“Min mor er min gudinde” svarede Spanaotis på min historie om, at jeg måske havde mødt hans mor under påskefesten med opsendelse af balloner aftenen før.
Vi havde talt med en ældre kvinde på gaden, som talte meget flot engelsk. Hun var flyttet tilbage til Grækenland fra Australien, hvor hun havde levet det meste af sit liv. Hun var god at snakke med og blive klog af.
Spanaotis var også god til at kommunikere. Han spillede en vigtig rolle på Selema Camping i Leonidio. Han havde en meget frisk og let afkodelig stil, så jeg regnede med at han måske havde studeret i USA? Nej han var født og vokset op i Australien til han var 16. Er du måske ‘the manager’? Ejeren?
Han var interesseret i at høre om kvinden, jeg havde mødt på gaden. Jeg forklarede om hendes sprog, lidt buttede facon, og ikke så høj?
Den lille dame i højre side, der fotograferer med sin telefon, er Spanaotis mor
“You have met my mother. She is my goddess”
Han ejer og driver stedet sammen med familien, og har haft sin mor som støtte og rådgiver. Han kunne ikke finde ord for, hvor meget hans mor betød for ham.
Grækere Det har vi mødt mange gange. Grækerne er meget familiemennesker. De får meget støtte af familien, bliver oftest boende hjemme til de bliver gift. Familien er nødvendig til børnepasning, og sikring af alderdom. Grækenlands mange små virksomheder er familiejede.
Grækerne går meget ud og hygger sig
Vi har fået et meget positivt indtryk af grækere. De er meget imødekommende, lette at snakke med, hvis de kan nogen af ‘vores’ sprog, og tager ikke tilværelsen så tungt. Selv om der har været meget modgang efter finanskrisen. De er nysgerrige og vil gerne vide noget om os, og spørger gerne lidt ‘tæt på’, og vil selvfølgelig gerne fortælle om deres kultur, som de er stolte af. De har været gavmilde, og ikke smålige, og så tager de ikke regler så nøje, som vi kan finde på. Man skal f. eks. køre med hjelm på motorcykel og man må ikke tale i mobil, når man kører bil. De regler kunne vi ikke regne ud ved at kikke på trafikken.
Far og søn på tur på havnen i Leonidio
Vi kan faktisk ikke huske, at vi har mødt en græker, vi ikke syntes om. Dem kan vi godt li’. Og sådan er det også andre steder vi kommer , når vi tør møde mennesker, som vi ikke kender.
Efter 8 timers færgetur fra Brindisi i Italien ankom vi sent om aftenen til Igumenitsa i Grækenland. Nærmeste p-plads med overnatning var 15 km i mørke i Plataria.
Førte del af turen i Grækenland ser sådan ud på et kort. Det er svært at tyde navnene, for de bruger nogle andre bogstaver, end dem vi kan læse. I øverste, venstre hjørne kommer vi i havn i A) Igoumenitsa, kører til B) Lefkada, C) Patra, D) Korinth, E) Leonidio
Vi skulle lige vænne os til at køre på de græske landeveje, og det blev på den hårde måde vi fik repeteret Murphy’s lov. Det kunne dog ikke fjerne glæden ved at være ankommet til Grækenland, og her Lefkada by.
Næste stop blev til nogle dejlige dage ved en meget lille havn, Kryoneri, mod syd ud til bugten ved Patra. Her mødte vi en tysker og lærte noget om påsken i Grækenland og og om små familievirksomheder. De små restauranter på havnen gjorde klar til påsketravlhed, men havde god tid til at snakke. Der var nogle flotte morgener til badning og fotografering.
Fra den lille fredelige havn Kryoneri måtte vi ud på motorvejen for at krydse strædet mellem Central-Grækenland og Peloponnes. Broen krydser ved byen Patra. Her er vi ved at få erfaring med betalingsanlægget på græske motorveje. Det er dyrt, når man er 5,99m lang.
Vi kørte uden om Patra. I stedet valgte vi at køre op på bjerget Kalavryta. Det viste sig at være en bjergby med friluftsaktiviteter sommer- og vinter, men også en by, der havde en historie. Under 2. verdenskrig var der mange frihedskæmpere i bjergene , som lykkedes med at genere besætterne. Reaktionen fra tyskerne var at henrette 500 mænd i byen. I dag står uret på rådhuspladsen stadig stille ved tidspunktet for henrettelserne, kl. 15.55. Der var tydeligt præg af mange turister i byen, men lidt udenfor centrum kunne man se, hvordan folk i byen levede. Vi fandt en meget snakkesalig bager. På vejen ned ad bjerget fandt vi en dejlig restaurant med god, græsk mad og en aftale om at sove på parkeringspladsen. Med flotte omgivelser.
Videre ned ad bjerget blev der handlet, og vi overhalede langsomtkørende trafik på vejen mod Korinth.
Vi havde lidt svært ved at finde hen til den udgravede Korinth-kanal. Faktisk troede vi den var bevogtet eller hegnet ind mod terrorister, ligesom havnen i Odense. Men den er en stor attraktion og meget fotogen. Og historien er da også spændende. Mange magthavere har gennem tiderne drømt om at gøre sejltiden fra Athen og til resten af Middelhavet kortere ved at grave en kanal ved Korinth. Kejser Nero (f. 37-d. 68) fra Rom startede og den blev først åbnet i det 19. århundrede, med hjælp fra Frankrig.
Turen rundt om Peloponnes var godt begyndt. Vi tog den med uret. På vejen mod syd besøgte vi Mykenae, en udgravning af Agamemnons borg. Løveporten er beskrevet af Homer, som har skrevet historien om Odysseus. En tysker gravede borgen ud i det 19. århundrede, og kunne bevise, at Odysséen ikke var ren fantasi, som ellers var opfattelsen på den tid. Han fandt løveporten som Homer havde omtalt. Vi stod tidligt op og var nogen af de første på stedet. Senere kom busser med turister, bl.a. en flok franske børn med røde kasketter, som blev dirigeret rundt med en dommerfløjte.
Vi fandt et sted at sove ved kysten, Aigio Andreras, og på vejen fik de gamle mænd en kop græsk kaffe og en snak. Aftensmaden stod på fisk, troede vi. Men der var lukket.
Vi forlod den lille havn for at køre videre til Peloponnes. GPS førte os på motorvejen mod Athen og det var helt fint til en start, indtil vi skulle gennem et betalingsapparat. Vi troede, vi havde betalt for hele turen til Athen, og vi skulle jo snart af? Men vi kom til at betale 2 gange mere, inden vi slap ud. Det var nemt og dejligt på motorvejen, og lidt kedeligt, og til gengæld var det dyrt.
Vi kørte efter en bjergby, Kalavryta, som vi kunne læse var fin at besøge. Den var en ok turistby med alt det, det betyder. Men der var også et lokalt miljø, som var værd at besøge. Det var en lang tur op ad bjerget langs en dyb kløft, en gorge. På vejen ned spurgte vi om lov til at parkere på pladsen ved en restaurant. Og det var da helt i orden. Og så lavede de endda god og billig mad til os.
8. 4. 2023 Kalavryta-Tokatafûyio-Restaurant
Parkering på restaurantens parkeringsplads. Vi spurgte om lov og spiste middag for besparelsen
Næste mål var at besøge den gamle Agamemnons by, Mykenes. Vi havde forsøgt at forstå lidt af udviklingen af det gamle Grækenland i ‘Lonely Planet’s’ fremstilling, men vores kundskaber fra gymnasietidens ‘oldævl’ var nærmest fordampet, da vi skulle bruge dem. Det hjalp meget på forståelse, da vi først stod på bjerget. Forinden overnattede vi ved Cafe Enodion med udsigt til Agamemnons bjerge
9. 4. 2023 Ved Mykenes-Cafe Enodion.
Greece-Mykenes-cafe Enodion. Lige i Agamemnons baghave
Turen rundt på Peloponnes fortsatte fra Mykenes langs kysten med kort besøg i Nafplio. Lidt indkøb og videre til Aigios havn hvor vi vil overnatte.
10. 4. 2023 Aigios-Andreas
Aigios-Andreas. Dejligt havnemiljø på østsiden af Peloponnes
11. 4. 2023 Leonidio, Semili Camping
Greece, Leonidio, Semili Camping
Vi har “lagt os“ på en rigtig campingplads. Vi trænger til et bad, lidt tømning og rengøring og nydning i vandet og solen. Der er rigtig hyggeligt og rart og ferie- og sommerstemning.
Vi blev på Semeli lige til søndag, som er afslutningen på den græsk-katolske påskefejring. Den skulle vi have med, især ville vi ærgre os over at gå glip af den helt specielle Leonidis påskefest.
Det var godt vi blev i clif hanger town, viste det sig.
Det regnede småt med mange bygeskyer omkring solnedgang. Det er godt fotovejr, så jeg var ude. Henne ad stranden kom jeg forbi en parkeret camper. Manden gik og ordnede sin markise i regnvejret og trådte rundt i en kæmpe vandpyt. Morfarsjov spurgte jeg på engelsk, om han fangede nogen fisk i pytten?
Han sagde ingenting. Jeg troede han var italiener, så enten kunne han ikke engelsk, men mest sandsynligt forstod han ikke morfar. Jeg gik videre og kikkede på en masse fisk i en kraftigt strømmende å.
Så kom italieneren, som var tysker, og snakkede meget dårligt engelsk om vandet og fiskene. Jeg var frisk, og begyndte at svare tilbage på tysk, som blev samtalesproget. Og jeg har engang været i Dresden, som var hans hjemby.
Tyskeren bor i camperen til venstre.
Jeg ville gerne fortælle om mine oplevelser i det gamle DDR, men jeg var lidt forsigtig med mine holdninger til Stasi. Vi skulle jo ikke blive uvenner fra starten.
Men hans erfaring var at sidde 2 år i fængsel for statsfjendtlig virksomhed. Han havde hjulpet en afhoppet ven tilbage til DDR, og hans forbrydelse var, at han jo så måtte have kendt til vennens flugt uden at indberette til Stasi!
Mens vi snakkede, tog regnen til, og konen viftede med en paraply i vinduet. Vi stod 2 fremmede mænd meget tæt under en paraply og havde en lang samtale på tysk. Det blev mørkt, og manden skulle redde sin markise, og jeg skulle hjem og have tørt tøj på.
Fra en rolig overnatning 15 km syd for Igoumenitsa var vi helt klar til at indtage Grækenland. Nylig rengjort bil, frisk vand, alt skidt udtømt, og en god nats søvn. Vi var kommet fri af italienske dårligdomme som for meget larm, forsinket forår, lidt køligt regnvejr og havde overstået en 9 timers færgetur i selskab med ungarske lastbilchauffører, som ikke var til meget samtale. Klar til at indtage et nyt land.
Målet var at følge den græske i vestkyst mod Italien og slå os ned i nærheden af Lefkada. Efterhånden blev vejene mere sekundære og hullerne flere. Og større, opdagede vi på den hårde måde. Det gav et pænt brag i bilen ud over at porcelæn og bestik klirrede.
“Det var stort” Men, alt ok, vi kørte videre. Indtil bilen holdt stille og blinkede med katastrofeblinket. Beskeden i displayet var “Car fuel cut off” og “For more info, look in car handbook”
Alt var stille ud over blink, blink. Ingenting virkede, alt var slukket. Car-handbook’en har vi online, og den havde en fejl, så den skrev græske bogstaver.
Heldigvis var vi standset lige før en servicestation. Hvor heldigt? Men den var lukket, og værkstedet bagved var et malerværksted med et par lærlinge.
Maleren himself kom til, og på græsk tænker jeg han sagde, at” det problem kendte han da godt, det skulle han nok ordne” Det så sådan her ud:
Maleren måtte ringe til flere venner for hjælp
Han havde en ven, der vidste alt om elektriske ting i biler. For det var det der var noget galt med. Der skulle lige findes en rød knap, sagde han. Så ville bilen køre igen.
Vennen, som vi kaldte Cristo, kom og kikkede de samme steder, som maleren og vi selv havde ledt. Han ville gerne hjælpe men måtte også opgive. Vi var lidt nervøse for, om de to venner vidste, hvad de lavede? Cristo kontaktede en ven med et EXPRESS autohjælp firma, han lovede at komme med sin lastbil og køre os til et værksted, hvor vi kunne holde påsken over!! Panik,panik. Påsken over? Det var onsdag før påske? Cristo måtte hjem til konen og vi fik nummeret til hans ven fra ‘Express’, hvis han nu blev forsinket ud over den time, han havde lovet.
Vi satte os til at vente i bilen, som stadig blinkede, men med vigende volt på batteriet. Naboen var en fårefarm, så tusind fluer underholdt os, mens vi ledte efter det ene sæt nøgler til bilen. Vi kunne ikke finde dem i motorrummet, under bilen, under sæderne. Vores hjælpere havde jo brugt dem, når de skulle se, hvad displayet skrev.
Cristos afleverer vores bedste nøgler og lærer, hvordan man slår ‘fuel cut of’ til igen
Det måtte være maleren eller Cristo, der havde stukket dem i lommen. Vi havde ikke noget nummer til nogen af dem. Og hvad skulle vi sige til dem, for de var bedst til græsk?
På den lukkede servicestation fik jeg malerens nummer af en mand med lidt engelskkundskaber. Hans ven havde maleren i sin telefonbog. Maleren havde desværre ikke vores nøgler.
Endelig kom Express autohjælp med 2 mand, de tog samme runde i motorrummet og kabinen, som vi andre gjorde et par timer i forvejen. Den ene kikkede i min danske manual og faldt over et billede/tegning med en pil mod højre fordør: der skulle den røde knap findes, altså bare inden for, under handskerummet og bag flere lag paneler. Han svedte, og pludselig stoppede blinklyset og bilen kunne starte igen.
Han ville have 150€ kontant for ulejligheden, og vi ville have en faktura. Det kunne kun ske hos hans chef i Lefkada, 15 km i regnvej og mørke. Efter minibanken mødte jeg chefen, som var hjertelig flink og hjælpsom, og vi fik udvekslet papirer.
Manden på kontoret hos Express var jo Cristos ven. Han gav mig beskeden fra Cristo, at han desværre havde stoppet vores nøgler i lommen, mens han var stresset af konens pres for at komme hjem. Vi mødtes med ham i hans by, Vónitsa og fik sagt tak, inden vi kørte videre på en hellig torsdag.
Nu til parkering for natten, yderligere 15 km i mørke, men uden held med at finde stedet. Det blev fricamping på gaden et sted, som vi ikke kunne finde bedre i turistinformationen.
Lefkadas udkant blev til vores nød-sove-plads
Hvad kan vi så lære af Murphy og hele historien og vores nye venner?
– Kør ekstra langsomt på landet i Grækenland – Vær forberedt på, at manualen siger, du skal kontakte et autoriseret Peugeot værksted, men først efter påske – grækerne, vi møder, er meget imødekommende og hjælpsomme – brug de venner, du hurtigt kan skaffe dig, til at tale i telefon på dine vegne, når du ikke kan sproget. Det er effektivt.
For at referere til en anden amerikaner, Disney: “Alt ender godt til sidst”
Napoli var udset til at være værtsby for årets fejring af Jørgens fødselsdag 1. april. Mindre kunne nemlig ikke gøre det.
Napoli-studenter-kvarter-grafitti
Vi var i området omkring Napoli på turen i 2017, men blev sendt ud på nogle meget små veje af vores GPS, og nær den store by var der nærmest trafikkaos. Det var ret irriterende, at de andre ikke overholdt reglerne. De overhalede f.eks. højre og venstre om, både biler og scootere, og hvis man ville være sikker på, at der var plads til at køre ind i en rundkørsel, så begyndte de at dytte bagfra og begyndte på det med at overhale den ene og den anden vej. Vi blev den gang i Pompei og gik ad de rolige veje i den begravede, romerske by.
Napoli-place-torv
Nu skulle det være, og vi havde en mindre bil og meget mere erfaring. Vi fandt en dejlig plads at campere, Castagnaro Camping, og toget gik lige ind til centrum. Vi havde afsat et par dage til at besøge byen. Fredag tog vi toget tidligt ind til den centrale by for at opleve byen og noget af det som den unge søn på Castagnaro havde peget ud på kortet.
Og så var opgaven at finde en god restaurant til fødselsdagsmiddagen om søndagen, bestille bord, så vi kunne have en rolig søndag uden stress.
Napoli-place-bellini-studenter-hip
Byen er en stor by. Den breder sig over et stort område, og man skal gå meget for at komme rundt. Store byer er store, fordi der er mange mennesker, som bor og færdes, arbejder, spiser, studerer, elsker, sover ….. Alt det giver en masse larm og ballade, og sådan er det. Napoli er sådan en stor by på sin egen måde. Der bor ekstremt mange mennesker på lidt plads, på en stejlt skrånende flade ned mod Napolibugten. Og når de færdes kører de i bil. eller motorcykel eller knallert/scooter. Alle skal være på meget lidt plads og skubber lidt, venligt, til hinanden. Biler og mennesker viser med deres kroppe hvem de er og hvad de vil. Så glider det hele fint i kaosset.
Napoli-havn-skrald-
Det er en spændende oplevelse at besøge sådan en storby, Det er utroligt at byen fungerer, at den ikke for længst er brudt sammen. Byen er som en organisme, som virker, fordi den er levende. Det er kaosset der gør den meget anstrengende og interessant på en gang.
Napoli-gade-hjemløs-snak-jørgen
Jeg troede faktisk, at 2 dage til Napoli var for lidt. Men 1 dag var rigeligt til at gøre mig træt. På vej hjem i toget besluttede vi at køre fødselsdagsfesten totalt lokalt. Lene bestilte plads på Restaurant til kl. 20.30. Da ville de andre begynde at komme.
Det blev 1. april, som er min fødselsdag. Vi har snart tradition for at fejre den et nyt sted i Europa og i år skulle det være i Napoli. I går, fredag, var vi rundt i byen for at forberede en hyggelig dag i byen. Men efter en lang og larmende dag og 15 km i benene blev beslutningen, at dagen skulle være lokal.
Flot morgenbord med det hele, og gaver
Lokal er fra starten af dagen meget lokal. Jeg lader, som om jeg sover rigtig tungt og længe. Lene kravler hen over mig uden jeg opdager det og pusler stille rundt. Helt ude i køkkenet.
Jeg bliver vækket med fødselsdagssang og tillykkekys og kan stå op til en flagpyntet dagligstue, et veldækket bord med det hele og et køkken, der dufter af travlhed. Jeg får badeværelset for mig selv og kan roligt re’ mit hår og børste mine tænder.
Morgenmaden varer længe, for der er mange gaver og der skal snakkes om de andre spændende steder fødselsdagen blev holdt: i Rom, en landsby i Sierra Nevada, en gammel jernmalm-udgravning i Wales, og nu i Napoli.
Det blev til flere kopper kaffe end sædvanligt, også fordi en af gaverne var en ny kaffemaskine, Airpress, som kan lave god kaffe af rigtige bønner uden at alt i bilen bliver grumset til.
Kaffe på terrassen, tarte citrone
Dagen gik med hygge i solen, læse bøger, lege med billeder og skrive lidt på bloggen, gruppe-facetime med børn, sviger- og børnebørn. Aftensmaden var henlagt til et lokalt sted: “Restaurante Lui é Peggio di Me” i Napoli-bydelen Pozzuoli med antipasta, pasta napolitana, stenovnspizza og tiramisu.
Her bliver festen holdt
Vi ankom selvfølgelig til tiden, som aftalt, og vi var nogen af de første. Heldigvis for det, for det var her underholdningen startede.
Udenfor døren mødte vi rygerne, som skulle have de sidste inden de kunne gå ind. Indenfor var der dækket op, og musikeren sad allerede klar med det hele.
Vi fik anvist et bord af de to søde servitricer, en kunne lidt engelsk. Vin fra Toscana kom på bordet, den så lidt bedaget ud, og i flg. en tilkaldt ekspert skulle den smage sådan.
Vi ventede på at alle gæsterne skulle ankomme . Der var dækket til flere fødselsdage. Damerne kom med de strammeste, elastiske kjoler, smøget uden om store baller og bryster, men ikke langt ned på lårene. En med knælange støvler, ellers hæle, der truede med at knække. Læberne var pumpet godt for at matche bryster og baller. Unge var meget sorthårede, midaldrende til ældre var skandinavisk blonde.
Lækker stenovns pizza, Lui-stile
Mændene, de yngre, kom i sneakers, hullede cowboybukser og T-shirt. Masser af tatoveringer over halsen. Udtryksløst ansigt, en slags pasgang, strithår og mobiltelefon. De lidt ældre i habit, slips og mobiltelefon. Børne i store skrud med pufærmer.
Balloner alle vegne, både for og bagSelfie af en fødselar og alle veninderne
Maden kom på bordet og musikeren sang til sit ‘elektriske orkester’. Der var Eros Ramazzotti på spillelisten. Snart kom gæster frem på scenen og holdt fødselsdagstaler, sang ønskesange for fødselarerne godt hjulpet af musikeren. Der var fest og farver og det nydelige ældre ægtepar fra Danimarca ved nabobordet faldt fint ind i stemningen og havde deres egen fødselsdagsfest, menb gik hjem inden det blev alt for vildt.
Vi har allerede været afsted i 3 uger og en uge er gået her i Grækenland. Tiden går for hurtigt.
30. 3. – 2.4 l’Aquila til Napoli, Castagnaro Parking
Her blev vi hængende i 4 dage i det gode vejr, med besøg inde i Napoli centrum og fødselsdag med det hele- helt lokalt
I Napoli blev det først rigtigt lun luft og stellpladsen i Pózzuoli, Napoli, Castagnaro Parking er et hyggeligt og afslappende sted, og vi blev hele 4 overnatninger. Bad, rengøring, hvile og tid på kontoret var velegnede aktiviteter i det tidlige, italienske forår.
3. 4. 23 Brindisi Havn
Gratis plads på P-plads tæt på færgen
Turen på tværs over Italien fra Napoli til Brindisi gik fint bortset fra lidt regnvejr. Der var ledige pladser på en stor parkeringsplads på havnen, med mange biler, der ventede på Grækenlandsfærgens afgang
6. 4. 23 Plataria camperstop
Plataria-camperstop . pladsen måtte vi søge i mørket. Færgen var et par timer forsinket, så vi fandt først pladsen efter midnat. Til gengæld bankede manden med kvitteringen på 15€ for opholdet op allerede kl 7. Efter vores tidsregning, for uret var stillet 1 time frem tilgræsk tid.
7. 4. 2023 Nidri nær Lefkades
Lefkadas udkant blev til vores nød-sove-plads
8. 4. 2023 Kryoneri havn
Dejligt miljø på Kryoneri havn. Turisterne venter på varmen. Vi tog to overnatinger.
Vi er ved at finde de gode steder uden for mange af vores slags og flest af de almindelige beboere. På havnen i Kryoneri kunne vi sove fredeligt og bade i det friske, kølige vand inden morgenmaden. Mere af den slags pladser.
I 2009, den 6. april, var Leonora 24 år. Hun bliver stadig rørt, når vi spørger til, hvordan det er at bo i en by, som er ramt af jordskælv. Hun passer sit arbejde på informationskontoret i l’Aquila og er mest indstillet på at pege os hen til Duomen. En af de gamle kirker i byen, som er kommet langt med restaureringen. Og mange huse er genopbygget og ser rigtig flotte ud. Men endnu flere steder står bygninger med støttestativer og venter på, det bliver deres tur. Det er 14 år siden jordskælvet ramte og mere end 300 døde og 60.000 af byens 70.000 indbyggere blev hjemløse.
Der arbejdes i alle de kvarterer vi kom forbi, og det ser ikke ud til at blive færdigt lige foreløbigt. Der er stadigvæk mennesker, der bor i midlertidige boliger. Det har kostet massive beløb allerede, men byen løber ikke tør for penge foreløbig. Berlusconi var regeringsleder i 2009 og tog sig betalt for at hjælpe Anders F. Rasmussen til Nato. Måske skubbede det til donationer fra alverdens lande. USA, Putin i Rusland, Kina, Saudi Arabien, Macron og ham fra Canada?, har givet penge til genopbygningen. Obama kom til byen efter jordskælvet for at vise sin støtte. I Tyrkiet og Syrien har mere end 50.000 mistet livet og mange millioner er hjemløse. Mon Erdogan har andet at handle med end Sveriges Nato-medlemskab? Hvem kan han få til at hjælpe med de næste 15-30 års genopbygning? Eller har vi allerede glemt den historie, der jo ligger langt væk fra vores virkelighed.
I sidste uge var der igen rystelser i l’Aquila. Leonora får blanke øjne og tager sig til maven, når hun fortæller det. Når hun genoplever, hvordan det var at komme gennem en dør i sit hus og ud i de 30 sekunder skælvet varede om natten 6. april 2009.
l’Aquila er bestemt værd at køre efter, selv om det er op ad bakke meget af vejen. Byen ligger 714 m over havet, har ca 72.000 indbyggere og er administrationsby for provinsen l’Aquila og regionen Abruzzo
Der er langt ned gennem Tyskland og Italien. Indtil videre har vi kørt 2.747 km og holder nu weekend på en dejlig plads i udkanten af Napoli.
Den første del af turen er vi styret af en deadline, for vi har købt billet til færgen fra Brindisi til Igoumenitsa i Grækenland til tirsdag d. 4. 4. kl. 13. Vi skulle finde gode kompromiser mellem at køre langt, se og opleve noget og nå færgen til afgangtiden. I planlægningen var vi mere optimistiske end vi kunne leve op til og blev godt trætte efter mange dage med kørsel hver dag til nye steder. Derfor er vi her stadig på pladsen i Napoli. Det er forår, solen skinner og termometret viser over 20 grader. Vi tog afsted fra sommerhuset for en uge siden.
24.3. Degnegyden til Horster Mühle
Vi skulle egentlig ha` spist på kroen for at overnatte, men vi tog hjemmemenuen
Det er en ny oplevelse at kunne dele opgaven med at køre bilen. Lene er helt tryg ved en mindre bil, med manuelt gear og 1 m kortere. Og der er ikke nogen problemer at manøvrere i trafikken på de tyske motorveje. De større byer vil hun endnu helst være fri for.
Horster Mühle var der vi sov og hurtigt kørte videre fra. Vi sprang over wienerschnitzlerne. Måske en anden gang.
25. 3. Horster Mühle til Völkerhausen
Efter meget besvær med at finde den rigtige Eißenhäuserweg nåede vi frem til Johannes og Anja og deres gæster
26. 3.Völkershausen til Gottard, Stellplads ‘Plan der Reuss‘
På vej op til Gottardpasset fandt vi ud af, hvad de stiplede, røde streger på Google Maps betyder: vejene er lukkede. Heldigvis er der en 16 km tunnel gennem bjerget. Men vi tog en overnatning på stellpladsen lidt nedenfor tunnellen. Det var grimt regnvej og vi havde kørt langt allerede.
Alba står på ønskelisten til et genbesøg, og det ville ikke være nogen stor omvej på vejen sydover. Byen var lige så hyggelig, som vi huskede den. En dejlig italiensk frokost, en god kop kaffe til provinspris 1.30€ og en kage og en snusetur rundt i centrum i det gode forårsvejr var, hvad det blev til. Vi fandt en plads at overnatte på landet med udsigt over dalen og en sjov bar i den lille landsby Mombarcaro.
27.3 Gottard til Alba og Mombarcaro
En lille by, Mombarcaro nær Alba, havde indrettet en fin plads med udsigt over dalen mod de franske Alper. Byen var “under afvikling”, men kæmpede imod ved bl. a. at indrette oplevelser for turister, cykel-og vandreture, overnatningsmuligheder og gøre noget for biodiversiteten. De få ældre mennesker, der stadig boede i byen mødtes ved den lille bar/butik/posthus/checkpoint for vandrere. Der blev snakket italiensk og røget en masse smøger.
28.3. Mombarcaro til Lucca
Lucca er en meget smuk og imødekommende by, som vi besøgte i 2018. Vi kunne bo på en stor parkeringsplads lige udenfor Porta Santa Maria
Lucca er en favoritby i Toscana. Den er stor nok til at have mange ting at byde på, men på denne årstid er der ikke mange turister, og det er behagelige temperaturer. Vi kunne bo lige udenfor bymuren, så vi kunne gå ind til den gamle by. Jeg kunne godt savne min cykel til tidlig morgentur rundt på ringmuren
29.3. Lucca til l’Aquilia
Lige bag denne plads holdt vi for natten. Med udsigt over dalen ved l’Aquilla. Den by, der blev værst ramt af jordskælvet i 2009, og som stadig er under genopbygning
l’Aquila ligger i et uroligt område af Italien, og blev i 2009 ramt af jordskælv. Den er stadig langtfra genetableret. Der bygges overalt i byen, og det bliver gjort rigtig flot. Der mangler ikke penge til arbejdet, da hele verden donerede til projektet. 60.000 af 70.000 indbyggere blev hjemløse. 300 dræbte og 1500 sårede
30. 3. – 2.4 l’Aquila til Napoli, Castagnaro Parking
Her blev vi hængende i 4 dage i det gode vejr, med besøg inde i Napoli centrum og fødselsdag med det hele- helt lokalt
I Napoli blev det først rigtigt lun luft og stellpladsen i Pózzuoli, Napoli, Castagnaro Parking er et hyggeligt og afslappende sted, og vi blev hele 4 overnatninger. Bad, rengøring, hvile og tid på kontoret var velegnede aktiviteter i det tidlige, italienske forår.
