Napoli var udset til at være værtsby for årets fejring af Jørgens fødselsdag 1. april. Mindre kunne nemlig ikke gøre det.

Vi var i området omkring Napoli på turen i 2017, men blev sendt ud på nogle meget små veje af vores GPS, og nær den store by var der nærmest trafikkaos. Det var ret irriterende, at de andre ikke overholdt reglerne. De overhalede f.eks. højre og venstre om, både biler og scootere, og hvis man ville være sikker på, at der var plads til at køre ind i en rundkørsel, så begyndte de at dytte bagfra og begyndte på det med at overhale den ene og den anden vej. Vi blev den gang i Pompei og gik ad de rolige veje i den begravede, romerske by.

Nu skulle det være, og vi havde en mindre bil og meget mere erfaring. Vi fandt en dejlig plads at campere, Castagnaro Camping, og toget gik lige ind til centrum. Vi havde afsat et par dage til at besøge byen. Fredag tog vi toget tidligt ind til den centrale by for at opleve byen og noget af det som den unge søn på Castagnaro havde peget ud på kortet.

Og så var opgaven at finde en god restaurant til fødselsdagsmiddagen om søndagen, bestille bord, så vi kunne have en rolig søndag uden stress.

Byen er en stor by. Den breder sig over et stort område, og man skal gå meget for at komme rundt. Store byer er store, fordi der er mange mennesker, som bor og færdes, arbejder, spiser, studerer, elsker, sover ….. Alt det giver en masse larm og ballade, og sådan er det. Napoli er sådan en stor by på sin egen måde. Der bor ekstremt mange mennesker på lidt plads, på en stejlt skrånende flade ned mod Napolibugten. Og når de færdes kører de i bil. eller motorcykel eller knallert/scooter. Alle skal være på meget lidt plads og skubber lidt, venligt, til hinanden. Biler og mennesker viser med deres kroppe hvem de er og hvad de vil. Så glider det hele fint i kaosset.

Det er en spændende oplevelse at besøge sådan en storby, Det er utroligt at byen fungerer, at den ikke for længst er brudt sammen. Byen er som en organisme, som virker, fordi den er levende. Det er kaosset der gør den meget anstrengende og interessant på en gang.

Jeg troede faktisk, at 2 dage til Napoli var for lidt. Men 1 dag var rigeligt til at gøre mig træt. På vej hjem i toget besluttede vi at køre fødselsdagsfesten totalt lokalt. Lene bestilte plads på Restaurant til kl. 20.30. Da ville de andre begynde at komme.

Lene og Jørgen

Det blev 1. april, som er min fødselsdag.
Vi har snart tradition for at fejre den et nyt sted i Europa og i år skulle det være i Napoli. I går, fredag, var vi rundt i byen for at forberede en hyggelig dag i byen. Men efter en lang og larmende dag og 15 km i benene blev beslutningen, at dagen skulle være lokal.

Lokal er fra starten af dagen meget lokal. Jeg lader, som om jeg sover rigtig tungt og længe. Lene kravler hen over mig uden jeg opdager det og pusler stille rundt. Helt ude i køkkenet.

Jeg bliver vækket med fødselsdagssang og tillykkekys og kan stå op til en flagpyntet dagligstue, et veldækket bord med det hele og et køkken, der dufter af travlhed. Jeg får badeværelset for mig selv og kan roligt re’ mit hår og børste mine tænder.

Morgenmaden varer længe, for der er mange gaver og der skal snakkes om de andre spændende steder fødselsdagen blev holdt: i Rom, en landsby i Sierra Nevada, en gammel jernmalm-udgravning i Wales, og nu i Napoli.

Det blev til flere kopper kaffe end sædvanligt, også fordi en af gaverne var en ny kaffemaskine, Airpress, som kan lave god kaffe af rigtige bønner uden at alt i bilen bliver grumset til.

Dagen gik med hygge i solen, læse bøger, lege med billeder og skrive lidt på bloggen, gruppe-facetime med børn, sviger- og børnebørn. Aftensmaden var henlagt til et lokalt sted: “Restaurante Lui é Peggio di Me” i Napoli-bydelen Pozzuoli med antipasta, pasta napolitana, stenovnspizza og tiramisu.

Vi ankom selvfølgelig til tiden, som aftalt, og vi var nogen af de første. Heldigvis for det, for det var her underholdningen startede.

Udenfor døren mødte vi rygerne, som skulle have de sidste inden de kunne gå ind. Indenfor var der dækket op, og musikeren sad allerede klar med det hele.

Vi fik anvist et bord af de to søde servitricer, en kunne lidt engelsk. Vin fra Toscana kom på bordet, den så lidt bedaget ud, og i flg. en tilkaldt ekspert skulle den smage sådan.

Vi ventede på at alle gæsterne skulle ankomme . Der var dækket til flere fødselsdage. Damerne kom med de strammeste, elastiske kjoler, smøget uden om store baller og bryster, men ikke langt ned på lårene. En med knælange støvler, ellers hæle, der truede med at knække. Læberne var pumpet godt for at matche bryster og baller. Unge var meget sorthårede, midaldrende til ældre var skandinavisk blonde.

Mændene, de yngre, kom i sneakers, hullede cowboybukser og T-shirt. Masser af tatoveringer over halsen. Udtryksløst ansigt, en slags pasgang, strithår og mobiltelefon. De lidt ældre i habit, slips og mobiltelefon. Børne i store skrud med pufærmer.

Maden kom på bordet og musikeren sang til sit ‘elektriske orkester’. Der var Eros Ramazzotti på spillelisten. Snart kom gæster frem på scenen og holdt fødselsdagstaler, sang ønskesange for fødselarerne godt hjulpet af musikeren. Der var fest og farver og det nydelige ældre ægtepar fra Danimarca ved nabobordet faldt fint ind i stemningen og havde deres egen fødselsdagsfest, menb gik hjem inden det blev alt for vildt.

Jørgen og Lene