Den by gav os nogle rigtig dejlige dage. Selv om vi var blevet advaret om 'alt for mange turister', ville vi ikke dø uden af have set Venedig, eller hvordan er det?

Man tror det er løgn. At en by kan være så lækker, charmerende, smuk, interessant, overdådig. Hvordan har det kunnet lade sig gøre at samle så meget rigdom, kunst, arkitektur, levende og i live? Man bliver forpustet af at sige "Nøj" og "Neiih". Det hele passer så godt sammen og til hinanden. Det er lige meget (næsten), hvor man vender øjet hen, så  er der noget, der tager sig godt ud. Det er nemt at forstå, hvorfor alle skal se den by.

Kanal Grande i morgenlys inden det går løs.

Og blive set i den. Helst et ikonisk sted. Markuspladsen, f.eks.?

Vi har også været på Markuspladsen[/caption]

Vi tog bussen fra campingpladsen til centrum på 15 min. Første dag vandrede vi rundt for at orientere os, og opsøgte de samme steder som alle ville se. Rialto- broen, Markuspladsen, den ene kirke og den anden udsigt, og tidspunktet var omkring kl 12. Pyha. Der er mange gader og god plads på pladserne, men det var som Open by Night i Odense gange 2. Og så er sæsonen kun lige begyndt? Det må være svært at være lokal indbygger med en dagligdag.

Kik ind i en baggård
De må have adgang til et slags parallelsamfund, inde bagved, hvor der kan spilles bold og laves hjemlige ting?

Så blev det noget helt andet næste dag, for vi stod op kl. 6.15 og var med vandbussen på Kanal Grande til Markuspladsen inden 7.30. Det kan anbefales.

 

Endnu en kliché, men det er så nemt.

Vi nåede meget rundt, fik kaffe og croissanter i solen allerede inden der blev åbnet på Peggy Guggenheims Collection. Et fantastisk hus og mange skønne værker af moderne kunst.

 

IMG 0005 2'

Changing future Neonrør

Maurizzio Nannussi 

Nationalromantiske, som vi er, faldt vi i staver over en særudstilling af den danske surrealistiske maler Rita Kernn-Larsen, med et langt DR-interview af Birgit Meister fra 1986. Og så var alle de andre stået op og havde stillet sig op foran billederne i den store, flotte udstilling. Vi fik set det vi ville og lidt til.

Venedig er vi ikke færdige med, men vi har fået rigeligt for denne gang. Vi har travet det meste af den gamle bydel, nogle steder flere gange, sejlet med kanalbådene op og ned af den store kanal. Store hoveder og tunge ben. Dejligt at kunne forlade hurlumhejet, trætte og mætte af indtrykkene. Og med masser af stof til videre fintænkninger.

/Jørgen