Mit tysk er lidt rustent og min oversættelse af ovenstående hobby-citat er ikke nødvendigvis helt præcis. Men det er meningen, som jeg får ud af det, der tæller i den her sammenhæng.
Jeg tænker, at det ligner en ordveksling mellem ældre morfædre , som ku’ lyde nogenlunde sådan her:
” Hvis jeg dør engang, og der skulle være noget tilbage efter mig, så er det fordi, jeg har regnet forkert”. “Thø, hø”
Tyskerne, som jeg desværre ikke kunne identificere nærmere, er på en gang lidt stolte af at kunne køre til Sverige i deres Hobby og lidt lede ved at være egoistiske.
Og børnene har nok ikke engang brug for at arve mere til forbrug. Sådan er det i hvert fald med de børn jeg kender. I deres fremtid kommer det til at dreje sig om at forbruge mindre, og ikke mere. Den arv de kommer til at savne har nogle helt andre dimensioner end nogle småpenge til en bil.
Kusinen fra min forfædrene gård sagde engang, at hun var opdraget til, “at det man har arvet fra sine forældre er man forpligtet til at levere videre til næste generation i en bedre stand end man modtog den i”, sagde hun på ‘synnejysk’
Der kan altså ikke blive til noget med at have det sjovt med at bruge børnenes arv.
Det er jo rigtig, sund bondelærdom. Man skal arbejde for at gården og jorden er i en bedre stand, når den skal gives videre, sådan at næste generation kan leve godt af den. Både den enkeltes næste generation, men især vores fælles næste generation.
Desværre tror jeg, at mange af de bønder, der har ansvaret for jordens fremtid i Danmark i dag ikke har lært og husket bondelærdommen. De er mere optaget af at kunne købe en stor ‘Hobby’ end at kunne give en bedre jord videre til de næste.
Langtidsholdbare løsninger på klima, biodiversitet og hvad vi ellers har af vilde’ problemer’ kommer vi ikke udenom at arbejde for. Den arv tror jeg vil betyde meget mere for mine børn og børnebørn og deres børn end nogle småpenge til et forbrug, der alligevel ikke bliver plads til i den store sammenhæng. Lige om lidt.
Vi blev kastet lige i armene på en enlig mand i en grøn varebil.
Det var sidst på eftermiddagen, da vi kørte ind på pladsen ved den lille havn ved Hallarum Strand. En lille skærgårdshavn lidt nord for Karlshamn.
Der var kommet to andre biler på kajen, og nogle personbiler stod parkeret på p-pladsen i land. Den grønne varevogn holdt langs med kajkanten, den anden, større autocamper holdt vinkelret på. Vi gjorde som den grønne.
Inden vi begge nåede ud af bilen, kom den svenske dame fra den store bil og forklarede, at reglerne er: vinkelret på kajen.
Vi prøvede med: der er masser af plads, vi flytter os, hvis der kommer flere, det bliver snart mørkt. Men nej. Vinkelret.
Vi kikkede rundt om bilen og syntes den holdt fint og stødte ind i en krøllet mand fra den grønne varevogn. Han var ved at forlade stedet, fordi han var chokeret over den modtagelse, han havde fået, og følte sig fuldstændig overhørt og rundt på gulvet. Han blev helt opløftet af, at vi var enige med ham i at se lidt fleksibelt på: vinkelret. Han blev natten over.
Den grønne bil var på hollandske plader og manden var hollænder. Vi havde noget sammen. Vi var ikke så vilde med den svenske ‘hamne-polis’ dame Hende kunne vi opfinde historier om, og de blev kun bedre af, at hun i smug tog billeder af os. Vores historier blev sjovere og vildere og vi havde det som om vi var gamle venner.
Vi nød aftensolen og nåede at svømme en tur inden aftensmaden. Der blev sparket dæk og snakket lidt om meget andet end svenske regler. Det var nemt.
Manden fra Holland hed Wiebe. Han rejste alene i sin grønne bil, som var “under construction”. Vi tilbød gode ideer fra vores bil. Han hjalp os med at forstå vores batterier og strømforbrug.
Wiebe fik ret hurtigt brug for at hvile sig. Han lever med ‘kronisk træthedsyndrom’ og var først blevet slået hjem af regel-damen, og så igen blevet glad for at møde os og lege med drillerierne. Hans hjerne havde været på overarbejde, så han kunne ikke tage stilling til, hvad han skulle gøre i morgen: stay or go?
Det skete for 10 år siden. Hvad der skete, hvad det kommer af, ved han ikke. Ingen kunne hjælpe ham med behandling. Han kunne ikke arbejde mere. Han har forsøgt selv at finde forklaringer og hjælp, men uden held. Mens han kun kunne ligge på sofaen, gik han i gang med at læse. Det var nyt for ham. På hans eget sprog fandt han ingen ny viden, så han måtte lære at læse på engelsk og nåede ud i alle mulige afkroge af mere og mindre lødig viden. Og behandlinger uden gavnlige virkninger.
Wiebe er ingeniør. Han arbejdede rigtig meget indtil han blev syg. I 10 år lå han på sofaen og blev ekspert på en masse sundhedsemner i relation til kronisk træthed. Uden at finde forklaringer eller hjælp til helbredelse .
Nu rejser han for at hvile og slappe af, og for at finde ud af, om han kan bo i bilen permanent? Han har mistet sin lejlighed og kan ikke finde noget han har råd til og som duer.
Det har ikke været så nemt at møde mennesker på turen til Sverige, men så sker det alligevel pludseligt ud af den grønne.
Ud over den historie kunne vi snakke meget længe om alle de andre bekymringer for verden, fsom vi deler. Det var meget nemt og fornøjeligt, når vi bare holdt passende pauser til at lade batterierne op.
/Jørgen og Lene
Der er kommet mange, nye billeder fra turen, som du kan finde her. Der er lidt forklaring til billederne, men ikke de lange historier.
Ikke bare en søndag, men dagen efter en sen nat til 70 års fødselsdag med det hele. Især svedig folkedans og lancier. Dagen er doven og lidt kølig i korte bukser.
Sverige passerer forbi uden for vores van på Tommelillavägen ved Sjøbo. Vi er kørt fra Fyn mod Skåne for at opleve noget tidlig efterår i det gode vejr, der kommer. Det bliver måske nærmest sommer igen?
Ud over at nyde det gode vejr i sydsvenske omgivelser holder vi øjne og ører åbne for gode historier, som kan fortælles med ord og billeder. Måske er det kun klicheer og fordomme vi får øje på, men hvis vi er nysgerrige, modige og heldige, og ikke dovne, bliver det sjovt at fortælle dem videre.
Hjemmesiden har levet et stille liv siden vi kom hjem fra vores Balkantur. Dog er der blevet arbejdet bag forhænget. Du kan nu finde en masse billeder fra turen til Færøerne og Island, Nordatlanten, og Balkanturen gennem Italien, Grækenland, Albanien, Montenegro, Kroatien og Slovenien. Og nogle billeder og historier fra tidligere ture er begyndt at dukke op igen. De trænger til noget redigering. Og det bliver lettere at finde dem. Punktet i øverste menubjælke, som hedder “Ture i van” er central for at finde indhold på siderne.
Billederne må foreløbig tale for sig selv, men mange steder kunne det gavne med små undertekster og forklarende ord til sammenhængen. Det kommer måske senere, når årstiden igen skifter og det bliver vinter.
Nu skal der være tid til at være på tur i Sverige. På en søndag og måske tre søndage mere?
Norditalien er et ekstra besøg værd, og det blev ikke dårligere af at kunne møde sin familie. Vi fik 3 hyggelige dage sammen i Rivergaro, en by med 7.000 indbyggere sydøst for Milano. Og vi kunne sagtens ha’ nydt det længere, – hvis vejret havde lovet godt.
Men fredag morgen sagde udsigten ‘regn til middag’. Så vi pakkede og sagde farvel til familien og kørte i Coop. Parmesan og skinke i storkøb til at dække sommerens behov hjemme skulle ordnes, inden vi begav os nordpå.
I butikken hørte vi regnen på tagvinduerne, og parkeringspladsen stod under vand, da vi kom ud. Regnen stoppede omkring Milano, og derfra var det fantastisk vejr indtil vi var hjemme i Kristiansminde. 35 timer og 1500 km senere.
25 km før ankomst hjemme stod triptælleren på 1000 km
Vi er kommet hjem og har gået rundt i haven og sagt: “Nøj hvor er vi altså heldige”. Vi kommer fra dårlig italiensk vejr til dejlig, dansk forår. Og ideen om at tage tidligt afsted i marts til tidligt forår i syd og søge hjem og få forår én gang til i haven, – det holder.
Foråret er i gang her, men kun lige startet. Sydligere er buske og træer sprunget ud og står i blomst og det er lunt og dejligt. Altså lige med undtagelse af, når det er islands-sommer-koldt og regnen står ned i stænger og floderne går over deres bredder.
Det sidste undgik vi heldigvis ved at kikke i vejrudsigten og køre hjem. (Jakob og familie tog til Sardinien, som er sluppet udenom det værste regn). Det havde ikke været sjovt at sidde fast i en mudderpøl eller skulle bruge en vej, der ikke længere er der.
Vi havde glædet os til at se foråret i Danmark og se, hvordan det stod til i vores ‘Biodiversitetshave’. Vi havde troet, at det hele groede og at sommeren stod for havelågen. Men heldigvis kunne vi være med fra starten igen og byde fugle og insekter velkommen, når der rigtigt kommer gang i blomstringen.
Vi kan håbe på at bier og fluer og andet kryb kan finde vores have i bondemandens kæmpestore raps og korn-ørken. En lille sommerfugl eller blåhatbuksebi skal være dygtig, stædig og heldig for at finde vores lille paradis. Vi gir vores mini-bidrag til at bevare mangfoldigheden, og har selv meget fornøjelse af det. Om bierne har gavn af det er mere tvivlsomt.
Der skal nok en alvorlig dialog med bondemanden og hans venner til, og det er op ad bakke. Men det er en anden historie.
Det lyder så flot at være live. Men det er ret svært, for lige nu sidder jeg i regnvejr i Soave i Italien og skriver. ‘Live fra Slovenien’ holdt op, fordi jeg blev træt, og næste dag var med besøgsaftaler med Dani Matthias på Tourne-fabrikken i Pivka nær Ljubljanaog køretur videre mod et nyt møde.
Cyy
Den sidste uge har vi været i Kroatien. I går overnattede vi med dette flotte godnatbillede på havnen i Senj efter en varm køredag mod nord fra Podaca mod syd.
?
I Podaca var en olivenplantage på en stejl skråning ned mod Promenaden og badevandet vores boplads . Byen var uden åbne barer eller restauranter, så turisterne var ikke ankommet endnu. I hvert fald kun nogle ganske få. Nok til at vi mødte et par søde og interessante englændere, som vi måske ser en anden gang.
Vi har en deadline i Vhrnita (Pivka blev det) nær Ljubjana i Slovenien. Her skal vi møde en direktør fra den fabrik, der har designet og produceret vores bil. til. Vi har fundet en holdeplads forholdsvis tæt på mødestedet. Det møde glæder vi os til.
Vi har også en aftale med en ung familie med 2 børn. De har taget fri fra deres arbejde i Danmark og børnene har fri fra skole, og skal undervises undervejs på turen. De glæder sig til et tæt samvær og at opleve noget af verden sammen med deres to drenge på 6 og 8 år, inden de bliver for store. Så i morgen kører vi mod Iseo-søen i Italien for at mødes med familien Hedegaard Schultz. Jakob og Nanna, Bertil og Anton er på vej i en lejet van fra Tyskland, og vil være på tur i Italien og nogle af de lande vi har besøgt i Vestbalkan de næste 2 måneder De glæder sig meget og vil gerne have lidt erfaringer og gode ideer med fra de gamle. Og vi glæder os til at mødes et par dage og være farmor og farfar.
Efter Iseo-søen går turen mod sommerhuset i Kristiansminde, forår og varm sommer i Danmark. Her bliver der god tid til at skrive videre på et par historier og få tænkt vores oplevelser igennem.
Grækerne var som vi havde forventet. Deres afslappede stil passede os godt. Vi kunne lide dem. På vej ud af Grækenland mod nord var vi lidt nervøse. Hvad var Albanien for et land, og hvordan undgik vi at komme galt afsted med den albanske mafia og alle deres sammensvorne? Man kan kun campere på campingpladser, som bliver lukket og bevogtet om natten. Hold på alt du ikke vil have stjålet. De albanere vi mødte var om muligt mere imødekommende end grækerne. Arbejdsomme, flittige, stolte, nysgerrige, hjælpsomme, ingen bagtanker, optimisme. Men de var også klar over, hvilke problemer de har med ulighed, korruption og nepotisme.
Vi har mest mødt albanere, som vi har kunnet snakke med, og det giver jo en enorm skævhed i vores billede. Ikke desto mindre har vi ingen betænkeligheder ved at anbefale at tage til Albanien og få nogle gode oplevelser. Det har været et dejligt land at besøge.
Marjan, 28 år, Gjirokaster, Rundviser, tourist-guide. (snart med eget kontor)
Marjan mødte vi i døren ind til slottet i Gjirokaster. Han fangede os og gjorde opmærksom på rundvisningen i den underjordiske bunker, hvor den paranoide Hoxha ville gardere sig mod atomtruslen fra både Kina, Rusland og kapitalisterne i Vesten. Den startede om 15 min. Ok, men hvor skal vi møde rundviseren? Her, og rundviseren det er mig.
Marjan er 28 år. Hans far var skoleinspektør, moren var lærer. De var begge modstandere af Hoxhas undertrykkende, kommunistiske styre. Marjan har ikke selv oplevet styret, kun indirekte gennem forældrene og det land, han efterfølgende er vokset op i. Han har ikke nogen videregående uddannelse, men han er glad for at have et fast job. Selv om han ikke kan leve af de 300€=2250 kr, han får om måneden. “Man kan ikke leve af at være ansat af nogen. Du kan leve af at starte dit eget eller lave noget kriminalitet” . Han ville gerne rejse, men skulle først få råd til at betale for et græsk pas på det sorte marked. Han kan nemlig ikke rejse nogen steder med albansk pas. Han kunne måske bruge sin græske bedstefar i den proces. “Jeg supplerer sin løn med salg af kokain og andet”, siger han med et skævt smil og et blink. Det er vel sådan vi nordeuropæere tænker om albanere?. Han bor hjemme hos familien og hjælper dem. Han har mange spydige bemærkninger til Hoxha tiden og de nuværende politikere og til alle dem vi ser på gaden med større Mercedeser, end vi kan købe i Danmark.
Lean 43 år, Gjirokaster, Taverna Laberia
Vi så to mænd komme gående med to lammelig gennem krydset. Det ser vi ikke i Danmark. Dem måtte vi snakke med. De gik ind i en butik med lammekroppene. Liam ville godt tale engelsk, og var ret flydende på sproget. Vi kunne også vælge at tale italiensk, tysk, fransk og måske flere. Hvordan han var uddannet? Ingen uddannelse, men han havde lært sig selv sprog og synes det er sjovt. Og han var dygtig. Han levede godt af sin butik, hvor han grillede kyllinger og lam og solgte dem i mindre dele. Han havde skabt en familievirksomhed, sammen med konen og datteren. Han var meget charmerende, og spurgte ind til vores land, som han havde hørt om? Han havde hørt om Danmark, selv om danskere var sjældne kunder i hans butik. Vi bestilte en kylling, som vi kunne hente om halvanden time. Imens traskede vi rundt i kvarteret, hvor albanerne bor og køber deres dagligvarer, tøj, sko, elektronik. Og det var ikke vores kendte mærkevarer, de kunne se i vinduerne.
Lorenc, 52 år, Berat. Guesthouse-owner
Berat by er en turistmagnet, især på den ene side af floden. Vi valgte den anden, og kikkede ind gennem en åbenstående dør. En mand gik og fejede, og fik øje på os. “Kom ind og kik, jeg vil gerne vise mit hus” sagde han og bød på mad og kaffe. Vi sagde nej tak, vi ville ikke spise noget nu, men han insisterede og påstod han ikke ville sælge os noget.
Vi gik med ind og op ad trappen, hvor han undervejs forklarede om husets byzantinske historie og konstruktion. Han er selv født og opvokset i huset. Uddannet jurist med en Hoxha-albansk uddannelse, der ikke var meget værd. Da der blev lukket op for udrejse i 1991 rejste han sammen med rigtig mange andre albanere til udlandet. Han arbejdede som kok og restauratør i Italien, og vendte tilbage for 11 år siden. Her fik han mulighed for at købe sit barndomhjem, hvor han nu bor med sin mor, sin kone (lærer) og sin datter (14 år). Huset havde for længe siden været beboet af en stor, velhavende familie. Nu bruges det store hus til guest-house og restaurant. Han klarer sig godt, fordi han havde penge, uddannelse og erfaring med retur fra sin tid i Italien Han er optimistisk på Albaniens vegne. Korruption er for dumt, og de nuværende politikere er ikke dygtige og hænger fast i det gamle netværk. Men det bliver langsomt bedre. De fleste albanere er fornuftige mennesker. Han tog sin guitar og sang franske og italienske viser, men vi drak en kop kaffe.
Mateo, 61 år, Mitrovice, Økologisk restaurant, Mrizi i Zanave,Albanien
Ved indgangen til restauranten var der stalde og indhegning med geder i flere etager. Bagved var malkekøerne og masser af gæs gik og snadrede på skråningen. På en bænk på hjørnet sad Mateo, som vi først spurgte om vej, og han pegede, hvor vi kunne parkere. Næste morgen var vi tidligt i gang, for at undgå de mange gæster, der havde vist sig dagen før. Han sad igen på bænken, og vi spurgte om han var lederen for dyreholdet. Nej, det havde han folk til, sagde han. Dagen før havde han siddet på et lille tog, der kørte børn rundt på området.
Vi fik lov til at kikke rundt på hele området, det var en del af konceptet at folk kunne kikke rundt. Og da vi kom tilbage efter en spændende tur til restaurant, mejeri, marmeladeproduktion, vinproduktion, og camper-plads mødte vi igen manden, Mateo. Mateo var ikke lederen, bossen. Det var hans sønner, som havde været med til at starte den meget spændende virksomhed, som nu efter 12 år klarede sig godt. Slow food, med en storbyrestaurant i Tirana. Han var for 12 år siden vendt tilbage til Albanien fra Italien, og havde penge med til at købe gården, og det nærliggende Hoxha-fængsel. Det har så udviklet sig til en blomstrende virksomhed med mange produktioner, med høj kvalitet som mærke. Nu er det sønnerne, der driver det hele med know-how fra en opvækst i Italien.
Pedresch, Berats udkant, 62 år, fårehyrde og bedstefar
På vej hjem fra vinsmagning på vingården ved siden af det hus, vi skulle holde ved om natten, så jeg en mand vogte får. Jeg gik alene hen til ham, og han stak hånden frem og hilste. Jeg spurgte ham på engelsk om jeg måtte tage et billede af ham? Han svarede på albansk med et spørgende udtryk, og havde ikke forstået hvad jeg ville. Jeg viste ham mit lille kamera og talte med ham på dansk, og han svarede på albansk, og pegede på fårene. Dem måtte jeg gerne fotografere. Men jeg ville tage et billede af ham? Af mig? spurgte han lidt forlegen. Men han stillede op, og jeg fik mit billede.
Senere blev det godt fotolys, og jeg ville bruge mit fine kamera. Jeg ledte efter hyrden og måtte gå langt inden jeg fandt ham. Han kom hen til mig og stak mig igen hånden, mens han sagde rigtig meget på en gang. Jeg kunne ikke forstå hvad han sagde, men han kaldte på en dreng med en lille flok får nede ad vejen. “What’s up, Bro? How are you? ” Han var ca.15 år og havde lært engelsk andre steder end i skolen. “Pedresch er min grand-pa”. Han fortalte så, at grand-pa syntes meget godt om mig. Jeg var en god mand. Han kunne lide mig. Tak, i lige måde! Jeg fik selvfølgelig lov til at fotografere min nye ven. Han var stolt og klar og jeg var glad. Vi hilste igen og jeg skyndte mig hjem til spisning af traditionel, albansk mad.
Der er flere markante steder i den græske mytologi og historie. Vi har besøgt 3: Mykenae, Olympia og Delphi. Mykenae var Agamemnons kongsgård, Olympia er det kultsted, hvor man dyrkede kroppen og dens udfoldelse og i Delphi var det i højere grad de skønne kunster, ikke mindst drama, musik og poesi.
Campingpladsen i Delphi har nok turens bedste udsigt. Det var en dygtig olivenbonde, som fandt på at bruge nogle rækker af sin olivenplantage til en virkelig dejlig plads at bo på. Og olien var god, kunne vi smage i restauranten, hvor vi spiste med udsigt. Hans sønner var gode til at sælge olien dyrt, udenom de store grossister.
Fra Delphi kørte vi mod nordvest til Pindos-bjergene, gennem meget afvekslende landskaber. Senere fulgte vi en meget bred og lang slette, som mindede om Posletten i Italien. Her var det landbrug, der dominerede aktiviteten.
Vi slog os ned i Pyli, en lille by i kanten af bjergene. Unge familier fra Østrig fortalte om deres klatringsmuligheder i området, og at de anbefalede den lokale restaurant på den anden side af floden.
Der var heldigvis et bord til os. Vi var virkelig (over)mætte og glade efter en god aften. På vej opver den gamle stenbro mødte vi et brudepar. hjemturen langs floden krævede pandelygter. Næste dag gik jagten på et segl (uden hammer) hos den gamle mand til brug i haven i Kristiansminde.
De flotte bjerge ved Metheori har lagt grund til rigtig mange klostre, bygget på toppen af spidserne eller klistret på siden af et bjerg. Tyskerne ryddede flere klostre, fordi de mente, at der foregik modstandskamp fra klostrene.
Restauranten i Lingiades var for de unge og serverede dyr kaffe og appelsinkage. Dejlig iskaffe og rigtig god kage. På muren var et mindesmærke over tyskernes massakre på byens unge familier og de gamle i 1943. Det var hævn for at modstandsfolk skød en tysk officer. Mindesmærket var meget stærkt og fremkaldte stærke følelser på stedet . 92 dræbte.
Ioannina er en stor by og det kan straks mærkes på pulsen. Den har tidligere været specialiseret i sølv-smykker og har været midtpunkt for kampe mellem forskellige kulturers herredømme i området langt tilbage i historien.
Pindos Nationalpark har vi hørt skulle være noget, så vi slog os ned i byen Konitsa med 3000 indbyggere. Ved vores p-plads arbejdede en tømrer, som godt ville snakke og lade sig fotografere. Han havde overtaget sin far forretning og lavede håndtilpassede døre til folk i Athen. Han var stolt af sit arbejde.
Heldigvis kom vi igen i gang med at vandre. 10 km tur op til et kloster, langs floden Aoos .
Vikos Gorge er berømt fra området. Vikos er en lille landsby langt inde i bjergene omkring slugten. Vi vovede at køre til landsbyen med håb om, at finde et sted at bo for natten. På Google Maps kunne vi se Vikos Viewpoint aftegnet. Jeg forestillede mig en restaurant med udeservering og udsigt over gorgen, velhavende athenere, tyskere og en enkelt russer, der sidder og drikker Apperol i aftensolen. De har parkeret Audien og Rangeroveren på byens torv og har et værelse på hotellet. Hvor kan vi så være med en 6 m Van? Vikos er nu næsten en forladt by, hvor der nu kun bor 25. Måske engang i fremtiden bliver min forestilling til virkelighed. Heldigvis er det ikke blevet realiseret endnu. Da solen var væk og jeg havde fået taget de sidste billeder, var der en enkelt bil ud over vores. Vi havde plads på første række til solnedgang og gorgen og ikke en sjæl havde ondt nogen steder af det.
Indtrykkene fra Vikos og bjergene og nedkørslen mod Albaniens grænse blev de sidste fra Grækenland i denne omgang.
Nu har jeg siddet længe og bøvlet med tur-beretningen. Det blir lidt for kedeligt og der bliver for lidt tid til noget sjovere.Afsted med det. 😉
Påsken i Leonidio fik vi det hele med af. Det var en dejlig by at besøge, og kan stærkt anbefales. Vi måtte videre.
Turen gik stadig med uret rundt på Peloponnes. Fra Leonidio gik det sydpå gennem nogle flotte bjerge med smalle, snoede veje op og ned af slugterne og kun få bebyggelser undervejs.
Fra vejen ville vi kikke efter et bestemt kloster, der hænger på bjergsiden. Vi opdagede det først, da vi holdt ved afkørslen til det. Undervejs havde vi ikke kunnet kikke så meget opad, så vi fik øje på det. Vi var deroppe og kunne mærke den opmærksomhed på noget større og isolation som munkene må have følt. Klosteret var ikke beboet af munke mere, men var velholdt og passet af munke fra klosteret i Leonidio. De kørte hver dag op og passede klosteret. De må på et tidspunkt også ha`følt grænser for ensomheden..
Undervejs mod Gythio kom vi forbi en landsby med en restaurant, der lå i ly af et kæmpetræ. Vi stoppede for at spise frokost. Igen var vi heldige. Vi sad i nærheden af en græker, som spiste med en udenlandsk kvinde. Vi talte ikke med dem, men de havde lagt mærke til os, for han kom hen til os på en plads ved havnen i Methoni senere på ruten og sagde hej og snakkede. Da vi talte om god olivenolie, ringede han til sin fætter, som ville sælge olivenolie i 5 liters dunke til en god pris. Han kunne også fortælle os, at vi havde været heldige med at vælge restauranten i Ag Nikolaous, for det er den bedste på hele strækningen. Og så ville han gerne se vores Tourne van. 😉 Det blev ikke til noget med oliehandlen, for fætter kunne kun levere i 5 liters dunke, – så det.
Vi sov ved en strand med et skibsvrag, som lå og tog sig godt ud. Især i morgenlyset kl. 6.15. Jeg øvede mig i at få en figur med for at give indtryk af størrelsesforholdet. På billedet står jeg ved siden af skibet midt for, men er for svær at se, så det hjælper ikke rigtigt.
På vejen rundt på vestsiden af Peloponnes var byerne meget turistede, måske fordi der ikke er så langt til motorvejen til Athen, så pengestærke byboere kunne være i kundegruppen. Det er den samme udkantsproblematik, som vi har mødt i Norge, Danmark, ja i hele Europa.
Det blev efterhånden svært at skelne mellem de mange byer, som vi kun kørte gennem, og navne kunne ligne hinanden.
Det blev til en overnatning ved stranden i nærheden af Pylos. Der var meget flot lige bortset fra alt det skrald, der ligger. Det er et problem mange steder i Grækenland. Især den ældre generation i Grækenland smider skrald, hvor det passer dem. De unge er mere bevidste om miljø og klima og prøver at opdrage deres forældre.
Næste morgen blev med tidlig morgenbadning og kun en banan til morgenmad.
Vi ville møde tidligt i Olympia, hvortil der skulle køres 50 km inden åbning kl. 8. Olympia blev en stor, og spændende oplevelse. Der har været bosætning /kultsted tidligere end 4000 år f. kr. med mange forskellige kulturer, der bygget ovenpå og udvidet.
Leonidio blev et højdepunkt på vores tur. Vi var rigtigt kommet til de varme lande og nød det.
Stranden udenfor vores vinduer en tidlig morgen. I østen stiger solen også op i Grækenland.
Pladsen ved stranden var dejlig og vi nød at være landet et godt sted. Vi er sjældent på campingplads, men her var der meget god stemning og hyggelige naboer mange søde børn. 😉 Men byen kan også byde på en masse af det, vi godt kan lide: den er overskuelig og ikke så stor, de mennesker der fylder i gadebilledet bor og lever deres almindelige liv i byen. Vi er undtagelsen (blandt nogen flere, som vi ikke lagde mærke til) som grækerne bemærker og har øje for og gerne vil møde. Ikke kun for at sælge os nogle ‘originale’ turistsager. Men også fordi de synes, det er sjovt. Vi har ikke plads til de store mængder indkøb, så vi skal ofte ud i byen og købe forsyninger. Og det er der, vi skaber kontakter og får noget at vide, eller får lov til at tage nogle billeder.
Halve, udhulede appelsiner
Damen med appelsinskallerne solgte os en masse grønsager. Hun havde tid til at snakke, mens hun ekspederede lokale kunder, og satte os lidt ind i , hvordan det er med påsken i Leonidio. Skærmbilledet på Lenes telefon gav anledning til samtale om børnebørn. Efter butikken lukkede og kosten havde været i gang, gjorde hun sammen med manden appelsinskaller klar til den store oppyntning fredag aften. Fredag var optakt til påsken, hvor alle gader i byen blev pyntet med levende lys i appelsinskaller. Skolebørn og mange andre frivillige havde deres gader at tænde op og holde lys i. Det var alt sammen forberedt gennem lang tid. Mange af skallerne havde ligget i fryseren. Det var familierne fra byen og oplandet, der gik hyggetur rundt i byen. Mange butikker holdt ekstra længe åbent. Og kirkerne var åbne med oplæsninger og bønner gennem højttalere på gaden. Der blev serveret fisk på restauranterne.
Himmelfarten Lørdag aften lå den helt store verdslige og religiøse påskefejring. Den religiøse afdeling startede kl. 21 med oplæsninger, sang og bønner. De skulle ramme en afslutning kl. 24. Folk gik imens gå gaderne med vokslys og nogen nåede at komme i kirken og tænde et lys der. Gaderne var tæt pakkede med glade mennesker, der gik med kaffe, øl og snacks og nogen var heldige at finde en cafe eller restaurant med plads. Som vanligt var grækerne meget glade og venlige og vi blev budt med til festen. Vi fik øl og hjælp til en selfie.
Forventningsopbygningen fra fredag til lørdag kulminerede kl. 24. Kirken var færdig med sit, og udenfor byens 4 kirker samledes folk med deres balloner. En ballon er syet af kraftigt silkepapir. Den drives op af varm luft, som skabes af en klud med masser af lampeolie/terpentin. Balloner købes på gaden for 7€, og medbringes til kirkepladserne. Her kan stadig købe en familieballon. Særligt store balloner kommer med særligt velforberedte unge og ældre specialister. Der anvendes håndgasbrændere som ekstraudstyr. Det er en del af den venlige konkurrence kirkesognene imellem.
Når præsterne kommer til slutningen starter klokkebimleriet, og pladsen går grassat med affyring af ballonerne, og kæmpe kanonslag helt tæt på. Det ser lidt farligt ud. Ballonen fyres af som et samlende projekt for familien, der kysses og krammes og selfies efter en god opsendelse. Himler ser fantastisk ud. Som en kunstig stjernehimmel. Flot, flot
Traditionen er kommet udefra med sømænd og er blevet det helt store i Leonidio. Det er en fest for de døde og en hilsen foråret velkommen.
Det var en flot påskefest. Byen rummer til daglig 3-4.000 beboere, i påsken er der omkring 12.000. Søndag spiste vi vores røde æg og og en sød bolle, og kørte videre på Peloponnes.
Det er ikke, fordi vi har så forfærdeligt travlt i vores hverdag, som 70 årige, uden fast arbejde og med en luksustilværelse i lille Danmark. Når vi har brugt lang tid på at forberede at tage på tur, køre Europa på langs på kort tid, besøge små byer og en travl storby og andre mindre udfordringer , – så kan vi få lyst til at holde ferie.
Ferie i skyggen af palmer og oliven
Her kom Leonidio på østsiden af Peloponnes lige med det rigtige påskeferiekoncept og det rigtige tidspunkt efter knap 3 ugers rejse: Dejligt vejr, strand og vand, søde mennesker, fiske-restauranter og spændende oplevelser hen over påsken. Den greb vi og nøjedes i søndags med at fortælle, hvor vi har boet på turen siden sidst. (Den græsk-ortodokse påske ligger en uge senere end vores, og er vigtigere og større end vores jul)
Avisen hjemmefra læses med åben dør
Nogen syntes det blev lige kedeligt nok kun at se billeder med vores fine camper igen (og igen). Det er da helt rigtigt. Men den ér da fin? Historier og billeder om og af den skal mest findes på siden “2023 Balkan. Hvor boede vi?”
Morgentræning giver ny energi
Der var måske også for mange indlæg på en gang sidste søndag? Men det hænger sammen med vores måde at rejse på; nogen dage flytter vi os, andre slår vi os ned og holder fri. Så sker der heller ikke så meget på hjemmesiden.
Vi er ikke “van-nudister”, for man skal beholde badetøjet på i Leonidio
Vi havde en dejlig påskeferie i Leonidio, og er nu videre på turen. Peloponnes var et godt bekendtskab, som du kan se billeder fra på de andre og kommende indlæg og på siden “Billeder fra Balkanturen”
Lene og Jørgen
PS: Dette er åbenbart en tilbagevendende historie med for meget og for lidt. Her fra 2017 😉
