Der ligger en masse byggeskrammel rundt omkring i byen, som er flere tusind år gammelt. Og her kommer der ofte valmuer frem i det tidlige forår.
Bycentrene er travet grundigt igennem. Det er simpelthen en fantastisk by at besøge. En del af charmen ligger i at de sidste 2500 år er bygget til og udenpå og ovenpå og ved siden af, og meget ser ikke helt færdigt og endeligt ud. Det er på vej videre.
Vi har brugt dagene i Rom til at slentre rundt i gaderne og kikke og snuse og spise en frokost og nyde en kop kaffe. Det har været rigtig dejligt.
Men kunne vi forlade byen uden at ‘gå i dybden’ med nogle af seværdighederne? Skulle vi bestille en rundvisning i Colosseum til 350 kr/pers. slippe for køen og få en hel times grundig gennemgang af romerrigets historie, sammen med 35 andre i en gruppe for engelsktalende, blandt 20-30 tilsvarende grupper på spansk, tysk, russisk?
Vi valgte at se tiden an og læse lidt bedre på lektien hjemme og måske komme forbi en anden gang sammen med en, der er klogere end os, og som har ligeså god tid som vi har.
Men nu ved vi, hvor Colosseum og Peterskirken ligger og hvor bus 118 stopper. Og at de røde bor i Trasteverer og Monti, de højreorienterede bor som nabo til Peters Kirken i Prati. Vi har set rigtig meget og der er rigtig meget vi ikke har set. Og sådan er det med valg. De er også fravalg. Det er helt ok at gå glip af noget.
Vi droppede rundvisningen og dårlig samvittighed over at være overfladiske. Bilen kører sydpå mod Sorrento i morgen
‘Fortunato al Pantheon’ skulle være et godt sted at spise fødselsdagsmiddag. Det var rigtig fint og hyggeligt.
Og jeg mødte en fremmed, eller to. Det var (vi kalder ham) George og hans datter (hun kunne hedde) Jennifer?
George var lige fløjet ind fra New Jersey og havde mødt Jen her i Rom. Hun bor og arbejder i London. De skulle nå Italien på 14 dage!
Vi fik talt en del om Trump. Og de undskyldte mange gange. De håbede, at det aldrig mere ville ske. Selv om en præsident jo ikke er det samme som et helt land.
Vi kom langt omkring det socialistiske, danske, velfærdssystem, sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, SU., og selvfølgelig progressiv beskatning.
De var meget interesserede i om de unge stadig bakker op om høj beskatning, omfordeling og bevaring af velfærdsgoder. Vi kunne fortælle, at uligheden stiger i DK, og at den siddende regering ikke synes, det er noget problem. Om de unge synes, at større ulighed er skidt? Det kunne meget nemt blive ‘fake news’, for det ved vi ikke rigtigt. Men George spurgte flere gange til, om “de unge bakker op” om den danske model, eller om de støtter populisterne?
Tjah, hvad gør de unge mon?
Det er let nok at falde i snak med nogen man ikke kender. Det svære punkt er at spørge til navne og tage foto. Det kræver god tid og de rigtige rammer.
Vi nåede frem til vores parkeringsplads i Rom fredag eftermiddag ved 14 tiden.
Da vi kom på den anden side Alperne blev det forår for alvor, over 20 grader. Vi overnattede på en plads udenfor Bologna, tæt ved motorvejen og kom tidligt afsted, lige efter morgengymnastik, fredag morgen.
Vi skulle bare køre 370 km, og det var afslappet kørsel i truckersporet hele dagen. (Torsdag kørte vi knap 700 km, og der blev overhalet en del på den smalle, Norditalienske E45 motorvej for ikke at komme for sent i seng. Det var meget mere trættende!).
Parkeringspladsen i Rom lå ikke lige på GPS koordinaterne, med da vi fandt den, var det en rigtig fin plads i et grønt område, tæt på Rom centrum. Collosseum i bus på 10 min for 10 kr.
Det var blevet rigtig sommer, da vi ankom, 25 grader. Vejret var endda finere næste dag. Og det var 1. april. Med nystrøget skjorte, pudsede sko og vandkæmmet hår fejrede vi fødselsdag hele dagen på mange flotte steder i byen. ‘Rom Maraton 2017’ var lige ved at forhindre os i at nå hjem med den sidste bus kl. 23.
En dags indtryk af Rom er, at det er en helt særlig storby med så meget at byde på, at man ikke føler føler sig som turist på den meget turistede måde? Øh, ?
På vej over Alperne i Østrig spiste vi frokost med det hele og fin udsigt. Baggrunden er mod nord med nogle meget takkede alpetinder, mange af dem med sne på. Forgrunden lidt triviel med kvindeligt blikfang.
Det interessante er ‘elefanterne’ i mellemgrunden. Der holder 11 store lastbiler af samme slags, som dem vi kører sammen med på motorvejen. En hurtig optælling viste fordelingen af indregistreringsland: H, I, PL, PL, SL, LT, BG, H, D, PL, A. Samme billede har jeg på nethinden, når jeg husker på de biler, vi kører bag. Der er også mange biler med danske firmanavne på PL-plader. Fordelingen 60% øst, 40%vest, rammer måske ikke helt ved siden af det, jeg har set.
Jeg kan godt forstå, at mange østeuropæere har fået chaufførjobs i vestlige biler, men det skulle vel ikke afspejles på nummerpladerne? Bilerne er indregistreret i PL, H, SL osv. Men så er det vel også et firma fra de pågældende lande der står bag? Jeg kan f.eks ikke indregistrere en bil i Tyskland med mindre jeg kender nogen.
Og vil det så sige at transportsektoren er ved at flytte til øst-europa?
Jeg fandt ikke en ukendt, der kunne hjælpe med forklaringen.
Det er en selfie af mig sammen med en ukendt jeg siger goddag til.
På en rasteplads i Østrig på vej mod Brennerpasset drak vi kaffen på legepladsen. Vi var alene om bænken indtil vi ikke var alene mere. Vi delte redskaberne med en ung familie med 2 små børn. Nu var muligheden for at sige “Hello! “Jeg fik kontakt til Jana, som moren godt kunne have heddet og hendes to børn på 4 mdr. og 2 år.
Familien kom fra Schweiz og var på vej på en uges ferie i Tyrol, i Italien, i deres Ford. Hun var lidt genert og usikker på at tale engelsk, men vi havde en fin kontakt. Og manden nikkede i baggrunden.
Jeg fortalte ikke, at jeg har gang i et tosset projekt, og vi kom ikke i nærheden af at fotografere. Hvordan vil jeg overhovedet fremlægge den ide med selfien?
Men det blev til en selfie, noget uskarp, men betydelige forbedringer på smil og frisure, og ingen bekymring at spore. Brillen kunne rettes lidt op i højre side.
Jeg møder andre mennesker, når vi holder pause på parkeringspladser langs motorvejen. Alle er fremmede, så der skulle være nok at tage af. Men hvem af dem indleder en snak med en fremmed mand på en parkeringsplads?
Det kunne være noget man ville advare sine rejsende venner mod at gøre. Tigger? Tricktyveri? Narko? Børnelokker? Voldtægt?
Jeg forsøgte at få øjenkontakt og smile til nogle af lastbilchaufførerne, men det mislykkedes helt. De gik bare væk.
Jeg havde ikke rigtigt gennemtænkt, hvordan jeg kunne indlede samtalen med en fremmed? “Hello. Do you speak english? Ich heisse Jürgen und… ja og hvad kommer så?
Og ideen med en fælles selfie som afslutning på samtalen? Er det gennemtænkt at lægge billeder af helt fremmede på nettet? På min hjemmeside? Man skal ihvertfald spørge først.
Men bortset fra det optager det min opmærksomhed ret meget. “Ham der? Han ser flink ud.” Hvordan ville han mon reagere, hvis jeg forsøgte at komme i snak?” Jeg tror på jeg har talentet og modet til at få noget godt ud af ideen, men det bliver sjovere, når jeg kan slappe lidt af med det.
Det kommer med øvelsen! eller: Det er en helt igennem dum og tosset ide?
“Jeg mødte denne friske, søde og lidt ældre, gråhårede kvinde på parkeringspladsen. Det blev en rigtig god snak vi fik. Hun hedder Lene og er for nylig rejst fra Odense for at se nærmere på verden. Hun var faktisk lige klar til at hoppe ombord i bilen og køre med. Det er vel ok? Og så ville hun godt stille op til at blive fotograferet sammen med mig.
Hvis jeg lykkes med min plan om at turde kontakte folk jeg ikke kender og få en snak og et foto og fortælle en lille bid af deres historie her, vil det være sjovt. Og jeg ville blive lidt mere modig og vores tur får en lille, tilbagevendende opgave at løse. Det skal helst ikke blive et for irriterende pres, men lidt må det godt.
/Jørgen
./.. Jeg har ikke selv fundet på ideen, men set noget lignende hos Steinar Skipsness
Vi har pakket bilen med alt, hvad der skal bruges de næste 6 uger. Og det er ikke så lidt.
I morgen tidlig kl 7.30 kører vi til Bobilen i Flensborg og gør os køreklare. Vi indretter vores lille lejlighed, så den kan være vores base indtil begyndelsen af maj.
At rejse rundt og opleve verden i en rullende lejlighed fangede os i efteråret og gav os lyst til at fortsætte eksperimentet. Vi blev meget klogere på, hvad der er op og ned og godt og skidt, og den erfaring vil vi rejse videre på.
Vi koncentrerer denne tur til et enkelt land, Italien. Vi prøver, hvordan det er at køre hurtigt og uden svinkeærinder direkte til Rom. Tirsdag morgen fra Odense og ankomst fredag sidst på eftermiddagen i Rom. Med stop i Magdeburg, omkring München og nær Bologna.
Det er tæt på 2000 km på 4 dage. Mon ikke det går?
Vi glæder os til turen.
Igen har vi udfordret vores opmærksomhed ved at love at finde gode historier og fortælle udervejs
Der var meget trafik og vejarbejde på det sidste stræk fra Kassel til Flensburg, så det blev sent på eftermiddagen inden vi nåede i mål. Parkeringspladsen ved Scandic-værkstedet var ikke særligt festlig. Det var sidste aften på tur. Træt og kedeligt. Ingen internet, bøgerne var læst, hvad skulle vi finde på at snakke om? Lene havde noget tilbage af sin lyttebog. Hvad skulle jeg lave? Jeg var bare heldig, endnu engang!
Vores luxusbil er også udstyret med TV, men vi sparede parabolen. Det så for campingagtigt ud, og vi plejer jo alligevel ikke at se så meget fjernsyn. Apparatet virker, for det blev demonstreret i Flensburg inden vi kørte derfra. Men hvordan det egentlig går til at der kommer billeder på skærmen fandt vi ikke ud af. Det sidder i en kasse ved køkkenbordet og kan med en del besvær hæves op på skinnen ved døren. Det har dog slet ikke været ude af sin kasse på hele turen.
På værksted i Holland for at lede efter vores 12Volt. TV’et sidder i den lille kasse under klapbordet og kan hæves op på skinnen i venstre side.
Denne lidt kedelige aften kom synet frem af kassen, on/off-knappen blev repareret med noget gaffa og en tændstik, og det kunne tændes. Men der var ikke noget fjernsyn at kikke på. Jeg fandt manualen og fjernbetjeningen frem, fik indstillet kanalsøgningen til Deutchland. Vupti var der mere end tyve kanaler at vælge imellem. Det blev en zappertur gennem tyske og danske kanaler, men de tyske gik klarest igennem.
Jeg stoppede ved ZDF, som lige var ved at starte en film om Danmark. Jeg blev noget overrasket over at Rasmus Botoft var nødt til at sælge sig til at deltage i en turistfilm. Og så på tysk? Vi satte os, i mangel af bedre underholdning, tilrette og lod os introducere til vort skønne hjemland, set med tyske briller. Det var på tysk, og nemt at forstå uden tekstning.
Og det var smukt. Flotte panoreringer over uendeligt smukke, hvide strande, grønne marker, smukke mennesker, pragtpalæer, fantastisk arkitektur, vindmøller og økologi, lækre restauranter, afslappet og uformel omgangsform, suveræn betjening, flotte mænd og smukke kvinder, storbyer, landsbyer, landskaber, sommerhuse. Et drømmeland at besøge. Og så var filmen bygget op om en kærlighedshistorie, eller flere faktisk. Det var da genialt fundet på at lade salgsbudskabet være sekundært og fange opmærksomheden med historien om en datter der leder efter sin far og bliver forelsket i en gift mand! Flot.
Der blev præsenteret mange seværdigeder: Den lille Havfrue, Nyhavn, Stevns Klint, Operaen, Rungstedlund og sikkert mange flere. Og de fremstod alle lige som man kunne ønske sig at opleve dem. Nemlig som eksklusive oplevelser fri for larm og støj og turister. Det er jo lige det vi drømmer om: At tage ud i verden og opleve den ren, uskyldig og uopdaget befolket af rigtige mennesker med dagligdags problemer.
Se selv traileren her: Ein Sommer in Dänemark.
Desværre er det jo gået galt for længe siden. Seværdighederne er opdaget og fortryllelsen er forsvundet og vi må stå der sammen med de andre turister. Det vi kom efter er blevet til virksomheder og arbejdspladser til udkanten. Det ville være dejligt at det var anderledes, men hvordan kan det mon lade sig gøre i masseturismens tid?
Det var en lang turistfilm, 1t 30 min, og med flere kendte, danske skuespillere? Det var nok en dyr satsning i slutningen af oktober? Skarp iagttagelse!
Hjemme på havnen så jeg en annonce i avisen, som reklamerede for nabolandskanalerne. ZDF havde lige vist ‘En sommer i Danmark’, og den kunne stadig ses, dengang.
Hvor heldig kan man være? Meget heldig. Det har vi lært af turen. Der sker tit noget uventet og spændende. Man er jo bare nødt til at komme af sted og være der.
Det var altså ikke en turistfilm, men en tysk spillefilm, optaget i Danmark. Men den er god at blive klog på, hvordan vi gerne vil se verden.
Visit Denmark har benyttet premieren til at slå på tromme for DK, måske står de også i rulleteksterne? Det kan jeg ikke huske.
