Kategoriarkiv: Balkan

Fødselsdagsdinner i Naples (Napoli for de uvidende)

Napoli var udset til at være værtsby for årets fejring af Jørgens fødselsdag 1. april. Mindre kunne nemlig ikke gøre det.

Napoli-studenter-kvarter-grafitti

Vi var i området omkring Napoli på turen i 2017, men blev sendt ud på nogle meget små veje af vores GPS, og nær den store by var der nærmest trafikkaos. Det var ret irriterende, at de andre ikke overholdt reglerne. De overhalede f.eks. højre og venstre om, både biler og scootere, og hvis man ville være sikker på, at der var plads til at køre ind i en rundkørsel, så begyndte de at dytte bagfra og begyndte på det med at overhale den ene og den anden vej. Vi blev den gang i Pompei og gik ad de rolige veje i den begravede, romerske by.

Napoli-place-torv

Nu skulle det være, og vi havde en mindre bil og meget mere erfaring. Vi fandt en dejlig plads at campere, Castagnaro Camping, og toget gik lige ind til centrum. Vi havde afsat et par dage til at besøge byen. Fredag tog vi toget tidligt ind til den centrale by for at opleve byen og noget af det som den unge søn på Castagnaro havde peget ud på kortet.

Og så var opgaven at finde en god restaurant til fødselsdagsmiddagen om søndagen, bestille bord, så vi kunne have en rolig søndag uden stress.

Napoli-place-bellini-studenter-hip

Byen er en stor by. Den breder sig over et stort område, og man skal gå meget for at komme rundt. Store byer er store, fordi der er mange mennesker, som bor og færdes, arbejder, spiser, studerer, elsker, sover ….. Alt det giver en masse larm og ballade, og sådan er det. Napoli er sådan en stor by på sin egen måde. Der bor ekstremt mange mennesker på lidt plads, på en stejlt skrånende flade ned mod Napolibugten. Og når de færdes kører de i bil. eller motorcykel eller knallert/scooter. Alle skal være på meget lidt plads og skubber lidt, venligt, til hinanden. Biler og mennesker viser med deres kroppe hvem de er og hvad de vil. Så glider det hele fint i kaosset.

Napoli-havn-skrald-

Det er en spændende oplevelse at besøge sådan en storby, Det er utroligt at byen fungerer, at den ikke for længst er brudt sammen. Byen er som en organisme, som virker, fordi den er levende. Det er kaosset der gør den meget anstrengende og interessant på en gang.

Napoli-gade-hjemløs-snak-jørgen

Jeg troede faktisk, at 2 dage til Napoli var for lidt. Men 1 dag var rigeligt til at gøre mig træt. På vej hjem i toget besluttede vi at køre fødselsdagsfesten totalt lokalt. Lene bestilte plads på Restaurant til kl. 20.30. Da ville de andre begynde at komme.

Lene og Jørgen


Fødselsdag på italiensk

Det blev 1. april, som er min fødselsdag.
Vi har snart tradition for at fejre den et nyt sted i Europa og i år skulle det være i Napoli. I går, fredag, var vi rundt i byen for at forberede en hyggelig dag i byen. Men efter en lang og larmende dag og 15 km i benene blev beslutningen, at dagen skulle være lokal.

Flot morgenbord med det hele, og gaver

Lokal er fra starten af dagen meget lokal. Jeg lader, som om jeg sover rigtig tungt og længe. Lene kravler hen over mig uden jeg opdager det og pusler stille rundt. Helt ude i køkkenet.

Jeg bliver vækket med fødselsdagssang og tillykkekys og kan stå op til en flagpyntet dagligstue, et veldækket bord med det hele og et køkken, der dufter af travlhed. Jeg får badeværelset for mig selv og kan roligt re’ mit hår og børste mine tænder.

Morgenmaden varer længe, for der er mange gaver og der skal snakkes om de andre spændende steder fødselsdagen blev holdt: i Rom, en landsby i Sierra Nevada, en gammel jernmalm-udgravning i Wales, og nu i Napoli.

Det blev til flere kopper kaffe end sædvanligt, også fordi en af gaverne var en ny kaffemaskine, Airpress, som kan lave god kaffe af rigtige bønner uden at alt i bilen bliver grumset til.

Kaffe på terrassen, tarte citrone

Dagen gik med hygge i solen, læse bøger, lege med billeder og skrive lidt på bloggen, gruppe-facetime med børn, sviger- og børnebørn. Aftensmaden var henlagt til et lokalt sted: “Restaurante Lui é Peggio di Me” i Napoli-bydelen Pozzuoli med antipasta, pasta napolitana, stenovnspizza og tiramisu.

Her bliver festen holdt

Vi ankom selvfølgelig til tiden, som aftalt, og vi var nogen af de første. Heldigvis for det, for det var her underholdningen startede.

Udenfor døren mødte vi rygerne, som skulle have de sidste inden de kunne gå ind. Indenfor var der dækket op, og musikeren sad allerede klar med det hele.

Vi fik anvist et bord af de to søde servitricer, en kunne lidt engelsk. Vin fra Toscana kom på bordet, den så lidt bedaget ud, og i flg. en tilkaldt ekspert skulle den smage sådan.

Vi ventede på at alle gæsterne skulle ankomme . Der var dækket til flere fødselsdage. Damerne kom med de strammeste, elastiske kjoler, smøget uden om store baller og bryster, men ikke langt ned på lårene. En med knælange støvler, ellers hæle, der truede med at knække. Læberne var pumpet godt for at matche bryster og baller. Unge var meget sorthårede, midaldrende til ældre var skandinavisk blonde.

Lækker stenovns pizza, Lui-stile

Mændene, de yngre, kom i sneakers, hullede cowboybukser og T-shirt. Masser af tatoveringer over halsen. Udtryksløst ansigt, en slags pasgang, strithår og mobiltelefon. De lidt ældre i habit, slips og mobiltelefon. Børne i store skrud med pufærmer.

Balloner alle vegne, både for og bag
Selfie af en fødselar og alle veninderne

Maden kom på bordet og musikeren sang til sit ‘elektriske orkester’. Der var Eros Ramazzotti på spillelisten. Snart kom gæster frem på scenen og holdt fødselsdagstaler, sang ønskesange for fødselarerne godt hjulpet af musikeren. Der var fest og farver og det nydelige ældre ægtepar fra Danimarca ved nabobordet faldt fint ind i stemningen og havde deres egen fødselsdagsfest, menb gik hjem inden det blev alt for vildt.

Jørgen og Lene

Grækenland, en uge i et nyt land

Vi har allerede været afsted i 3 uger og en uge er gået her i Grækenland. Tiden går for hurtigt.

30. 3. – 2.4 l’Aquila til Napoli, Castagnaro Parking

Her blev vi hængende i 4 dage i det gode vejr, med besøg inde i Napoli centrum og fødselsdag med det hele- helt lokalt

I Napoli blev det først rigtigt lun luft og stellpladsen i Pózzuoli, Napoli, Castagnaro Parking er et hyggeligt og afslappende sted, og vi blev hele 4 overnatninger. Bad, rengøring, hvile og tid på kontoret var velegnede aktiviteter i det tidlige, italienske forår.

3. 4. 23 Brindisi Havn

Gratis plads på P-plads tæt på færgen

Turen på tværs over Italien fra Napoli til Brindisi gik fint bortset fra lidt regnvejr. Der var ledige pladser på en stor parkeringsplads på havnen, med mange biler, der ventede på Grækenlandsfærgens afgang

6. 4. 23 Plataria camperstop

Plataria-camperstop . pladsen måtte vi søge i mørket. Færgen var et par timer forsinket, så vi fandt først pladsen efter midnat. Til gengæld bankede manden med kvitteringen på 15€ for opholdet op allerede kl 7. Efter vores tidsregning, for uret var stillet 1 time frem tilgræsk tid.

7. 4. 2023 Nidri nær Lefkades

Lefkadas udkant blev til vores nød-sove-plads

8. 4. 2023 Kryoneri havn

Dejligt miljø på Kryoneri havn. Turisterne venter på varmen. Vi tog to overnatinger.

Vi er ved at finde de gode steder uden for mange af vores slags og flest af de almindelige beboere. På havnen i Kryoneri kunne vi sove fredeligt og bade i det friske, kølige vand inden morgenmaden. Mere af den slags pladser.

Jørgen og Lene

At bo sammen med jordskælv

Lige bag denne plads holdt vi

I 2009, den 6. april, var Leonora 24 år. Hun bliver stadig rørt, når vi spørger til, hvordan det er at bo i en by, som er ramt af jordskælv. Hun passer sit arbejde på informationskontoret i l’Aquila og er mest indstillet på at pege os hen til Duomen. En af de gamle kirker i byen, som er kommet langt med restaureringen. Og mange huse er genopbygget og ser rigtig flotte ud. Men endnu flere steder står bygninger med støttestativer og venter på, det bliver deres tur. Det er 14 år siden jordskælvet ramte og mere end 300 døde og 60.000 af byens 70.000 indbyggere blev hjemløse.

Der arbejdes i alle de kvarterer vi kom forbi, og det ser ikke ud til at blive færdigt lige foreløbigt. Der er stadigvæk mennesker, der bor i midlertidige boliger. Det har kostet massive beløb allerede, men byen løber ikke tør for penge foreløbig. Berlusconi var regeringsleder i 2009 og tog sig betalt for at hjælpe Anders F. Rasmussen til Nato. Måske skubbede det til donationer fra alverdens lande. USA, Putin i Rusland, Kina, Saudi Arabien, Macron og ham fra Canada?, har givet penge til genopbygningen. Obama kom til byen efter jordskælvet for at vise sin støtte.
I Tyrkiet og Syrien har mere end 50.000 mistet livet og mange millioner er hjemløse. Mon Erdogan har andet at handle med end Sveriges Nato-medlemskab? Hvem kan han få til at hjælpe med de næste 15-30 års genopbygning? Eller har vi allerede glemt den historie, der jo ligger langt væk fra vores virkelighed.

I sidste uge var der igen rystelser i l’Aquila. Leonora får blanke øjne og tager sig til maven, når hun fortæller det. Når hun genoplever, hvordan det var at komme gennem en dør i sit hus og ud i de 30 sekunder skælvet varede om natten 6. april 2009.

l’Aquila er bestemt værd at køre efter, selv om det er op ad bakke meget af vejen. Byen ligger 714 m over havet, har ca 72.000 indbyggere og er administrationsby for provinsen l’Aquila og regionen Abruzzo

Lene og Jørgen

/Jørgen

Tyskland og Italien på langs

24. 3.Start fra Degnedyden

Der er langt ned gennem Tyskland og Italien. Indtil videre har vi kørt 2.747 km og holder nu weekend på en dejlig plads i udkanten af Napoli.

Den første del af turen er vi styret af en deadline, for vi har købt billet til færgen fra Brindisi til Igoumenitsa i Grækenland til tirsdag d. 4. 4. kl. 13. Vi skulle finde gode kompromiser mellem at køre langt, se og opleve noget og nå færgen til afgangtiden.
I planlægningen var vi mere optimistiske end vi kunne leve op til og blev godt trætte efter mange dage med kørsel hver dag til nye steder. Derfor er vi her stadig på pladsen i Napoli. Det er forår, solen skinner og termometret viser over 20 grader.
Vi tog afsted fra sommerhuset for en uge siden.

24.3. Degnegyden til Horster Mühle

Vi skulle egentlig ha` spist på kroen for at overnatte, men vi tog hjemmemenuen

Det er en ny oplevelse at kunne dele opgaven med at køre bilen. Lene er helt tryg ved en mindre bil, med manuelt gear og 1 m kortere. Og der er ikke nogen problemer at manøvrere i trafikken på de tyske motorveje. De større byer vil hun endnu helst være fri for.

Horster Mühle var der vi sov og hurtigt kørte videre fra. Vi sprang over wienerschnitzlerne. Måske en anden gang.

25. 3. Horster Mühle til Völkerhausen

Efter meget besvær med at finde den rigtige Eißenhäuserweg nåede vi frem til Johannes og Anja og deres gæster

26. 3. Völkershausen til Gottard, Stellplads ‘Plan der Reuss‘

På vej op til Gottardpasset fandt vi ud af, hvad de stiplede, røde streger på Google Maps betyder: vejene er lukkede. Heldigvis er der en 16 km tunnel gennem bjerget. Men vi tog en overnatning på stellpladsen lidt nedenfor tunnellen. Det var grimt regnvej og vi havde kørt langt allerede.

Alba står på ønskelisten til et genbesøg, og det ville ikke være nogen stor omvej på vejen sydover. Byen var lige så hyggelig, som vi huskede den. En dejlig italiensk frokost, en god kop kaffe til provinspris 1.30€ og en kage og en snusetur rundt i centrum i det gode forårsvejr var, hvad det blev til.
Vi fandt en plads at overnatte på landet med udsigt over dalen og en sjov bar i den lille landsby Mombarcaro.

27.3 Gottard til Alba og  Mombarcaro

En lille by, Mombarcaro nær Alba, havde indrettet en fin plads med udsigt over dalen mod de franske Alper. Byen var “under afvikling”, men kæmpede imod ved bl. a. at indrette oplevelser for turister, cykel-og vandreture, overnatningsmuligheder og gøre noget for biodiversiteten. De få ældre mennesker, der stadig boede i byen mødtes ved den lille bar/butik/posthus/checkpoint for vandrere. Der blev snakket italiensk og røget en masse smøger.

28.3. Mombarcaro til Lucca

Lucca er en meget smuk og imødekommende by, som vi besøgte i 2018. Vi kunne bo på en stor parkeringsplads lige udenfor Porta Santa Maria

Lucca er en favoritby i Toscana. Den er stor nok til at have mange ting at byde på, men på denne årstid er der ikke mange turister, og det er behagelige temperaturer. Vi kunne bo lige udenfor bymuren, så vi kunne gå ind til den gamle by. Jeg kunne godt savne min cykel til tidlig morgentur rundt på ringmuren

29.3. Lucca til l’Aquilia

Lige bag denne plads holdt vi for natten. Med udsigt over dalen ved l’Aquilla. Den by, der blev værst ramt af jordskælvet i 2009, og som stadig er under genopbygning

l’Aquila ligger i et uroligt område af Italien, og blev i 2009 ramt af jordskælv. Den er stadig langtfra genetableret. Der bygges overalt i byen, og det bliver gjort rigtig flot. Der mangler ikke penge til arbejdet, da hele verden donerede til projektet. 60.000 af 70.000 indbyggere blev hjemløse. 300 dræbte og 1500 sårede

30. 3. – 2.4 l’Aquila til Napoli, Castagnaro Parking

Her blev vi hængende i 4 dage i det gode vejr, med besøg inde i Napoli centrum og fødselsdag med det hele- helt lokalt

I Napoli blev det først rigtigt lun luft og stellpladsen i Pózzuoli, Napoli, Castagnaro Parking er et hyggeligt og afslappende sted, og vi blev hele 4 overnatninger. Bad, rengøring, hvile og tid på kontoret var velegnede aktiviteter i det tidlige, italienske forår.

Jørgen og Lene

/Jørgen

Hej i blog-verdenen

Det er den 24. marts og vi er på vej med en ny start, eller faktisk flere.

Lige nu lægger vi an til at sove ved Horster Mühle lidt syd for Hamborg. Vi har haft travlt med at blive klar til en ny rejse.

Foråret kommer og alting er klippet ned, klar til vi kommer hjem igen. Vi er på vej  i vores nye bil, en van, som er mindre end den gamle og mere ligner en håndværkerbil, og rigtig sjov at komme afsted i.

Planen er at være på rejse et par måneder, ned gennem Tyskland til Italien og videre til Grækenland, Albanien, Montenegro, og flere lande i Vestbalkan langs Adriaterhavet.

Oplevelserne håber vi bliver fantastiske, som de altid bliver, når vi tager ud i verden.  Det var sjovt at fortælle om, hvad vi så og gjorde på turene, men vi trænger til en frisk start oven på en lang serie ‘kriser’.

Subscribe? er det farligt? koster det penge?

Har du lyst til at følge vores historier, kan du skrive i kommentarfeltet og krydse af, at du vil orienteres, når der kommer nye indlæg. Så bliver du ‘subscriber’.
Vi satser på at levere noget nyt hver søndag, medmindre vi oplever noget som vi slet ikke kan holde for os selv så længe. Hovedreglen er en gang om ugen, søndag.

Lige nu kontakter vi flere af jer, som før har været interesserede i, hvad vi laver. Nogen af jer andre har vi fundet i vores ‘kontaktpersoner’ og tænkt, at I nok ville have godt af at høre noget friskt fra den store verden. Nogen få af jer er bare nødt til /tvangsindlagt til at høre på os.

Men for alle, undtagen de sidste, gælder, at man kan melde fra igen, når som helst. Hjemmesiden sender en email, som I skal bekræfte for at få besked om nyt. Når det er sket, får I fremover en mail i postkassen, når der er nyt. Ellers sker der ikke mere.

/Lene og Jørgen