Afsted mod Færøerne
Nej, det er ikke Færøerne på billedet. Eller Island. Og nej. Der kom ikke nye indlæg fra turen. Ikke aktuelle nyheder undervejs, ihvertfald. For der var rigeligt andet at tage sig af. Og når fortælleevnen er blevet rusten, så går det slet ikke at være presset på tid.
20 km syd for Hirtshals findes denne lille rolige plet. En franskmand var kommet først og var gået tidligt i seng, og han sov stadig da vi var i gang næste morgen.
Pletten ligger ved Rubjerg gamle kirkegård. Her kunne vi sove trygt og vandre en dejlig morgentur i klitterne ud til vandet. Vesterhavet. Vi stod tidligt op for at nå det hele inden vi skulle køre på færgen fra Hirtshals til Færøerne.
Måske er det franskmanden der holder foran italieneren, der holder foran os. Vi holder nemlig på P-pladsen for ombordkørsel på den eneste færgeforbindelse til Færøerne og Island. Fra Europa, ja fra hele verden. Vil du have din egen bil med må du køre til Hirtshals først. For mere end 10 år siden forsøgte færgeselskabet Smyrill Line at forlænge ruten så man også kunne sejle til UK. Men det kunne ikke løbe rundt, så det stoppede igen.
Afgang fra Hirtshals i dejligt, lunt sommervejr onsdag morgen. Det skulle blive anderledes længere mod nord.
Vi var ikke de eneste der ville med til Færøerne og Island. Og de her skulle vi møde alt for mange af. Både dem med høje skrig foroven og og dem med kameraer forneden.
Her skulle vi bo de næste 36 timer. Værelset var med udsigt, selv om det var ret begrænset, hvad der var at se. Kl. 6 torsdag morgen kunne vi se Hebriderne? Et skib og en boreplatform engang imellem i horisonten. Sejlturen forløb roligt med kun lidt vip.
Det var meget flot vejr så man kunne sidde på dækket og nyde solnedgangen. Selv om fartvinden flyttede rundt på krøllerne når man var udenfor.
Sky-restauranten viste sig at være et godt sted at få tiden til at gå under sejladsen. Dejlige slængestole og en udsøgt udsigt, selv om motivet var ensformigt
Det blev for koldt at blive på dækket. Indenfor kunne vi tjekke restauranterne ud og beslutte, hvor aftenens måltid skulle indtages
/Jørgen
Hymer bliver til Tourne
I oktober 2021 blev beslutningen taget. Hymer-bilen skal skiftes ud med en mindre van. Og det skulle være en "Tourne 6.0 Black Edition", som vi havde set hos Antons i Videbæk. Det var begyndelsen. Men leveringen ville først ske i januar-februar 2022. Inden da lå der forskellige opgaver, der skullle løses.
I følge slutsedlen på den nye bil vil sælger gerne tage den gamle Hymerbil i bytte, og Antons har tilbudt en fast pris, hvis overtagelsen sker inden slutningen af februar 2022. Det er på en måde da ret trygt. Men Antons var åben med 'de faktiske forhold' på autocampermarkedet. For der er meget stor efterspørgsel på biler. Og forhandlerne har svært ved at efterkomme de mange ønsker. Det er corona og chip og fragt, der laver ballade. Antons ville fastholde sit tilbud, mens vi kunne prøve selv at sælge bilen inden den nye blev leveret. Det skulle ikke være så svært, og Antons tilbudspris stod ved magt. Der vil ikke være andet at miste end noget hjemmearbejde, hvis det nu ikke lykkedes.
For 400 kr. skumbad. Så er der gjort klar til fotoshoot.
Der var lige et par reparationer i Tyskland og Hedensted, og en enkelt skumvask i Odense der skulle overstås inden vi kunne komme i gang med salget.
Men hvordan sælger man en bil til mange hundrede tusind kroner? Er der overhovedet nogen der tør købe privat? Hvad skal den koste? Hvordan undgår man at blive snydt? Forsikring? Nye plader? Annoncering?
Alt det praktiske med pengene ejerskifte o.s.v. er der rigtig gode løsninger på ved Skat og Motorstyrelsen. Hvis man bruger sin sunde fornuft og NemId kan det ikke gå helt galt. Og så er der spørgsmålet om at finde en køber. Jeg spurgte vore VVS'er som var i huset, men konen havde andre planer. Hvem kender vi så? Vores autopusher? Naboen? Han var blevet for gammel. Et skilt i vinduet: "Flot autocamper sælges. Giv et bud."
Internettet selvfølgelig. Bilbasen var et oplagt bud, og så kunne man også finde den i Den Blå Avis. Og selvfølgelig Facebook i en af de mange grupper, der søger en billig bilm at tage på ferie i. Rigtig mange havde fået samme glimrende og billige ide. Selv om en del af bilerne havde stået til salg lidt længe?
Men de havde altså heller ikke så flot en bil og slet ikke flotte billeder af en flot bil.
Her kom skumbadet hos Man Diesel i Odense ind. Der blev gnubbet og taget billeder ved Flyvesandet i det fineste solskin i januar. Oprettet annoncer i Bilbasen og mange steder på Facebook.
Vejret er altid flot i en Hymer
Der er altid plads til en Hymer mere.
Enhver bilsælger skal sørge for plads ved håndvasken.
Fire fremvisninger senere ringede Erik fra Grenå. Han ville lige høre om han kunne komme før de næste de skulle se bilen? Og hvor høj er døren til bagagerummet egentlig? 105 cm!
Erik var hurtig på motorvejen fra Jylland en fredag formiddag. Han steg ud af sin bil med en tommestok. Jo, den var god nok. 107. Jeg køvern sgu. Jeg sætter lige 5000 ind på din Mobilepay. Så orner vi resten på mandag.
Bilen var købt, betalt og havde skiftet registrering efter mindre end en uge. Og til 100.000 mere end Anton ville give.
Det gik da alt for hurtigt? Den var nok alligevel for billig? Nej, det var ret dejligt at få det hurtigt overstået med et godt resultat.
Så kunne vi jo bare vente på den nye bil blev leveret og det gjorden den 15. februar
Det er den nye bil på en plads ved Skjern Enge. I baggrunden kan man få en tur med trækfærgen over Skjern Å og tilbage igen.
/Jørgen
Tourne-tur til Videbæk 12.-14. oktober
En lille køretur i en (måske ny) campervan i Videbæk? Så lang en tur for så lidt? Nej vi smider jo ikke diesel ud. Når nu vi var i det nordlige Vestjylland, kunne vi få flere oplevelser ud af det, og besøge Ole i Skive.
Det var et fint besøg hos Anton's Camping. Vi prøvekørte bilen. Lene var tryg ved at køre både frem og tilbage. Det manuelle gear kunne hun bedre lide end Hymers automatgear. Anton's gjorde et godt indtryk 'i virkeligheden' og de ville godt lave nogle rimelige aftaler omkring handlen i de her usikre leveringstider. Vi kørte fra Anton's i godt humør og havde fået bevilget tid til hjemlige overvejelser. Skal/skal ikke?
Ringkøbing Havn skulle være hyggelig at overnatte på. Og det var der rigtig mange, der vidste. Vi ankom i sen eftermiddagssol og fik den sidste plads. Der var faktisk vejr til at sidde i solen på kajen
Ringkøbing er et hjemsted for vindmøllefabrikken Vestas. Det ville vi kikke på ,når det igen blev lyst.
Vingenav til stor mølle. Jeg kunne nemt stå inden i kransen.
Det er politistationen med fængslet bagved. Karakteristisk byggestil i Ringkøbing. Byen kunne godt trække et genbesøg i lidt bedre vejr med muligheder for at få mere lokal information.
Nu havde vi en aftale med Ole fra Samsø om besøg. I Skive.
Ole har været for tæt på en skovflåt uden at opdage det. Han fik besvær med sin ryg og stod nærmest til at skulle have opreret en diskusprolaps. Det viste sig så, at han var inficeret af borelia og hans nervesystem var blevet forstyrret, så han ikke kunne gå. Derfor var han indlagt på Skive sygehus. Vi kørte til Skive og havde en aftale med Ole efter aftensmaden.
Eftermiddagen i Skive brugte vi på lidt shopping på Strøget og middagslur og eftermiddagskaffe ved lystbådehavnen.
Da det blev efter arbejdstid, kom der en masse biler med folk med badetøj under armen. De skulle mødes til introduktion i vinterbadeklubben.
På vej for at besøge Ole kom der en melding om 'corona-alarm', så vi skulle holde os væk. I stedet tog vi et ophold i en efterårskold Kongenshus Mindepark. Her var der plads til overnatning. Næste morgen blev det til vandretur på heden. Og i mindeparken over de mange mennesker, der brugte deres liv på at opdyrke heden.
Det blev ved med at være ret kedeligt vejr, så heden tog sig ikke ud fra sin flotte side.
/Jørgen
Hvad så, Anton? som rigtigt hedder Thomas
Hvis du har set videoen fra Antons Camping vil du sikkert også tænke: Ham Anton sælger virkelig den Tourne 6.0 godt. Det er Thomas, der er den meget entusiastiske sælger, og som ihvertfald gjorde mig nysgerrig på "Den ultimative vintervan!". Men er det nu rigtigt at man kan mærke den gode samlekvalitet, de intelligente designs og løsninger på at indrette sig på mindre plads? Er fornemmelsen af at køre i en mindre bil så klar, at også Lene tør at køre både fremad og i bakgear?
Vi ville selv prøve at banke på træværket og opleve dobbeltsengen og mindre plads ved spisebordet. Så vi planlagde en tur til Videbæk og omegen og pakkede HYMEREN. Det ville også være dejligt at få et profesionelt bud på, om det kan lade sig gøre at sælge den gamle bil for en ordentlig pris?
Producenten har en hjemmeside om Tourne: It's all about the journey" Det kan vi godt lide!
Salgsvideo fra producenten. Det er de helt rigtige farver, der giver en stemning af at det er rejsen der er det vigtigste. En sød og smuk pige der kører rundt lige der hvor vi kørte for et par år siden. Hvordan ku de vide det?
Men man kan ikke købe en bil på Youtube alene, så vi må afsted till Vestjylland
/Jørgen
Tilfreds med rejsebilen?
Det er 6 år siden vi bestilte vores Hymer. Det var et langt tilløb og mange grundige overvejelser, der lå bag beslutningen. Vi endte med at købe netop den bil, fordi den bedst kunne opfylde de behov vi havde i 2015. Vi kunne ikke blive klogere på det, og duede det ikke, måtte vi jo sælge den igen.
Det har foreløbig duet i 6 år. Vi er blevet både ældre og klogere, og vi har da også løbende diskuteret, om vi stadig har den bil, vi vil have, om den duer til det vi nu vil bruge den til.
Og det emne har igen været på dagsordenen her i 2021.
Lene er aldrig blevet tryg ved at køre Hymerbilen. Hun synes den er for stor, både at sidde i som chauffør og for lang at manøvrere. ( Hun er måske bare for lille, ti hi). Og størrelsen gør også, at den er lidt svær at gemme, selv om vi har valgt en god, diskret farve. Den er for lang at parkere på de fleste parkeringsbåse.
Vi valgte en større bil, fordi vi ville have plads til cykler indendørs, sengene skulle være på langs af bilen og have plads til alle de ting vi har brug for, når vi kører lange ture. Efterhånden har det vist sig, at vi ikke bruger al pladsen. Vi kan godt undvære noget plads, og også godt have cykler udenfor.
Så vi har været på udkik efter noget mindre. Hver gang vi på vores ture rundt i DK har vi spurgt folk med campervans om deres erfaringer med at rejse på mindre plads. Det er blevet mange snakke for og imod, hvad vil det koste, kan vi sælge den gamle?
Sidst snakkede jeg med nogle tyskere på tysk i en Knauss van. Jeg spurgte Google hvor man kan købe en Knauss-van i Danmark. Det allerførste på listen var Antons Camping i Videbæk. Vi har tidligere kikket på Vans fra Põssl og besøgt flere forhandlere af den. Antons Camping er på YouTube med mange videoer og sælgeren gør et rigtigt godt indtryk og er meget overbevisende, så vi besluttede at tage en tur til Videbæk og se på varerne.
Herunder kan du fornøje dig med Antons Campings videopræsentation af en van mærket Tourne. Den er interessant!! Antons sælger hedder Thomas og er rigtig sød.
/Jørgen
Aros i Århus
Det går hjemad mod Fyn nu. Men muligheden for at besøge Århus på vejen skulle afprøves. Og inde midt i byen ligger kunstmuseet Aros. Kan man køre rundt i Århus i en camper og slippe godt fra at parkere og gå på museum?
Det gik ret godt med parkering og det var nogle fine udstillinger, vi fik billet til. Olafur Eliassons vartegn for Aros var fantastisk at opleve.
Og så havde de en udstilling med titlen "Far from Home" Hvor er hjemme? Det snakker vi en del med hinanden om
En selfie.
Ham med neonrørene har vi mødt i Venedi på Guggenheimmuseet. Maurizzio Nanussi. Titlen er "My sense of your sense of language" = min fornemmelse af din fornemmelse for sprog
Vi parkerede på en fin plads under trappen til hovedindgangen til Aros.
Derefter gik turen til Nordfyn, sommerhus med egen badestrand
/Jørgen
Kalø Vig
Middagsluren blev snuppet med udsigt til slotsruinen i Kalø Vig.
En 1,5 km lang tange med romersk vejbelægning førte ud til den ikoniske slotsruin. På vejen tilbage faldt jeg i snak med Thomas, fordi han gik rundt med en drone. Vi fik en god snak om droner og alt muligt andet, så nu er jeg sikker på at jeg skal have en drone snart. Der er et godt tilbud på droner.dk, sagde han.
Han havde været musiker, fortalte han, og havde i mange år kunnet leve af det, men fik efterhånden problemer med stress. Han var meget perfektionistisk og blev efterhånden en dårlig leder af bandet. Han oplevede oftere som forsanger at gå i stå og have glemt teksten, selv om han havde øvet den rigtig meget. Han måtte opgive og kom i kontakt med en psykolog, som kunne relatere hans problem til alkoholskader, han havde fået inden sin fødsel. En mor der havde drukket (lidt).
Nu øvede han sig i at blive dronepilot, på den manuelle måde.
På vejen mod havnen ved Studstrup-værket for at overnatte, kom vi gennem Rønde. Der var noget genkendeligt ved Rønde: Højskole, efterskole og Edel og Ejvind. Edel og Ejvind mødte vi på den første tur til Italien. På campingpladsen i Assissi. Vi havde mange ting til fællles, bl.a. livet på efterskole. De havde været lærere i Nr. Nissum og på efterskolen på Venø. Efter pensionering flyttede de til et bofællesksab i Rønde, kunne vi huske. Men hvor mon det var?
Vi tog turen rundt i butikker med en sansynlighed for at kende de to: Genbrugsbutikken, ting og sager-butikken og Brugsen. I genbrugsbutikken var der bingo. De to damer kendte bofællesskabet, som vi ledte efter uden held til at finde det. Men vi var jo heller ikke inviterede.
Havnen ved Studstrupværket
Aftenstemning ved Århusbugten i en hyggelig marina, hvor Kalø Vig Bådelaug holder til.
/Jørgen
Agri og mere mod syd
Vi var tidligt oppe og nyde det gode vejr, og en badetur blev det også til
Badetur med udsigt til Århus
Kirken i landsbyen Agri Byen var Molboernes hovedstad med 500 indbyggere.
Det blev til en fin gåtur rundt i byen og op til Mols' højeste punkt, Agri Bavnehøj.
Udsigt på Mols. Vi siger farvel og på gensyn snart. Det har været en god oplevelse at besøge Mols Bjerge.
Nu kører vi mod Århus for at finde et sted at sove. Kalø Vig måske?
/Jørgen
Jernhatten på Mols
Efter søndag morgen med badetur på Ebeltoft Skudehavnog morgenbrød fra Kvickly blev det lidt kedeligt vejr, og lysten til at se mere Mols blev mindre. Men efter succesfuld tømning af potte og beskidt vand og påfyldning af frisk drikkevand stod vi igen i solskin og godt humør.
Selvfølgelig skal vi da se hvordan kysten mod Sjælland ser ud. Et godt mål vil være at køre efter Jernhatten. GPS'n blev sat til Hyllested Skovgårde, men vi ville selv bestemme ruten, så vi kørte efter fornemmelse ud af Ebeltoft.
Det var hun ikke tilfreds med, damen i Gps'n. Resultatet blev da også, at vi kom et smut forbi Oddenfærgelejet og tilbage forbi Filmhøjskolen, ind gennem Ebeltoft og ud gennem et smukt parcelhuskvarter: Det gav nogle spændende vinkler på byen, som vi ikke havde planlagt.
På vejen op ad Jernhatten. Det var en meget interessant lille skov og flot udsigt sydover mod Hjelm
Hjelm i horisonten gav anledning til historier om Marsk Stig??
"Havmøllen" var blevet et iværksættersted med overnatningsmulighed, restaurant. Ved siden af Havmøllen på vej op til Jernhatten lå der en dejlig strandgård/fiskerhus, hvor en 'håndværker' gik og satte i stand
Gårdsplads med lindetræ
Det lavede lette frokoster med noget superlækkert surdejsbrød.
Efter Jernhatten gik turen mod sydvest, uden om Stubbe Sø. Resten af eftermiddagen skulle være fri, så vi kørte efter det næste sovested ved en lille havn, Skødshoved Bro
Parkering ved lystbådehavnen Skødshoved Bro
Flinke naboer fra Gl. DDR i en Knauss. Jeg fik en god og rigtig lang snak med dem om deres bil. Måske kunne den være en mulighed? Samtalen foregik på tysk, faktisk forbav sende let, og jeg fik en masse at vide om deres erfaringer med at køre i en van. Det havde også overvejet en wohnmobil lidt ligesom vores, med kunne ikke forliges med at være camperturister. De kunne bedre identificere sig med van'en
Båden med den blå pressenning er en Wayfarer, den jolletype jeg sejlede med Christian Larsen (af banen, af banen . Her kommer 'Bananen' 4624 ved VM i Toronto 1976. Vi kvalificerede os faktisk ved et stævne i Ebeltoft
Skødshoved Bro. Et gammelt færgested som har været brugt til fragt mellem Århus ( i baggrunden) og Mols.
/Jørgen
Ebeltoft
Fine pladser ved skudehavnen i Ebeltoft. Der er efterhånden et godt havnemiljø med både ferie og helårsboliger langs kysten. Det så ud som om at mange af beboerne med havudsigt også var morgenbadere.
Indenlandske turister og mange der så lokale ud fyldte gader i Ebeltoft denne lørdag. Nu helt uden coronarestriktioner. Vi fik købt ind i Kvickly og kikket os omkring i den gamle del af byen.
Vi har været her før, men det er længe siden. Flere stræk på havnen er nu blevet cafe- og butiksstrøg. Henvendt til sejlerne og andre turister. Noget ser stadig ud som dengang i 1975 eller '76 da jeg var til skandinavisk mesterskab i Wayfarer med Kristian Larsen i Bananen. Og vandt, tror jeg. For vi fik mulighed for at deltage i VM i Toronto i 1976. Med 31 deltagere og vi blev vist 27!
Vi har også været her med vores børn, da de var små. Men Mols er helt sikkert flere besøg værd.
For enden af træbroen ved de røde skure holder vinterbadeklubben i Ebeltoft til. Det havde vi fornøjelsen af to morgener. Første morgen listede vi ud ved 7.30 tiden tækkelig klædt i badetøj og håndklæde. Vi hoppede i vandet og kunne nyde en dejlig, forfriskende svømmetur. Der kom flere til, og de smed alle kludene og så glade ud ved det.
Vi havde valgt den sikre model for påklædning. I Nappedam kunne man læse et skilt på badebroen: 'Al færdsel nøgen forbudt fra 1. maj til 1. oktober. Havnen.' I Ebeltoft følte vi os lidt snerpede, så det ville vi ikke risikere her til morgen.
/Jørgen
Nationalpark Mols Bjerge omkring Trehøje
Omgivelserne omkring Molslaboratoriet gav lyst til at se mere af Nationalparken.
Dagens tur gik til Trehøje, som ligger lige midt i Mols Bjerge. Her med en fantastisk udsigt mod vest over overnatningsstedet ved Nappedam.
Vejret var mere behageligt septemberagtigt til at vandre i, så vi slog os løs ud over de store vidder, uden på noget tidspunkt at blive væk. Men der var en utrolig dejlig stemning af at være i den vilde natur.
Det var tydeligt, at det ikke er højsæson for insekter. Men nogen stødte vi da på.
En fin lille sommerfugl, måske en guldfugl?
Lene fandt en hovedløs stålorm
En anden lille dagsommerfugl, lille ildfugl??
En randøje?? Måske. Det skal tjekkes.
Det blev til 7 km dejlig vandring omkring Trehøje i fantastisk flot og varieret natur, som helt sikkert skal følges op af genbesøg.
Sidst på dagen trak det op til regn, og vi listede afsted til havnen i Ebeltoft, hvor der er fine pladsen til overnastning. Her mødte vi et sympatisk tysk par i en Knaus Van 640. De havde mange gode indspark til vores overvejelser om at finde en kortere (mindre) bil. De kom fra Magdeburg, (gl. DDR) som vi har besøgt et par gange. Det gik fint med tysk/engelsk sprogkode.
Vi har ikke kikket på Knauss-mærket før, men det kunne da godt være? Dem vi besøgte på vejen til Mols handlede med Pössl, Malibu. Vi fandt frem til en forhandler i Videbæk, som vi ikke havde hørt om. Han går ret frisk til markedsføringen på YouTube
/Jørgen
Side 1 ud af 3