Alle indlæg af Jørgen

Brexit, Rejsebilen, Turplaner

Nu kører det igen for fru Larsen

Skriv en kommentar
Pakket og klar til afgang i Flensborg. Frisk vand, diesel, gas??!! Første stop om 50-100 km

Der blev afgang som planlagt den 26. marts for at vi kunne nå til England og være til stede, når landet gik fra at være EU land til at være ’independant’. Billetterne med færgen fra Hook-van-Holland var købt og betalt.

Forberedelse og planlægning har fyldt meget siden jul. Temaet for turen er Brexit. Vi vil gerne finde ud af, hvad englænderne tænker på, når de tænker på fremtiden, ude af EU? Der er meget, man kan sætte sig ind i i forvejen om Brexit. Det er spændende, men ret komplekst og ikke helt let.
Og hvor skal vi køre hen? Hvor skal vi bo? Hvor tømmer vi skidt af og hvor finder vi rent vand? Hvor er der noget spændende at opleve? Hvordan er det med UK og historien?

Det plejer at være en god ide at have noget mad med, nogle halvfabrikata, som gør det overkommeligt at tilberede ordentlig mad efter lange køredage. Derfor har vi i flere uger lavet ekstra store portioner af frikadeller, blomkålsrøsti, kødsovs til pasta, amerikanske pandekager, italienske småkager, bagte grønsager, så vi kunne pakke noget ned til senere brug. Op til afgangen skulle de daglige indkøb tilpasses, så der var noget at pakke til turen, og de sidste grønsager i skuffen skulle laves til rejsemad. Vi smider jo ikke mad ud!

Og så er der en sød, der har fødselsdag undervejs. Som ikke ønsker sig noget, men som nemt bliver skuffet!

Når vi kommer retur i starten af maj flytter vi i sommerhus, så der var lige nogle projekter i lejligheden, der skulle gøres færdige. Og der skulle gøres ordentligt rent, så det kan holde et halvt år?
Avisen skulle sættes på pause. Fuldmagter til den kommende generalforsamling.  Aftaler med naboen og søster om blomster. En anden nabo om græsslåning.
Børn og børnebørn skulle besøges og krammes ekstra meget inden afgangen, så vi ikke bliver glemt.

Tre Hümer på række. Camperfolket har diskuteret, hvilken farve bil der skæmmer mest på P-pladsen?

Det var dejligt at komme afsted, få bilen pakket i Flensborg og køre de første 100 km. Bilen kører fint som den plejer i højre side, det virker alt sammen.
En god nats søvn var tiltrængt på pladsen i Büdelsdorf. Og vi blev friske til næste dages tur gennem Tyskland og Holland.

/Jørgen

Brexit, Turplaner

Brexit? Hvad tænker de på?

8 kommentarer

Nu ser der sådan ud i vores lejlighed igen. Det roder med bøger, kort, cykeltøj og værktøjskasser, men der er styr på det.  Vi har efterhånden nogle gode pakkelister, som gør det hele nemt og overskueligt, når vi skal forlade den trygge lejlighed i Odense.

Vi gør klar til en forårstur til UK, United Kingdom, England. Det er et af de 28 lande, der er medlem af EU. Eller var medlem. For de forlader fællesskabet den 29. marts, måske? Eller snart derefter? Eller når de har fået en aftale om skilsmissen? Det er ret svært at vide, hvad de vil, og om de vil? Det er ret uoverskueligt for os, og for englænderne. Det er meget nemmere med en pakkeliste, som fungerede sidste gang og som bare lige skal rettes til.

Men englænderne valgte for to år siden at rejse fra EU uden pakkeliste og uden at være enige om, hvor de ville rejse hen. Det ville gå helt galt for mig, og ude fra ser det også ud til at forvirringen er total i UK. Ingen har magt til at stoppe forvirringen og give et klart perspektiv på fremtiden efter 29. marts.

Englænderne er forvirrede. Og de er delt i to næsten lige store blokke, for og imod Brexit. Vi har tidligere mødt folk fra begge sider på vores rejser rundt i Europa. Tilhængerne var ofte meget entusiastiske og havde et stort ønske om, at UK selv igen skal bestemme uden EU-indblanding. “Det var jo os, der vandt  2. verdenskrig”. Og dem der helst ville blive i EU rystede ofte lidt på hovedet og kunne ikke rigtigt fatte, hvad der var sket?

Jeg er forvirret. Det er mindst ligeså svært for mig at sætte mig ind i, hvad der skete, og hvad der skal ske. Hvad vil de? Sover de godt om natten?

Det er vores udfordring på denne tur at høre fra englænderne selv, hvad de tænker om deres roderi.  Vi kører vestpå fra Harwich mod Wales. Derefter bliver det Cornwall og Sydengland tilbage til færgen, så vi er hjemme igen omkring 5. maj.

Vi tager hjemmefra i morgen tirsdag den 26. marts. Færgen fra Hook van Holland rammer Harwich i UK om aftenen den 28. marts. Vi har en plan om at sove på parkeringspladsen ved en Inn (kro) ved Oxford den 29. Det er i øjeblikket stadig usikkert om og hvornår Exit sker. Men der vil nok være nogen ved baren at snakke med den 29. marts.

/Jørgen

P-plads med overnatning, Rejse-klogskab, Turist-spots, Turplaner, Vinland

På vej hjem

4 kommentarer

Jeg har fået lange bukser og en varm trøje på. Det er første gang siden begyndelsen af maj. Men nu er  den varme sommer slut for denne gang i Odense. Jeg skuttede mig og småfrøs. Men da jeg kikkede på termometret i stuen, sagde det 24,1°?

Bilen syner ikke af meget på denne parkeringsplads. Der var rigtig mange steder ved de små veje rundt i passet hvor man kunne parkere med fantastiske udsigter

Fra 2091 m.o.h i  Sant Gottard-passet trillede vi en fantastisk flot tur  ned af bjerget og gennem et fantastisk schweizisk landskab til de tyske motorveje.

I den lille by Mango nær Alba i Piemonte var vi  en slags gæster på vingården La Trava. Her dyrker de vin, som kommer fra Piemonte og som smager fortrinligt. Men det er ikke vin i de prisklasser man finder lige omkring landsbyen Barolo. Det er lidt længere ude på landet. Vingården La Trava har indrettet en gårdsplads med en meget fin udsigt over landskabet som parkeringsplads for de turister, der kan bo i deres biler uden andre behov end tryghed, vand og mulighed for at komme af med beskidt vand.

Udsigt fra Trava, Mango, Alba, Piemonte. Helt i baggrunden er det Alperne med sne på man kan se.

Og hvis der kunne spores behov for både rød, hvid og mousserende vin på den korte og den lange bane stillede vinbonden sig villigt til rådighed med råd og smagsprøver og levering lige til bagagerummet.

la Trava, Mango, Alba, Piemonte

Det blev til tre hyggelige dage i området, hvor cyklen også kunne bruges. Det ligner ikke noget særligt, men det bliver alligevel hurtigt til mange flere højdemeter på en kort tur, end Fyn kan byde på. Vore tyske naboer havde MTB cykler, og kunne klare sig noget bedre på vejene og de stejleste stigninger end vi kunne med racercykler.  “Har man først fået en cykel med affjedring  kører man ikke på andet!” sagde die deutche Hausfrau und Mutti, som jeg desværre har glemt navnet på. Det var hende, der var cykelnørden, og Vati havde spenderet 5000€ til konens cykel.

Måske? Jeg tænker: Kunne der mon være et endnu ikke dækket behov, der trænger sig på herhjemme?

Kontakt til fjerne egne.

Tyskerne var på vej hjem, men valgte alligevel at blive en ekstra dag på La Trava, og så give den lidt ekstra gas på lidt færre køredage.  Vi havde stadig god tid, og der var flere gange indkaldt til planlægningsmøde, hvor returruten var på dagsordenen. Vi havde hørt, at søerne nord for Milano skulle være et besøg værd, Lago Maggiore, Como-søen. Men Gardasøen ville nok være for turistbelastet til, at det ville være noget for os. Der ville faktisk også være tid nok til at køre omkring Alsace?  Nej, vi var på vej hjem.

Kjoler i Alba.

Vi startede med nabobyen Alba. Dejlig by, som ikke er for stor og uden de store seværdigheder,  så hovedparten af folk på gaden er lokale.

Venter på vin hos Oliveras, Asti, Piemonte. Vinsmagning kl. 10 inden afgang? Kan man det uden at sætte sikkerheden over styr? Det gik fint. Der skulle smånippes og spyttes.

På vej nordpå tog vi en overnatning på vingården Olivetti, Ponzano Monferrato, Piemonte, og købte kun ganske få flasker til det fyldte vindepot. Nu var vi på vej ud af Piemonte og på vej ud over Po-sletten med masser af Rissotto rismarker.

Da det igen gik opad i de italienske Alper, blev det også varmere, og efterhånden som vi nærmede os Lago Maggiore, blev vi klar over, at også italienere får det for varmt og søger mod kølende bjergsøer.

Det har de gjort i mange år, så den hyggelige bjergsø vi havde  billeder af inde i hovedet, var temmelig overbooked og repræsentant for det vi helst kører udenom. Italienerne havde fået ferie i august ligesom tyskerne fra de sydlige delstater, så der var faktisk ikke plads til os i vandkanten.

Efter nogle ture rundt i Germignaga og Luino ved søbredden, 35° og weekendtrafik, stoppede vi i skyggen af et træ, med motor og klimaanlæg kørende. Flere vinmarker i Alsace? eller er vi bare på vej hjem? Nu var der beslutningskraft tilstede. Ikke flere vinmarker i denne omgang.

Det blev til et par dage på toppen i Sant Bernhard-passet og en fantastisk flot trilletur ned gennem Schweiz til en tysk motorvej med direkte forbindelse til Flensborg.

Vi havde et par hyggelige overnatninger på vejen gennem Tyskland Turen gik forbavsende let, selv om der var tung trafik og køkørsel flere steder. Jeg tror måske man kan vænne sig til at køre langt. Blive rutineret og ikke lade sig stresse og bekymre?

Hvil og overnatning i Bad Kissingen  nær Fulda. En ret kedelig parkeringsplads ved et badeland, men var godt fyldt op med tyske vogne, der var på ferie.
Vi ville finde en plads nær Kiel for at besøge et Hymerværksted på vejen næste dag. Men det var slet ikke nemt. For første gang kørte vi rundt mellem fuldt besatte pladser i Rendsborg og Kiel. Først ved fjerde forsøg lykkedes det. Her er det med spændende udsigt til slusen ind i Kielerkanalen. Travlt hele natten med imponerende store skibe med masser af containere ombord.

Nu er vi hjemme på havnen i Odense og ved at flytte ind igen efter 5 måneders eksil, i en nymalet lejlighed med flotte gulve. Det bliver hyggeligt med efterår og vinter.

/Jørgen

Goddag til en ukendt, Nationale kulturforskelle

Vittorio fra Madonnina di Serralunga di Crea

Skriv en kommentar

Vittorio holdt middagspause med en øl og en smøg. Vi var holdt op med at ryge, så han fik vores askebæger, og så var der kontakt.

Vi var kørt forkert og havnede på en forfærdelig omvej gennem en masse små, forladte og skramlede småbyer. Lige før vi var tilbage på sporet var det kaffetid, og baren var åben i Madonnino.

“Vil I købe kartofler?” spurgte Vittorio.

Når han efter pausen skal videre med sit arbejde, skal han sælge  kartofler. Han har sit eget lille gartneri, 13 ha. Hans far sælger traktorer, New Holland. Vi så butikken på vej ud af byen

Hipsterskægget og hestehalen er ikke hipt. Han kan bare godt lide noget fra Irland. Han kan godt lide bluesmusik,  og nævner en masse kendte og ukendte bluesmusikere. Han spiller selv guitar og bas og mundharmonika.

“Hvis I skal købe grønsager er det ok at handle ved ham der. Men I skal ikke købe hans kød.”

Bananerne ved nabobutikken var de dyreste vi havde mødt i Italien. 2 stk 1 €. Næsten 4 kr stykket!

Vittorio er 21 år og godt tilfreds. Der er dejligt i Italien? siger han spørgende? Vi kan rigtig godt lide Italien. Varmen, bob bob. Men vi kan li’ maden og italienerne. De er nemme at snakke med, især når de kan lidt sprog som Vittorio.

Jo, men hvad med broen i Genova? Og vejene er vi I det hele taget ikke så tilfredse med mange steder i landet. “Pengene forsvinder”, siger han, vender håndfladerne mod himlen og smiler.

Hvad med politik? Grillo og de andre? Hvad sker der i Italien?

Det skal man ikke gøre sig klog på. Så griner han, drikke sin øl . Han giver hånd og siger god rejse før han starter sin truck, mens han peger på nabobutikken og ryster på hovedet.

Vi betalte 20 kr for to cappucino og en croissant, inden vi gik ind til naboen og købte 2 bananer. De holdt kun til Lago Maggiore, som vi hurtigt forlod fra igen.

/Jørgen

Gammel, Goddag til en ukendt, P-plads med overnatning, Sprog, Turisme, Udkants-

Venner ved Suviana-søen

1 kommentar
Første møde med Emilia Romagna på vej til Suviana-søen

Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande.  37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.

Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet.  Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og  et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.

“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”,  den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.

Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle  engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.

Vores kæmpebil ser slet ikke så stor ud, når den står blandt andre standard italienske vogne. Og så er den mere anonym med den grå farve frem for de hvide.

Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.

Vi og vores bil falder meget god ind med de gamle modeller

Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.

Engelsk nej, men lidt tysk. Svær sproglig kommunikation, men vi var ikke i tvivl om at de ku’ li’ os og ville os det bedste. Det er vores gennemgående fornemmelse i Italien

Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer?  Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.

Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.

Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog.  Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.

Vi holder måske kontakten.

/Jørgen

Cykling, Internet

Knækket på bjergetape i Chianti

2 kommentarer

Jeg skulle selvfølgelig have regnet med at min kæde kunne knække. Den var fra 2016, men det er jo ikke blevet til mere end max 1000 km siden, så det var vel ok? Jeg burde have taget en stump kæde og værktøj med! Men det var bare en lille tur i det bakkede landskab omkring Panzano i Chianti, hvor vi havde fundet en dejlig plads. Lille by med parkeringsplads med fin udsigt.

Flot syn på cykelturen nær Panzano[/caption] I Chianti er landskabet præget af dejlige bakker. Meget op og ned med korte  og stejle stigninger på 15% med masser af sving og gode vejbelægninger.  Det virker lige til at gå til. Hvis det ikke skulle være her alle bekymringerne kunne udryddes og åbne for dejlige cykelture på fremmede steder? Det var sidst på dagen med en tre timer til solnedgang.  Varmen havde været grum i løbet af dagen, 39°,  og  billeder bliver flottere, når solen står lavt.  På kortet havde jeg udset en rundtur på 25 km til at være overkommelig.  

Det var flot og dejligt at komme afsted. Bakkerne nev, de var korte men lå tæt. På stigningen op til Montefili på vej mod Greve knækkede kæden. Og alle de bekymrende scenarier stod klar til at blive iværksat! Lene skulle have et beroligende telefonopkald.  ” Kæden knækket, men det skulle nok klares!” Bortset fra at der ikke var TIM, mobilforbindelse, lige der, hvor jeg var stået af. Lidt højere oppe af bakken var der hul igennem. Jeg prøvede med en tommelfinger. Der kom mange biler forbi.  Små biler med italienere fra området kørte forbi. Også mange med turister i lejede biler på aftentur i det smukke landskab i pænt tøj for at finde en restaurant.  En ung hollænder med kæreste i en stor  Audi standsede og ville gerne være flink. Fik hele historien og kløede sig i nakken, men måtte desværre flytte sin store bil for de andre, der skulle forbi. “Hoi, goede dag”

Der sk;-)al trædes hårdt for at knække en kæde ordentligt

I et af husene på Montefili bankede jeg på og spurgte, om der var en svensker tilstede?  Der holdt nemlig en stor svensk bil, som sagtens kunne have min cykel bagind.  Og svenskerne var jo flinke til at hjælpe en masse flygtninge fra Syrien, så måske en nødstedt dansker i Italien? En svensker var der, og svenskere drikker, når de kan komme til det, og de er meget regelrette, så de kører ikke bil med sprit. Flink var han, svenskeren. Fandt en plastikpose til kæden og hjalp med at kontakte ejeren på stedet, som ikke lige var hjemme. Men køre mig kunne han ikke. En amerikaner fra nabohuset var på vej ud, og fortalte, at hun gerne ville hjælpe! “But I have a reservation in Greve in half an hour. I’m  sorry”. Ok, selvfølgelig. “Måske kunne jeg overnatte på stedet? ” Hun forstod ikke den sjove bemærkning, og skulle nå sin aftale. Med Google skulle det jo være nemt at få fat i en taxa. Bortset fra den dårlige forbindelse til internet. Jeg fandt den nærmeste taxa og ringede uden held. Den næste tog telefonen, men havde ikke tid, men henviste til Sandra, der gerne ville komme til Montefili, når hun fik tid. Lige til hun hørte at jeg skulle have min cykel med retur. Der var ikke flere taxanumre at ringe til! Nu havde det jo været fint, at Lene  startede bilen og reddede en nødstedt cykelrytter. Men det er No go! for hun er ikke tryg ved at køre den store bil. Og slet ikke på små bjergveje.

Tilbage til svenskerne for at høre, om der boede flere familier? Jeg synes jeg havde hørt nogen, der talte dansk? Jo,  en familie fra Hillerød ville gerne køre. De skulle lige være færdige med aftensmaden, så om en halv time! Hvor heldig kan man være? Cyklen ind bag i bilen inden de skulle pakke til hjemturen i morgen. Helt sjovt at opleve bakkerne  baglæns, i tusmørke. Altid overraskende så langt man kan nå med hårdt arbejde. På Strava blev jeg King of Mountain på en god stigning med 47 km/t og 840W i gennemsnit. Synd for italieneren med en andenplads. “Er du alene?” spurgte den flinke mand fra Hillerød, da jeg blev sat af ved bilen. Han fik tak og en flaske vin fra Umbrien og kørte hjem for at pakke. “Hvorfor ringede han ikke bare efter konen” har han nok tænkt. Mange bekymringer kan blive til virkelighed, men den gode lære er at man godt kan være lidt bedre forberedt og at det går jo alligevel godt til sidst. Man kan jo også blive hjemme. Heldigvis havde cykelhandleren Ramuzzi i Greve åbent lørdag, da vi kom forbi, og kunne levere en frisk 10 speed Shimanokæde.  Smurt og klar til at overvinde nye bekymringer. /Jørgen

Rejsebilen, Turisme

Tysker på afveje

Skriv en kommentar

På vejen fra Liguriens varme kyster ad små veje ind i Piemonte blev vi pludselig mødt af modkørende biler med blinkende forlygter. Vi havde da vist ikke kørt for stærkt? Det ville være svært at køre for stærkt på de små veje op og ned og ud og ind med 3,5T. Måske i en landsby med 30 km/t? Kunne det være vægtkontrol? Fik vi ikke betalt for diesel på sidste tankstation?

Vi slap og blev til gengæld godt underholdt.

Det var en tysk ferieturist, der havde taget svinget lidt for skarpt og tæt på den grøft hun havnede i.  Der var mødt frivillige op med det de kunne bidrage med. En havde en militærjeep, andre havde nogle kilo de kunne tilbyde som kontravægt.

Bilen kom fri igen, forhåbentlig uden skader.  Mutti var tydeligvis lettet og meget glad og taknemmelig. Til gengæld var der en dreng bag bilen, der tog sig en tudetur. Måske af forskrækkelsen eller af bare glæde?

/Jørgen

 

Cykling, Rejsebilen, Turist-spots

På museum i Albisolla

Skriv en kommentar

Albisolla er en mindre by ved den Italienske Riviera. Den var på vores tur-kort, fordi Asger Jorn havde boet og arbejdet i og med sit hus i byen i 15 år.

Huset er nu indrettet som museum. Jorn forærede huset til Albisolla Kommune, som nu driver det sammen med en forening,  Friends ofJorn.

Gratis og helt frit kan man gå rundt i have og bygninger og se hvordan Jorn har leget med keramik, som er et speciale i byen Albisolla.  Huset og omgivelserne er fyldt med en dejlig stemning som man kunne få lyst til at slå sig ned i. Det er helt sikkert værd at komme på de kanter og finde fem til Albisolla.

Vi havde lidt bøvl ud af det inden det lykkedes. Vi kunne ikke bare køre til museets parkeringsplads. Det viste sig, at det var mere end vanskeligt at finde et sted at stille bilen i byen.  En rivieraby i 39° lørdag formiddag i begyndelsen af august er busy. Den parkeringsplads, vi havde regnet med, var blevet udstyret med en 2,40m bom, så kun små biler kunne komme ind. Vi måtte længere ud på landet til en (usikker?) alenetilværelse. Ud med cyklerne og ned til revierapromadelørdagstrafikken, op, op og lidt mere op ad stejle veje med googlemaps som hjælper.

Vi var ankommet til byen en dag for tidligt, da museet viste sig at have lukket fredag. Det blev til en ventedag i nabobyen. Efter meget besvær med parkeringsplads og tung og truende trafik på cyklerne  var vi ekstra glade, da vi endelig nåede museet på toppen på Via Gabriele d’ Annunzio. Svedige og tørstige  så vi, at den ene låge var låst med nøgle, den anden sad der en hængelås på? Heldigvis havde Jorn også købt naboejendommen, hvor den rigtige indgang fandtes.

Trods besværet var det en meget dejlig oplevelse at besøge Jorns sommerbolig. Det er en turistattraktion af de bedre og som man kan have lidt i fred. Så må de andre gerne hygge sig i liggestolene i det brandvarme sand ved lidoen.

Vi har igen forladt Albisolla og regionen Ligurien og er kørt nord på og sidder nu med et glas vin i Castiglione Falletto i Barolo vindistriktet i Piemonte. Det var en flot  tur gennem bjergene og temperaturen faldt til slutningen af tyverne. Det bliver fint at udforske området de næste dage. På cykel.

/Jørgen

Turisme

Høflig betjening ?

Skriv en kommentar

Hvad tænker du, når en tjener kommer og tager din kaffekop inden du/I synes du er klar til at betale og gå?

Vi har boet i en lille by, Panzano in Chianti, et par dage. Der bor kun 900 mennesker og den er ikke overrendt. Vores drikkevandsforsyning var lav i heden. På vej på indkøb kom vi forbi det centrale torv med turistbutikker, restauranter og caféer lige præcis, da vi trængte til en kop kaffe.

Vi kunne selv vælge et bord i skyggen ved siden af 3 australske piger. Kaffen var fin, cappuchino med blødt skum og lidt sukker! Mum. Vi nød kaffen. Jeg sparede lidt på godterne, mens jeg forsøgte at gætte, om australierne var studerende eller på tur eller hvad? Jeg så, at en ny tjener mødte på arbejde.

Den nye gik hurtigt i gang. Mens hun snakkede med pigerne og afslørede deres australske identitet, overtog hun betjeningen af os, og tog Lenes kaffekop. Vi var ikke færdige. “I am not finnish!?”,” No, do you want something else?” Nej tak.

Kaffen var god, jeg fik betalt, og på vej væk kom den mandlige del af tjeneriet: “Gracie, arrivederchi”. “Jo tak. Jeg kan forstå, at det var på tide vi gik?”, sagde jeg, altså på engelsk. Så meget arrivederci havde jeg heller ikke lyst til.

Et stykke inde i næste gade kom han efter os. I et højt toneleje, med mange fakter og italiensk kropssprog ville han undskylde og forklare, at vi ikke skulle gå, men at der er kulturelle forskelle og sådan gør tjenerne i Talien. Det var en ret spøjs oplevelse midt i trafikken med mange tilskuere. Han tilbød vist endda noget for at gøre skaden god igen, men vi var på vej videre til Brugsen, så der sluttede den.

Det var måske en lidt for spids bemærkning. Men især i mere turisttunge omgivelser kan man føle sig ret ‘objektiveret’ og overset, når kravet til indtjeningen presses af  de faste omkostninger og forrentning af den indskudte kapital. Og jeg fik god kaffe og en sjov oplevelse ud af det. Jeg var desværre ikke  nærværende nok til at filme optrinnet.

Kulturforskelle? Måske. Var det ikke bare en tjener, der havde glemt, at hun var på arbejde og hvad dét handlede om?

Spøger TripAdvisor et eller andet sted? Don’t worry!

/Jørgen

Internet

Hvad i alverden? Slut med Facebook?

2 kommentarer

Jeg tror måske de har en FB konto. De havde ligeså travlt som mig med at fotografere solnedgangen i Radda, Chianti

Det giver  efterhånden mindre mening for mig at være Facebookbruger. Det bliver dog alligevel ikke i denne omgang jeg melder mig ud. For jeg drømmer stadig om det jeg troede Facebook kunne være for mig. En kanal til samtale med andre mennesker i hele verden.

Reelt ville det ikke betyde noget hverken for mig eller Facebook, hvis jeg slettede min konto. Men jeg tøver stadig, for der er måske noget jeg går glip af, som ikke lige kan findes andre steder?

Det var slet ikke spørgsmålet om at slette min konto, der er emnet her. Jeg fik øje på en besked på mit arbejdsbord, hvor jeg skriver om rejseriet, og så kom jeg væk fra at fortælle om at rejse:

Facebook no longer supports Publicize connections to Facebook Profiles, but you can still connect Facebook Pages. Please select a Facebook Page to publish updates to.

Jeg tror det betyder, at næste gang jeg skriver et indlæg på hvadialverden.dk  ( efter 1. august 2018), bliver det ikke vist på min FB-profil. Ikke mere af den service. Jeg kan bare oprette en Side i FB, så virker det næsten igen?

Jeg er på vej væk fra FB, så jeg skal ikke i gang med mere teknisk. Fb tjener ikke meget på at vise, hvad jeg skriver på min helt private hjemmeside. Måske vil en Side give noget afkast til FB? Jeg ved det ikke og jeg har mistet interessen for at finde ud af det.

Men jeg ville bare fortælle at camperen, rejsebilen, en bil vi kan sove i, bobilen kører igen i Norditalien. Lige nu parkeret et brandvarmt sted i Chianti-bjergene ved byen Radda. På vinruten mellem Firenze og Sienna

Fine landskaber i Chianti omkring byen Radda lige før solnedgang

Det er svært at holde hovedet koldt i varmen og være fokuseret på, hvad vi har gang i med den her tur?  Jeg mangler en god gennemgående ide,  der kunne hjælpe med at vælge mellem alle mulighederne. Ideen om at rejse ned til varmere himmelstrøg duer ikke lige for tiden. Cykle? Fotografere? Smage vin? Se på kunst? Kede sig uden at dø af det? Ahh, det er ikke rigtig noget?

Vi diskuterer meget, hvor ofte vi skal videre, eller hvor længe vi skal blive på samme sted? (Er det ikke det samme?) Hvor pænt skal der være for at blive? Hvor grimt må der være før vi smutter videre?

Hvis du vil følge, hvad der kommer ud af den diskussion vil det være en ide at abonnere på denne side ved at skrive din mailadresse i feltet øverst til højre på forsiden. Husk at bekræfte den mail du får fra hjemmesiden

Jeg ved ikke, hvem der kan få penge ud af, at jeg skriver og du læser med. Nogen tjener et eller andet. Google måske, som kan vise dig links til sider om Italien, Camper forhandlere og bon’e nogen for det? Eller WordPress?
Jeg tjener ikke noget andet end jeg bedre kan gøre mig umage med at skrive, når jeg ved, der er nogen, der læser med.

/Jørgen