Alle indlæg af Jørgen

Kunst, Turist-spots

Hamburger Bahnhof og kunst i Berlin

Skriv en kommentar

 

Vi cyklede noget rundt i området omkring Berlins ‘Haubtbahnhof’ for at finde Hamburger Bahnhof , som engang har været endestationen på strækningen Hamburg-Berlin. Nu er der kunstmuseum  med udstillinger af store, internationale kunstnere. Det skiltede de ikke meget med, men vi fandt det.

Det er en imponerende bygning, som engang har været fyldt med damplokomotiver og rejsende med kufferter. Den funktion varede kun omkring 40 år. Det har været jernbanemuseum for så at blive kunstmuseum i i 1996.

Det er nogle fantastiske lokaler til udstilling. Museet har fast udstilling af værker som blev skænket af byggematador Marx og en Hrr Flick med lidt familiemæssige lig.

Jeg fik set værker af Joseph Beuys, Anselm Kiefer, Robert Rauschenberg, and Andy Warhol.   Warhol kender jeg. Ellers var det lutter nye, spændende bekendtskaber. Joseph Beuys så meget spændende ud.

Har han mon udviklet en stor teori om kunst og samfund og kapitalisme?

Jeg kan også godt lide at få sat ting på formel 😉

 

En af Beuys’ fedtskulpturer

 

Edward Kienholz, Volksempfängers Gamle radioer fra Nazi tiden som kunne spille Wagner. Hitlers internet og Twitter

 

I næste uge er der kunstuge i byen. Det gemmer jeg til en anden gang. Og der er masser af kunstmuseer at vende tilbage til, måske som tema for næste besøg i byen

/Jørgen

Gentrificering, Goddag til en ukendt, Turisme

Anarkister i Prenzlauer Berg

Skriv en kommentar

Vi har allerede været så længe i Berlin, at vi kan finde rundt i byen på vores cykler. Der er endda kvarterer, vi har opsøgt en ekstra gang.

På andendagen ville vi finde en helt særlig café i kvarteret Prenzlauer Berg, nærmere bestemt Kastanienallé 85. ‘Café Morgenrot’ reddede os fra en slem regnbyge.

Caféen var interessant at finde, fordi den sælger sig på, at man kan spise brunch og selv bestemme prisen. En rigtig anarkistisk overlever fra 1990. Og så ligger den i et kvarter, som er interessant på en anden måde end alt halløjet om muren, de genopbyggede bygninger fra krigen, de mange museer og den vilde udvikling af byens nye kvarterer i centrum. Det skulle være et rigtigt cool sted med en dejlig atmosfære?

Og det var bestemt hyggelige gader vi mødte. Masser af uhøjtidelige caféer, genbrugsbutikker, små tøjbutikker, mange almindelige mennesker.Unge og dem med gråt hår. Flere butikker blev spottet som mulige angrebspunkter på en lørdagsshoppetur.

Vi stillede cyklerne ved Kultur Braurei i Sredzkistrasse tidligt lørdag formiddag for at kikke grundigere på kvarterets cafeer og butikker.

Morgenbrunch på ‘Morgenrot’ var overbooked, men jeg fik god kaffe og en snak med Isabelle på Café Morning Glory, Kastannienallé 75.

Hun kunne godt høre vi kom fra Danmark. Hun havde kærestet med en fyr fra Århus i 6 år, uden rigtigt at bo i Danmark. Hun var halvt sydamerikaner og halvt schweitzer, men forlod Schweiz, så snart hun kunne. Der kunne hun ikke trives.  Berlin passede til hendes sydlandske sind. Dejlig mangfoldigt og afslappet. Hun er nu grafisk designer og er flyttet til Kreuzberg-kvarteret, hvorfra hun arbejder som freelancer.

“Berlin er mange steder ved at blive for mainstream, for pænt”, synes hun. “Prenzlauer Berg er for retlinet og for mange udlændinge, altså danskere og sådan nogen. Der er mere vildt, mere blandet i Kreuzberg.”

Der blev shoppet godt og grundigt i nogle fine butikker i kvarteret. På vej hjem i regnvejret var der masser af politi til at passe på os. De var ved at gøre klar til en demonstration. Jeg er ved at lære betydningen af begrebet ‘gentrificering’.

Har det noget med turismens udvikling at gøre? Er det samme slags demonstration som i Venedig og Barcelona mod for mange turister?

/Jørgen

 

Historie, Krig og fred, Nationale kulturforskelle, Sprog

Det er gået ad Pommern til de sidste dage

Skriv en kommentar
Er det en tysker? Nej det er nogle træer der står på rækker i en park i Schwerin

‘For mit velbefindende bliver jeg en gang imellem nødt til i en periode at tage tilbage til mit fædreland  for at opleve, at det  vi aftaler bliver til noget, at der er orden på tingene.’

Det var en ekspedient i en af butikkerne med keramik ved Klara-kirken i Asissi på vores sidste rejse, der sagde ovenstående. Hun er gift med en italiensk entreprenør, har to voksne drenge, som snart skal finde arbejde. Og så er hun selv tysk.

Hun er forelsket i italienernes afslappede og festlige indstilling til livet, at det sjældent går efter en snor. Hun bliver træt af, at familien skal bruge en masse tid og penge på at slås med myndigheder, og se på de mange projekter og ideer der sander til. Det er også samme italienske stil der gør, at hun af og til skal hjem til Tyskland og nulstilles.

Hun ramte lige mine forudfattede meninger om tyskere. De får ordnet tingene effektivt, ‘ordnung muss sein’.

Men hvor har jeg det fra? Jeg har faktisk mødt tyskere som ikke passer til den forestilling? Jeg har mødt dem uden for Tyskland. På La Gomera, Mallorca, Kristiansminde. Aldrig på deres hjemmebane. Jeg har kørt igennem landet og kan huske byskilte til Hamburg, Kassel, Frankfurt. Jeg kender ikke stederne.

Nu er jeg startet på en tur som går ind i Tyskland. Ikke igennem.

Der opstår noget modstand, ligesom en slags depression. Jeg skal tage mig sammen. Jeg skal overbevise mig selv med gode argumenter om, at det bliver spændende. Det er negative følelser, der mødes af viden og fornuft.

Hvor kommer de følelser fra?

– 1864 betød, at min bedstefar skulle kæmpe på tysk side i første verdenskrig.

– Min far blev født i grænselandet, som var tysk indtil genforeningen i 1920. Der har altid været meget snak om dansksindede og tysksindede. Og jeg forstod, at jeg er dansksindet.

Tyskere besatte Danmark i 1940, jeg blev født 7 år efter de blev slået hjem. Hele min barndom har jeg hørt historier om de onde tyskere som frihedskæmperne (det var vi alle?) fik sendt hjem. Min store storebrors Kommando-blade havde masser af engelske og amerikanske krigshelte, og tyskere, der sagde ‘Actung’ og ‘Donnerwetter’ før de blev skudt og døde. Krigen og Holocaust har fyldt meget i undervisning, bøger og film gennem min opvækst og sjældent med tyskere i helterollen.

Jeg er glad for sprog. Også for tysk. Det har bare altid føltes lidt underlødigt at tale tysk. Sådan et hårdt kommandosprog med firkantede kasse-regler. Det er for matematikere ikke for mennesker. Jeg fik engang et job med bolig, fordi ingen andre ville undervise i tysk.

I international ledelse og markedsføring lærte jeg om tyskere med jakkesæt og slips, som havde firkantede og ufleksible forestillinger om beslutninger og hierarkier. Modsat danskere, selvfølgelig.

Det er rigtig mange års grundig indoktrinering, der ligger til grund for de følelser jeg nu skal håndtere. Og de forsvinder ikke bare med mere viden og omtanke. Det skal suppleres med mange timers aktivt brug af alle sanser

Hvad med fornuften og grundig viden?

Fornuft og viden har det svært mod så massiv forførelse.  Desværre er virkeligheden flertydig, kompleks og indviklet at have med at gøre. Man kan læse sig til nogle andre billeder. Det er tungt, bøvlet og besværligt. Det nemme er at fastholde en mening ud fra følelserne, -også selv om det ikke holder.

Jeg er på vej ud i verden og på tur ind i mig selv. Hvad er det jeg har bildt mig ind? Og hvad i al verden er det,  jeg ser lige foran mig?

Det har været svært at komme i gang med turen og ikke mindst at fortælle historier herfra. Vi har været undervejs siden torsdag d. 31 august. Tre dage i Schwerin, hovedby i Vorpommern-Mecklenburg. Det her er begyndelsen på begyndelsen.

/Jørgen, Berlin

Rejsebilen

Forår 2.0 i DK

Skriv en kommentar

Der var kommet fine gæster på pladsen, som vi har valgt at indlogere os på i Odense.

Bilen efterlod vi i Flensborg efter en grundig rengøring og et besøg på Hymerværkstedet. Der var jo lige en bagskærm, der havde havde fået nogle knubs. Måske skulle der bestilles en ny?
Det blev lang ventetid på værkstedet, men det var værd at vente på, for skærmen var stort set uskadt. Med 3 lidt kraftigere skruer kunne den gøres fast igen uden Gaffa. Hymer sender en smule maling, så vi selv kan slette de sidste spor. Vupti!

Nu har vi fået tømt en tungt lastet Golf og ryddet alt indkøbet på plads på vinhylder, køl og frys. Vasketøjet er ordnet, så i princippet er vi klar til den næste tur.

Italiensturen har været en succes. Foråret nød vi langt mod syd og fulgte lyset og varmen mens vi kørte tilbage mod nord. Vi er blevet meget mere erfarne både i forhold til at håndtere bilen og få det bedste ud af at rejse med huset på ryggen. Og vi glæder os allerede til at komme afsted igen.

Nu er vi kommet til Danmark og er klar til at få det bedste ud af det spirende forår og en lang, varm og tør sommer. De næste ture bliver af kortere varighed og ikke så langt væk.

Jeg mangler stadig at fortælle nogle gode historier fra Italien, og få fintænkt lidt over, hvad i al verden det var der skete på vores tur, og hvad vi vil gøre anderledes næste gang.

/Jørgen

Historie, Krig og fred

Overnatning i Magdeburg

Skriv en kommentar

I aften er det 4. maj i Danmark og i Magdeburg. I Danmark blev det en festdag, ligesom den 25. april var en festdag i Italien.

Magdeburg er en by, der ligger på den mere østlige rute, A9, op gennem Tyskland og passende 450 km fra sidste sovested i Ingolstadt. Derfor blev den valgt som næste stop.

Der var en fin parkeringsplads ved Elben uden noget service inkluderet i prisen, men der var en masse flinke og hjælpsomme tyskere, der gik/løb/cyklede tur langs floden.

Vi havde ikke tænkt over, at vejen går gennem det tidligere Østtyskland, Deutsche Demokratische Republik og at Magdeburg først i 1989 blev en del af Bundes Republik Deutschland.

Heldigvis tog vi os sammen til at gå en aftentur rundt i byen. Det var en meget anden by end Venedig. Skiltet fra havnen pegede på Neue Altstadt? Ny gammelby? Og så kom vi i tanke om verdenshistorien! (Der kunne godt være noget mere af den at komme i tanke om.)

Magdeburg var østtysk fra 1945 indtil 1989. Hvordan historien hang sammen før 1945 skal jeg have undersøgt, men byen var en del af Hitlers Tyskland. Ligesom Berlin og Dresden blev byen bombet til ukendelighed af de allierede. Magdeburg blev udsat for massive bombninger bl. a. på grund af broerne over Elben, og en del vigtige fabrikker, Krupps tank-fabrik.

Vi mødte en dame, som lige var ankommet til byen, 9 dage på cykel fra Kuxhaven. Det var hun stolt af. Vi kontaktede hende for at spøgte til byggeriet, om det var bygget efter krigen? Hun kendte ikke Magdeburg, men kom oprindeligt fra Østtyskland, og hun genkendte den østtyske byggestil, og gættede på, at det var opført som erstatning for den udbombede Altstadt.

Det var en speciel oplevelse at se en by, hvor det meste af det gamle var væk og erstattet af noget meget ‘rationelt’, funktionelt, antikapitalistisk, jeg ved ikke hvad det hedder, byggeri. Især lige ovenpå vores ture i Venedig med alle de århundreders historie gemt i murstene.

Vi fik en Weissbier på noget der kunne ligne city-centrum, hvor letbaner med afgang hvert andet minut krydsede hinanden. Der var masser af folk på baren denne onsdag aften og rigtig god stemning. Vi sad med en masse spørgsmål om krigen, om øst-tiden, om vesttiden, men tænkte, at vi ikke ville ødelægge den gode stemning og snakkede kun med os selv. Det var også hyggeligt. Og der var ikke mange af de tilstedeværende, der havde boet i Østtyskland, for mere end 28 år siden. Vi tænkte at de hellere ville se fremad.

Dem, der er 75+, har oplevet Hitlers periode med krigen, at blive bombet af englændere, at blive en del af et kommunistisk regime de måske ikke var alt for enige med. Og at blive indlemmet i et land, som de har lært at kritisere. Det er nok ikke nemt med identiteten?

Vi kom bare forbi Magdeburg for at sove og så fik vi en spændende oplevelse og anledning til mange nye spørgsmål og tanker.

/Jørgen

Goddag til en ukendt, Krig og fred, Nationale kulturforskelle, Turist-spots

Immigranter på badeferie i Cesenatico

4 kommentarer

På flere tidspunkter undervejs, når vi skulle tage stilling til, hvor vi ville køre hen, snakkede vi om, at ‘vi skal dyppe tæerne i Adriaterhavet’. Da planen om Venedig var på plads, kom chancen for at slå sig ned ved havet undervejs. Vi skulle på badeferie et par dage.

Vi sprang over Rimini. Der var noget i det navn, der sagde charterferie og alt for stor by. Vi styrede i stedet efter Ravenna lidt længere mod nord, og stadig ved Adriaterhavet. Kom lidt tilfældigt forbi badebyen Cesenatico. Helt ud til kysten. Masser af hoteller, ferielejligheder, barer og bling bling.

Da vi ville parkere tæt på stranden og ledte efter et parkometer der virkede, fortalte en fyr fra en cafe, at vi kunne spare vores penge, for stranden åbnede først 5. maj, og indtil da kunne vi bare parkere.

Stranden var ved at blive revet og renset for plastik-skrammel. Parasol-stole og borde blev malet og linet op. Men lige nu var der ikke noget at komme efter. Farvel badeferie.

Omkring pladsen, hvor vi parkerede cirkulerede unge afrikanere på gamle cykler, og der sad en gruppe på en bænk i nærheden. Måske kunne jeg sige goddag til en ukendt og blive lidt klogere på Italien og afrikansk indvandring.

Der sad 5 unge fyre på bænken, og dem fik jeg en god snak med. De kunne lidt engelsk, så de kunne forstå, hvad jeg spurgte om, og et par af dem kunne forklare svarene.

Det var Bamba (19) fra Gambia, Mohammed (20) Ghana, og Samuel (23) fra Gambia, der var mest åbne. De 2 sidste var ret sky og gemte sig. Ville ikke fotograferes. Den mest talende og imødekommende fik jeg ikke navnet på. Han gik, inden jeg fik spurgt for at tage imod et arbejde, som en ‘ frivillig’ havde skaffet ham.

Får de arbejde er det fysisk hårdt og dårligt betalt. Jeg har snakket med unge italienere som må arbejde for 4,20€ i timen. De her drenge ville være henrykte for 2€.

De er alle kommet med båd over fra Libyen. De kommer for at finde en bedre tilværelse end den, de kan se frem til i hjemlandet. Flere var i gang med uddannelse hjemme, men havde ikke penge til at gøre den færdig. De vil gerne have uddannelse. De er klar over, at de er i fare for afstraffelse, hvis de vender hjem igen.

De bor på hotellet lige overfor, hvor vi snakkede. Den italienske stat betaler mad og ophold og meget lidt lommepenge, mens de venter på at få deres ‘documents’, papirer. Når de har fået dem, sandsynligvis et afslag på ophold,  skal de tage hjem. De bliver sendt på gaden, og må forsøge at finde et arbejde. Lyder ret håbløst.

Når jeg spørger, hvad de tænker om deres situation, ønsker de bare at finde et arbejde, tjene nogle penge, leve et godt liv i Europa. De håber og ser bort fra håbløsheden. Eller sammenligner håbløsheden her og hjemme og vælger den mindste?

Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i, hvad de tænker på så kort en snak. Men deres historier ligner fuldstændig dem som Thomas Ubbesen har fortalt meget bedre.  Og de kan have fyldt mig med løgn. Jeg blev ikke klogere.

Og hvad er så løsningen ved at smide dem ud af deres ‘hotel’ og lade dem sove på stationen og tigge eller stjæle? Der skal måske lige gå 100 år og et voldsomt opgør med magteliten i Afrika før de kan regne med noget bedre hjemme hvor de kommer fra.

Vi måtte indstille os på, at det ikke blev denne sommer vi kom på badeferie ved Rimini-kysten. Vi var for tidligt ude. Måske er det slet ikke noget for os. Vi har jo vores problemer at slås med.

/Jørgen

 

P-plads med overnatning, Turisme

Blauen Donaudi

Skriv en kommentar

Det er Donau og den er blå. Sehr schön!
Der er en parkeringsplads man må overnatte på i byen Ingolstadt. 450 km var en passende strækning på en dag, når det ikke skulle være for vildt. Lige ved Donau, den skønne blå.

At Ingolstadt (jeg kommer til at sige det med f) hvert år besøges af en halv million mennesker, der er Audi-fans, vidste jeg ikke noget om.

Vi havde forladt bjergsøen i regnvejr så tidligt, at vi kunne nå en tur rundt i Ingolstadt i eftermiddagens solskin. Vi havde set noget på vejen, vi troede var humlemarker, så vi var i ‘øl-land’ og bestilte en lille Weissbier.

Den blev så ret stor. 2 stk. stor hvedeøl for 6€. = 45 kr. I Odense koster et stk 90 kr. Er det fragten, der er dyr?

Gad vide om de plejer at sidde ude og drikke øl, og kaffe med kage i Ingolstadt, eller er det noget, der er kommet til den by de sidste 20 år ligesom vi har fået meget mere udeliv i kolde Danmark? Vi var havnet lige i deres café-hyggestund, og det var også hyggeligt for os.

Skål Ingolstadt.

/Jørgen

 

Rejsebilen, Vejret

Venedig og så hjem

Skriv en kommentar

Turen hjem fra Venedig skulle tages op over den østre ende af Alperne. Vejen gik igennem et punkt på landkortet, hvor Italien grænser op til Slovenien og Østrig. Vi fandt en fin parkeringsplads ved Laghi di Fusine. Et superflot sted i 900 m højde, køligt og grønt. Der var lige vejr til, at vi kunne gå en tur rundt langs søen inden regnen kom.

Det regnede hele natten, og vi besluttede, at vi ikke ville bevæge os ud af bilen inden afgang. Der var kun hvidt pludder udenfor, som vi ikke ville have ind i bilen. Vi sov og stod op til en lun bil, blev morgenklar, fik dejlig morgenmad med det hele, pakkede sammen og lukkede skuffer og skabe. Og så kørte vi afsted i silende regn.

Dagen før havde vi haft noget svært ved at finde frem til søen, hvor vi ville sove. GPS’en sendte os rundt  ad små parcelhusveje og tilbage igen til en ny runde. Til morgen sendte den os over nogle små, lukkede bjergveje mod München?. Vi havde dog besluttet, at vi var i underskud for ‘ordentlig motorvej’, så vi fandt selv vejen, men Gps-Rita fastholdt sin vejledning: “Forlad motorvejen om 1 km”, for så igen at vise os en mindre vej over bjergene. Vi fastholdt motorvejen og navigerede efter skiltene.

Gps’en var ikke gået i stykker. ‘Vignetpligtige veje’ var fravalgt, og så kan man ikke køre på motorvej i Østrig. Da fluebenet blev fjernet var vi igen enige med Rita om at blive på motorvejen hele vejen til Ingolstadt.

/Jørgen

Kunst, Turisme, Turist-spots

Så se dog Venedig

Skriv en kommentar

Den by gav os nogle rigtig dejlige dage. Selv om vi var blevet advaret om ‘alt for mange turister’, ville vi ikke dø uden af have set Venedig, eller hvordan er det?

Man tror det er løgn. At en by kan være så lækker, charmerende, smuk, interessant, overdådig. Hvordan har det kunnet lade sig gøre at samle så meget rigdom, kunst, arkitektur, levende og i live? Man bliver forpustet af at sige “Nøj” og “Neiih”. Det hele passer så godt sammen og til hinanden. Det er lige meget (næsten), hvor man vender øjet hen, så  er der noget, der tager sig godt ud. Det er nemt at forstå, hvorfor alle skal se den by.

Kanal Grande i morgenlys inden det går løs.

Og blive set i den. Helst et ikonisk sted. Markuspladsen, f.eks.?

Vi har også været på Markuspladsen

Vi tog bussen fra campingpladsen til centrum på 15 min. Første dag vandrede vi rundt for at orientere os, og opsøgte de samme steder som alle ville se. Rialto- broen, Markuspladsen, den ene kirke og den anden udsigt, og tidspunktet var omkring kl 12. Pyha. Der er mange gader og god plads på pladserne, men det var som Open by Night i Odense gange 2. Og så er sæsonen kun lige begyndt? Det må være svært at være lokal indbygger med en dagligdag.

Kik ind i en baggård

De må have adgang til et slags parallelsamfund, inde bagved, hvor der kan spilles bold og laves hjemlige ting?


Så blev det noget helt andet næste dag, for vi stod op kl. 6.15 og var med vandbussen på Kanal Grande til Markuspladsen inden 7.30. Det kan anbefales.

Endnu en kliché, men det er så nemt.

Vi nåede meget rundt, fik kaffe og croissanter i solen allerede inden der blev åbnet på Peggy Guggenheims Collection. Et fantastisk hus og mange skønne værker af moderne kunst.

Nationalromantiske, som vi er, faldt vi i staver over en særudstilling af den danske surrealistiske maler Rita Kernn-Larsen, med et langt DR-interview af Birgit Meister fra 1986. Og så var alle de andre stået op og havde stillet sig op foran billederne i den store, flotte udstilling. Vi fik set det vi ville og lidt til.

Venedig er vi ikke færdige med, men vi har fået rigeligt for denne gang. Vi har travet det meste af den gamle bydel, nogle steder flere gange, sejlet med kanalbådene op og ned af den store kanal. Store hoveder og tunge ben. Dejligt at kunne forlade hurlumhejet, trætte og mætte af indtrykkene. Og med masser af stof til videre fintænkninger.

/Jørgen

 

Rejsebilen

Veje på italiensk

4 kommentarer

Vejnettet i Italien er ikke noget at skrive hjem om! det er mine erfaringer efter mere end en måned i bil og på cykel rundt i forskellige regioner, provinser og kommuner. Hvorfor er det mon i så markant ringere stand end i de andre lande i EU vi har kørt i? Vi har de vildeste gode veje i Danmark.

En bil man kan bo i, er en stor kasse på hjul med last fordelt i skuffer og skabe, der skrumler afsted. Det knirker og knager lidt, når vi kører. Også i Tyskland. Vi er blevet dygtige til at pakke rigtigt, så tallerkener og bestik ikke rasler. Og grydelåget bliver skilt fra gryden. På tur i Italien er vi for alvor blevet udfordret. Faktisk har vi fået skader på et skab af den hårde belastning, så vi har måttet pakke om flere gange. Og det lyder ofte slemt, men det holder vel?

Når vi rasler afsted på motorvejen nordpå fra Pompeii mod Assisi giver det mindelser om  vores tur til Cuba i 2011. Det, der er anderledes Italien, er, at vi endnu ikke har mødt en hestevogn på motorvejen. ;-).

De laver reparationer på vejene, hvor de fræser nogle 30 cm brede kanaler på tværs af vejen. I svingene laves de i en vifte. Og så dækker de hullerne til med asfalt til lige under eller over den oprindelige vej? Det kan man mærkes, så farten må ned på eller under 70. På mindre veje kommer vi sjældent over 50-60 km/t

De sekundære veje, de røde, gule og orange på kortet er meget slemme de fleste steder. Der er mange huller, der ikke er gjort noget ved. Oftest kommer der lidt asfalt i de største huller. Indimellem repareres vejen med ny belægning. Men det er for det meste kun 2-300 meter.
På mange veje virker det, som om vejen er ved at skride ud. Underlaget forsvinder ud til siden med dybe, langsgående lunker og revner. Som strækmærker. Det er ikke sjovt i bil, men det er livsfarligt på cykel ned af en af de mange stigningen, de har at slås med.

Er det et konkret udtryk for en presset italienske økonomi? Hvordan er den forøvrigt, økonomien?

Eksempel fra det sekundære vejnet af ældre dato.

Der er et stort pres på vejene. Der er rigtig mange biler i landet. Italienerne kan bedre lide deres bil end de kan lide at betale skat.

Er det vejret, klimaforandringer, der spiller en rolle. Det kunne godt se ud som om nogle af vejene svømmer ud til siden. Jeg har hørt om meget kraftige regnskyl.

Er det dårlig planlægning.? De har da ellers nogle store entreprenørfirmaer, som løser store opgaver i udlandet, bl. a. Metro i Danmark?

Er det fordi de prøver at privatisere sig ud af det. Der er jo ikke penge i at holde en mindre landevej, så det bliver kun motorveje med meget trafik, der er økonomi?  Betalingsvejene var forøvrigt heller ikke for gode.

Der kan være meget store forskelle mellem regioner og provinser.  Vi kørte på motorvej mod Ferrara i Emilia Romagna regionen. Efter mange kilometer med huller og buler blev vejen rigtig fin og jævn flere kilometer. Bedste vejstykke i mange uger. Lige indtil vi måtte holde stille i kø i næsten to timer, fordi en bil var skadet længere fremme. Ærgerligt at holde stille på den gode, jævne vej! Uden nødspor, forøvrigt, så det tog lang tid at fjerne en bil på tværs.

/Jørgen