Vi har pakket bilen med alt, hvad der skal bruges de næste 6 uger. Og det er ikke så lidt.
I morgen tidlig kl 7.30 kører vi til Bobilen i Flensborg og gør os køreklare. Vi indretter vores lille lejlighed, så den kan være vores base indtil begyndelsen af maj.
At rejse rundt og opleve verden i en rullende lejlighed fangede os i efteråret og gav os lyst til at fortsætte eksperimentet. Vi blev meget klogere på, hvad der er op og ned og godt og skidt, og den erfaring vil vi rejse videre på.
Vi koncentrerer denne tur til et enkelt land, Italien. Vi prøver, hvordan det er at køre hurtigt og uden svinkeærinder direkte til Rom. Tirsdag morgen fra Odense og ankomst fredag sidst på eftermiddagen i Rom. Med stop i Magdeburg, omkring München og nær Bologna.
Det er tæt på 2000 km på 4 dage. Mon ikke det går?
Vi glæder os til turen.
Igen har vi udfordret vores opmærksomhed ved at love at finde gode historier og fortælle udervejs
Samme procedure som sidst: den lille bil er pakket med alt det der skal bruges på en tur til Italien. Nå det hele er pakket vejer den store bil 3500 kg
/Jørgen
"Jeg mødte denne friske, søde og lidt ældre, gråhårede kvinde på parkeringspladsen. Det blev en rigtig god snak vi fik. Hun hedder Lene og er for nylig rejst fra Odense for at se nærmere på verden. Hun var faktisk lige klar til at hoppe ombord i bilen og køre med. Det er vel ok? Og så ville hun godt stille op til at blive fotograferet sammen med mig.
Hvis jeg lykkes med min plan om at turde kontakte folk jeg ikke kender og få en snak og et foto og fortælle en lille bid af deres historie her, vil det være sjovt. Og jeg ville blive lidt mere modig og vores tur får en lille, tilbagevendende opgave at løse. Det skal helst ikke blive et for irriterende pres, men lidt må det godt.
/Jørgen
./.. Jeg har ikke selv fundet på ideen, men set noget lignende hos Steinar Skipsness
Overnatning i Schwarmstadt. Fundet på vej sydover ved hjælp af Campercontact-appeen
Morgenklar efter en nat på P-plads i Kempten, yskland. Lige før vi kører ind i Schweitz
/Jørgen
Det er en selfie af mig sammen med en ukendt jeg siger goddag til.
På en rasteplads i Østrig på vej mod Brennerpasset drak vi kaffen på legepladsen. Vi var alene om bænken indtil vi ikke var alene mere. Vi delte redskaberne med en ung familie med 2 små børn. Nu var muligheden for at sige "Hello! "Jeg fik kontakt til Jana, som moren godt kunne have heddet og hendes to børn på 4 mdr. og 2 år.
Familien kom fra Schweiz og var på vej på en uges ferie i Tyrol, i Italien, i deres Ford. Hun var lidt genert og usikker på at tale engelsk, men vi havde en fin kontakt. Og manden nikkede i baggrunden.
Jeg fortalte ikke, at jeg har gang i et tosset projekt, og vi kom ikke i nærheden af at fotografere. Hvordan vil jeg overhovedet fremlægge den ide med selfien?
Men det blev til en selfie, noget uskarp, men betydelige forbedringer på smil og frisure, og ingen bekymring at spore. Brillen kunne rettes lidt op i højre side.
/Jørgen
Det er tirsdag efter Påske. Hverdag igen. Vi vender tilbage til dagligdagen fra en dejlig påskeferie. Puha, hvor har vi det hårdt.
Vi bor på en fin plads lige udenfor Assisi. Spændende by, flotte udsigter, sommervarmt, søde naboer. Der er mange gode historier at fortælle fra tiden mellem 7. april i Gragnano og Assisi. Men jeg har lige brug for at blive synkroniseret til nutid, 18. april i Assisi, og så må fortiden indhente os.
Vi har fundet en rigtig dejlig plads på Camping Fontemaggio 1 km fra Assisi centrum. Pladsen indfrier rigtig mange af de forestillinger vi har haft om at rejse og bo i en bil. Pladsen ligger på et bjerg med en flot udsigt, pladserne ligger smukt i terrænet. Det er tæt på en interessant by, den er tryg og fredelig, vi kan komme af med skidt og møg og få rent vand og el, vi kan få et rigtigt bad en gang i mellem, den koster ikke særlig dyrt. Vi kan cykle til byen, og tilbage igen, op ad bjerget, der er cykelture i området for de seje, interessante historier og imødekommende lokale beboere, acceptabelt turistniveau her efter påskeferien.
Vi har været her en uge snart, og har faktisk lidt svært ved at komme afsted igen. Det varer nok lidt endnu, men vi er begyndt at snakke om en rute østover og nordpå.
Ruten indtil nu kan nu følges på Ruter som er opdateret fra denne tur.
/Jørgen
Nytårsaften tilbragte vi i selskab med hinanden, og fik snakket om det gamle og det nye år. Vi fik også vendt turen i efteråret 2016 og vurderet, om den havde indfriet vores ønsker og forventninger.
Herunder har jeg gengivet, hvad vi tænkte inden vi tog afsted, og så vores erfaringer:
Turen i bilen er et forsøg på at afprøve, om det kunne lade sig gøre at blive glad for at rejse uden at få turistkvalme?
Men hvad skal der til for at vi kan blive glade for at rejse? Hvad er det vi vil opnå med at gøre det på denne her måde?
- have en fast bo-base med sin egen dyne, sit tøj, sko til alle formål, og hvad der hører til et sted at bo.
Erfaring:
Det er en overraskelse, at det kunne være så hjemligt på 14 kvm som det blev. Vi har kunnet slappe fint af, selv om vi var i fremmede lande. Det er slående, da vi ellers bor i en top moderne lejlighed med al den bekvemmelighed, vi kunne ønske.
En vigtig del af det er, at vi har indrettet bilen så det er vores. Det er et meget personligt sted, hvor vi føler os godt tilpas. Det har stor betydning at det vi omgiver os med er vores, noget vi har fundet, købt, valgt. Det havde ikke været der samme, hvis vi havde lejet en bil (selv om vi ikke ved det, for vi har aldrig prøvet). Hvis vi havde lejet en bil i 14 dage havde vi nok ikke opdaget, at vi kunne føle os hjemme
- kunne lave ordentlig mad og udnytte de råvarer, vi kan finde og købe lokalt og slippe for at spise på restaurant flere gange om ugen, men kun når vi har lyst og finder noget sjovt at gå ud efter.
Erfaring:
Det har vi lykkedes med. Det blev rigtigt sjovt, når vi havde gang i grillen, med bacon stegning, müsli, bagning stenalderbrød, og tilberedning af større måltider med flere retter.
Vi har haft dejlig plads i skuffer og køl til at købe stort ind på torv og supermarked, så vi har kunnet klare os i bjergene uden indkøbsmulighed. Vi har haft fornøjelse af at gå ud at spise på restaurant, når vi havde lyst og det gav mening. Vi har ikke på noget tidspunkt levet af skodmad, turistmenuer. Skulle det være simpelt havde vi også noget i skabet, der gjorde det simple lækkert. Det er et lille køkken vi har i bilen, men det er godt indrettet og meget velfungerende med køleskab og fryser. Vi er glade for, at vi valgte en bageovn fra og fik ekstra store skuffer.
Vi troede (især Jørgen), at vi ikke kunne leve uden friskmalede kaffebønner, stempelkande og mælk varmet i microovnen. Men det har vi levet med. Nescafé og kold mælk er helt fint. Og så har vi drukket kaffen i byen.
Det har været en god oplevelse at lave maden af de råvarer vi har kunnet købe. Vi har duftet til de lande, vi har besøgt, på markeder, lokale slagtere, bagere, osteproducenter, vinbønder, osv.
- kunne have mere bagage med, bøger, cykler, værktøj, mad, computer
Erfaring:
Vi har haft meget gavn og fornøjelse af at kunne have de ting med, som vi troede vi havde brug for hjemmefra. Vi skal finde nogle mere stabile løsninger på internet forbindelse. Det er en meget central mulighed, når vi rejser som vi gør: skal finde steder at parkere, finde oplysninger om lokalområde, historie mv., når vi ikke har valgt mange bøger på hylden. Daglig avis, online bøger vil vi helst ikke undvære. Vi skal bare blive bedre til at finde WIFI-spots, hvor vi kan downloade de tungere ting.
Vi kunne godt have et bedre bibliotek, flere rejsebøger: 'Lonely Planet' har været god. Det har været hjemligt at have bøger med.
Bøger og computer har været redskaber til at etablere en slags arbejde/nødvendighed/mening, når vi ikke orkede at kikke på omgivelserne og havde brug for at fordøje det, vi havde oplevet.
Vi har haft meget bagage med, men vi har klaret os på 3500 kg begrænsningen. Vi kan godt kikke bagagen kritisk igennem, og luge lidt ud hist og her.
- få en hverdag til at fungere, med praktiske opgaver, rengøring, læsning, ture
Erfaring:
Der har været rigtig meget at gøre med at få det praktiske lært og få rutinerne ind under huden. Det har taget mange ressourcer, især fordi vi har flyttet os rigtig mange gange. Hvis det skal lykkes bedre med at få hverdagsfornemmelse med på rejse, skal vi vælge at blive længere tid på nogle pladser, der egner sig til det. Og planlægge nogle længere transport-stræk.
- kunne bo nær lokal befolkning og få en slags kontakt, bruge deres sprog, spørge til deres hverdag, møde mennesker
Erfaring:
Det lykkedes i begrænset omfang at få kontakt til lokalbefolkning. Sproget er en barriere, men manglende mod er den forhindring, som vi nemmest og hurtigst kan gøre noget ved. Og så handler dette også om at være på nogle steder, hvor lokalbefolkningen ikke har fået for meget af turister.
- kunne vælge til og fra på seværdigheder og turistspots
Erfaring:
Det er en svær balance at finde. Vi vil jo gerne se og opleve noget af det, der er karakteristisk for de lande vi besøger. Vi har, til trods for en skeptisk tilgang, valgt flere turistting til. Og er flere gange blevet skuffede. Vi skal ikke være kede af 'at gå glip af noget'.
- kunne bestemme varighed af besøg i et område, ikke være begrænset af flyvemaskinens afgangstider
Erfaring:
Det har været fint selv at kunne disponere tiden. Dog var der på slutningen af turen lidt: 'nu har vi drejet kompasset mod nord, vi er på vej hjem, men vi havde planlagt først at være hjemme om en uge, så vi kører ikke hjem nu, vel?, men ...'
Måske skal vi planlægge at køre til et 'et sted i et land', og koncentrere os om det, og så køre lige hjem efter det.
- kunne have sin cykel med, cykle en svedig tur og komme hjem til en kold øl og et varmt bad. Cykelturen er ikke fiasko, hvis der er regnvejr på ét bjerg. Så kan man køre til et andet eller vente et par dage på bedre vejr.
Erfaring:
Det var sværere end det optimistisk er udtrykt ovenfor at udnytte cyklen. Vi brugte cyklen mest til at komme rundt i de byer vi besøgte. Det gik bedst, når der var plads til cykler i trafikken. Og sådan var det ikke altid.
Cykling som motion og sport var svær at finde plads til, når vi skiftede ophold så ofte, som vi gjorde. Det tager tid at finde ordenlige ruter, og altid kunne være sikker på at finde tilbage til bilen igen. Og tiden gik ofte med at flytte ind/ud af pladser, huslige sysler, turist-ting osv. Der var rigtig mange undskyldninger. Det vil være nødvendigt at være mere fastboende i perioder for at det lykkes bedre.
Cykelkulturen/infrastrukturen er i mange af landene vi besøgte meget anderledes end hjemme. Det skal man vænne sig til at navigere i og leve med, eller slippe for frygten og lade cyklen blive i bilen.
- at kunne rejse ud med en hensigt, som ligger ud over at holde ferie. F.eks. at tænke Europa ind i det vi oplever, at ville lære sproget=læse, tale, at kende en egn, at smage vin, forfølge en historie.
Erfaring:
Det er helt klart en mulighed, som det er værd at udvikle på. Der er nogle praktiske ting med bøger og internet, der skal forbedres, og noget mere drev i at ville og turde henvende sig til folk vi møder
- at have et sted at ’arbejde’= læse bøger, studere kort, finde facts, skrive, fotografere, blive klogere, lære noget
Erfaring:
Til det formål fungerer bilen perfekt. Der skal bare afsættes mere tid til ro og fordybelse.
- og der er måske mange flere ting, som skal til for at det er sjovt at rejse igen, men vi kan da afprøve om noget af ovenstående kan hjælpe på det? Det skal så vise sig, om vi undervejs lykkes med at ovenstående gør det sjovere at være væk hjemmefra.
Hovedkonklusionen er, at det er rigtigt sjovt og berigende at rejse på denne måde, og at vi har fået indfriet de fleste af vores forventninger. Men vi har mange erfaringer til gode, og dem vil vi opnå ved at køre afsted med et åbent sind.
Sådan tænkte vi i nytåret 2016-17.
Vi sidder nu i Umbrien i Italien, på anden tur, og drager nytte af ikke at være nybegyndere. Og det præger i høj grad udbyttet af turen.
/Jørgen
Efter en noget stram tur op ad bjerget til Casa Scola i Borgo Castello ved Gragnano fik vi bilen på plads og fik kikket os rundt i området. Stedet var en såkaldt Fattore Amico, den italienske udgave af French Passion, en feriemulighed på landet, som vi havde fundet i en lille bog, købt og betalt hjemmefra. Hvis man har et Fattore Amico-skilt i forruden, må man overnatte gratis. Man forventes at kikke lidt på stedets produkter og evt. købe lidt med.
Casa Scola har nogle pladser under træerne, som bedst egner sig til små telte, og en mindre bil. Vi kunne lige være på vejen indenfor porten. Hvis de havde vidst, vi havde en stor bil, ville de have frarådet os køre op.
Men man kan spise på stedet, og det tilbud passede lige til os efter en stressende køretur Vi var de eneste i restauranten den aften. Den var ellers klar til at modtage mange gæster.
Det var meget enkel, traditionel mad fremstillet af friske råvarer, vist også 'bio'? Det var en stor fornøjelse at spise hjemmelavet, lokal mad i rigelige mængder, med en 1/2 liter vin, ren, hvid dug og stofservietter og høflig betjening på italiensk.
De vil gerne anbefales på Trip Advisor , og det gjorde vi gerne, hvis vi kunne være sikre på ikke at blive spammet med Trip-anbefalinger. Kan man mon gøre noget for at slippe for det, andet end at holde sin mailadresse for sig selv?
Ellers er vores erfaringer med Fattore Amico indtil videre ikke de bedste og det holder os lidt fra at forsøge igen. De er meget nøjsomme med fyldestgørende oplysninger, så man har kun et usikkert grundlag at beslutte på.
/Jørgen
Det var helt sikkert, at vi ville se udgravningerne Pompeii.
Og det var en helt fantastisk oplevelse at færdes i en hel by, sådan som den så ud for flere tusind år siden. Det er nemt at forestille sig det liv, der har udspillet sig i de gemte rammer. De vidner om en meget rig og varieret kultur. Ligesom i Rom kan man her se, hvordan byen udviklede sig og gamle strukturer blev grundlag for noget nyt, alt efter hvordan religion, magt, økonomi og politik ændrede sig.
Man kun få lyst til selv af være beboer i den tid på det sted. Der var fyldt med smukke bygninger, ting og mennesker, som var dannede og havde god tid til at beskæftige sig med meningsfulde sysler, som at spille teater, dyrke sport, motionere, tage lange, varme bade, dyrke dejlig sex, føre krig, male flotte billeder og lave god mad.
De havde åbenbart en meget fordomsfri indstilling til sex. Der var adskillige offentlige bordeller, hvor nok især mændene kunne tilfredsstille deres ønsker og behov. Seksualiteten var en naturlig del af livet i den romerske kultur.
"Make Romerriget great again". Det kunne da være alle tiders!
Ville det være et gangbart grundlag for et nyt parti på midterfløjen? Midterfløjen??
Har nutidens italienere en hel masse gener og kultur med fra den tid?
Hvad var bagsiden af medaljen? Hvorfor gik Romerriget rabundus? Ender alle samfund med at dø som Romerriget, før eller siden? Er det den vej vi er på nu?
Pompeii sætter virkelig gang i fantasien.
/Jørgen
Jeg sidder og kikker ud over Trasimeno-søen, hvor der hænger en redningshelikopter. Over mig flyver et par vilde flyakrobater, og det lyder som Den røde Baron, der bomber.
Efter 9 dage har vi forladt Assisi for at kikke os lidt mere omkring i Umbrien. Vi sov en nat på en plads i Spello, 10 km fra Assisi. Endnu en flot romer/middelalder by med den samme hyggelige stemning, dog noget mere forladt, da vi kom forbi midt på eftermiddagen.
Planen var at undersøge Umbrien ved Trasimeno-søen. En kort tur på ca. 50 km. Og vi havde god tid, så ruten blev planlagt ad mindre veje med et stop i Torgiano. Her kunne vi måske være heldige at finde et marked og noget lokalt olie eller vin.
Olie og vin mødte vi ikke så meget af, men vi mødte Inez.
Inez bor tæt ved mindepladsen i Torgiano, hvor vi fandt en parkeringsplads. Hun kom hen forbi bilen og signalerede, at hun syntes, vi har en flot bil, så jeg forsøgte at spørge til hende. Men det var svært, for hun kunne kun tale og forstå italiensk, og det har vi desværre ikke nået at lære på den her tur.
Men vi fik en god og venskabelig snak, og hun blev inviteret indenfor for at se bilen. Hun ville ikke længere end til døren, men herfra kunne hun se nok til at blive imponeret. "Nejj, køkken med vand, soverum, bad? Tutti!", himmelvendte øjne.
Hun fortalte, hvor hun boede, og måske blev vi inviteret? Men hun sagde 'a reviderci' og så tænkte vi, at vi hellere måtte liste videre. Jeg fik lov til at tage et billede. Hun blev min ukendte ven i dag.
Pladsen er en del af en mindelund. Langs vejen var der mindeplader for soldater, som var døde eller forsvundet i den store krig. Datoerne vi så var fra 1916-1918. Det må være første verdenskrig. Jeg har ingen anelse om hvad Italien gjorde i 1. verdenskrig? Mussolini var fra 1922, Garibaldi var fra 1800-tallet, så der er noget historie der skal læses op på.
Vi kikkede Torgiano igennem, fik hver en kop kaffe og en kage for 4,20€, gik uden om vin og olie-butikkerne med direkte fragt til USA. Og da vi kom tilbage og hentede bilen stod Inez og gav hånd og sagde farvel igen.
Vi fortsatte ad de elendige italienske landeveje, fandt en rigtig campingplads i Castiglione del Lago med 1. verdenskrig i luften.
/Jørgen
[caption id="attachment_534" align="aligncenter" width="600"]
Det kunne godt have været Adam og Eves bil, hvis den ikke havde været fransk, med trailer og for meget vægt på og alt for lille. Men det er det ikke. Jeg har desværre ikke noget billede af englænderne. De har 3 børn og ingen scooter.[/caption]
Adam kastede interesserede og undrende øjne, da han gik forbi vores bil på campingpladsen i Pompeii. Det var kombinationen af tyske nummerplader og dansk flag han studsede over? Og så var han lidt misundelig.
Han var ankommet til pladsen aftenen før i en stor camper. Ud af den kom 3 børn på 4, 6 og 10 år og hans kone Eve. Dagen efter blev de mine ukendte venner.
De er på en 6 mdr. tur med start fra deres hjemby, Southhampton. Indtil nu har de kørt Holland, Belgien, Frankrig, og Italien. Dagen efter kørte de til østkysten for at tage en færge til Slovenien, derefter Moldova, Rumænien, Polen, Baltiske lande, Finland, Sverige, Danmark, Tyskland, Holland og hjem. Det kræver er stor og driftssikker bil. Vi syntes, vores bil er stor, men denne var 2 meter længere.,
Eve er lærer, Adam har stort kørekort? Børnene bliver undervist 'hjemme', altså ude i de oplevelser de møder. Forældrene ville gerne bytte bil, og i den deal skulle indgå 3 børn. De glædede sig allerede til de kunne planlægge en egoisttur som vores.
Men ellers så det ud til at det gjorde deres børn godt at gå i skole i en højrestyret, alt for stor camper.
De skulle hurtigt videre, da børnene efter en lang skoledag i Pompeii-udgravningerne trængte til nogle dage ved stranden.
/Jørgen
De to er veteraner udi at rejse med en camper. De har rejst gennem de fleste lande i både øst og vest-europa, og de har været i Danmark, i 2009. De så vores lille danebro og smilede glade til os fra den gamle Elnag-veteranbil. Det var en invitation til mere snak. De er italienere og taler absolut kun italiensk, men vi gjorde alle vores bedste for at blive klogere på hinanden.
De opfører sig lidt ligesom vi gør, når vi skal op på klodserne. Hun står og råber udenfor bilen, han sidder indenfor og kører frem og tilbage og kan ikke høre, hvad hun råber. Og pludselig er den i vatter.
Bilen er fra 1983, men de har dog kun kørt i den siden 1988. 30 år. De arbejder vist stadig begge 2. Pensionsalderen er 68 i Italien og den har de vist ikke nået endnu. De har en datter på 27, men ingen børnebørn. Og det er et vanskeligt spørgsmål for en ung italiener det der med at få børn. Det skal vi have spurgt noget mere til, men helst på engelsk eller tysk.
Tizian og Diego har besøgt Danmark i 2009, troede de nok. De huskede Skagen og Vesterhavskysten, Ribe, Odense og København. Og broerne var de meget imponerede af. De har aldrig været i Sverige eller Norge, men de Baltiske lande, Rusland, Polen, Rumænien og det øvrige vesteuropa.
De har klaret turene med deres modersmål som eneste sprog, så måske er det lidt overvurderet, det der sprogkundskab, som forudsætning for at rejse?
/Jørgen
I dag bliv det absolut sidste stykke mad med Hasmarkslagterens røgede svinemørbrad serveret i Sansepolcro, Toscana. Det var det allersidste stykke mørbrad og der kommer ikke mere.
Slagteren i Hasmark lukkede sin forretning pr. 31.12 2016. Han var en institution for mange mennesker i omegnen og sommerhusområdet. Der var endda folk helt fra Odense der kørte de 25 km for at handle. Han leverede det allerbedste svinekød, og mange elskede hans møre bøffer.
Jeg har ikke været ven med slagteren før det var slut. Vi har handlet hos ham i mindst 30 år, og haft et venligt kundeforhold til ham gennem alle årene. Han kendte Schultz Larsen familien i Otterup og kunne være lidt familiær. Han var altid en meget høflig mand og meget tjenstvillig.
I december 2016 var der et skilt i døren hos slagteren: "Vi lukker vores forretning pr. 31.12 2016". Jeg spurgte,om jeg måtte tage nogle billeder af ham inden det hele var slut, og vi fik en aftale om at komme forbi en mandag, hvor han slagtede. Der var kun en mulighed tilbage inden jul.
Han var næsten færdig med at slagte inden jeg nåede frem ved 8-tiden. Det blev en meget fin snak om hans mange år som slagter. Han var 14, da han startede i sin fars butik og han var 68, da det sluttede. 54 år på samme arbejdsplads. Starter mellem kl.5 og kl.6 hver morgen, også lørdag-søndag. Hvis der var tid kunne det blive til et par timers jagt i nærområdet. Han har været på ferie en gang. Det var ikke noget. (Han taler rigtig fynsk).
Han kender alle mennesker i området, men kun som kunder i butikken. Han har aldrig haft tid til at være med til fødselsdage, konfirmationer og lignende. Så, hvad han skulle få tiden til at gå med nu? Ja, det?
Han blev tænksom og stille af alle mine spørgsmål. Slagteren blev til en ven ved at jeg sagde 'Goddag til en ukendt'.
/Jørgen
/Jørgen
Jeg havde i januar gemt en liste over, hvad der kunne være interessant at undre sig over, når vi kom til Italien i foråret:
Temaer for en tur til Italien:
Religion, hvad er en katolik for en?
Hvorfor elsker italienere Berlusconi?
Fra mange små bystater til et samlet Italien?
Gammelt skrammel fra Romerriget?
Flygtninge gennem Italien?
Jordskælv, hvor var det nu det skete?
Mad og vin, hvad spiser italienere?
Lidt bedre til italiensk, hvordan gør vi lige det?
Unge i Italien, lav fødselsrate hjemmeboende, freelancere uden løn, 1000€, emigrerer?
Hvad er der med italiensk design?
Er der andre end Chiappucci og Pantani, der kører på cykel? Hvor?
Hvad er italienerne egentlig for nogen?
Det er ret svært at finde uddybende svar på de spørgsmål på en enkelt tur, så jeg bliver nok nødt til at komme igen en anden gang. Men jeg synes, jeg er kommet et skridt videre med mange af dem.
En ting er at få noget på fornemmelsen, noget andet er at forstå det så godt, så det er til at forklare for andre. Der skal laves mange flere indlæg og i flere runder. Men det gavner min forståelse at få stillet spørgsmålene og arbejde med at besvare dem.
Jeg havde tænkt mig, at jeg skulle skrive kortere og oftere på denne tur. Og så supplere med kommentarer efterhånden, som jeg kom i tanke om noget mere. Men indlæggene har det med at blive for store! Er alligevel lidt bedre end sidste gang?
Det har hjulpet meget at komme ud over at være forbeholden, genert og reserveret og spørge ind til fremmede mennesker. De vil nemlig gerne give nogen svar, og selv blive klogere. Det er hårdt arbejde at blive bedre, men det lønner sig.
/Jørgen
Georg var på vej hjemad til Tyskland på sin lille scooter/motorcykel. Vi var naboer på campingpladsen med noget forskellig luksus. Han havde alt pakket bag på motorcyklen, sov i et lille enmandstelt han trak ind over kroppen på campingpladsen i Assisi. Han er arbejdsløs it-programmør/konsulent og har taget en absolut billig tur rundt i Italien. Han mangler mindst 10 år inden han kan få tysk pension, men den udsigt er han ikke glad for, og vil forsøge at klare sig i stil med ‘keine wohnmobil von Hümer, sondern eine motorfahrrad’. Man kan klare sig langt for lidt, hvis man vil slippe for et stresset liv. Georg har været kæreste med en MS-ramt pige, så han kunne genkende min historie og det gode ved at holde sig i gang med udfordringer. Han ville godt være en del af mit ‘Goddag til en ukendt’ – projekt, endda med billede. Vi fik ordnet USA, Trump, Merkel, EU, og gode råd til den fortsatte tur. Han skulle videre over Alperne, men var lidt spændt på, hvordan det ville gå, da motorcyklen ikke kørte optimalt. 7l/100km mod sædvanligt 4l/100 km. Med sin hjelm og sin scooter lignede ikke umiddelbart en spændende person jeg havde noget til fælles med. Det indtryk ændrede sig ved at sige ‘Goddag til en ukendt’ /Jørgen
En morgen måtte vi aflyse morgenmotionen på grund af haglvejr. Det er ellers blevet en god rutine at komme op og ud og få de stive ben i gang.
Efter sidste tur i efteråret på 9 uger blev vi noget slappe og fik ondt både i ben og ryg af at sidde mange timer i bilen under kørsel, bruge samme stol som spisestol og arbejdsstol, og ellers ikke foretage sig så meget andet fysisk end at gå mange kilometer. Lidt cykling blev der også.
Det skulle være anderledes denne gang. Så vi har forberedt os grundigt.
[caption id="attachment_549" align="aligncenter" width="600"]
'Birddog', altså fuglehund, er godt for balance og coremuskulatur. Kan laves på ryggen, og kommer så til at hedde 'Dead bug' altså dødt insekt. Den er eminent til mavemuskler.[/caption]
Vi har 2 måneder inden afgang været i gang med at lære os en ny træningsform, som kan tages med på tur. Både i bilen og i sommerhuset. Det er en slags funktionel træning, som over en lang periode opbygger vores muskelstyrke ved brug af, vægte, elastikker og vores egen kropsvægt. Vi er stadig under om- og opbygning. Ole Stougaard fra Stron4life i Odense har hjulpet os.
Vi har taget vægte, elastikker, motionsmåtte med, så vi kan holde den vundne styrke vedlige. Hver eller hver anden dag knokler vi 20 min - halv time med de øvelser, vi har lært hjemmefra. Og det kan aflæses på, hvordan vi nu klarer en lang køretur. På de lange ture gir vi den også gas på rastepladserne.
Der skulle noget selvovervindelse til for at komme i gang, mens naboen kikker. Men vi har kun fået nysgerrige og seriøst interesserede henvendelser. Så nu kører det.
[caption id="attachment_548" align="aligncenter" width="600"]
Den her øvelse hedder Farmerwalk. 15 kg til tømning i højre og 20 kg kettlebell i venstre. Længden af ruten er forskellig fra plads til plads.[/caption]
Det er sjovt og giver en god fornemmelse i kroppen, så vi kan klare udfordringerne.
/Jørgen
To gamle flippere i deres camper, som også har været i gennem Danmark et par gange
Billedet er taget på kirkepladsen i Pompeii søndag formiddag i kirketiden. Det var den 9. april, Palmesøndag. Der var mange flere mennesker en halv time forinden billedet blev taget. Afvigeren er til at få øje på. Det er ham i T-shirt, shorts og løbesko. Han har ikke hvide sokker i skoene.
Det var rigtig fint, lunt solskinsvejr, tæt på 25 grader, og vi ville kikke os rundt i det Pompeii, som ikke har ligget under vulkanaske. Der er et langt hovedstrøg på begge sider af kirkepladsen, som udgjorde byen. Her slentrede vi søndagstur
Vi havde regnet med, at der nok var mange folk omkring kirken, da det jo var en højtidsdag. Det ville være interessant for os at se, hvad italienere gjorde på sådan en dag. Måske kunne vi slå et smut indenfor i kirken? Men inden vi nåede kirkepladsen, kunne vi mærke, at der var noget forkert. Vi fik elevatorblikket!
Alle havde pænt tøj på. Mænd og kvinder i jeans og jakker, pæne sko med høje hæle, håret sat og læbestift og hvad har vi. Der var ikke én, der havde bare ben. Lene kunne trække nederdelen ned over knæene, men jeg kunne kun gå hjem igen.
Det ser grimt ud på billede, og det er nemt at forstå, hvorfor folk kikker. Vi vidste det jo godt, men kom afsted uden at tænke os om.
Vi var naboer til et ældre, tysk ægtepar på Pompeii Camping. De klædte sig altid pænt på, inden de forlod pladsen. Det forstår vi nu, og har taget ved lære af oplevelsen Palmesøndag i Pompeii:
Byture foregår altid med lange bukser/kjole, nydelig jakke, nypudsede briller og vandkæmmet hår og lukkede sko. Og hvis vi kan undgå det, bliver rygsækken hjemme.
Vi bilder os ind, at vi nu bliver mødt med en anden respekt, smil og imødekommenhed.
/Jørgen
Hovedgaden i Pompeii Palmesøndag formiddag i godt vejr var hyggelig familiespadseretur. Der kunne man møde de italienske familier i pænt tøj og så de andre turister.
Vi havde fået det forkerte tøj på og listede lidt væk fra hovedgaden hjemad via en gade parallel med strøget. Der var ikke noget særligt at kikke på. Huse, biler, enkelte små butikker/kiosker, en familie på vej mod kirken med olivengrene i hænderne. En gammel mand kom smilende hen til os og gav os en gren: "Pace" = fred, sagde han og storgrinede.
I en lille butik købte vi noget mozzarellaost, en af de store klumper af bøffelmælk. Uhm. Manden ville gerne sælge os noget brød til osten. Vi spiser jo ikke så meget hvidt brød, så gracie no.
Lidt længere nede ad gaden var der friskbagt brød i vinduet. Fra stenovn med trækul! Det så godt ud, så vi gik ind og kikkede. Bageren stod selv i butikken og viste os gerne sin ovn og forklarede på italiensk, hvordan det hele foregik. Vi købte et halvt brød. Bageren garanterede, at brødet kunne holde sig i 4, quattro, dage. Og så bager han pizza i stenovnen i aften.
Frokosten tog vi hjemme. Mozzarella, tomater og friskbagt brød.
Vi blev nødt til at gå til bageren om aftenen for at klage over brødet. Det holdt kun en halv dag.
Jeg fik en længere snak med bageren, Salvatore hed han. Han forklarede om sin bagerbutik, om stenovnen. Sønnerne, der arbejder med om aftenen og konen, der sidder ved kassen og tager imod penge.
En rigtig hyggelig aften i den lokale pizza-bagerbutik med lokaløl i hvide plastickrus. Man kunne smage på pizzaen, at den var lavet af én, der har sit hjerte i brødbageri.
Jeg fik sagt goddag til en ukendt, glad bagerven, Salvatore fra Pompeii.
/Jørgen
Vejnettet i Italien er ikke noget at skrive hjem om! det er mine erfaringer efter mere end en måned i bil og på cykel rundt i forskellige regioner, provinser og kommuner. Hvorfor er det mon i så markant ringere stand end i de andre lande i EU vi har kørt i? Vi har de vildeste gode veje i Danmark.
En bil man kan bo i, er en stor kasse på hjul med last fordelt i skuffer og skabe, der skrumler afsted. Det knirker og knager lidt, når vi kører. Også i Tyskland. Vi er blevet dygtige til at pakke rigtigt, så tallerkener og bestik ikke rasler. Og grydelåget bliver skilt fra gryden. På tur i Italien er vi for alvor blevet udfordret. Faktisk har vi fået skader på et skab af den hårde belastning, så vi har måttet pakke om flere gange. Og det lyder ofte slemt, men det holder vel?
Når vi rasler afsted på motorvejen nordpå fra Pompeii mod Assisi giver det mindelser om vores tur til Cuba i 2011. Det, der er anderledes Italien, er, at vi endnu ikke har mødt en hestevogn på motorvejen. ;-).
De laver reparationer på vejene, hvor de fræser nogle 30 cm brede kanaler på tværs af vejen. I svingene laves de i en vifte. Og så dækker de hullerne til med asfalt til lige under eller over den oprindelige vej? Det kan man mærkes, så farten må ned på eller under 70. På mindre veje kommer vi sjældent over 50-60 km/t
De sekundære veje, de røde, gule og orange på kortet er meget slemme de fleste steder. Der er mange huller, der ikke er gjort noget ved. Oftest kommer der lidt asfalt i de største huller. Indimellem repareres vejen med ny belægning. Men det er for det meste kun 2-300 meter.
På mange veje virker det, som om vejen er ved at skride ud. Underlaget forsvinder ud til siden med dybe, langsgående lunker og revner. Som strækmærker. Det er ikke sjovt i bil, men det er livsfarligt på cykel ned af en af de mange stigningen, de har at slås med.
Er det et konkret udtryk for en presset italienske økonomi? Hvordan er den forøvrigt, økonomien?
[caption id="attachment_597" align="aligncenter" width="599"]
Eksempel fra det sekundære vejnet af ældre dato.[/caption]
Der er et stort pres på vejene. Der er rigtig mange biler i landet. Italienerne kan bedre lide deres bil end de kan lide at betale skat.
Er det vejret, klimaforandringer, der spiller en rolle. Det kunne godt se ud som om nogle af vejene svømmer ud til siden. Jeg har hørt om meget kraftige regnskyl.
Er det dårlig planlægning.? De har da ellers nogle store entreprenørfirmaer, som løser store opgaver i udlandet, bl. a. Metro i Danmark?
Er det fordi de prøver at privatisere sig ud af det. Der er jo ikke penge i at holde en mindre landevej, så det bliver kun motorveje med meget trafik, der er økonomi? Betalingsvejene var forøvrigt heller ikke for gode.
Der kan være meget store forskelle mellem regioner og provinser. Vi kørte på motorvej mod Ferrara i Emilia Romagna regionen. Efter mange kilometer med huller og buler blev vejen rigtig fin og jævn flere kilometer. Bedste vejstykke i mange uger. Lige indtil vi måtte holde stille i kø i næsten to timer, fordi en bil var skadet længere fremme. Ærgerligt at holde stille på den gode, jævne vej! Uden nødspor, forøvrigt, så det tog lang tid at fjerne en bil på tværs.
/Jørgen
Den by gav os nogle rigtig dejlige dage. Selv om vi var blevet advaret om 'alt for mange turister', ville vi ikke dø uden af have set Venedig, eller hvordan er det?
Man tror det er løgn. At en by kan være så lækker, charmerende, smuk, interessant, overdådig. Hvordan har det kunnet lade sig gøre at samle så meget rigdom, kunst, arkitektur, levende og i live? Man bliver forpustet af at sige "Nøj" og "Neiih". Det hele passer så godt sammen og til hinanden. Det er lige meget (næsten), hvor man vender øjet hen, så er der noget, der tager sig godt ud. Det er nemt at forstå, hvorfor alle skal se den by.
Kanal Grande i morgenlys inden det går løs.
Og blive set i den. Helst et ikonisk sted. Markuspladsen, f.eks.?
Vi har også været på Markuspladsen[/caption]
Vi tog bussen fra campingpladsen til centrum på 15 min. Første dag vandrede vi rundt for at orientere os, og opsøgte de samme steder som alle ville se. Rialto- broen, Markuspladsen, den ene kirke og den anden udsigt, og tidspunktet var omkring kl 12. Pyha. Der er mange gader og god plads på pladserne, men det var som Open by Night i Odense gange 2. Og så er sæsonen kun lige begyndt? Det må være svært at være lokal indbygger med en dagligdag.
Kik ind i en baggård
De må have adgang til et slags parallelsamfund, inde bagved, hvor der kan spilles bold og laves hjemlige ting?
Så blev det noget helt andet næste dag, for vi stod op kl. 6.15 og var med vandbussen på Kanal Grande til Markuspladsen inden 7.30. Det kan anbefales.
Endnu en kliché, men det er så nemt.
Vi nåede meget rundt, fik kaffe og croissanter i solen allerede inden der blev åbnet på Peggy Guggenheims Collection. Et fantastisk hus og mange skønne værker af moderne kunst.
'
Changing future Neonrør
Maurizzio Nannussi
Nationalromantiske, som vi er, faldt vi i staver over en særudstilling af den danske surrealistiske maler Rita Kernn-Larsen, med et langt DR-interview af Birgit Meister fra 1986. Og så var alle de andre stået op og havde stillet sig op foran billederne i den store, flotte udstilling. Vi fik set det vi ville og lidt til.
Venedig er vi ikke færdige med, men vi har fået rigeligt for denne gang. Vi har travet det meste af den gamle bydel, nogle steder flere gange, sejlet med kanalbådene op og ned af den store kanal. Store hoveder og tunge ben. Dejligt at kunne forlade hurlumhejet, trætte og mætte af indtrykkene. Og med masser af stof til videre fintænkninger.
/Jørgen
[caption id="attachment_607" align="aligncenter" width="600"]
Det er Donau og den er blå. Sehr schön![/caption]
Der er en parkeringsplads man må overnatte på i byen Ingolstadt. 450 km var en passende strækning på en dag, når det ikke skulle være for vildt. Lige ved Donau, den skønne blå.
At Ingolstadt (jeg kommer til at sige det med f) hvert år besøges af en halv million mennesker, der er Audi-fans, vidste jeg ikke noget om.
Vi havde forladt bjergsøen i regnvejr så tidligt, at vi kunne nå en tur rundt i Ingolstadt i eftermiddagens solskin. Vi havde set noget på vejen, vi troede var humlemarker, så vi var i 'øl-land' og bestilte en lille Weissbier.
Den blev så ret stor. 2 stk. stor hvedeøl for 6€. = 45 kr. I Odense koster et stk 90 kr. Er det fragten, der er dyr?
Gad vide om de plejer at sidde ude og drikke øl, og kaffe med kage i Ingolstadt, eller er det noget, der er kommet til den by de sidste 20 år ligesom vi har fået meget mere udeliv i kolde Danmark? Vi var havnet lige i deres café-hyggestund, og det var også hyggeligt for os.
Skål Ingolstadt.
/Jørgen
På flere tidspunkter undervejs, når vi skulle tage stilling til, hvor vi ville køre hen, snakkede vi om, at 'vi skal dyppe tæerne i Adriaterhavet'. Da planen om Venedig var på plads, kom chancen for at slå sig ned ved havet undervejs. Vi skulle på badeferie et par dage.
Vi sprang over Rimini. Der var noget i det navn, der sagde charterferie og alt for stor by. Vi styrede i stedet efter Ravenna lidt længere mod nord, og stadig ved Adriaterhavet. Kom lidt tilfældigt forbi badebyen Cesenatico. Helt ud til kysten. Masser af hoteller, ferielejligheder, barer og bling bling.
Da vi ville parkere tæt på stranden og ledte efter et parkometer der virkede, fortalte en fyr fra en cafe, at vi kunne spare vores penge, for stranden åbnede først 5. maj, og indtil da kunne vi bare parkere.
Stranden var ved at blive revet og renset for plastik-skrammel. Parasol-stole og borde blev malet og linet op. Men lige nu var der ikke noget at komme efter. Farvel badeferie.
Omkring pladsen, hvor vi parkerede cirkulerede unge afrikanere på gamle cykler, og der sad en gruppe på en bænk i nærheden. Måske kunne jeg sige goddag til en ukendt og blive lidt klogere på Italien og afrikansk indvandring.
Der sad 5 unge fyre på bænken, og dem fik jeg en god snak med. De kunne lidt engelsk, så de kunne forstå, hvad jeg spurgte om, og et par af dem kunne forklare svarene.
Det var Bamba (19) fra Gambia, Mohammed (20) Ghana, og Samuel (23) fra Gambia, der var mest åbne. De 2 sidste var ret sky og gemte sig. Ville ikke fotograferes. Den mest talende og imødekommende fik jeg ikke navnet på. Han gik, inden jeg fik spurgt for at tage imod et arbejde, som en ' frivillig' havde skaffet ham.
Får de arbejde er det fysisk hårdt og dårligt betalt. Jeg har snakket med unge italienere som må arbejde for 4,20€ i timen. De her drenge ville være henrykte for 2€.
De er alle kommet med båd over fra Libyen. De kommer for at finde en bedre tilværelse end den, de kan se frem til i hjemlandet. Flere var i gang med uddannelse hjemme, men havde ikke penge til at gøre den færdig. De vil gerne have uddannelse. De er klar over, at de er i fare for afstraffelse, hvis de vender hjem igen.
De bor på hotellet lige overfor, hvor vi snakkede. Den italienske stat betaler mad og ophold og meget lidt lommepenge, mens de venter på at få deres 'documents', papirer. Når de har fået dem, sandsynligvis et afslag på ophold, skal de tage hjem. De bliver sendt på gaden, og må forsøge at finde et arbejde. Lyder ret håbløst.
Når jeg spørger, hvad de tænker om deres situation, ønsker de bare at finde et arbejde, tjene nogle penge, leve et godt liv i Europa. De håber og ser bort fra håbløsheden. Eller sammenligner håbløsheden her og hjemme og vælger den mindste?
Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i, hvad de tænker på så kort en snak. Men deres historier ligner fuldstændig dem som Thomas Ubbesen har fortalt meget bedre. Og de kan have fyldt mig med løgn. Jeg blev ikke klogere.
Og hvad er så løsningen ved at smide dem ud af deres 'hotel' og lade dem sove på stationen og tigge eller stjæle? Der skal måske lige gå 100 år og et voldsomt opgør med magteliten i Afrika før de kan regne med noget bedre hjemme hvor de kommer fra.
Vi måtte indstille os på, at det ikke blev denne sommer vi kom på badeferie ved Rimini-kysten. Vi var for tidligt ude. Måske er det slet ikke noget for os. Vi har jo vores problemer at slås med.
/Jørgen
I aften er det 4. maj i Danmark og i Magdeburg. I Danmark blev det en festdag, ligesom den 25. april var en festdag i Italien.
Magdeburg er en by, der ligger på den mere østlige rute, A9, op gennem Tyskland og passende 450 km fra sidste sovested i Ingolstadt. Derfor blev den valgt som næste stop.
Der var en fin parkeringsplads ved Elben uden noget service inkluderet i prisen, men der var en masse flinke og hjælpsomme tyskere, der gik/løb/cyklede tur langs floden.
Vi havde ikke tænkt over, at vejen går gennem det tidligere Østtyskland, Deutsche Demokratische Republik og at Magdeburg først i 1989 blev en del af Bundes Republik Deutschland.
Heldigvis tog vi os sammen til at gå en aftentur rundt i byen. Det var en meget anden by end Venedig. Skiltet fra havnen pegede på Neue Altstadt? Ny gammelby? Og så kom vi i tanke om verdenshistorien! (Der kunne godt være noget mere af den at komme i tanke om.)
Magdeburg var østtysk fra 1945 indtil 1989. Hvordan historien hang sammen før 1945 skal jeg have undersøgt, men byen var en del af Hitlers Tyskland. Ligesom Berlin og Dresden blev byen bombet til ukendelighed af de allierede. Magdeburg blev udsat for massive bombninger bl. a. på grund af broerne over Elben, og en del vigtige fabrikker, Krupps tank-fabrik.
Vi mødte en dame, som lige var ankommet til byen, 9 dage på cykel fra Kuxhaven. Det var hun stolt af. Vi kontaktede hende for at spøgte til byggeriet, om det var bygget efter krigen? Hun kendte ikke Magdeburg, men kom oprindeligt fra Østtyskland, og hun genkendte den østtyske byggestil, og gættede på, at det var opført som erstatning for den udbombede Altstadt.
Det var en speciel oplevelse at se en by, hvor det meste af det gamle var væk og erstattet af noget meget 'rationelt', funktionelt, antikapitalistisk, jeg ved ikke hvad det hedder, byggeri. Især lige ovenpå vores ture i Venedig med alle de århundreders historie gemt i murstene.
Vi fik en Weissbier på noget der kunne ligne city-centrum, hvor letbaner med afgang hvert andet minut krydsede hinanden. Der var masser af folk på baren denne onsdag aften og rigtig god stemning. Vi sad med en masse spørgsmål om krigen, om øst-tiden, om vesttiden, men tænkte, at vi ikke ville ødelægge den gode stemning og snakkede kun med os selv. Det var også hyggeligt. Og der var ikke mange af de tilstedeværende, der havde boet i Østtyskland, for mere end 28 år siden. Vi tænkte at de hellere ville se fremad.
Dem, der er 75+, har oplevet Hitlers periode med krigen, at blive bombet af englændere, at blive en del af et kommunistisk regime de måske ikke var alt for enige med. Og at blive indlemmet i et land, som de har lært at kritisere. Det er nok ikke nemt med identiteten?
Vi kom bare forbi Magdeburg for at sove og så fik vi en spændende oplevelse og anledning til mange nye spørgsmål og tanker.
/Jørgen
Der var kommet fine gæster på pladsen, som vi har valgt at indlogere os på i Odense.
Bilen efterlod vi i Flensborg efter en grundig rengøring og et besøg på Hymerværkstedet. Der var jo lige en bagskærm, der havde havde fået nogle knubs. Måske skulle der bestilles en ny?
Det blev lang ventetid på værkstedet, men det var værd at vente på, for skærmen var stort set uskadt. Med 3 lidt kraftigere skruer kunne den gøres fast igen uden Gaffa. Hymer sender en smule maling, så vi selv kan slette de sidste spor. Vupti!
Nu har vi fået tømt en tungt lastet Golf og ryddet alt indkøbet på plads på vinhylder, køl og frys. Vasketøjet er ordnet, så i princippet er vi klar til den næste tur.
Italiensturen har været en succes. Foråret nød vi langt mod syd og fulgte lyset og varmen mens vi kørte tilbage mod nord. Vi er blevet meget mere erfarne både i forhold til at håndtere bilen og få det bedste ud af at rejse med huset på ryggen. Og vi glæder os allerede til at komme afsted igen.
Nu er vi kommet til Danmark og er klar til at få det bedste ud af det spirende forår og en lang, varm og tør sommer. De næste ture bliver af kortere varighed og ikke så langt væk.
Jeg mangler stadig at fortælle nogle gode historier fra Italien, og få fintænkt lidt over, hvad i al verden det var der skete på vores tur, og hvad vi vil gøre anderledes næste gang.
/Jørgen
- Du er her:
-
Forside
-
Ture med rejsebil
- 2017 Italien