Første tur med rejsebilen - 2016
Det går alt for stærkt. Vi er allerede bagud med at fortælle alt det nye? Eller hvad er det for noget pjat. Der er ikke noget der hedder at være bagud. Det er jo også det turen går ud på: at være opmærksom på det der sker nu og så glemme det der ikke blev til noget.
Så!: jeg sidder ved en havnekaj i Leeuwarden i Holland. Har aldrig hørt om byen før. Det er en by med mange vandkanaler med plads til sejlads med pramme og både. Og 90.000 indbyggere.
I aften var fredag. Det er jo begyndelsen på weekenden og vi var ankommet så tidligt på dagen, at vi efter hyggelig afslapning ville spise ude. Op på cyklerne ind mod centrum, hvor der var fredagsstemning. Vi havde kun lige låst cyklerne, før vi blev inviteret på vin af nogle meget åbne og festlige hollændere. Vi nøjedes med en hyggelig snak og blev hjulpet videre til Keukencafé TOTT, en lille restaurant i nærheden. Lækre sticks med kylling og fisk. Meget charmerende betjening og lutter fremkommelige mennesker omkring os. De bekræftede vores fordom om, at hollændere er nogle gamle, glade flippere, der ikke tager tilværelsen for højtideligt. Er der noget om det?
På vejen tilbage til cyklerne mødte vi igen vininvitationen. Tænk at vi allerede havde fået venner, som kendte os. Vi syntes ikke vi ville trænge os på, og det var ved at blive mørkt, og vejen tilbage til bilen på cykel uden lys, og vi var vist også lidt trætte, og..
Sku’ vi have sagt ja tak og stolet på at der ville være løsninger på alle de problemer vi på forhånd kunne få øje på? Er det hollændere i modsætning danskere?
Jørgen
Vi stoppede lidt tilfældigt i Wilhelmshafen i Tyskland og fandt en fin plads ved vandet. Det var særligt godt, fordi det blev meget fint vejr.
Også tyskerne nød det gode vejr. Selv om det her var vadehavsstrand med mudret bund, var der en del, der fik sig en dukkert, og mange cyklede eller gik tur langs vandet.
Ikke længe før dette billede blev taget, kom en pige gående på promenaden imod solen. Hun var sammen med sin kæreste og de nød turen. Mine reaktioner blev et billede på, hvor forskellige vi er. Pigen havde bare bryster, som var brune, så de var vant til at være fremme i solen. Hun havde en fyldig barm og var også rund bagtil. Da hun havde passeret os, præsenterede hun sin store bagdel næsten lige så bar som brysterne. Underdelen til de bare bryster var en ganske lille tanga-trusse.
Den havde nok ikke gået i Danmark. Min første tanke var, at hun da ikke havde meget fornemmelse for, hvad der var smart, god stil og i orden. Men hun var ligeglad med, hvad jeg tænkte. Og jeg måtte lige tænke om engang! Hvem var det, der ikke havde god stil?
Jeg får tit stikpiller til mine sokker i sandalerne eller lignende kiks. Det kan være svært at leve op til codex og den aktuelle måde at være hip på.
Kan det passe, at reglerne er mere snærende og stramme, der hvor jeg kommer fra i forhold til, hvad jeg indtil nu har mødt i både Tyskland og Holland?
/Jørgen
Man kan godt snakke hyggeligt i en Hymermobil, men det er ikke en telefon. Og ’hymermobile led’ er ikke en rigtig diagnose.
Vi kører i en Hymermobil, som er en bil man også kan bo i.
Hvordan blev det så lige en Hymermobil?
Starten var en tur til Sydfrankrig i en VW-golf i 2014, med cykler bagi og overnatning på hotel eller leje-lejlighed. Det var en succes at tage på ferie i bil. Golfen kørte fint, men var svær at bo i.
Næste overvejelse var en indsats til en VW Caddy
Det så fint ud, men tidsperspektivet var nok en tur på en uge, max. 14 dage. Og hvor skulle cyklerne være?
Og så voksede kravene ligesom de biler, der skulle tilfredsstille dem. VW rugbrød? Under 6 m brugt autocamper? Lejebil?
Vi ville have en bil vi kunne holde ud at være væk i i mindst 2 mdr. Cykler skulle kunne være indendørs. Der skulle kunne laves ordentlig mad. Den skulle ikke lugte af hund eller gamle sure akryltæpper. Den skulle være håndterlig, til at komme rundt med og parkere. Den skulle ikke syne af så meget, ikke være anmassende, men alligevel god kvalitet. Det er vi gået efter med de valg, vi har taget.
Nogle facts om den bil vi kører og bor i.
- En kassevogn bygget af tyske Hymer på en Fiat Ducato
- 150 heste, diesel+tank=90l, 6 automatisk skiftende gear,
- Gps , musik og mange højttalere
- 212 cm x 699 cm x 277 cm = ca 15 m2 (Ingen kælder eller uudnyttet tagétage). Næsten som en 20 fods container med en ekstra meter til rat og pedaler og 40 cm i højden til hjul.
- Køkken med gaskomfur, vask, varmt/koldt vand, stort køleskab og fryser, køkkenskuffer og skabe
- Bad/toilet med kemisk toilet, håndvask, brusekabine
- Vandtank 100 l, spildevandstank 110 l, toilettank 10 l, tilkobling for 230V
- Propan gastank= 11kg, Bhutan gastank 11kg
- 2 enkeltsenge 80x195 cm2 der kan laves til en ekstra bred dobbeltseng, skabe, garderobeskab, spisebord, ’sofa’
- masser af LED lamper, varmeanlæg, solpanel og batterier
- En ’garage’=bagagerum til 2xcykler, udestole og bord, lille gasgrill, gasflasker, kabler, vandslange, værktøj, cykeltøj, vin
- Farven er grå, i modsætning til de allerfleste biler, der er hvide
- Max 3500 kg totalvægt. Må køre og parkere som en personbil, f.eks. 130 km/t på motorvej. Det kan dog være svært at finde en parkeringsbås på 7m.
Det har været en opgave at få alle disse ting til at spille sammen og fungere, så vi kan spise, sove, bade, hygge, rejse, mv. Når dertil lægges arbejde med at fastholde forbindelse til internet, telefoner, mv., har der været masser af praktiske gøre mål at tage sig af. En stejl læringskurve. Men nu er rutinerne ved at være på plads. Der er ikke overraskelser med mærkelige lyde, en skuffe, der ikke blev sikret, varmt vand der er koldt, natpotten, der bliver for fuld. Vi har snart været alle funktioner igennem flere gange. Vi oplever efterhånden den frihed til at kunne flytte sig hurtigt uden at den store omstilling, lige som vi havde forestillet os. Det er dejligt, men man skal vænne sig til, at det lader sig gøre.
/Jørgen
Den 8. september boede vi på havnen i Vilhelmshaven i Tyskland og studsede over forskellige rygerkulturer:
Det er helt utroligt, som der ryges i Tyskland. Det var påfaldende for os fra ikke-rygerDK at støde ind i mange situationer, hvor der blev røget, som derhjemme forlængst er røgfri .
Man skal åbenbart være 18 år for at kunne købe cigaretter selv. Ellers gøres der meget for at gøre adgangen til cigaretter så nem som muligt.
Tæt på stranden i Vilhelmshaven var der hjælp til smøgtrængende badegæster. En cigaretautomat. Lige til at putte € i og trække en pakke. Man skal dog være over 18. Vi havde faktisk tidligere mødt cigaret-automaten på en øde marskø, og det blev noget, vi ofte faldt over på turen gennem landet.
Rygeradfærden var anderledes på cafeerne. Småbørnsforældre sad begge og røg med en baby på skødet. Der var askebægre på alle borde. Mange rygende i gå-trafikken, og i bilerne.
I indkøbscentret fik vi en snak med en pige, der solgte cigaretter og rulletobak. Vi fortalte om vores oplevelser i Tyskland og hvordan det er i Danmark.
Tyskerne er først for et par måneder siden begyndt at skrive på pakkerne, at rygning er sundhedsskadeligt. Hun havde det selv dårligt med, at gravide og unge med små børn købte hendes tobak, og så var hun selv holdt med at ryge for 4 uger siden. Hun mente, at der var et skifte på vej i Tyskland til større fokus på de dårlige sider ved rygning
Men det er overraskende for mig, at vi er så forskellige på det punkt? Det må der også være noget statistik på?
I de franske byer vi senere har besøgt lagde vi ikke mærke til rygerne på samme måde.
/Jørgen
Jeg troede vi var verdensmestre i at få folk til at bruge cyklen i Danmark. Men det er helt vildt hvad der er af cykler, eller havelåger, her i Holland. For cykling for hollændere er noget andet end for danskere.
- De kører på havelåger, altså transportredskaber
- De kører uden cykelhjelm
- De kører uden regler, eller har et pragmatisk forhold til overholdelsen
- De ser glade ud på deres cykler
- Der er ikke nogen der råber i trafikken
- De bruger tykke kæder til aflåsning
Det fungerer tilsyneladende uden den store ballade. Vi har været en del af trafikken rundt på cykler i storbyen Amsterdam (så stor som København). Og det er meget anderledes end i DK. Her er nogle regler om at holde tilbage fra højre, række armen ud før man drejer. Meeen! Regler, nå ja. Men det er den helt grundlæggende indstilling til at alle tager hensyn og fletter ind i hinandens mønstre der tilsyneladende får trafikken til at glide uden besvær. Både biler, knallerter, cykler og gående bruger det princip. Der er ikke nogen der ringer med ringeklokker, dytter eller råber.
Alle cykler uden cykelhjelm, Forældre med børn stablet på cyklen både på stangen, på bagagebæreren, både foran og bagpå, nogen gange er der et barnesæde, andre gange en kasse. Ingen har hjelm på. På landet så jeg en skoleklasse, 5 kl. måske på cykeltur med læreren bagerst. Ingen hjelme!
De kører heller ikke så stærkt. Det duer gaderne i Amsterdam ikke til, og cykeltrafikken og hensynet sætter en begrænsning. Derfor kører de også alle rundt på 'gamle' havelåger, hvor man sidder ret op på sadlen.
Og så virker det som om der er mindst 3 cykler pr. indbygger. Alle parkeret meget tæt og ordentligt, og der er meget få vrag, der ligger og flyder.
Det er en tanke værd, om vi måske hjemme laver regler for at undgå skader, for at afvikle trafikken bedre, o.s.v og vi ender med, at bundlinien ikke er bedre, men at vi får en cykelkultur (trafikkultur), hvor man holder på sin ret, bliver mere hidsige og stressede, kommer mere til skade, får færre op på cyklerne i byerne, kommer langsommere frem. Tænk, hvis man i virkeligheden ikke fik færre ulykker ved at køre med cykelhjelm? Gad vide hvor mange der får skader af at cykle i Holland? Dansk Cyklistforbund har på et tidspunkt været skeptiske i forhold til at anbefale hjelm. (Det er nogen år siden).
A pro pos debatten om sundhedssektorens screeningsprogrammer, som fanger nogle potentielt syge, men påfører rigtigt mange ulemper og bekymringer?
Det er værd at kikke på statistikker. Hollænderne er vilde med statistikker, så hvis de bare kunne et pænere sprog kunne det vær sjovt at læse. Hvor mon man finder dem?
Ku' det tænkes at vi laver for mange regler om alt muligt, og hollænderne har en pointe med deres hensyn-tageri og tollorange?
/Jørgen
Hollandsk lyder ret sjovt. Lidt ligesom når pingvinen Pingu skændes med sine venner. Men jeg tror det er ret let at lære. F.eks. står dette skilt på de små færger, der sejler i pendulfart mellem Amsterdam-Noord, hvor vi boede, og Centralstationen i Amsterdam.
"Fietsers pad" har jeg lært betyder "cykelsti", for det støder man ofte på i trafikken, og så regner jeg lynhurtigt ud, at fieters er cyklen og pad er stien. Hvis det så er en fietser, der siger brom, er det nok en knallert. Altså "Knallerter skal slukke motoren på færgen" Hvor svært kan det være?.
Men det slet ikke så let. Lidt tyske og danske gloser hjælper lidt, men det er tungt, når man på campingpladsen skal læse, forstå og acceptere reglementet på hollandsk.
Til gengæld er de fleste hollændere både villige og ret dygtige til at tale engelsk. Men den skriftlige kommunikation på skilte og informationsmateriale oversættes ofte ikke. Men sådan er spillereglerne vel også for turister i Danmark?
/Jørgen
PS:
Når jeg ser dette skilt forventer jeg at møde en ret vild hanekok, men det var en fæ-rist, fåre-rist, der ventede forude
/Jørgen
Vi kører snart ind i Frankrig, men holder søndag i Veurne i Belgien. Til morgenkaffen hørte vi radioavis og stille musik på DR.dk/P2 (lidt længsel). Den efterfølgende udsendelse hed "Lyden af Frankrig" Den var rigtig god. Og vi skal selvfølgelig besøge det lille, åbenbart lidt ukendte Satie museum i Honfleur, som bliver omtalt. Byen er allerede anbefalet af andre og skulle være rigtig hyggelig.
Du kan høre udsendelsen her: Lyden af Frankrig/Jørgen
Turen i bilen er et forsøg på at afprøve, om det kunne lade sig gøre at blive glad for at rejse uden at få turistkvalme?
Men hvad skal der til for at vi kan blive glade for at rejse? Hvad er det vi vil opnå med at gøre det på denne her måde?
- have en fast bo-base med sin egen dyne, sit tøj, sko til alle formål, og hvad der hører til et sted at bo.
- kunne lave ordentlig mad og udnytte de råvarer, vi kan finde og købe lokalt og slippe for at spise på restaurant flere gange om ugen, men kun når vi har lyst og finder noget sjovt at gå ud efter.
- kunne have mere bagage med, bøger, cykler, værktøj, mad, computer
- få en hverdag til at fungere, med praktiske opgaver, rengøring, læsning, ture
- kunne bo nær lokal befolkning og få en slags kontakt, bruge deres sprog, spørge til deres hverdag, møde mennesker
- kunne vælge til og fra på seværdigheder og turistspots
- kunne bestemme varighed af besøg i et område, ikke være begrænset af flyvemaskinens afgangstider
- kunne have sin cykel med, cykle en svedig tur og komme hjem til en kold øl og et varmt bad. Cykelturen er ikke fiasko, hvis der er regnvejr på ét bjerg. Så kan man køre til et andet eller vente et par dage på bedre vejr.
- at kunne rejse ud med en hensigt, som ligger ud over at holde ferie. F.eks. at tænke Europa ind i det vi oplever, at ville lære sproget=læse, tale, at kende en egn, at smage vin, forfølge en historie
- at have et sted at ’arbejde’= læse bøger, studere kort, finde facts, skrive, fotografere, blive klogere, lære noget
og der er måske mange flere ting, som skal til for at det er sjovt at rejse igen, men vi kan da afprøve om noget af ovenstående kan hjælpe på det?
Det skal så vise sig, om vi undervejs lykkes med at ovenstående gør det sjovere at være væk hjemmefra.
/Jørgen
Erik Satie var vist en værre gavtyv, der godt kunne lide at lave sjov og udfordre konventionerne. Det gjaldt også, når han komponerede sin meget stemningsfulde musik. Jeg har vist en gammel LP stående med hans Trois Gymnopédie 1.. Gad vide hvor jeg har den fra?
Heldigt nok fulgte vi opfordringen søndag morgen fra ’Lyden af Frankrig’ til at besøge hans hus i Honfleur, som nu er museum. Der var en god guide på hovedtelefon, som gav en fin oplevelse af manden, hans musik og samtid og hans liv i Honfleur og blandt franske kunstnere. Og han havde sine dæmoner at slås med. Det var fint med lytteguiden, så vi slap lettere gennem plancherne, og hans musik blev brugt som illustration og stemning under turen rundt i huset. Hør engang lidt på det her.
Honfleur er en fin og spændende by at trave rundt i. Der er stadig noget, der ligner lokalt liv, men turisterne fylder meget selv her i september. Mange af husene er bygget som bindingsværk, men på en meget anderledes måde end vi kender. Og så bruger de en masse skifer til tag- og facadedækning.
Det var den største parkeringsplads for Bobiler, vi endnu havde set og boet på. Der var mere end 200 biler. Mange var på visit i den hyggelige by og boede et par dage selv om hyggen på sådan en plads er ret beskeden. Vi havde en flot udsigt over floden og ind over byen, som vi nød.
Man kan godt blive lidt stresset af alle de andre biler, men det bliver pludselig noget helt andet, når man går ind og lukker sin dør. Så er der ro på og det bliver igen til at overskue.
På det område er vi novicer. Vi har ikke fundet formen for, hvornår og hvor meget man lukker for vinduerne. Hvor meget man er del i hinandens rejser? Mange biler trækker for alle vinduer så snart det begynder at blive aften. Nogen har trukket for hele dagen (for varmens skyld?). Det ser ikke ud som om, der er den helt store sociale udveksling på sådan en stor plads, med mindre man følges. Indtil videre forsøger vi at signalere, at vi er her: Går rundt og sparker dæk (vores egne), vasker insekter væk fra forruden. Fortæller at bilen er tysk og vi er danske. Hvis der er nogen, der vil høre det. Hvor kommer I fra? Hvor har I været? Sender lys ud fra et sidevindue med gardinet halvt oppe? Vi er her.
Det er svært. Vi er under oplæring og bliver klogere og dygtigere.
/Jørgen
Jeg er blevet glad for at cykle på racecykel igen, og har trænet meget for at kunne deltage på Cykelnervens hold i 2015 og 2016 til Alperne.
Jeg er faktisk blevet vild med at køre i bjerge. Når man når toppen og kører ned igen, kan man næsten ikke tro, at man er kommet så langt op ved egen pedalkraft. Derfor skal cyklerne med for at kunne køre racercykel, og gerne op af nogle lange og stejle bjerge.
Men cyklerne skal også bruges til lokal transport, der hvor vi slår os ned. Cyklen er genial til transport i en stor by og til at få et nærmere kendskab til omegnen. Man bliver så træt af at vandre gade op og ned.
Min racer er derfor blevet ombygget til en super letvægts citybike med combipedaler, så jeg både kan cykle hurtigt, langt, længe og stejlt, når jeg får den ide. (Håber det er til at holde ud at køre med fladt styr?) Og jeg kan tage cyklen ind til centrum og stille den for at få en kop kaffe på en smart café.
Og to lette cykler, 2 x 8 kg, hjælper til med at undgå overlæs. Og de er meget lette og nemme at håndtere ud og ind af bilen. Cyklerne er så lige blevet udstyret med kædelåse, og det har øget vægten med faktor halvanden. Men ”jeres cykler er for stor en fristelse for en cykeltyv i en storby”, blev vi advaret af indtil flere hollændere, der kom med beundrende kommentarer. Altså til cyklerne.
Og så er vi selvfølgelig udstyret med cykelhjelm og klar til at møde andre måder at cykle på i de lande vi kommer igennem.
Jeg håber snart jeg kommer i gang igen med at cykle længere ture med noget fart på. Men det skal helst planlægges,så det bliver en god rute og så jeg kan finde ’hjem’ igen. Jeg har endnu ikke helt tillid til Garmins evner på fremmede breddegrader. Men det skulle vel ikke være noget problem?
/Jørgen
1066. Slaget ved Hastings som tegneserie. Meget voldsom begivenhed gengivet uden at lægge fingre imellem. Det var William, bosat i Normandiet, der var ude for et løftebrud, og det skulle man ikke finde sig i på de tider. Reaktionen blev en grundig forberedt krig mod Saxerne. William blev 'the Conqueror' og konge af England.
Der var ikke noget, der blev skånet, heller ikke i fremstillingen på den 68,3 m lange, broderede tegneserie. Striben blev udstillet første gang i katedralen i Bayeux i 1077, efterfølgende en gang året, og nu har jeg set den samme sted. Fantastisk billedfortælling og broderikunst.
Vi bor på en gård i kort cykelafstand af Bayeux.
Det er 2. verdenskrigland og og den første var heller ikke langt herfra. Begge handlede i en eller anden forstand om spillet om magten og verdensherredømmet mellem England og Frankrig.
Det spil rækker måske tilbage til 1066 i Hastings og frem til Brexit og et splittet Europa?
Der er dog flere franskmænd, der kan og vil tale engelsk nu, end der var, da jeg første gang var i Frankrig i forrige århundrede.
Måske forsvinder problemet med en aldrende og skrumpende europæisk befolkning (Se en spændende artikel en fremtid for DK og Europa her i Berlingeren (hvis linket dur) )
/Jørgen
Her bor vi nu i Bourg sur Gironde
Vinen er rigtig god, og dyrket og tappet på stedet, hvor vi har slået os ned. Lige midt i bondens vinmark. Jacques og Rémy Eymas hedder bonden og hans søn, der har travlt. For de gik i gang med at høste rødvinen til morgen.
Og her må vi gerne blive boende et stykke tid, hvis vi vil. Og det vil vi.
Vi valgte at forlade vestkysten efter et fint besøg på den amerikanske mindepark ved Omaha Beach. Vejret var ved at blive lidt småkedeligt, og vi trængte til komme længere sydpå til noget rigtig Sydfrankrig. Vi trængte også til at finde et sted, hvor vi kunne slå os ned i længere tid og overkomme rastløsheden.
Loiredalen lå næsten lige på vejen sydpå, men vi skulle slå et slag mod øst for at ramme nogle af de ting, der kunne være interessante ved den. Dalen er fyldt med Chateauer, og det er spændende for nogen, men vi gik ret hurtigt døde i den genre. Vi overnattede ved floden Mayenne i Chateau de Gontier og besøgte Saumur ved Loire på vejen til Amboise i nærheden af Tours. Her brugte vi et par timer på det lokale loppemarked med gamle ting. Vi fandt nogle fine gamle glas til vin og den indkøbte Calvados.
Vi havde flyttet os mange gange i løbet af de første 3 uger og med ret korte stræk. Nu var planen at komme langt i en fart og lave et længerevarende stop.
Der var lidt praktisk arbejde med vand, diesel, toilet der skulle ordnes, og en forhandler af campingting som vi ville besøge for at få sat tjek-mærker på vores indkøbsliste. Efter megen søgning fandt vi en grund med nogle campingvogne, gamle skilte og en meget gal hund bag et gitter. Ingen liv i butikken, hjemmesiden var bare ikke helt op til dato.
Herefter blev målet langt ude i det fjerne. Vi skrev ’Bordeaux’ og ’Motorveje ok’ på gps’en og kørte en fin og lang tur gennem noget Jyllandsagtigt terræn på en betalingsvej. Det var dyrt og dejligt. Landskabet ændrede sig, det blev mere kuperet med vinmarker og vingårde.
Nu er vi så på Chateau Gros Moulin med god vin, fin udsigt, dejligt vejr og fred og ro til at få samlet op på de sidste par ugers oplevelser.
/Jørgen
Jeg er ikke den fødte campist. Og Lene er slet heller ikke. Mere hån og spot end sympati og forståelse. Altså sådan skarpt stillet op.
Men hvad er det så vi har gang i med den her tur rundt i Europa i en bil? Camping?
Lene vil gerne rejse og jeg tager som regel med efter en del overtalelse. Det er blevet til selvarrangerede ferierejser til La Gomera og Mallorca med aktiviteter som vandreture, cykling og hygge og snak om 'alle de turister, der dog er i verden?'. Vi har forsøgt at finde de almindelige mennesker ved at bo i kvarterer, hvor de lokale bor. Og vi har alligevel set virkelig mange turister med gråt hår og Fjellræv på ryggen i de tidlige forårsmåneder i de varme lande.
Jeg var ofte mest til at blive hjemme: det var alt for dyrt ;-) at tage af sted for at kikke på de andre turister. Når vi så alligevel kom på tur, var det kun de første par dage jeg var sur og skumlede. Det var jo alligevel fint nok at se noget nyt. Og som turist måtte jeg affinde mig med de andre turister. Og hotellet eller lejligheden gik også an efter nogle dage.
Men jeg har det altså ikke nemt med at være turist, med de andre turister, med seværdighederne og turistfælderne, med rejsen i fly, med at spise ude hver dag, med at være hjemløs hele dagen, med lemmingefornemmelsen, med turistkvalme, med fornemmelsen af at blive flået, at betale alt for meget for alt for lidt…..
Jeg ved nok i virkeligheden ikke, hvad det er jeg vil med at rejse.? Måske skulle jeg bare blive hjemme og være tilfreds med det?
Jeg er en skrækkelig romantiker, som vil opleve det oprindelige, unikke, det ægte, uspolerede, uberørte, ikke-kommercielle, det almindelige og det fantastiske . Og det er der jo ikke noget særligt genialt ved, for det vil alle turister. Og det ved de på turist-stederne og de sælger selvfølgelig kun den ægte vare, som de siger i brochurerne.
Det er bare ikke godt nok for mig. For det ægte forsvinder, når det bliver til turisme.
Turen i bilen er et forsøg på at afprøve, om det kunne lade sig gøre at blive glad for at rejse uden at få turistkvalme?
/Jørgen
På vej længere sydpå slog vi et slag omkring Pyrenæerne. Selv om jeg ikke har fået cyklet mere end en enkelt tur siden Alpeturen i juni, ville det være for dumt at køre gennem Pyrenæerne uden at kikke forbi nogle af de berømte bjerge. Jeg havde dog ikke nogen klar fornemmelse af, hvor de lå. Men syd for Pau var vi Col d' -land. For de ligger jo lige i samme nabolag. Den ene Col ved siden af den anden.
P-pladsen i Laruns var optaget af fåreostefestival, så vi måtte finde en lille bjerghylde uden for byen.
Vi slog os ned i Laruns, lige der, hvor det bliver til rigtige bjerge. Jeg forsøgte en tur mod Col d'Aubisque, 17 km. Jeg blev træt, da jeg havde kørt 12 km op med 8% stigning. Men en dejlig første tur blev det i fantastisk solskinsvejr. Og sikke en nedkørsel.
Begge cykler blev luftet på tur Ossau-dalen til marked i nabobyen Arudy. Man kan mærke højden, ca 500 m, og årstiden, så temperaturen i skyggen er kølig.
Dagen efter var det var det blevet koldt og gråt, og vi kørte i bil mod Col d'Tourmalet. Den tur gik over Aubisque. Jeg ville jo gerne vise, hvor meget jeg havde cyklet opad. Og det blev et fantastisk syn. Jeg ærgrer mig over den manglende træning og modet til at tage det sidste nap. For det var de sidste 4 km, der var de flotte. Lidt som Glandon i Alperne.
Oven over alting skinner moder sol. Udsigt fra toppen af Col d'Aubisque
Og nedkørslen var forrygende, selv om det var i en stor bil. Desværre var der lukket over Tourmalet af stenskred, så vi fortsatte til et overnatningssted ved Col d'Aspin. Her blev det til en flot tur op og ned og op og ned.
På den ene side af bjerget var dette udsigten. På den anden side skinnede solen og det var lunt vejr. Her på Col d'Aspin.
Natten blev med frost, og Tourmalet blev gemt til en anden gang.
Morgenfrost ved Peyolle. Heldigvis kan der sættes varme på Hymerbilen.
Modellen med at have cykler i bagagen og kunne vælge mellem de flotteste bjerge fra den ene og den anden side, og stadig være hjemme til aftensmad, den holder. Det skal prøves igen, og så skal der selvfølgelig være mange flere kilometer i benene. Men der gik desværre lidt for lang tid med at få Hymerbilen ind under huden. Og der blev cyklet for lidt. Det føltes først naturligt, da der var bjerge i udsigt ;-).
Tourmalet i baggrunden ser skræmmende ud. Må vente til en anden gang.
Vi kørte mod varmen og overnattede i San Sebastian- en ny by i et nyt land, Spanien.
/Jørgen
Udsigt over Bilbao fra vinduet i aften.
Og sådan så der ud da vi vågnede i morges.
Bilbao er en spændende by at besøge. Den er en slags hovedstad i Baskerlandet. Det er en by med masser af udvikling. Og meget skyldes Guggenheim, hvis fond har placeret et kunstmuseum i byen. Det var også den bygning, der fik os til at stoppe og blive i byen et par dage.
I dag cyklede vi ned i byen. En stejl bakke ned til trafikken. Jeg fik overtalt Lene til at tage cyklen ved at få fyren i receptionen på P-pladsen til at tegne vejen til cykelstierne på et kort. Efter at have gennemført en hel dag på cykel i byen, ved jeg nu, at han aldrig selv har cyklet den anviste tur. Det var en udfordring at komme frem, især hvis man nemt bliver lidt bange for trykket fra de andre trafikanter. Men ved brug af fortove, fodgængerfelter, p-pladser og parker lykkedes det at finde vej ud og hjem. Mere end 25 km rundt i byens gader.
Jeg har tidligere skrevet om trafik i Amsterdam med stor vægt på cykling. I Amsterdam var cyklen det eneste fornuftige tranporthjælpemiddel, hvis man ville frem. Biler gav ingen mening i de smalle gader.
I Bilbao ser det ud som om der er investeret rigtig mange penge i trafik-infrastruktur. Vi har set letbane køre rundt på skinner blandt biler og busser. Der er to forskellige bussystemer, der dækker byen på forskellig måde, rød og grøn med busbaner i de trafikerede gader. Så er der undergrundsbanen, som kører i to sløjfer under byen på langs. Og der er givet masser af plads til bilerne inde i bykernen. De fylder faktisk ret meget. Der er etableret enkelte cykelstier, men det er tydeligt, at der ikke satses på cykler. Stierne stopper bare lige pludselig, og så må man finde en vej midt i en myldrende biltrafik.
Det virker som om der er brugt voldsomt mange penge på alternativer til bilen, uden at trafikken er blevet mere smidig, tryg og effektiv. Det er stadig bilerne der sætter dagsordenen og fylde overalt på gaderne.
Med alle de alternative transportmuligheder burde det kunne lade sig gøre at komme rundt i byen selv om det blev mindre attraktiv at bruge bilen.
I forhold til Odenses strategi med letbane og busser og satsen på at få biltrafikken ud af midtbyen, virker det som om Bilbao har villet undgå upopulære indgreb over for bilerne og byen har håbet på, at investeringer i alternativer til bilerne vil løse trængselproblemerne uden indgreb og begrænsninger.
På vejen hjem skulle der købes lidt ind, og vi er meget omhyggelige med at låse cyklerne fast. Da vi kom tilbage til cyklerne sad denne seddel på stangen:
Vi fik hjælp i den nærmeste butik til at forstå teksten: "Hent nøglerne i Kopon" Kopon var en bar lige ved vores cykelparkering, og her fik jeg mit nøglebundt. Det var ikke det pæneste kvarter, men det var flot handling. Heldigt for mig og godt for Bilbao.
/Jørgen
Sådan ser vejret ud på DMI for det sted vi holder nu, og det passer med det vi ser ud af vinduerne. Det er ret vådt i dag, men med udsigt til sol i morgen eftermiddag bliver vi her for at vandre en flot tur i bjergene. Vi satser på at DMI kan forudsige noget om vejret i Spanien.
Der er ikke meget fornuft i at flytte sig, for vejret ser ud til at være det samme inden for en meget stor radius. Nærmest i hele Europa. Vi skal helt til Malaga for at finde sommervejr.
Indendørs tørt og lunt er hyggeligt og fredeligt ind i mellem.
Men det er faktisk vores første indedag på turen. Det har været fint vejr på det meste af turen indtil nu. Det blev lidt koldt i Pyrenæerne, ellers har det været sommerligt. Måske er vejret bare sådan i Europa, når det bliver efterår? Det blev også ret koldt på denne tid på vores tur i efteråret 2014, så vi kan forsigtigt konkludere, at vi skal starte efterårsturen 2-3 uger tidligere, altså omkring 15 august?
Regnvejsdage er heller ikke at foragte. Jeg kan godt lide at sidde inde og lumre lidt og nørde med læsning og skriblerier, en kop kaffe og en småkage, mens det drypper udenfor. Der er heldigvis masser af oplevelser at få samlet op på, og arbejde med planlægning af turen fremover.
Og så har vi jo også tøj med, så vi kan færdes ude i vådt vejr, og komme tilbage til en tør hule igen.
/Jørgen
Jeg kendte ikke noget til Frank Gehry før jeg så en bro i Bilbao, der var opkaldt efter ham. Den har formodentlig fået hans navn, fordi har har gjort byen en stor tjeneste. Han er nemlig den canadiske arkitekt bag Guggenheims museum i Bilbao.
Det er et af de turistpots, vi gerne ville se, og som mange har anbefalet at bruge tid på.
Den er bare for vild, den bygning. Da vi så den fra vores bakketop-parkeringsplads, tittede den frem bag en stor skyskraber, og vores nabo måtte pege hen over byen for at vi fik øje på den. Stående ved siden af den, bliver man paf over de vilde konstruktioner og fantastiske former. Og når man så står inden i bygningen, bliver man blæst omkuld af de kæmpe store, oversize rum. Alt er bare mega, bygget inden i noget giga.
Museet er helt sikkert et besøg værd. Der medfølger en guided tur med høreapparat, som var meget grundig og lærerig. Vi blev hængende længe ved introduktionen om arkitekten og byggeriet. Vi var begge så udmattede af oplevelsen af bygningen, at der manglede energi til at få ret meget ud af de udstillinger, som den rummede. Det må vi få tid til en anden gang.
Kæmpe installation af Richard Serra, 'Matter of Time' tilpasset et kæmpe udstillingsrum
Jeg opdagede først, at man ikke må fotografere, før det var for sent. Der kom et par billeder med fra indersiden af museet. Ovenfor er det en kæmpe installation af nogle skal-former udført i skibsværftstålplader med nogle uventede samlinger og vinkler. Man kan bevæge sig ind i dem og opleve rum og tidsfornemmelser fra en anden verden. Kunstneren er amerikaner og hedder Richard Serra og værket hedder Matter of Time. Formerne passer til rummets udformning. 'Størrelse' eller 'format' er for mig en vigtig oplevelse med det værk.
Og det gik igen i udstillingerne. Det var megalærreder, der dominerede giga-rummene. Hovedudstillingen var af Francis Bacon. Det var en stor mundfuld at sætte sig ind i, hvad han har på hjerte. Jeg troede først, at jeg kendte ham fra gymnasietidens Oldævl/Idehistorie, men ham her er engelsk kunstner som døde i 1992. Mange af hans udtryk minder mig om Michael Kvium. Han har haft stor betydning for udvikling af moderne europæisk kunst og kender de andre store.
Vagten havde været forbi og prikket mig på skulderen, inden jeg fik et foto med fra hans udstilling. Men det er jo faktisk også helt overflødigt, når man kan bruge google. Se bare Francis Bacon Billeder
Moderne kunst er et studie værd. Men det er ikke nemt. Det kræver en indsats, og hvor skal man næsten begynde? Man må jo bare kaste sig ud i det med vidt åbne øjne.Og Europa har meget at tilbyde.
Og Guggenheim er spændende moderne kunst. Bygningen er en kæmpe skulptur, at se ude fra, som så er blevet udstyret med indvendige, store rum, som ikke egner sig til meget andet end udstilling. For at malerierne og skulpturer ikke skal forsvinde i de store rum, har det været nødvendigt at bestille nye værker i passende størrelser. Så Guggenheim Bilbao udstiller ikke bare kunst, men er kunst og skaber kunst. Stor kunst i hvert fald i en betydning af stor.
Hvad nytte det så er til, og hvad vi skal med det er en anden snak.
/Jørgen
Vi har et par dage mænget os med de store i Europa og fået et klar fornemmelse af at der er både vådt og koldt på toppen.
Det var det landskab vi bevægede os ind i. Vi kørte efter en plads at parkere på, og det viste sig at den lå i en bjergkæde, der hedder Europa. Og lige der, hvor vi ville bo, var de højeste spidser.
Mit spanske rækker til at forstå, at vejen er spærret og det er forbudt at passere for alle personer på grund af arbejde. Man kan passere kl. 8, 14 eller 20
Klokken var 19, da vi ankom, og vi kunne se, at det ville blive mørkt at køre de næste 40 km bjergkørsel på små veje efter kl. 20. Så vi tog en overnatning i vejkanten. Vi har jo det der skal til. Vi fik så et indblik i en meget lille bys 'natteliv'. Et glas vin og tapas med 2 lokale og en strejfer på hotellets bar, så godnat.
Det blev rigtigt regnvejr om natten, og vi stod tidligt op for at være klar til at køre med i kl. 8 kortegen. Vejspærringen var fjernet, arbejdet færdigt og vi kørte alene, da det blev lyst nok til at se noget.
Vi var kørt ind i en kæmpe stor nationalpark med nogle meget flotte bjergkamme og dale med vild natur. Her kan man møde både ulve og brune bjørne. Vi kunne se nogle muligheder i at finde noget flot terræn til vandreture. Vi ankom tidligt på dagen i gråt og trist vejr, men det var ret storslået natur omkring os, og vejret blev bedre i løbet af dagen, så vi fandt os tilrette og så os omkring i byen og nød denne udsigt til nogle picos.
Det er spændende nok til at blive boende nogle dage.
/Jørgen
[caption id="attachment_228" align="aligncenter" width="598"]
Vi diskuterede rationalisme og romantik i europæisk historie, mens vi gik forbi det her. Rationalisme eller romantik?[/caption]
Vi blev hængende igår her i Posada de Valdeón en hel dag i regnvejr og blev i dag belønnet med en hel fantastisk vandretur gennem dalen til Cain i det mest fantastiske vejr. Hvor heldige kan man være? 15 km vandring i det flotteste terræn. Mere af den slags.
Det her er også en prøve på om jeg har fået repareret abonnementfunktionen?
/Jørgen
Landsbyen under de høje spidser er Posada de Valdeón. En lille landsby, der engang har levet af kvæg og skovbrug. Nu er der mest liv i den om sommeren, hvor der kommer folk til for at vandre i de flotte bjerge. Vi er i Picos del Europa, et naturreservat i Nordspanien. Her kan man bo på herberg, pensioner og et par små hoteller. Og så har byen indrettet en fin plads til campere, med strøm, vand, internet og hvad der ellers hører til.
Conchi hedder damen, som har den praktiske kontakt til de besøgende på pladsen. Hun er oprindeligt fra Madrid, men skriver bøger med forbindelse til det lokale område, så hun flyttede til byen for to år siden. Hun supplerer sin indtægt med sit lille job på camperpladsen. Hun taler rigtig godt engelsk, fordi hun har boet i USA et par år under sit studie. Hun er meget imødekommende og vil gerne fortælle, og det har vi benyttet os af.
Hun fortæller: Der bor ca 60 mennesker i byen om sommeren, uden at regne turister med og det halve om vinteren. For 50-60 år siden immigrerede næsten hele landsbyen til USA. Hun havde ikke nogen forklaring. De beholdt deres huse i byen, og har dem nu som boliger de vender tilbage til i ferier eller når de går på pension. Det er tydeligt at der er nogle meget flotte og velholdte huse, som skiller sig ud. Jeg talte også med Toni om dette, for han kunne tale engelsk fordi han var flyttet til Staterne og havde arbejdet i construction-branchen. Han fortalte meget ivrigt og jeg forstod noget af det meeen..? Han er nok tæt på 80 år nu?
Conchi fortæller gerne om byens beboere, og det er påfaldende, at hun ikke er særlig solidarisk med indbyggerne. Hun præsenterede tre steder man kunne spise, et traditionelt køkken med dagen ret, ok, en restaurant med en uddannet kok, bedre, og et sted som havde åbent en gang i mellem, men hvor værten ikke var til at regne med, måske fik man mad, måske fik man skæld ud?
Vi besøgte nationalparkens turistkontor, hvor Judit sad ved skranken. Kontoret var i mod sædvane gemt grundigt af vejen nærmest uden for byen. Judit var sød og genert. Hun talte ikke engelsk til trods for, at hun havde en forstuddannelse og var en slags naturvejleder i reservatet. Vi kommunikerede ved hjælp af google translate, så det lykkedes at få en samtale med hende. Hun sad på kontoret i øjeblikket, fordi hun ventede sit første barn. Hun bor i Riano, 32 km ned ad bjerget. Hun var heldig at få job, er glad for det og tjener 1.300 €/md. Mange jobs i Spanien er 1000 € jobs, så hun var heldig.
Judit ville ikke fotograferes, selv om jeg spurgte pænt. Da vi fortalte Cunchi om det, sagde hun, at det var noget af det der havde forbavset hende, da hun flyttede til stedet. Kvinderne er meget bly, holder sig til det huslige, går ikke på bar og café og læser ikke aviser, overlader det udadvendte til mændene.
Drengene ville gerne fotograferes. Den mindste er eneste barn i landsbyen. De tre store kommer fra nabobyerne for at spille fodbold i hallen
Det er svært at få hold på, hvad folk lever af i byen, men der er tilsyneladende stor tilstrømning i sommermånederne af mennesker, der vil færdes i naturparken. Der er ikke mange vinteraktiviteter, da det er forbudt at lave skisportssteder i området. Mon ikke det betyder en hel del at immigranterne vender tilbage og holder ferie i deres huse.
Nogle af landbyhusene er meget gamle, minder en del om noget vi har set på fjeldet i Norge. Nogle forrådshuse på stolper med kraver som musestop?
Der er enkelte gamle gårde, som har køer gående på græs. Der bliver lavet ost af både ko og gedemælk, så der er også malkning et eller andet sted.
Der er noget både smukt, positivt romantisk over landsbysamfundene, vi møder. Men det er det der i 70'erne hed 'feudalromantik' Det er en måde at arbejde og bo på, som hører til en anden tid. Der er dejligt, fredeligt, smukt og langsomt, og i mange sammenhænge ser det ud til at give mening for de folk der bor der. Men det er ikke i overensstemmelse med et moderne, hurtigt forbrugende liv. Og derfor bliver der færre der bliver boende. De jobs der bliver tilbage har næsten altid bundet op på turisme. Det har vi set alle de steder vi har været. Udkanten er under afvikling.
Men der er også begyndt at være en modsat trend mod en enklere, langsommere, mindre forbrugende, fællesskabshungrende tilværelse. Gad vide om landsbysamfundene både her og i andre lande på længere sigt er fortid eller fremtid?
/Jørgenª
Vi har forladt Posada, den stille bjergby ved Picos de Europa, og vi var der så længe, at der stadig dukker historier at fortælle.
Jeg tog for eksempel en tur på cyklen ned ad bakken til Cain, som vi vandrede til gennem bjergene. Jeg havde set skiltene, som advarsler om stejle bakker, da vi gik ned, men det skulle prøves den anden vej på cykel. Det var hurtigt ned til en kop kaffe, og så 9 km op med disse stigninger mange steder. Jeg havde heldigvis et ekstra gear fra Alpeturen, så det lykkedes. Og jeg lærte at læne mig godt ind over styret for at undgå, at cyklen tippede bagover, når jeg trådte til. Min cykelcomputer sagde 21,4% i korte perioder. 20% er gennemsnittet over 2-300 m mange steder.
Tilbage på pladsen ved bilen mødte jeg Joaquin, som igen sad på bænken og fløjtede og sang. Jeg havde tidligere forsøgt at snakke lidt med ham, men han havde rystet på hovedet. Sprogproblemer?
Nu ville jeg spørge om jeg måtte fotografere ham? Han kikkede på kameraet og grinede tandløst. Jeg viste ham et par billeder, som han blev glad for at se. Og så ville jeg gerne vide, hvad han hed? Jeg prøvede alle slags sprog, men han rystede på hovedet, grinede og gik.
Drengene i sportshallen kunne fortælle, at han hed Joaquin. Og Conchi fortalte senere, at Joaquin er 93 år og har boet hele sit liv i Posada. Hans fornøjelse er at gå tur omkring pladsen, sidde på bænken og fløjte og få en lille en på øjet. Han vil gerne snakke, men det er svært, for han er totalt døv. Han klarer sig i landsbyen hele sommeren, og bor hos sin søn i León nogle måneder om vinteren.
Jeg er ikke så gammel som Joaquin endnu, men det går jo den vej. Man kan ikke undgå at tænke på 'aldring' på vores tur, for vi får selvfølgelig ofte øje på den problemstilling. Jeg har en forestilling om, at mændene i sydeuropa sidder det meste af dagen i skyggen af platantræerne og drikker kaffe, og spiller domino eller boule/petanque. Dem har jeg i hvert fald set tidligere, og det mindes jeg som en positiv måde at blive gammel på. Jeg har godt nok ikke set dem ved spillebordet denne gang, men der tuller mange gamle rundt i landsbyerne.
Men allerede da vi var i Belgien tænkte jeg at 'gamle' ville være et tema. I Belgien boede vi i Veurne ved en hyggelig kanal. Vores nabo var et plejehjem.
Det var ikke hyggelige signaler om en lykkelig alderdom, der kom fra den bygning. Vi kunne ikke komme ind og kikke. Men det slog os, at denne belgiske by virkede meget lukket, med nedrullede gardiner, ingen gamle på gaden.
Jeg talte med en belgier, pensioneret politiefterforsker, på en parkeringsplads. Vi talte om skatter i DK og Belgien. Han betalte ikke meget skat, men hvad hjalp det, for han tjente heller ikke meget, og der var ikke meget service, at få i landet. ( Deres veje!! mange steder som, og værre end, brostensveje).
Hvad mon der bliver til os campister fra DK, når det ikke længere er sjovt på landevejene? Skatten skal ned! så det kan betale sig at arbejde. Hvor langt er udhulningen kommet, når vi bliver så gamle som Joaquin? Fløjter vi? Synger vi? Eller råber vi 'Hjælp mig, hjælp mig'
Hvordan vil vi gerne have det om 20 år? Man skal jo vide, hvad man ønsker, for at få hvad man vil have. Kan 'udkanten' blive en del af fremtiden?
/Jørgen
Vi er på vej gennem Spaniens cowboy-land fra Porto til Zaragoza. Telia siger vi ikke kan bruge mere internet? Så vi er lige nu på tanken i nærheden af Soria for at tanke diesel og hente weekendens aviser.
Altså for hjemadgående, hen over Pyrenæerne, lidt rundt i Sydfrankrig, ind på en tysk motorvej og hjemme omkring d. 3. November.
Vi har det fint og glæder os til at være hjemme
/Jørgen
Det var aftalt allerede dagen før, at vi skulle tidligt op, spise morgenmad, tømme toilet og vand, laste lidt vand og så af sted mod Andorra.
Vi boede i byen Agreda ude midt i den nordspanske halvørken. Et sted mellem Valladolid og Zaragoza. Det havde bare regnet vildt hele natten, men der var opklaring til morgen, så det tegnede til at kunne blive en god og lang tur på mere end 400 km.
Der er vindmøller i stor skala på flere måder. Selv om de syner af lidt nederst i billedet
Det var fantastisk landskab med golde bjerge, ørkenagtige strækninger, og store landbrug af forskellige slags ind i mellem. Vi kunne se sporene af mennesker.
Der blev flottet med motorvejsafgifter, for nu skulle vi fremad, og være friske til at klatre op ad bjerget til Andorra på en mindre vej i slutningen af dagen.
Der blev også tid til en middagspause med en god, lang lur, før der skulle køres opad. Vejret holdt indtil 10 km fra Andorra.
Andorra viste sig at være det helt modsatte af, hvad vi syntes er en hyggelig by i bjergene, som vi har lyst til at slå os ned i. Det er en lang handelsgade fra man kører ind til man kører ud. Alt muligt kan man købe, restauranter, barer, caféer, hoteller, tilbud om underholdning, skisport, gokart, der er ingen grænser for, hvad du kan få hvis du har penge.
Og trafikken gennem byen var presset og ubehagelig, ikke mindst fordi der var ved at blive gjort klar til næste skisæson med en masse vejarbejder. Og så var det begyndt at regne, og trafikken lignede noget omkring kl 15 i Odense. Det var en meget stor kontrast mellem de store, barske, og ensomme vidder på pampassen, og et hektisk, forbrugsovergearet, komprimeret livlighed i en bjergkløft mellem Spanien og Frankrig.
Andorra ligner en Alpe-skiby, og så er der vist noget med lav skat og afgifter i den lille stat. Vi fik diesel fyldt på til 0,89 €, mod de 1,18 € i Spanien og 1,28 € i France. 60 l sparede 175 kr
Nå, men regn og for meget tingeltangel gjorde, at vi besluttede at fortsætte turen over bjerget og ind i Frankrig. Der var regn og tåget og det var sidst på dagen, så vi købte en billet gennem bjerget, og missede den tågede tur over toppen. Vi kom ud på den anden side i tørvejr og med enkelte af de sidste solstråler på bjergtoppene.
Vi er nu helt udgået for internet (i følge flere sms'r fra Telia og varsler om regninger i Boje-klassen), så vi kunne kun med besvær finde parkeringsmuligheder i området. Men vi havde været på tanken og havde noteret koordinater på en plads ca. 30 km nede af bjerget. I Les Cabannes var der indrettet en fin plads ved siden af byens gendarmeri.
Der gik kun kort tid før vi kunne lukke døren og tænde lyset efter en meget lang dag på kontoret. Det er stadig en befrielse at kunne sætte sig i sin lille hule, finde ting frem til at lave en god middag og få fred til at tænke dagens mange indtryk igennem. ;-)
Vi nåede lige hjem til aftensmaden
/Jørgen
Allerede inden vi tog af sted var internettet et problem, vi skulle forholde os til. Når man rejser udenlands bliver det hurtigt dyrt at bruge sin computer eller smartphone. Selv om EU har gjort det billigere at bruge data, løber det hurtigt op med en pris på 0,46 kr pr. mb. Det er 4.600 kr for de 10 Gb, vi har med i vores 'Roam Like Home' aftale med Telia.
Og dem har vi for længst brugt for denne måned, har Telia sms'et den 19. okt. og bekræftet med hele to emails.
Vi har forsøgt at sikre os at have adgang til data på hele turen. Bl.a. fordi vi finder parkerings-pladser med mulighed for overnatning, steder vi kan tømme toilettet og tanke vand og den slags praktiske gøremål, med nogle rigtig gode hjælpemidler, der kræver adgang til nettet. Og så læser vi en masse facts og historier om de steder vi kører igennem og bor i. Og så er der den historie der skal sendes jævnligt.
Vi har købt telefon- og mobildataabonnementer med adgang til Roam Like Home. Så har vi betalt for vores forbrug inden vi tog hjemmefra. Og det skulle række med de 10+15 Gb, som vi måtte tage med til EU.
Men Telia havde glemt at fortælle, at man ikke må være i udlandet mere end 45 dage af de sidste 90 dage. Så lukker internet-adgangen, med mindre man betaler den høje pris.
Vi havde ellers sparet på dagene undervejs og lavet nogle snedige måder at holde øje med, hvornår det ville være slut. Den 20. oktober ville vi have 13 dage tilbage, så derfor planlagde vi være hjemme 3. november.
Men den 19. oktober skrev Telia at alt var slut. Begge telefoner havde brugt alle dage og datakortet var tomt! Derfor blev der stille.
I dag kom der kl. 2.45 en ny sms: "Du har igen adgang til Roam like Home. Du har brugt 32 dage af de 45 mulige, ..."Så er alt pludseligt i orden igen? Eller hvad?
Jeg blev faktisk lidt søvnløs et par dage, for måske havde vi ikke fået slukket for data lige med det samme? Brugte vi ikke GoogleMaps og tjekkede mails? Hvad var det for nogle sms'er Anker Boye havde ignoreret? Et par Gb bliver det hurtigt til så mindst 1.000 kr?
I dag sidder jeg så og bruger løs af de 13 dage, vi har tilbage, og nogle af de mange Gb data vi allerede havde brugt. Det bliver sjovt at høre hvad Telia siger når vi kommer hjem.
Men jeg håber jeg har regnet ud, hvordan det skal skrues sammen en anden gang.
/Jørgen
Kalenderen, internettet, mætheden peger på, at vi snart skal hjem og i venterhi. Vi tog den hurtige tur gennem Spanien over Pyrenæerne for at finde nogle rigtige sydfranske sommerdage i nogle flotte omgivelser som afslutning. Vi kunne se på vejrudsigten, at onsdag ville blive med sol i sydfrankrig, så vi skyndte os videre fra Andorras regn for at lede efter 'stedet'.
Carcassonne er en stor by i udkanten af bjergene. Vi forsøgte et par mindre byer, bl. a. Limoux, men stoppede på en plads i Carcassonne.
Vi var blevet advaret om, at byen er en stor turistmagnet. Og det er den, selv om sæsonen er på det sidste. Det er meget forståeligt. Det er en helt fantastisk middelalderby inden for borgmurene, som virkelig kan sætte fantasien i gang om riddere, sværdkampe, heltedåd, rigtige mænd og skønne kvinder.
Men det er en dyr scene at holde kørende bare for fantasiens skyld. Der skal mange penge til, og modellen, der er valgt her, er at indrette borgen som Tivoli. Selv om der er mange, der stod i vejen for min oplevelse, var det et fint besøg. Nemt at forsestille sig, hvor 'sjovt' det vil være i højsæsonen.
Forlystelsespark og shopping
Carcassonne er en stor by ud over borgen, men vejret var stadig lidt gustent, så den præsenterede sig ikke som målet for vores sydfranske idyl i sol. Vi ledte i området på kort og tabeller, men der var ikke lige noget, der ramte plet. Måske er der slet ikke sydfransk stemning i den region? Måske er der bare ikke mere sydfransk sommer til os? Måske sku' vi bare se at komme hjemad?
Vi tog en hurtig beslutning: Det blev vores ene dag i Carcassonne.
Minderne fra 2014-turen i Luberon i Provence om 'rigtig sydfrankrig' lå 300 km mod øst, og vejrudsigten sagde 3 dage med sol og nogen varme. Så det blev tidlig afgang mod Avignon. Vi kunne altid finde et sted at være. Undervejs skimtede vi sol gennem skyerne, og var optimistiske. Vi kørte forkert et par gange, og på vej det sidste stykke mod målet, St. Saturin-lès-Apt, kom regn og tågen!? Det var ikke lige det vi kørte efter. Måske er det ved at blive vinter for alvor? Men vi fandt en flot parkeringsplads at overnatte på!
Og så vågnede vi op til det her:
Her bliver vi et par dage og nyder livet, som om det er godt. Og det er det jo.
/Jørgen
Vi tog af sted fra Danmark 5. september i dejligt sensommervejr. Nu er der gået 9 uger og vi er tilbage i forandrede omgivelser: Det er sne og 0 grader, og vi har fået nye naboer lige udenfor vinduet.
Vi forlod byen St. Saturnin les Apt i Provence i 23 grader og flotte efterårsfarver d. 29. okt. Det var sidste etape på ca. 1700 km, der skulle overstås. Vi var klar til at vende hjem. Når deadline nærmer sig, indstiller man sig på afslutingen. Det bliver sværere at mobilsere overskud og interesse for at opleve nyt på vejen.
Beslutningen omkring hjemturen var at prøve lange stræk på motorvejen, og der var allerede aftalt mødetid på Hymer-værkstedet i Scandinavian Park i Flensborg, og hjemtransport til Odense d. 2. november. Der skulle bare køres kilometer de næste dage. Det gik fint. Bilen kører godt med 95 km i timen i lastbilsporet. Det er meget afslappende, selv om der skal flere køretimer til. Hver anden time, sådan cirka, holdt vi pause, med frokost eller kaffe, og der kunne endda blive plads til en lille morfar under dynen, i mørket. Der var nogen, der kunne fristes af Burger King, men vi holdt os til lidt spansk pølse og fransk ost. Det var forøvrigt påfaldende så store kunderne hos Burger King var?
1. november var vi tilbage i det kolde nord, på pladsen ved Hymerforhandleren i Flensburg. Der var forskellige garanti-reparationer og lidt forbedringer som vi havde annonceret og bestilt tid til i god tid. Vi overnattede på pladsen for at være parat til værkstedet kl. 9 næste morgen. Derefter skulle bilen tømmes, rengøres og sættes på plads i vinterklar stand? En ny udfordring: Hvad skal der til for at man trygt kan lade bilen stå under et halvtag, i frostvejr, i flere måneder, måske? "Så kik dog i manualen!"
Det lykkedes at få alle problemerne gennemgået, forklaret og forstået. Men desværre var der ikke bestilt reservedele og tid nok, så vi måtte lade bilen stå ved værkstedet og vente med vinterklargøring til senere. (Nu hedder det d. 23. november?)
Men Astrid var ankommet med Golfen, som blev pakket til sidste kubikcentimeter. Vi kørte til Odense i mørke og regn og blev budt velkommen af Frederiks osso buko og æblekage. Mums!
Hjemme igen flytter vi i vinterhi på havnen i Odense. Her har vi faktisk ikke boet siden slutningen af marts, 7 måneder i sommerhus og på farten. Det er slet ikke så nemt. Vi er gået i 'langsom mode' og vænner os langsomt til mørket og kulden, og får igen så småt gang i fitness, kajak, læseklub, vinterarbejde i sommerhuset, hjemmesysler og "Hvad i alverden". Det kræver noget fintænkning at forstå forskellene.
Vi er slet ikke færdige med at undres og udforske mulighederne for at rejse i en bil man kan bo i. Der er mange flere oplevelser og overvejelser som vi skal have styr på og hav samlet samlet op her på siden. Og det bliver sysler i vinterhiet, som vi glæder os til.
/Jørgen
Der var meget trafik og vejarbejde på det sidste stræk fra Kassel til Flensburg, så det blev sent på eftermiddagen inden vi nåede i mål. Parkeringspladsen ved Scandic-værkstedet var ikke særligt festlig. Det var sidste aften på tur. Træt og kedeligt. Ingen internet, bøgerne var læst, hvad skulle vi finde på at snakke om? Lene havde noget tilbage af sin lyttebog. Hvad skulle jeg lave? Jeg var bare heldig, endnu engang!
Vores luxusbil er også udstyret med TV, men vi sparede parabolen. Det så for campingagtigt ud, og vi plejer jo alligevel ikke at se så meget fjernsyn. Apparatet virker, for det blev demonstreret i Flensburg inden vi kørte derfra. Men hvordan det egentlig går til at der kommer billeder på skærmen fandt vi ikke ud af. Det sidder i en kasse ved køkkenbordet og kan med en del besvær hæves op på skinnen ved døren. Det har dog slet ikke været ude af sin kasse på hele turen.
På værksted i Holland for at lede efter vores 12Volt. TV'et sidder i den lille kasse under klapbordet og kan hæves op på skinnen i venstre side.
Denne lidt kedelige aften kom synet frem af kassen, on/off-knappen blev repareret med noget gaffa og en tændstik, og det kunne tændes. Men der var ikke noget fjernsyn at kikke på. Jeg fandt manualen og fjernbetjeningen frem, fik indstillet kanalsøgningen til Deutchland. Vupti var der mere end tyve kanaler at vælge imellem. Det blev en zappertur gennem tyske og danske kanaler, men de tyske gik klarest igennem.
Jeg stoppede ved ZDF, som lige var ved at starte en film om Danmark. Jeg blev noget overrasket over at Rasmus Botoft var nødt til at sælge sig til at deltage i en turistfilm. Og så på tysk? Vi satte os, i mangel af bedre underholdning, tilrette og lod os introducere til vort skønne hjemland, set med tyske briller. Det var på tysk, og nemt at forstå uden tekstning.
Og det var smukt. Flotte panoreringer over uendeligt smukke, hvide strande, grønne marker, smukke mennesker, pragtpalæer, fantastisk arkitektur, vindmøller og økologi, lækre restauranter, afslappet og uformel omgangsform, suveræn betjening, flotte mænd og smukke kvinder, storbyer, landsbyer, landskaber, sommerhuse. Et drømmeland at besøge. Og så var filmen bygget op om en kærlighedshistorie, eller flere faktisk. Det var da genialt fundet på at lade salgsbudskabet være sekundært og fange opmærksomheden med historien om en datter der leder efter sin far og bliver forelsket i en gift mand! Flot.
Der blev præsenteret mange seværdigeder: Den lille Havfrue, Nyhavn, Stevns Klint, Operaen, Rungstedlund og sikkert mange flere. Og de fremstod alle lige som man kunne ønske sig at opleve dem. Nemlig som eksklusive oplevelser fri for larm og støj og turister. Det er jo lige det vi drømmer om: At tage ud i verden og opleve den ren, uskyldig og uopdaget befolket af rigtige mennesker med dagligdags problemer.
Se selv traileren her: Ein Sommer in Dänemark.
Desværre er det jo gået galt for længe siden. Seværdighederne er opdaget og fortryllelsen er forsvundet og vi må stå der sammen med de andre turister. Det vi kom efter er blevet til virksomheder og arbejdspladser til udkanten. Det ville være dejligt at det var anderledes, men hvordan kan det mon lade sig gøre i masseturismens tid?
Det var en lang turistfilm, 1t 30 min, og med flere kendte, danske skuespillere? Det var nok en dyr satsning i slutningen af oktober? Skarp iagttagelse!
Hjemme på havnen så jeg en annonce i avisen, som reklamerede for nabolandskanalerne. ZDF havde lige vist 'En sommer i Danmark', og den kunne stadig ses, dengang.
Hvor heldig kan man være? Meget heldig. Det har vi lært af turen. Der sker tit noget uventet og spændende. Man er jo bare nødt til at komme af sted og være der.
Det var altså ikke en turistfilm, men en tysk spillefilm, optaget i Danmark. Men den er god at blive klog på, hvordan vi gerne vil se verden.
Visit Denmark har benyttet premieren til at slå på tromme for DK, måske står de også i rulleteksterne? Det kan jeg ikke huske.
/Jørgen
- Du er her:
-
Forside
-
Ture med rejsebil
- 2016 Europa