Kategoriarkiv: Goddag til en ukendt

Goddag til en ukendt, Kunst, Nationale kulturforskelle

To små kinesere i Berlin

Skriv en kommentar

På indersiden af muren ved Eastside Gallery fik jeg øje på nogle mere “uofficielle” tegninger. Billedet af Karl Marx og især teksten fangede min opmærksomhed:

Karl Marx siger:
“Ordet socialisme blev brugt af totalitære systemer til at snyde folk” (Min oversætttelse)

Det var der to små kinesere, der også havde set, så der blev taget selfies med gamle Karl.
Jeg syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad kinesere tænkte om den tekst?, og jeg var heldig, at den ene kunne og ville tale engelsk.

Det blev en rigtig sjov snak om Kina, Europa, politik Marx og foto. Historien bag deres besøg var også ret sjov. Jeg talte med Major, som kunne engelsk, og Marco fik samtalen oversat og var med på kinesisk.

De arbejder begge med fotografering, Og så er de Leica-nørder. Et Leica kamera er meget fint og meget dyrt at købe i Europa, og endnu dyrere i Kina. Deres kamera skulle repareres, men reparationen ville være sindssyg dyr og af dårlig kvalitet i Kina. Så de to valgte at købe en flybillet til Frankfurt am Main og tage til Leicas fabrik i Wetzlar for at få det ordnet. De udgifter de sparede i Kina betalte det meste af rejsen til Tyskland.

Major, som jeg talte med, kunne huske, da Berlinmuren faldt. De er begge 40 år gamle. Han syntes godt om bemærkningen på tegningen. Marx er stadig obligatorisk historiefortælling i Kina, men de er vist ikke mere så socialistiske så det gør noget. “I børnenes skolebøger er der et billede af Marx på omslaget, og det er så det”, fortæller han”

De kommer fra Shanghai og opfordrede mig til at besøge byen. “Den  minder om Berlin”. De vidste godt, hvad Danmark er for et land. Dog uden at uddybe det nærmere.

Major og hamselv. Marko har taget billedet.

/Jørgen

Gentrificering, Goddag til en ukendt, Turisme

Anarkister i Prenzlauer Berg

Skriv en kommentar

Vi har allerede været så længe i Berlin, at vi kan finde rundt i byen på vores cykler. Der er endda kvarterer, vi har opsøgt en ekstra gang.

På andendagen ville vi finde en helt særlig café i kvarteret Prenzlauer Berg, nærmere bestemt Kastanienallé 85. ‘Café Morgenrot’ reddede os fra en slem regnbyge.

Caféen var interessant at finde, fordi den sælger sig på, at man kan spise brunch og selv bestemme prisen. En rigtig anarkistisk overlever fra 1990. Og så ligger den i et kvarter, som er interessant på en anden måde end alt halløjet om muren, de genopbyggede bygninger fra krigen, de mange museer og den vilde udvikling af byens nye kvarterer i centrum. Det skulle være et rigtigt cool sted med en dejlig atmosfære?

Og det var bestemt hyggelige gader vi mødte. Masser af uhøjtidelige caféer, genbrugsbutikker, små tøjbutikker, mange almindelige mennesker.Unge og dem med gråt hår. Flere butikker blev spottet som mulige angrebspunkter på en lørdagsshoppetur.

Vi stillede cyklerne ved Kultur Braurei i Sredzkistrasse tidligt lørdag formiddag for at kikke grundigere på kvarterets cafeer og butikker.

Morgenbrunch på ‘Morgenrot’ var overbooked, men jeg fik god kaffe og en snak med Isabelle på Café Morning Glory, Kastannienallé 75.

Hun kunne godt høre vi kom fra Danmark. Hun havde kærestet med en fyr fra Århus i 6 år, uden rigtigt at bo i Danmark. Hun var halvt sydamerikaner og halvt schweitzer, men forlod Schweiz, så snart hun kunne. Der kunne hun ikke trives.  Berlin passede til hendes sydlandske sind. Dejlig mangfoldigt og afslappet. Hun er nu grafisk designer og er flyttet til Kreuzberg-kvarteret, hvorfra hun arbejder som freelancer.

“Berlin er mange steder ved at blive for mainstream, for pænt”, synes hun. “Prenzlauer Berg er for retlinet og for mange udlændinge, altså danskere og sådan nogen. Der er mere vildt, mere blandet i Kreuzberg.”

Der blev shoppet godt og grundigt i nogle fine butikker i kvarteret. På vej hjem i regnvejret var der masser af politi til at passe på os. De var ved at gøre klar til en demonstration. Jeg er ved at lære betydningen af begrebet ‘gentrificering’.

Har det noget med turismens udvikling at gøre? Er det samme slags demonstration som i Venedig og Barcelona mod for mange turister?

/Jørgen

 

Goddag til en ukendt, Krig og fred, Nationale kulturforskelle, Turist-spots

Immigranter på badeferie i Cesenatico

4 kommentarer

På flere tidspunkter undervejs, når vi skulle tage stilling til, hvor vi ville køre hen, snakkede vi om, at ‘vi skal dyppe tæerne i Adriaterhavet’. Da planen om Venedig var på plads, kom chancen for at slå sig ned ved havet undervejs. Vi skulle på badeferie et par dage.

Vi sprang over Rimini. Der var noget i det navn, der sagde charterferie og alt for stor by. Vi styrede i stedet efter Ravenna lidt længere mod nord, og stadig ved Adriaterhavet. Kom lidt tilfældigt forbi badebyen Cesenatico. Helt ud til kysten. Masser af hoteller, ferielejligheder, barer og bling bling.

Da vi ville parkere tæt på stranden og ledte efter et parkometer der virkede, fortalte en fyr fra en cafe, at vi kunne spare vores penge, for stranden åbnede først 5. maj, og indtil da kunne vi bare parkere.

Stranden var ved at blive revet og renset for plastik-skrammel. Parasol-stole og borde blev malet og linet op. Men lige nu var der ikke noget at komme efter. Farvel badeferie.

Omkring pladsen, hvor vi parkerede cirkulerede unge afrikanere på gamle cykler, og der sad en gruppe på en bænk i nærheden. Måske kunne jeg sige goddag til en ukendt og blive lidt klogere på Italien og afrikansk indvandring.

Der sad 5 unge fyre på bænken, og dem fik jeg en god snak med. De kunne lidt engelsk, så de kunne forstå, hvad jeg spurgte om, og et par af dem kunne forklare svarene.

Det var Bamba (19) fra Gambia, Mohammed (20) Ghana, og Samuel (23) fra Gambia, der var mest åbne. De 2 sidste var ret sky og gemte sig. Ville ikke fotograferes. Den mest talende og imødekommende fik jeg ikke navnet på. Han gik, inden jeg fik spurgt for at tage imod et arbejde, som en ‘ frivillig’ havde skaffet ham.

Får de arbejde er det fysisk hårdt og dårligt betalt. Jeg har snakket med unge italienere som må arbejde for 4,20€ i timen. De her drenge ville være henrykte for 2€.

De er alle kommet med båd over fra Libyen. De kommer for at finde en bedre tilværelse end den, de kan se frem til i hjemlandet. Flere var i gang med uddannelse hjemme, men havde ikke penge til at gøre den færdig. De vil gerne have uddannelse. De er klar over, at de er i fare for afstraffelse, hvis de vender hjem igen.

De bor på hotellet lige overfor, hvor vi snakkede. Den italienske stat betaler mad og ophold og meget lidt lommepenge, mens de venter på at få deres ‘documents’, papirer. Når de har fået dem, sandsynligvis et afslag på ophold,  skal de tage hjem. De bliver sendt på gaden, og må forsøge at finde et arbejde. Lyder ret håbløst.

Når jeg spørger, hvad de tænker om deres situation, ønsker de bare at finde et arbejde, tjene nogle penge, leve et godt liv i Europa. De håber og ser bort fra håbløsheden. Eller sammenligner håbløsheden her og hjemme og vælger den mindste?

Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i, hvad de tænker på så kort en snak. Men deres historier ligner fuldstændig dem som Thomas Ubbesen har fortalt meget bedre.  Og de kan have fyldt mig med løgn. Jeg blev ikke klogere.

Og hvad er så løsningen ved at smide dem ud af deres ‘hotel’ og lade dem sove på stationen og tigge eller stjæle? Der skal måske lige gå 100 år og et voldsomt opgør med magteliten i Afrika før de kan regne med noget bedre hjemme hvor de kommer fra.

Vi måtte indstille os på, at det ikke blev denne sommer vi kom på badeferie ved Rimini-kysten. Vi var for tidligt ude. Måske er det slet ikke noget for os. Vi har jo vores problemer at slås med.

/Jørgen

 

Goddag til en ukendt

Georg fra Göttingen

Skriv en kommentar

Georg var på vej hjemad til Tyskland på sin lille scooter/motorcykel. Vi var naboer på campingpladsen med noget forskellig luksus. Han havde alt pakket bag på motorcyklen, sov i et lille enmandstelt han trak ind over kroppen på campingpladsen i Assisi.

Han er arbejdsløs it-programmør/konsulent og har taget en absolut billig tur rundt i Italien. Han mangler mindst 10 år inden han kan få tysk pension, men den udsigt er han ikke glad for, og vil forsøge at klare sig i stil med ‘keine wohnmobil von Hümer, sondern eine motorfahrrad’. Man kan klare sig langt for lidt, hvis man vil slippe for et stresset liv.

Georg har været kæreste med en MS-ramt pige, så han kunne genkende min historie og det gode ved at holde sig i gang med udfordringer. Han ville godt være en del af mit ‘Goddag til en ukendt’ – projekt, endda med billede.

Vi fik  ordnet USA, Trump, Merkel, EU, og gode råd til den fortsatte tur. Han skulle videre over Alperne, men var lidt spændt på, hvordan det ville gå, da motorcyklen ikke kørte optimalt. 7l/100km mod sædvanligt 4l/100 km.

Med sin hjelm og sin scooter lignede ikke umiddelbart en spændende person jeg havde noget til fælles med. Det indtryk ændrede sig ved at sige ‘Goddag til en ukendt’

/Jørgen

 

Gammel, Goddag til en ukendt

Historisk øjeblik i Sansepolcro

Skriv en kommentar

I dag bliv det absolut sidste stykke mad med Hasmarkslagterens røgede svinemørbrad serveret i Sansepolcro, Toscana. Det var det allersidste stykke mørbrad og der kommer ikke mere.

Slagteren i Hasmark lukkede sin forretning pr. 31.12 2016. Han var en institution for mange mennesker i omegnen og sommerhusområdet. Der var endda folk helt fra Odense der kørte de 25 km for at handle. Han leverede det allerbedste svinekød, og mange elskede hans møre bøffer.

Jeg har ikke været ven med slagteren før det var slut. Vi har handlet hos ham i mindst 30 år, og haft et venligt kundeforhold til ham gennem alle årene. Han kendte Schultz Larsen familien i Otterup og kunne være lidt familiær. Han var altid en meget høflig mand og meget tjenstvillig.

I december 2016 var der et skilt i døren hos slagteren: “Vi lukker vores forretning pr. 31.12 2016”. Jeg spurgte,om jeg måtte tage nogle billeder af ham inden det hele var slut, og vi fik en aftale om at komme forbi en mandag, hvor han slagtede. Der var kun en mulighed tilbage inden jul.

Han var næsten færdig med at slagte inden jeg nåede frem ved 8-tiden. Det blev en meget fin snak om hans mange år som slagter. Han var 14, da han startede i sin fars butik og han var 68, da det sluttede. 54 år på samme arbejdsplads. Starter mellem kl.5 og kl.6 hver morgen, også lørdag-søndag. Hvis der var tid kunne det blive til et par timers jagt i nærområdet. Han har været på ferie en gang. Det var ikke noget. (Han taler rigtig fynsk).

Han kender alle mennesker i området, men kun som kunder i butikken. Han har aldrig haft tid til at være med til fødselsdage, konfirmationer og lignende. Så, hvad han skulle få tiden til at gå med nu? Ja, det?

Han blev tænksom og stille af alle mine spørgsmål. Slagteren blev til en ven ved at jeg sagde ‘Goddag til en ukendt’.

/Jørgen

Goddag til en ukendt, Nationale kulturforskelle, Turisme

Tizian og Diego

Skriv en kommentar

De to er veteraner udi at rejse med en camper. De har rejst gennem de fleste lande i både øst og vest-europa, og de har været i Danmark, i 2009. De så vores lille danebro og smilede glade til os fra den gamle Elnag-veteranbil. Det var en invitation til mere snak. De er italienere og taler absolut kun italiensk, men vi gjorde alle vores bedste for at blive klogere på hinanden.

De opfører sig lidt ligesom vi gør, når vi skal op på klodserne. Hun står og råber udenfor bilen, han sidder indenfor og kører frem og tilbage og kan ikke høre, hvad hun råber. Og pludselig er den i vatter.

Bilen er fra 1983, men de har dog kun kørt i den siden 1988. 30 år. De arbejder vist stadig begge 2. Pensionsalderen er 68 i Italien og den har de vist ikke nået endnu. De har en datter på 27, men ingen børnebørn. Og det er et vanskeligt spørgsmål for en ung italiener det der med at få børn. Det skal vi have spurgt noget mere til, men helst på engelsk eller tysk.

Tizian og Diego har besøgt Danmark i 2009, troede de nok. De huskede Skagen og Vesterhavskysten, Ribe, Odense og København. Og broerne var de meget imponerede af. De har aldrig været i Sverige eller Norge, men de Baltiske lande, Rusland, Polen, Rumænien og det øvrige vesteuropa.

De har klaret turene med deres modersmål som eneste sprog, så måske er det lidt overvurderet, det der sprogkundskab, som forudsætning for at rejse?

/Jørgen

Goddag til en ukendt

Adam og Eve +3

Skriv en kommentar
Det kunne godt have været Adam og Eves bil, hvis den ikke havde været fransk, med trailer og for meget vægt på og alt for lille. Men det er det ikke. Jeg har desværre ikke noget billede af englænderne. De har 3 børn og ingen scooter.

Adam kastede interesserede og undrende øjne, da han gik forbi vores bil på campingpladsen i Pompeii. Det var kombinationen af tyske nummerplader og dansk flag han studsede over? Og så var han lidt misundelig.

Han var ankommet til pladsen aftenen før i en stor camper. Ud af den kom  3 børn på 4, 6 og 10 år og hans kone Eve. Dagen efter blev de mine ukendte venner.

De er på en 6 mdr. tur med start fra deres hjemby, Southhampton. Indtil nu har de kørt Holland, Belgien, Frankrig, og Italien. Dagen efter kørte de til østkysten for at tage en færge til Slovenien, derefter Moldova, Rumænien,  Polen, Baltiske lande, Finland, Sverige, Danmark, Tyskland, Holland og hjem. Det kræver er stor og driftssikker bil. Vi syntes, vores bil er stor, men denne var 2 meter længere.,

Eve er lærer, Adam har stort kørekort? Børnene bliver undervist ‘hjemme’, altså ude i de  oplevelser de møder. Forældrene ville gerne bytte bil, og i den deal skulle indgå 3 børn. De glædede sig allerede til de kunne planlægge en egoisttur som vores.

Men ellers så det ud til at det gjorde deres børn godt at gå i skole i en højrestyret, alt for stor camper.

De skulle hurtigt videre, da børnene efter en lang skoledag i Pompeii-udgravningerne trængte til nogle dage ved stranden.

/Jørgen

Goddag til en ukendt, Rejsebilen, Udkants-

Bondegårdsferie

Skriv en kommentar

Uerfarne, som vi er, stillede vi GPS’en til at finde hen til vores plads på Agro Turismo-bondegården. Pladsen så fin ud på billederne. Den var det nærmeste vi kunne komme Sorrento, og så var der gode anmeldelser af den mad de serverede i det lokale køkken. Klokken var snart spisetid, både for os, og for de lokale italienere, der var på vej hjem fra arbejde.

I Gragnano drejede vi af på en noget mindre vej? Og lidt senere viste vejviseren, at vi skulle dreje skarpt til højre, opad? Det kunne lade sig gøre på en scooter eller en lille Punto.  Men 6,99 m lang, 2,12 m bred, 3500 kg tysk kassevogn?

Vi kørte mod næste vendeplads! Vejen blev smallere med masser af modkørende trafik, og en lang hale bagved os. Ingen vendeplads og kun en vej: fremad og opad, ind gennem porte, zigzag mellem parkerede biler, grønsagsboder og gamle damer med børnebørn på armen. Unge knallertørere overhalede både højre og venstre om, modkørende biler bakkede venligt tilbage, mens vi var på vej gennem en port med 1 cm på hver side af spejlene. Det gik denne gang.

På et stræk med mange parkerede biler i højre side og en lang række modkørende dirigerede en venlig mand os ind i et ledigt hul i parkeringerne. Så slap de modkørende og bagfrakommende forbi. Han hjalp os også ud af hullet igen.

Kunne han gennemskue, hvor meget 7 m bil med 1,5 m bag baghjulene svinger ud, når man drejer skarpt uden om en parkeret bil? Nej! Og jeg kunne ikke se de røde jernrør langs fortovskanten. Så højre bagskærm blev klemt og trukket og gik løs. Alt er heldigvis stadig intakt. Lyset virker og den hænger fint fast igen. Hurra for gaffa.

Vi nåede frem til gps-koordinaterne, men kunne ikke finde vores Agri-Turismo-sted.. Efter en del telefoneren på italiensk-engelsk fandt vi først en lukket låge og blev langt om længe lukket indenfor porten. Længere kom vi ikke, da træ-grenene hang under 2,70m.” Denne gård var ikke beregnet til store biler” – sagde ejeren, da vi mødte ham! Ok, tak for det.

På turen op var vi ret anspændte og bekymrede for, om vi overhovedet kunne få vendt bilen og komme ned igen. Og nogen af os havde natlige fantasier om nedkørslen. ‘Hvad nu hvis gps viste os ned ad en ny og endnu værre rute?’

Dagens Ukendte var Vincente Scola (grøn). Han viste os en tur ned ad alternativ-nedkørslen, som var slem og værre på en anden måde, så vi måtte tage turen tilbage. Hans kammerat kunne lidt engelsk og kørte Audien. Vi har senere tænkt om vi måske blev venner med mafiaen? 😉

Turen ned gik fint. Der var mindre trafik tidligt på formiddagen, men der var stadig kun 1 cm på hver side af spejlene.

Og vi er blevet mere forsigtige med at følge et gps-spor.

/Jørgen

Goddag til en ukendt

Snak med Shivan

Skriv en kommentar
Det er det bedste billede jeg kunne finde af Shivan. Han bor i sit hus bag ved bilerne. Han sover sikkert og bliver ikke forstyrret af lidt morgengym.

Inden vi forlod P-pladsen på Via Appia Antiqua i Rom mødte jeg Shivan. Han havde lukket os ind den første aften, vi kom sent hjem med bussen. Jeg ledte efter noget internet, og han åbnede porten for en logerende taxa-vognmand.

Jeg troede han hed Shivan, for han var mørk i huden og kommer fra Sri Lanka. Men han fortalte, at hans navn var fra kolonitidens England, så måske hedder han Steven? Han arbejder kun om natten og passer porten, både for camperpladsen og taxavognmanden. Jeg ved ikke, hvad han tjener, men huset er en del af lønnen

Han bor i huset ved indgangen til pladsen sammen med sin mor, måske flere?. Måske er han 40-45 år. Han har været i Italien i 17 år, og kom hertil, fordi hans søster boede i landet og havde fået statsborgerskab. Shivan overvejer at søge statsborgerskab selv, men det vil tage mindst 5 år. Han kan ikke forestille sig at tage tilbage til Sri Lanka. Selvom krigen er forbi. Der er fred, men  “politics is not good, many corruption”

Der var for mørkt til selfies.

/Jørgen

 

Goddag til en ukendt, Turist-spots

Afbud til Frans og goddag til Kristoff

1 kommentar

Det går stadig bedre med at kontakte en fremmed og få en snak ud af det. Jeg er ikke oppe på daglig kontakt, men tæt på. Vi bliver på fornavn, men fotos er det ikke kommet til endnu.

Peterskirken tog vi forbi for at få en billet til at møde Frans. Det kunne have været hyggeligt, men der var en del andre, der havde fået samme ide.  Vi behøvede heller ikke indenfor for at fatte, at det er de store magter, der spiller i det nabolag. Alt er sat op til at demonstrere magt, som man hellere må indordne sig under.  Og det er noget danskere har svært ved, magtdistance. Så vi droppede ensidigt visitten.

På vejen hjem kikkede vi rundt i de tilstødende kvarterer. Uden for en restaurant stod en tjener og røg. Jeg fik en fin snak med Kristoff. Han er 25 år og arbejder som tjener på en restaurant ??. Han er rumæner og har boet i Italien i 13 år. Han bor sammen med sin familie, altså mor og far og 3 søskende, i en lejlighed i udkanten af Rom. Det er ikke svært at finde sådan en lejlighed. Den koster 600 €/md. Han tjener 1200€/md inkl. drikkepenge, nogle måneder 1500€. Han kender Skandinavien og DK og har overvejet at rejse videre, måske USA eller Australien, men det kræver, at han sparer 10.000€ sammen og det er ikke så let.  Så længe han har arbejde i Italien bliver han.

Han gav hånd og jeg sagde tak for snakken. Billede blev det ikke til denne gang.

Det er ret tankevækkende så let han har ved at se sig selv forskellige steder i verden. Han har måske også været på vej det meste af sit liv og er ikke bundet til et hjemsted?

/Jørgen