vise os en mindre vej over bjergene. Vi fastholdt motorvejen og navigerede efter skiltene.

Gps’en var ikke gået i stykker. ‘Vignetpligtige veje’ var fravalgt, og så kan man ikke køre på motorvej i Østrig. Da fluebenet blev fjernet var vi igen enige med Rita om at blive på motorvejen hele vejen til Ingolstadt.

/Jørgen

Veje på italiensk

Vejnettet i Italien er ikke noget at skrive hjem om! det er mine erfaringer efter mere end en måned i bil og på cykel rundt i forskellige regioner, provinser og kommuner. Hvorfor er det mon i så markant ringere stand end i de andre lande i EU vi har kørt i? Vi har de vildeste gode veje i Danmark.

En bil man kan bo i, er en stor kasse på hjul med last fordelt i skuffer og skabe, der skrumler afsted. Det knirker og knager lidt, når vi kører. Også i Tyskland. Vi er blevet dygtige til at pakke rigtigt, så tallerkener og bestik ikke rasler. Og grydelåget bliver skilt fra gryden. På tur i Italien er vi for alvor blevet udfordret. Faktisk har vi fået skader på et skab af den hårde belastning, så vi har måttet pakke om flere gange. Og det lyder ofte slemt, men det holder vel?

Når vi rasler afsted på motorvejen nordpå fra Pompeii mod Assisi giver det mindelser om  vores tur til Cuba i 2011. Det, der er anderledes Italien, er, at vi endnu ikke har mødt en hestevogn på motorvejen. ;-).

De laver reparationer på vejene, hvor de fræser nogle 30 cm brede kanaler på tværs af vejen. I svingene laves de i en vifte. Og så dækker de hullerne til med asfalt til lige under eller over den oprindelige vej? Det kan man mærkes, så farten må ned på eller under 70. På mindre veje kommer vi sjældent over 50-60 km/t

De sekundære veje, de røde, gule og orange på kortet er meget slemme de fleste steder. Der er mange huller, der ikke er gjort noget ved. Oftest kommer der lidt asfalt i de største huller. Indimellem repareres vejen med ny belægning. Men det er for det meste kun 2-300 meter.
På mange veje virker det, som om vejen er ved at skride ud. Underlaget forsvinder ud til siden med dybe, langsgående lunker og revner. Som strækmærker. Det er ikke sjovt i bil, men det er livsfarligt på cykel ned af en af de mange stigningen, de har at slås med.

Er det et konkret udtryk for en presset italienske økonomi? Hvordan er den forøvrigt, økonomien?

Eksempel fra det sekundære vejnet af ældre dato.

Der er et stort pres på vejene. Der er rigtig mange biler i landet. Italienerne kan bedre lide deres bil end de kan lide at betale skat.

Er det vejret, klimaforandringer, der spiller en rolle. Det kunne godt se ud som om nogle af vejene svømmer ud til siden. Jeg har hørt om meget kraftige regnskyl.

Er det dårlig planlægning.? De har da ellers nogle store entreprenørfirmaer, som løser store opgaver i udlandet, bl. a. Metro i Danmark?

Er det fordi de prøver at privatisere sig ud af det. Der er jo ikke penge i at holde en mindre landevej, så det bliver kun motorveje med meget trafik, der er økonomi?  Betalingsvejene var forøvrigt heller ikke for gode.

Der kan være meget store forskelle mellem regioner og provinser.  Vi kørte på motorvej mod Ferrara i Emilia Romagna regionen. Efter mange kilometer med huller og buler blev vejen rigtig fin og jævn flere kilometer. Bedste vejstykke i mange uger. Lige indtil vi måtte holde stille i kø i næsten to timer, fordi en bil var skadet længere fremme. Ærgerligt at holde stille på den gode, jævne vej! Uden nødspor, forøvrigt, så det tog lang tid at fjerne en bil på tværs.

/Jørgen

Nybegyndere bliver klogere

Nytårsaften tilbragte vi i selskab med hinanden, og fik snakket om det gamle og det nye år. Vi fik også vendt turen i efteråret 2016 og vurderet, om den havde indfriet vores ønsker og forventninger.

Herunder har jeg gengivet, hvad vi tænkte inden vi tog afsted, og så vores erfaringer:

Turen i bilen er et forsøg på at afprøve, om det kunne lade sig gøre at blive glad for at rejse uden at få turistkvalme?
Men hvad skal der til for at vi kan blive glade for at rejse? Hvad er det vi vil opnå med at gøre det på denne her måde?

  • have en fast bo-base med sin egen dyne, sit tøj, sko til alle formål, og hvad der hører til et sted at bo.

Erfaring:
Det er en overraskelse, at det kunne være så hjemligt på 14 kvm som det blev. Vi har kunnet slappe fint af, selv om vi var i fremmede lande. Det er slående, da vi ellers bor i en top moderne lejlighed med al den bekvemmelighed, vi kunne ønske.
En vigtig del af det er, at vi har indrettet bilen så det er vores. Det er et meget personligt sted, hvor vi føler os godt tilpas. Det har stor betydning at det vi omgiver os med er vores, noget vi har fundet, købt, valgt. Det havde ikke været der samme, hvis vi havde lejet en bil (selv om vi ikke ved det, for vi har aldrig prøvet). Hvis vi havde lejet en bil i 14 dage havde vi nok ikke opdaget, at vi kunne føle os hjemme

  • kunne lave ordentlig mad og udnytte de råvarer, vi kan finde og købe lokalt og slippe for at spise på restaurant flere gange om ugen, men kun når vi har lyst og finder noget sjovt at gå ud efter.

Erfaring:
Det har vi lykkedes med. Det blev rigtigt sjovt, når vi havde gang i grillen, med bacon stegning, müsli, bagning stenalderbrød, og tilberedning af større måltider med flere retter.
Vi har haft dejlig plads i skuffer og køl til at købe stort ind på torv og supermarked, så vi har kunnet klare os i bjergene uden indkøbsmulighed. Vi har haft fornøjelse af at gå ud at spise på restaurant, når vi havde lyst og det gav mening. Vi har ikke på noget tidspunkt levet af skodmad, turistmenuer. Skulle det være simpelt havde vi også noget i skabet, der gjorde det simple lækkert. Det er et lille køkken vi har i bilen, men det er godt indrettet og meget velfungerende med køleskab og fryser. Vi er glade for, at vi valgte en bageovn fra og fik ekstra store skuffer.
Vi troede (især Jørgen), at vi ikke kunne leve uden friskmalede kaffebønner, stempelkande og mælk varmet i microovnen. Men det har vi levet med. Nescafé og kold mælk er helt fint. Og så har vi drukket kaffen i byen.
Det har været en god oplevelse at lave maden af de råvarer vi har kunnet købe. Vi har duftet til de lande, vi har besøgt, på markeder, lokale slagtere, bagere, osteproducenter, vinbønder, osv.

  • kunne have mere bagage med, bøger, cykler, værktøj, mad, computer

Erfaring:
Vi har haft meget gavn og fornøjelse af at kunne have de ting med, som vi troede vi havde brug for hjemmefra. Vi skal finde nogle mere stabile løsninger på internet forbindelse. Det er en meget central mulighed, når vi rejser som vi gør: skal finde steder at parkere, finde oplysninger om lokalområde, historie mv., når vi ikke har valgt mange bøger på hylden. Daglig avis, online bøger vil vi helst ikke undvære. Vi skal bare blive bedre til at finde WIFI-spots, hvor vi kan downloade de tungere ting.
Vi kunne godt have et bedre bibliotek, flere rejsebøger: ‘Lonely Planet’ har været god. Det har været hjemligt at have bøger med.
Bøger og computer har været redskaber til at etablere en slags arbejde/nødvendighed/mening, når vi ikke orkede at kikke på omgivelserne og havde brug for at fordøje det, vi havde oplevet.
Vi har haft meget bagage med, men vi har klaret os på 3500 kg begrænsningen. Vi kan godt kikke bagagen kritisk igennem, og luge lidt ud hist og her.

  • få en hverdag til at fungere, med praktiske opgaver, rengøring, læsning, ture

Erfaring:
Der har været rigtig meget at gøre med at få det praktiske lært og få rutinerne ind under huden.  Det har taget mange ressourcer, især fordi vi har flyttet os rigtig mange gange. Hvis det skal lykkes bedre med at få hverdagsfornemmelse med på rejse, skal vi vælge at blive længere tid på nogle pladser, der egner sig til det. Og planlægge nogle længere transport-stræk.

  • kunne bo nær lokal befolkning og få en slags kontakt, bruge deres sprog, spørge til deres hverdag, møde mennesker

Erfaring:
Det lykkedes i begrænset omfang at få kontakt til lokalbefolkning. Sproget er en barriere, men manglende mod er den forhindring, som vi nemmest og hurtigst kan gøre noget ved. Og så handler dette også om at være på nogle steder, hvor lokalbefolkningen ikke har fået for meget af turister.

  • kunne vælge til og fra på seværdigheder og turistspots

Erfaring:
Det er en svær balance at finde. Vi vil jo gerne se og opleve noget af det, der er karakteristisk for de lande vi besøger. Vi har, til trods for en skeptisk tilgang, valgt flere turistting til. Og er flere gange blevet skuffede. Vi skal ikke være kede af ‘at gå glip af noget’.

  • kunne bestemme varighed af besøg i et område, ikke være begrænset af flyvemaskinens afgangstider

Erfaring:
Det har været fint selv at kunne disponere tiden. Dog var der på slutningen af turen lidt: ‘nu har vi drejet kompasset mod nord,  vi er på vej hjem, men vi havde planlagt først at være hjemme om en uge, så vi kører ikke hjem nu, vel?, men …’
Måske skal vi planlægge at køre til et ‘et sted i et land’, og koncentrere os om det, og så køre lige hjem efter det.

  • kunne have sin cykel med, cykle en svedig tur og komme hjem til en kold øl og et varmt bad. Cykelturen er ikke fiasko, hvis der er regnvejr på ét bjerg. Så kan man køre til et andet eller vente et par dage på bedre vejr.

Erfaring:
Det var sværere end det optimistisk er udtrykt ovenfor at udnytte cyklen. Vi brugte cyklen mest til at komme rundt i de byer vi besøgte. Det gik bedst, når der var plads til cykler i trafikken. Og sådan var det ikke altid.
Cykling som motion og sport var svær at finde plads til, når vi skiftede ophold så ofte, som vi gjorde. Det tager tid at finde ordenlige ruter, og altid kunne være sikker på at finde tilbage til bilen igen. Og tiden gik ofte med at flytte ind/ud af pladser, huslige sysler, turist-ting osv. Der var rigtig mange undskyldninger. Det vil være nødvendigt at være mere fastboende i perioder for at det lykkes bedre.
Cykelkulturen/infrastrukturen er i mange af landene vi besøgte meget anderledes end hjemme. Det skal man vænne sig til at navigere i og leve med, eller slippe for frygten og lade cyklen blive i bilen.

  • at kunne rejse ud med en hensigt, som ligger ud over at holde ferie. F.eks. at tænke Europa ind i det vi oplever, at ville lære sproget=læse, tale, at kende en egn, at smage vin, forfølge en historie.

Erfaring:
Det er helt klart en mulighed, som det er værd at udvikle på. Der er nogle praktiske ting med bøger og internet, der skal forbedres, og noget mere drev i at ville og turde henvende sig til folk vi møder

  • at have et sted at ’arbejde’= læse bøger, studere kort, finde facts, skrive, fotografere, blive klogere, lære noget

Erfaring:
Til det formål fungerer bilen perfekt. Der skal bare afsættes mere tid til ro og fordybelse.

  • og der er måske mange flere ting, som skal til for at det er sjovt at rejse igen, men vi kan da afprøve om noget af ovenstående kan  hjælpe på det? Det skal så vise sig, om vi undervejs lykkes med at ovenstående gør det sjovere at være væk hjemmefra.

Hovedkonklusionen er, at det er rigtigt sjovt og berigende at rejse på denne måde, og at vi har fået indfriet de fleste af vores forventninger. Men vi har mange erfaringer til gode, og dem vil vi opnå ved at køre afsted med et åbent sind.

Sådan tænkte vi i nytåret 2016-17.

Vi sidder nu i Umbrien i Italien, på anden tur, og drager nytte af ikke at være nybegyndere. Og det præger i høj grad udbyttet af turen.

/Jørgen

Påskeferie i Assisi

 

Udsigt-fra-pladsen-Fontemaggio-i-Asissi

Det er tirsdag efter Påske. Hverdag igen. Vi vender tilbage til dagligdagen fra en dejlig påskeferie. Puha, hvor har vi det hårdt.

Vi bor på en fin plads lige udenfor Assisi. Spændende by, flotte udsigter, sommervarmt, søde naboer. Der er mange gode historier at fortælle fra tiden mellem 7. april i Gragnano og Assisi. Men jeg har lige brug for at blive synkroniseret til nutid, 18. april i Assisi, og så må fortiden indhente os.

Katedral-i-Asissi

Vi har fundet en rigtig dejlig plads på Camping Fontemaggio 1 km fra Assisi centrum. Pladsen indfrier rigtig mange af de forestillinger vi har haft om at rejse og bo i en bil. Pladsen ligger på et bjerg med en flot udsigt, pladserne ligger smukt i terrænet. Det er tæt på en interessant by, den er tryg og fredelig, vi kan komme af med skidt og møg og få rent vand og el, vi kan få et rigtigt bad en gang i mellem, den koster ikke særlig dyrt. Vi kan cykle til byen, og tilbage igen, op ad bjerget, der er cykelture i området for de seje, interessante historier og imødekommende lokale beboere,  acceptabelt turistniveau her efter påskeferien.

Vi har været her en uge snart, og har faktisk lidt svært ved at komme afsted igen. Det varer nok lidt endnu, men vi er begyndt at snakke om en rute østover og nordpå.

Ruten indtil nu kan nu følges på Ruter som er opdateret fra denne tur.

/Jørgen