
Sådan et sted kunne være dejligt at slappe af og falde til ro. Og det er det vi gør i dag.
Vi er kommet af sted på tur igen. Det er Norditalien, der skal udforskes. Anledningen er bl. a., at vi mødes med vores børn og familier i et hus i Monte Sante Maria de Tibarina i det nordlige Umbrien. Flybilletten er vekslet til kørselv med rejsebilen. Så kan vi jo nemmere blive hængende nogle ekstra uger, når de andre tager hjem til deres arbejde.
Der er langt til Italien i bil. Så vi tog hjemmefra i god tid, allerede den 13. juli. Det blev en besværlig start fra Flensborg, men vi kom af sted lige før det blev mørkt. I ferietrafikken valgte vi side og kørte gennem Tyskland i de østlige egne og fravalgte lange stræk uden for motorvejene.

Et par dage blev det rigtigt hyggeligt hos nye venner i Bayern inden vi kørte videre mod syd i Tyskland og ind i Østrig.
Nu er der kaffetid med småkager på en rigtig fin plads i Heiligenblut. Her puster vi ud efter en lang tur gennem Tyskland og en fantastisk bjergtur ad ruten ‘Grossglocknerhochalpenstrasse.’ Det var langt og stejlt op og ned.

Bilen mente inden starten, at der var diesel til 300 km. Det var rigeligt, da vi kun skulle køre 45 km. Men med 30 km til toppen var meldingen, at der ville være nok til 25 km!! Vi nåede op, og da næsen vendte nedad, var der pludselig brændstof til 250 km igen. Vi bliver klogere på bilen hele tiden.
Efter hviledagen kører vi 300 km gennem østrigske og italienske alper, så der kun mangler de sidste 300 til Monte Sante Maria, hvor vi mødes med familien på lørdag.
Du kan stadig følge rejseruten på linket Ruter -> ‘2018 – sommer i Italien’ øverst til højre i menubjælken. På forsiden vil der være nye billeder efterhånden som vi kommer frem.
Når der dukker noget “Hvad i alverden??” op til overfladen fra gamle og nye rejser kommer det på forsiden og du får besked på en mail, hvis du har tilmeldt din mailadresse.
/Jørgen
































