Man skal flytte sig for at ændre fremtiden. Heri ligger der, at man skal handle. Det duer ikke at blive siddende hjemme og være vred eller bange.
Fra turen til Italien i 2017. Venedig var vi ved at springe over, fordi ‘alle de andre turister’ allerede var ved at jage de lokale ud af byen
Jeg faldt over et billede taget i Venedig i 2017. Maurizio Nannuzzi’s tekst, bøjet i neon, ved indgangen til Guggenheim-museet fik jeg læst og forstået igen. Man skal flytte sig ud af stedet, i tid, i tanker, for at ændre fremtiden.
Jeg har tænkt på det i forhold til at være kommet hjem fra endnu en tur ud i verden, der har ændret min fremtid. Men også i forhold til det kommende folketingsvalg og EU-valget. Det vil være noget rigtigt skidt, hvis de mange bange fra Stram Kurs, DF og Nye Borgerlige kommer til at løbe med dagsordenen. Det er der alt for mange vigtige punkter på dagsordenen til. Vi kan måske ende med et folketing som det engelske parlament, der i en svær Brexittid er fuldstændig ude af stand til at tage beslutninger. Vi har i stedet brug for nogen, der er modige, ikke bange, med viljen til at handle demokratisk. Det kan de enøjede på højrefløjen spænde ben for. Som de gjorde med Brexit.
Når man kommer ud i verden viser det sig hver gang, at der er meget mere af det vi har til fælles med dem vi møder, end det der skiller os. Det skulle man jo ikke tro, når man lytter med på den hjemlige debat med de bange partier.
Karen med The Times og sin mand. Og en ung pige med SnapChat?
Det blev et billede af en dames hånd med The Times. På en kædecafe, Costa, på en travl gade i Salisbury.
VI havde lige betalt 13 Pund for at komme ind i katedralen, og så ville Lene have kaffe! Det var en flot oplevelse i kirken, og bagefter fandt vi et sted med kaffe, og en lille havregrynsting.
Lene blev hurtigt færdig med sin kaffe. Og mens hun fik ros for sin påklædning i en tøjbutik, som hun glad forlod med rosen alene, uden at købe noget, fordrev jeg tiden på cafeen med at studere mit kamera. Og pegede lidt omkring med det. Testede eksponeringen, – og fik øje på The Times i søgeren. Klik!
Det billede kunne måske bruges til en historie om alle dem, jeg havde set på bænke og og ved busholdepladser med The Times. Og så ville jeg undersøge, om og hvorfor der er særligt mange i Salisbury, der læser den avis? Det får jeg nok aldrig gjort.
Katedralen i Salisbury mener jeg var et omdrejningspunkt i Jorden Søjler af Ken Follet. Hvis man kan lide bygningsværker og katedraler er den et besøg værd. Og Salisbury er en dejlig by med marked og hyggelige gader
Da jeg var færdig med kaffen og det andet, kom Karen hen til mig og spurgte, om jeg var fra Danmark? På dansk. Karen var damen med armen med avisen. Hendes mand, manden på billedet med Karens arm med avisen, mente at have hørt os tale dansk.
Karen var slet ikke sådan en dansker, med camper og hund. Hun boede i Salisbury. De har været gift i 52 år, og har boet 26 forskellige steder i England. Hun syntes det var sjovt at tale dansk, og at Brexit er noget rod. Det ender skidt for de konservative, og så kommer ham den forfærdelige. Det bliver slet ikke godt.
Hun var sød og ønskede os en god tur til Brighton. Tusind tak for det og for snakken.
Det er ikke fordi vi ikke oplever noget, at der er lidt længe mellem indlæggene.
Tvært imod bliver vi hver eneste dag forbavsede over, hvordan dagen tager en drejning og åbenbarer nogle fine oplevelser og nye overraskelser.
Cottage garden i East Lambrook, Sommerset
I dag skulle vi finde en have som Lene havde læst om, og ville se. Og købe blomster med hjem! Og så skulle vi bo ved en kro i nærheden. Det sidste var ikke lige så let.
Vi fandt haven i en lille landsby i Sommerset, East Lambrook Manor Gardens. Forinden havde vi kørt gennem noget enestående terræn langs Bristol Kanal kysten. 25% stigninger op og ned. Bilen klarede det fint med fuld last. Man skal bare ikke stoppe undervejs på vej op.
Der var gode historier i den have. Og kaffe.
Margery Fish blev berømt for sin måde at dyrke Cottage Gardens. Hun havde købt et stort hus med have for at flytte væk fra London, da der blev for meget 2. verdenskrig. Hun vidste ikke noget om haver, men lærte sig det, skrev bøger og blev berømt.
På en 65-billet kom vi ind til herlighederne. Kun lige inden for døren løb jeg ind i Mark. Han er havens eneste rigtige gartner nu. Vi fik en god snak bl. a. om at gøde jorden og ikke planterne. Imens kom en besked på min telefon: “Kender du den?” blev der spurgt, med et billede af en grøn plante, der kunne ligne en rosmarin, som det så ikke var. Jeg ved ikke noget om blomster, men det gør Mark, min nye blomsterven. Artemisia Absentia? eller måske nærmere artemisia arbetanum? eller vulgaris. Mark var ikke helt sikker, da billedet var lidt uskarpt.
Godt med ekspertviden ved hånden. På dansk er det bynke eller malurt. Opklaringen blev sendt retur til den nyslåede haveejer i DK.
Mark, en rigtig engelsk gartnet
Lene købte stort ind hos Elly, den unge medhjælper i havebutikken, som godt ville snakke Brexit. Vi parkerede på en stor, næsten tom P-plads i den lille landsby, så efter at have etableret god kontakt til Elly var det da nærliggende at spørge, om vi måske kunne parkere for natten?
Ja, mon ikke. Hun ville spørge ejeren. Mike var lige gået forbi.
Mike på sin parkeringsplads. Sød, spændende fyr. 69
Og så kom Mike Werkmeister og ville snakke. Danmark, Norge Sverige i 70’erne i en gammel VW-rugbrød. Han havde været gennem DDR og Rusland. Det har vi da også, næsten. Senere kunne han fortælle om, hvordan han som grafisk designer for 11 år siden ( 2008, krise, billig billig) var blevet ejer af en verdensberømt have, som han nu med alt for meget arbejde driver videre.
Vi måtte gerne bo på hans parkeringsplads, bare lidt nede i hjørnet. En tur på kro lige ved siden af og en lille øl og evaluering af dagen i den blå time inden godnattid. Pyha.
Rose and Crown, pub, kro, restaurant. Dog ingen musik denne aften. Men en nydelig forårsaften med det blå.
I forgårs besøgte vi de to vi mødte i Oxford, i morgen skal vi besøge George og Bridget i Bristol. Han spillede på en pub vi besøgte. De rejser til Nordnorge til sommer, og kommer til Odense på vejen hjem.
Der er hele tiden masser af spændende oplevelser. Kan det blive for meget? Skal vi køre hjem? 😉
Lang færgetur slutter med overnatning på havnen i Harwich. Vi vågner til en dejlig dag: 29.marts -ud af EU!
Min computer lades op ved nabobordet. Naboerne syns, at det er ok. De kikker efter den, mens den lader. Vi kommunikerer med engelsk og fagter.
Senere sidder de og kikker på nogle instruktionspapirer. Jeg følger lidt med? Måske jeg kan hjælpe? De har købt noget afskærmning til forlygterne på deres bil, og brugsanvisningen skal hjælpe med at montere afskærmningen rigtigt. Men den er på hollandsk. Nijt versteen! Er det mon noget jeg også skulle have ordnet? Jeg opgiver at hjælpe de unge og migselv.
Men det blev anledningen til at snakke med de to, Tunde og Norbert.
De er på vej til Scotland for at finde arbejde. Den kommende nat skal bruges på landevejen til en adresse, hvor de måske kan få arbejde. Ufaglært arbejde på et hotel.
På vejen fra Ungarn har de forsøgt at finde arbejde i Holland. De kan ikke tale hollandsk, så det gik ikke. Tunde har en uddannelse fra universitetet. Med den har hun arbejdet 7 år med kommunikation og markedsføring i Ungarn. Men lønnen var dårlig. Ikke til at leve af.
Hun tog med Norbert til USA for at tjene til en lejlighed i hjemlandet. De arbejdede på et 3 måneders turistvisum i et helt år med at renovere hoteller. Male og rengøre. Da de var færdige, blev de hentet af politiet og kom i fængsel, og deres situation var ret håbløs. Ingen opholdstilladelse, ingen arbejdstilladelse. Men en flybillet hjem havde de, og det hjalp dem til sidst. Arbejdsgiveren så de ikke mere til, og heller ikke de 22.000 $ han skyldte. De var sikre på, at han havde meldt dem til politiet.
Nu håber de på succes i Scotland. De lytter, når jeg fortæller, at Brexit er tæt på, og at det blandt andet er opfundet for at forhindre folk som dem i at slå sig ned i UK.
Tunde vil ikke tilbage til Ungarn. Folk er meget negative og vrede, brokker sig og skælder ud. Det er det Orban lever af. Hun tror ikke det bliver bedre. Hun vil have et bedre liv. Norbert vil hjem, når de har tjent penge. Scotland må ikke slå fejl.
Jeg bruger ikke stor mikrofon og hovedtelefoner som 24/7. Jeg gør mig bare umage for ikke at se for dum ud !
Jeg har lige snakket med Rachel. En ung englænder på vej hjem med sin mors bil fra Holland, hvor hun arbejder. Hun synes Brexit er noget rod. Hun stemte remain, da hun har svært ved at forstå, at det skulle være bedre at stå alene og udenfor. Og hun har svært ved at se, hvad der skulle kunne erstatte EU, selv om der er fejl og mangler ved det. Men hun regner ikke ned at det kommer til at betyde alverden for hende, selv om hun engang kunne ønske at rejse tilbage til UK.
Vi får tiden til at gå på Stena Lines færge fra Hook van Holland til Harwich. Først troede vi, rejsen skulle vare fra 14.15 til ca. 19.15, altså 5 timer. Men der var bøvl med at få alle de store trucks fordelt på dækket. Der var usædvanligt mange, der skulle med færgen denne 28. marts. Mon det har noget med Brexit den 29. at gøre?
Afgangen er 1,5 timer forsinket. Med mange undskyldninger og
håb om, at det trods alt har været en god rejse, har kaptajnen på StenaLines
M/S Britannica meldt, at ankomsten forventes kl. 21.45, lokal tid. Med afgang
kl. 14.15 og ankomst 21.45? 7,5 timer?? Og så har jeg glemt, at der er en times
tidsforskel mellem Centraleuropa og UK?
Jeg har opgivet at regne ud, hvor længe turen har varet. Men den er lang og vi kommer sent i havn. Det bliver ikke sjovt at debutere i venstre side af vejen i mørke i en ukendt by. Heldigvis skal vi af samme grund kun køre få kilometer før vi kan parkere langs vandet og sove.
Færgeturen ligger allerede en uge tilbage. Tiden flyver afsted! /Jørgen
Vittorio holdt middagspause med en øl og en smøg. Vi var holdt op med at ryge, så han fik vores askebæger, og så var der kontakt.
Vi var kørt forkert og havnede på en forfærdelig omvej gennem en masse små, forladte og skramlede småbyer. Lige før vi var tilbage på sporet var det kaffetid, og baren var åben i Madonnino.
“Vil I købe kartofler?” spurgte Vittorio.
Når han efter pausen skal videre med sit arbejde, skal han sælge kartofler. Han har sit eget lille gartneri, 13 ha. Hans far sælger traktorer, New Holland. Vi så butikken på vej ud af byen
Hipsterskægget og hestehalen er ikke hipt. Han kan bare godt lide noget fra Irland. Han kan godt lide bluesmusik, og nævner en masse kendte og ukendte bluesmusikere. Han spiller selv guitar og bas og mundharmonika.
“Hvis I skal købe grønsager er det ok at handle ved ham der. Men I skal ikke købe hans kød.”
Bananerne ved nabobutikken var de dyreste vi havde mødt i Italien. 2 stk 1 €. Næsten 4 kr stykket!
Vittorio er 21 år og godt tilfreds. Der er dejligt i Italien? siger han spørgende? Vi kan rigtig godt lide Italien. Varmen, bob bob. Men vi kan li’ maden og italienerne. De er nemme at snakke med, især når de kan lidt sprog som Vittorio.
Jo, men hvad med broen i Genova? Og vejene er vi I det hele taget ikke så tilfredse med mange steder i landet. “Pengene forsvinder”, siger han, vender håndfladerne mod himlen og smiler.
Hvad med politik? Grillo og de andre? Hvad sker der i Italien?
Det skal man ikke gøre sig klog på. Så griner han, drikke sin øl . Han giver hånd og siger god rejse før han starter sin truck, mens han peger på nabobutikken og ryster på hovedet.
Vi betalte 20 kr for to cappucino og en croissant, inden vi gik ind til naboen og købte 2 bananer. De holdt kun til Lago Maggiore, som vi hurtigt forlod fra igen.
Første møde med Emilia Romagna på vej til Suviana-søen
Efter turen over Grossglocknerhochalpenstrasse med nogle fine dage i Heiligenblut (det lyder da af Østrig ;-)) kom vi for alvor til de varme lande. 37° uden for bilen, når vi holdt pause ved motorvejen.
Der skulle snart findes en plads for natten. Det er Lenes job at lede efter gode stoppesteder. Heldigvis er app’en Campercontact en rigtig god ven og hjælper. Her kan vi finde pladser i nærheden af, hvor vi befinder os. Brugere af app’en kan registrere pladser, hvor man må holde og fortælle, hvilke faciliteter man kan møde på stedet. Efterhånden er der opbygget et kæmpe kartotek over pladser i hele Europa, med billeder, ratings, adresser, gps-koordinater. Det gør det muligt at få overblik og et godt grundlag til at vælge en plads, der passer os.
“Der ligger en plads med gode anmeldelser og flotte billeder lidt til højre for for motorvejen efter Bologna”, den ville vi prøve at finde inden det blev mørkt.
Suviana-søen var målet, og der var mange udfordringer med veje og GPS, men heldigvis var det værd at køre efter. Søen er kunstig opdæmmet, og den tilknyttede el-produktion skulle engang forsyne sporvognene i Bologne med energi.
Vores kæmpebil ser slet ikke så stor ud, når den står blandt andre standard italienske vogne. Og så er den mere anonym med den grå farve frem for de hvide.
Der holdt en del vogne, alle italienere. Mange, både biler og mennesker, af lidt ældre model.
Vi og vores bil falder meget god ind med de gamle modeller
Vores nabo startede sin morgen med at hænge noget besynderligt pynt op foran bilen, inden han satte sig tilrette med sine syslerier. Han lavede små vindmøller ud af tomme plasticflasker. Vingerne blev pyntet i nationalflagenes farve, og han kom stolt og afleverede en mølle med sorte, gule og røde striber. “Deutchland! ” havde han aflæst på nummerpladerne. Vi viste ham dannebrog og forklarede sammenhængen, og straks gik han i gang med at studere sine bøger for at finde de rigtige farver. Lidt efter blev vi begavet med en dansk og italiensk mølle. Senere bidrog hans kone med en lille hæklet danserinde til forruden. Da vi pakkede sammen næste dag, fik vi flere gaver: et kort over Italien, en humpel brød og lidt ost.
Engelsk nej, men lidt tysk. Svær sproglig kommunikation, men vi var ikke i tvivl om at de ku’ li’ os og ville os det bedste. Det er vores gennemgående fornemmelse i Italien
Til den anden side boede Mirco, en solbrændt, slank og sportstrænet ældre herre, med to unge damer? Han startede morgenen med to længder af søen i sin kajak. Vi fik snakket lidt på italiensk, og lidt efter kom den ene unge dame os til sproglig undsætning. Hun talte glimrende engelsk. Hun arbejdede i London og holdt ferie med sin søster hos Mirco, deres far. De skulle lidt senere køre sammen i camperen til Syditalien.
Mirco fra Bologna, er gået på pension og bruger det meste af sommeren i camperen ved søen. Han cykler og vandrer i bjergene og ror kajak og vindsurfer.
Sara arbejder i London som receptionist og tjener. Det er ret nemt som italiener at finde arbejde i London. Det er bedre betalt end i Italien og så får man gode oplevelser og lærer sprog. Hun skal giftes med en englænder til september og vender tilbage til Italien engang. Jeg gætter på Sara er i midten af tyverne. Mirco er vist 65.
Campingfatter i Heiligenblut elsker DK, Copenhagen, Noma. I det hele taget Skandinavien. Og vi er glade for udsigten i Østrig.
Sådan et sted kunne være dejligt at slappe af og falde til ro. Og det er det vi gør i dag.
Vi er kommet af sted på tur igen. Det er Norditalien, der skal udforskes. Anledningen er bl. a., at vi mødes med vores børn og familier i et hus i Monte Sante Maria de Tibarina i det nordlige Umbrien. Flybilletten er vekslet til kørselv med rejsebilen. Så kan vi jo nemmere blive hængende nogle ekstra uger, når de andre tager hjem til deres arbejde.
Der er langt til Italien i bil. Så vi tog hjemmefra i god tid, allerede den 13. juli. Det blev en besværlig start fra Flensborg, men vi kom af sted lige før det blev mørkt. I ferietrafikken valgte vi side og kørte gennem Tyskland i de østlige egne og fravalgte lange stræk uden for motorvejene.
Familien Körner bor i Völkershauser på grænsen mellen Thüringen og Bayern. Kl. 5 om morgenen mens de andre sov, gik jeg tur med kamera. Lidt kedelig sommermorgenhimmel.
Et par dage blev det rigtigt hyggeligt hos nye venner i Bayern inden vi kørte videre mod syd i Tyskland og ind i Østrig.
Nu er der kaffetid med småkager på en rigtig fin plads i Heiligenblut. Her puster vi ud efter en lang tur gennem Tyskland og en fantastisk bjergtur ad ruten ‘Grossglocknerhochalpenstrasse.’ Det var langt og stejlt op og ned.
Bilen mente inden starten, at der var diesel til 300 km. Det var rigeligt, da vi kun skulle køre 45 km. Men med 30 km til toppen var meldingen, at der ville være nok til 25 km!! Vi nåede op, og da næsen vendte nedad, var der pludselig brændstof til 250 km igen. Vi bliver klogere på bilen hele tiden.
Efter hviledagen kører vi 300 km gennem østrigske og italienske alper, så der kun mangler de sidste 300 til Monte Sante Maria, hvor vi mødes med familien på lørdag.
Du kan stadig følge rejseruten på linket Ruter -> ‘2018 – sommer i Italien’ øverst til højre i menubjælken. På forsiden vil der være nye billeder efterhånden som vi kommer frem.
Når der dukker noget “Hvad i alverden??” op til overfladen fra gamle og nye rejser kommer det på forsiden og du får besked på en mail, hvis du har tilmeldt din mailadresse.
Det blev for meget med fine og hyggelige gamle gader fra en længst svunden tid på tur rundt i Cordoba. Det er en spændende by med en lang historie blandet af flere kulturer. Men det er jo også mere af det samme.
Jeg vil gerne møde almindelige mennesker, men de er jo altid på afstand, og meget sjældent synes de at jeg er interessant nok til at de henvender sig til mig. En gang imellem snyder jeg mig til at tage et billede af mennesker på gaden. Men hvorfor ikke bare spørge dem om lov? Så er der jo ikke noget snyd!
Det blev udfordringen en eftermiddag i Cordoba.
Spørg om jeg må tage et portræt? Tag et billede eller to og forvent ikke mere.
Tjener holder pause
Ingeniøren instruerer i trafikomlægning
Damerne vender ryggen til
Drenge ser fræk video
Hestekusk
Smil
Pause
Kusk
Det var sjovt. Der skete ikke så meget mere. Nogen sagde nej. En sagde nej fordi det var forbudt? De fleste sagde ja og var glade. Og det var jeg også. Jeg skal tage mig sammen og vil gøre det igen.
På p-pladsen ved Capo de Gata var vores naboer mod vest tidligt på færde. Med udstyret i orden havde de allerede været på første tur. En bred stribe af stranden var finkæmmet med deres bip-maskiner. Tommie og Ellis leder efter metaller på stranden. Helst noget spændende og noget med værdi.
Tommie finder guld ved Capo de Gata
Ellis var ellers ved at være moden til at se Holland igen. Tommie længtes ikke så meget hjem. De to har været på tur langs strande i Spanien i 6 mdr. Hver dag tager de et par timer med metaldetektoren og er ofte heldige at finde noget brugbart. De starter tidligt inden de øvrige strandgæster kommer. De finder gamle mønter, nye Euros, smykker.
Spanierne tager ikke penge med på stranden. De køber ikke mad og drikke, men har det med hjemmefra. Det er derfor ofte alufolie, som har været om en spansk madpakke der giver et bip.
De er begge gået på pension og har valgt at leve deres hobby ud mens de kan. De kører i en Adria Van, som er på størrelse med et folkevognsrugbrød, bare lidt mere praktisk indrettet. De har en masse grej, som skal flyttes rundt inden de kan sove, og tilbage inden de kan køre videre. De lever livet udendørs og synes ikke de mangler noget. En gang imellem tager de på campingplads for at få et bad.
Tommie og Ellis klar til afgang til guldeventyr
Tommie er pensioneret webdesigner og Ellis har været buschauffør i 30 år. Ud over guldgraveriet skriver hun indlæg på sin blog doegiedoegiede.nl. Hun er optaget af gode historier med en kant, som kan røre dem, der læser med. Og det er der 3000, der gør, siger hun. Hun kender rigtig mange mennesker fra sin tid som buschauffør, som gerne vil læse en historie, som er skrevet med engagement og lidt bid. Det er ikke så tit hun lægger nyt på hjemmesiden, men følgerne er trofaste.
6 mdr. på jagt gav pote. (Tommies foto)
De rejser for at opleve og dyrke deres hobby med metaldetektoren. De har noget at køre efter, noget ‘arbejde’, der skal gøres hver dag. Og de kommer i kontakt med rigtig mange mennesker, som er nysgerrige på det de gør. Og der kommer de gode historier frem som Ellis skriver om på sin blog.
Det giver da meget god mening, når arbejdslivet ikke længere tilbyder én.
Efter hviledagen kører vi 300 km gennem østrigske og italienske alper, så der kun mangler de sidste 300 til Monte Sante Maria, hvor vi mødes med familien på lørdag.
